Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen ramte plet med sin bestseller om Blekingegade-banden. Han har tjent et tocifret millionbeløb og var lige ved at score et par millioner mere på danmarkshistoriens mest lukrative filmrettighedsaftale.
Da Øvigs bøger blev et fortjent mega-hit, gik en lemminge-effekt i gang. Her var stof til en film! Her var stof til to film! Måske ovenikøbet TRE film! DR's mediedirektør, Lars Grarup, og hans DR1-chef, Ulla Pors Nielsen, var klar til at rydde programflader og budgetter for at sætte en hurtig tv-serie i gang. Produktionsselskabet Yellow Bird havde sikret sig rettighederne til bøgerne fra Gyldendal og Øvig Knudsen for intet mindre end 1,9 millioner kroner - et absurd kæmpebeløb i en dansk sammenhæng, hvor filmrettigheder kun yderst sjældent kommer over 100.000 kroner - de to største beløb er formentlig 300.000 til journalist Olav Hergel for rettighederne til Flygtningen, og noget der ligner til Leif Davidsen for Limes Billede.
Samtidig var Bastard Film gået i gang med Anders Riis Hansens fremragende dokumentarfilm, som går i bio-grafen lige nu. Også her var armbevægelserne og ambitionerne store. Filmen er den dyreste danske dokumentar nogensinde: 9,5 millioner. DR og Filminstituttet tegner sig for lidt over seks millioner tilsammen - og Bastard Film, landets eneste uafhængige og professionelle producent af kritisk og undersøgende tv-journalistik, er på fallittens rand. En væsentlig del af årsagen er Blekingegadefilmen, som tegner sig for et minus på over en million. Der skal sælges mere end 120.000 biografbilletter, før filmen er betalt. Premiereweekendens salg var på lidt over 18.000 billetter, så prognosen er mere end dyster.
Kostede direktør jobbet
Blekingegadebandens næste offer i film- og medieverdenen er Nimbus Film, der gik i samarbejde med Yellow Bird omkring den tv-serie i otte afsnit, som DR så brændende ønskede sig (ud over den dok-film, som DR allerede havde brugt omkring tre millioner på). DR lovede 26 millioner - men budgettet var på 55 millioner, og da den store tyske tv-koncern ZDF sprang fra i begyndelsen af året, droppede DR projektet. ZDF havde ellers først afgivet et halvt ikke-bindende løfte (det hedder et LOI - letter of intent) på 10 millioner kroner. Det kostede Nimbus-direktør Jørgen Ramskov jobbet.
Få meter fra Nimbus-film i Filmbyen i Avedøre ligger Zentropa, hvis farverige direktør nu svømmer som en ål i Blekingegade-mudderet. Zentropa, som ynder at fremstille sig selv om et sælsomt mix af højskolesangbog, idealisme og kreativt anarki er en af branchens mest dominerende og benhårde forretninger. Den er en del af Egmont-koncernen via Egmonts datterselskab Nordisk Film. Generelt har Nordisk og Zentropa været meget dygtige til at tabe penge. Mange af Zentropas film er fremragende, men uden store tocifrede støttebeløb fra Filminstituttet, ville de aldrig have eksisteret. Egmont-koncernen topper som den suverænt største modtager af offentlig filmstøtte.
Intet nyt under solen
Ålen kunne ligesom de andre mærke duften af penge i Blekingegade. Han gik i gang med et spillefilmsprojekt. Øvig var jo købt af Yellow Bird for 1,9 millioner, så Zentropa allierede sig med den pensionerede politimand Jørgen Moos, som havde skrevet en knapt så bestselleragtig bog om banden. Det fik Peter Øvig (og Journalistforbundet) til at true Ålbæk og Filminstituttet, som de mente stjal af hans rettigheder.
"Man kan jo heller ikke have rettighederne til 2. verdenskrig!" sagde Peter Ålbæk, og så døde den sag.
Men det gjorde filmen ikke. Den blev til en tv-serie for TV 2, som også kunne lugte seere og penge i historien om røver- og morderbanden fra Blekingegade. Zentropa var tilsyneladende bedre til at skaffe de 35 millioner, som seriens fem afsnit koster. Og måske rigtigt gode til at smide sand i DR's og nabokonkurrenten Nimbus Films maskineri. Og det hele kom på plads, da der ankom otte dejlige millioner fra den såkaldte 'public service-pulje' - midler, som mediepolitikerne har tvangsfjernet fra licensindtægterne for at hjælpe uafhængige produktionsselskaber til lave fjernsyn til de kommercielle tv-stationer, inklusive TV 2, der ejes af staten. Staten støtter dermed staten, så logikken er i orden.
Summa summarum på denne historie er, at nu synes at være brugt (og tabt) flere penge på film om Blekingegadebanden, end banden røvede til palæstinensiske terrorister. En hel branche gik i selvsving, gode virksomheder bed i græsset, gode direktører røg i svinget. Hvis man bare for sjovs skyld betragtede TV 2, DR og Filminstituttet som staten, så har staten sammenlagt leget med et halvt hundrede millioner kroner for at fortælle en historie, som alle efterhånden kender i forvejen. Det nye i historien er blot, at Peter Øvigs 'stemme' fik et navn. Bo Weymann kom på film og i fjernsynet med en undskyldning, der virkede næsten lige så velforberedt som de røverier, han planlagde - men uden at tilføje noget reelt nyt.
