Læsetid: 5 min.

Dansk rock er døden nær

Så må man ikke skråle, så må man ikke hoppe, så må man ikke være (fysisk) høj. Det er blevet svært at gå til koncert herhjemme. Måske fordi dansk rockmusik er stendød - målt på publikumskultur, pinlige prisshows, kritikere i krise og kunstnere uden gennemslagskraft
Begejstring. Vi må bare vente på at nogen igen begynder at sætte pris på den klassiske treenighed: trommer, bas og guitar og får bragt begestringen tilbage til publikum.

Begejstring. Vi må bare vente på at nogen igen begynder at sætte pris på den klassiske treenighed: trommer, bas og guitar og får bragt begestringen tilbage til publikum.

Charlotte Haslund-Christensen

13. marts 2009

Måske bør der på fremtidens koncertbillet stå: 'Advarsel: Der er risiko for at blive trådt over tæerne'. Eventuelt kombineret med, man bliver lukket ind i båse efter højde og drøjde.

Blot et forslag baseret på mine seneste erfaringer udi live-rock'n'roll anno '09. For eksempel ankommer jeg forrige fredag til Tim Christensen-koncert (jo, han er stadig mere rock end pop) i københavnske Vega, og får straks skældt huden fuld af en flok gale kvinder. Fordi jeg med mine sølle 1,84 (med sko) er højere end dem, og som sådan spærrer for udsynet. De befaler mig, uden at blinke, at gå ned bag ved.

Jeg vover dog at blive stående, da min kone er lidt lille, og vi sådan set har planlagt at stå sammen i løbet af koncerten. Og måske endda indtage den klassiske 'følsomt kærestepar hører livemusik'-positur - en slags stående ske, hvor manden står bagerst med armene om livet på konen. 'Stående ske' er yderst udbredt til for eksempel Saybia, Rasmus Nøhr, og ja, Tim Christensen.

Jeg nævner det kun, fordi jeg tror, at dansk rock, trods disse utallige omfavnelser, har nået et historisk lavpunkt. Også i selskab med sit publikum.

En ny tids narkomaner

Nå, men pludselig bliver konen og jeg så besofne, at vi hopper op og ned på stedet med skvulpende fadbamser og strittende pegefingre. Især til koncertens parade af gamle Dizzy Mizz Lizzy-hits. Men så får vi igen skæld ud. Suppleret med brutale skub i ryggen af de omkringstående tørvetrillere. Så er det man må arte sig.

For jeg er faktisk før blevet smidt ud af Vega. Fordi vi sprang rundt i spontan glæde til en koncert med veteranerne fra Sandmen. Ja, man tror, det er løgn, men hvis man kører rock'n'roll-attitude nu om dage, så klager mainstream-masserne.

Tag nu koncerten med D-A-D, Danmarks fadøls-band nr. 1 (nu, hvor Big Fat Snake er delt i en to-tre afdelinger), der i lørdags holdt sølvbryllup i Forum. En ven og jeg står helt forrest i en flok af cirka 10.000 fans, der er godt høje på 'Små Grå' i reagensglas, og så sker det gådefulde: Da vi kækt tænder en cigaret, så vender et par unge knægte i bar mave (og tattoos) sig om og råber med truende mine: 'Hey, det er forbudt at ryge'.

"Hvad vil I gøre ved det?" spørger min ven.

Svaret nøjes med at svæve i luften. Ligesom de pottåger, man for blot få år siden altid kunne snuse sig frem til under selv den mindste anstændige rockkoncert.

I dag er man cirka lige så populær som et par stiknarkomaner på en legeplads, blot man deler en enkelt Prince Light til en D-A-D-koncert. Spørgsmålet er: Hvad skete der egentalt med sex, drugs and rock'n'roll-konceptet?

Rock uden rock

Druknede det gode humør i de fadøl, som Forum var uforskammet nok til at tage 50 kroner for pr. styk? (hvorfor de fleste fans selvfølgelig var tvunget til at lægge en dæmper på gemytterne-).

Er der nu blevet indført en slags koncertkulturens svar på p-nazisterne i EuroPark? Risikerer jeg et bødeforlæg for at hoppe og ryge (blot et enkelt hvæs), når jeg går til rockinrolla?

I så fald vil jeg gerne sende girokortet videre til pladebranchen og alle dens kumpaner. For måske hænger publikums puritanske indstilling sammen med, at dansk rock og rul er blevet kørt ud på et sidespor.

Man kan jo dårligt nævne et hjemligt rock'n'roll-orkester, der lige nu evner at kombinere en skarp og original stil med bred smag, høje salgstal og langstilkede roser fra musikkritikerne. Volbeat måske. Men de er trods alt lidt en sjov sammenblanding af Cher, Elvis og Metallica.

Dansk rock sælger simpelthen ikke længere. Og selv til award-shows aner musikindustrien ikke, hvad de skal stille op med kategorien 'rock'. Ved den sidste omgang af Danish Music Awards vandt Peter Sommer prisen for 'Årets Danske Rockudgivelse' selv om stemmepragt, tempo og energi er helt til rotterne, kragerne og hundene. Set med rock'n'roll-brillen på.

Det vil jeg ikke bebrejde Peter Sommer, han skriver skam vildt begavede tekster, og derfor ser jeg frem til en regulær digtsamling fra hans hånd.

Musikmagthaverne på P3 stikker også gerne Skanderborg-drengen en 'upcoming'-pris hvert år, mens de gør en del ud af at overse landets rigtige rockrekrutter. Tro mig, jeg har lige siddet som en del af udvælgelsesudvalget til Start-festival (det tidligere Vesterbro Festival), og rockbands er der rigeligt af. De bliver bare ikke hørt.

Skråling forbudt

Dansk rock mangler et førerlokomotiv. Sort Sol er gået ned, Kashmir er i remise og Magtens Korridorer skal lige tilbage på sporet igen. Selvfølgelig er der masser af saftig rock i undergrundsklubber og øvelokaler, men bands som The Blue Van og Rock Hard Power Spray får ikke megen hypehjælp af den ellers uundværlige presse.

Især ikke af dagbladenes såkaldte rockkritikere, der kun nødigt går til andet end stort opsatte koncerter (som f.eks. D-A-D), hvis de ikke allerede er gået over til electronica.

Hos det (i egne øjne) kulturbærende Politiken kan selv en rock'n'roll-parodi som The Storm (med Pernille Rosendahl og hendes pirat-lignende kæreste) få positive anmeldelser. Faktisk går der hårdnakkede rygter om, at en vis Politiken-kritiker har præsteret at anmelde koncerter uden selv at være til stede. Det forklarer måske, hvorfor avisens beatsektion lige har tildelt Mikael Simpson hele seks stjerner for at lave, hvad der lyder som en række elektroniske udgaver af George Harrisons "While My Guitar Gently Weeps".

Monotoni er in, hvis man skal tro nationens toneangivende rockanmeldere. De fleste af dem er efterhånden godt gråhårede, men har åbenbart glemt alt om, hvordan rock lyder.

Sådan var det også, da jeg og en kammesjuk i foråret var til gendannelses-koncert med Fielfraz (hvis nogen husker dem?). Dér fik vi af vores sidemænd besked på at skråle mindre højt.

Så er det man trækker sig småpruttende tilbage til Ledreborg Slotspark med en klapstol under armen. Og der vil jeg så sidde hele sommeren og håbe på, at nogen igen en dag sætter pris på den klassiske treenighed; trommer, bas og guitar. At nogen får bragt begejstringen tilbage til publikum. At dansk rock vil genopstå med en helvedes masse larm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

jeg har kun en kommentar til denne artikkel.-

SKÅL i en kold fadøl til den koncert, hvor det nye danske føre band spiller så det rykker røv. Jeg har et godt bud på det band der, kan genopvække dansk rock,

http://www.youtube.com/watch?v=5mV_HHL-h6g

Volbeat, ja her har du faktisk precist det som du eftersøger dette band er inkarneret, laget fadøl og høj musik. ok de er hårde men rock må aldrig gentager aldrig blive pænt.

Hør-hør!

Der er bestemt sket en djævlens masse med "rock-kulturen". Koncerter er blevet "pæne steder", hvor man ikke kan te sig - ind i mellem i grel kontrast til det, der foregår på scenen. Nu ser jeg ganske vist oftest udenlandske bands live, men genren er sgu spot on.
Overordnet set, er det bare ikke i orden, at man skal betale ublu priser for at komme ind, ågerpriser for garderobe (som er obligatorisk), øller til 40-50 kr. stykket (ja, man undrer sig over, hvorfor folk gerne har en gedigen bjørn på hjemmefra...), hvorefter man kan blive tilbudt "merchandise", der i sig selv burde være vævet af det pureste silke til de priser. Det er blevet både dyrt og restriktivt at gå til koncert.
Nok kan vi allesammen blive enige om, at man ikke skal medbringe kanonslag, våben, narko eller andet spas, men god stemning skulle helst være i litermål til sådan en begivenhed - ikke mindst for bandets skyld. Det drejer sig jo ikke kun om publikums oplevelse, men ligeså meget om bandenes arbejdsbetingelser, og som "entertainere" er det formentlig vigtigt, at publikum er i stemning. Stemning inden for rockgenren involverer alkohol og ind i mellem andre substanser - artiklens nævnte pot-tåger er et case in point.

Desværre bliver det mere og mere udvandet, dyrere og dyrere, og der er efterhånden kun festivaler tilbage, hvor man kan slå sig løs. At den hæderkronede ROCK-festival i Roskilde så efterhånden snarere er et sammenrend af rap-musikere (gerne med en stor-sælgende plade i det forgangne år), noget elektronika (hvad det så end er...) og et par gamle kendinge inden for den intenderede genre, det hjælper heller ikke.

Man kan stadig være heldig at få en god oplevelse, men hvor omgivelserne burde tilstræbe dette, så gør de snarere det modsatte.

Og den danske rock? Tja...lad os få Sort Sol tilbage, så kører bussen!

Rigtigt nok at dansk rock er noget kedeligt for tiden, men man kan heller ikke forvente at få den fede stemning hvis man vil høre Tim Christensen og/eller DAD. Det er hverfald 14 år siden de rockede og de er blevet gamle og magelige ligesom deres publikum.

Når nu det danske rock ikke fungere, så må man jo kigge mod udlandet. Så sent som i tirsdags spillede Eagles of Death Metal på Vega og her var der sgu rock for alle penge, crowd surfing, stage diving og alt det man kunne opleve i 1994 til en Dizzy Mizz Lizzy koncert.

Så måske de gamle rock n rollere skulle udvide horisonten, droppe magligheden og komme ud og høre noget internationalt rock, som der trods alt bliver spillet en masse af i KBH og sikkert også i andre danske byer.

Både rock musikken og looket er ret hot blandt de ubge og har været det i nogle(2-3) år nu.

Link: http://gaffa.dk/anmeldelse/31549

Eagles of Death Metal rockede Vega, ingen tvivl! Den koncert havde ingenlunde været det samme, hvis ikke publikum havde været med på at smide tøjlerne. Er inderligt enig.

Dansk rock trænger til en saltvandsindsprøjtning. Mit bedste bud på, hvorfor det ikke sker, er så pladebranchen. Alt for mange albums er baseret på enkeltnumre og hurtige salg i Bilka - og det er sgu ikke rockens domæne. Lad os få nogle selskaber, der tør satse på den undergrund, der forhåbentlig stadig lever. Kigger vi tilbage over de sidste 50 år, hvor meget af det gode er så ikke kommet fra ukuelige slubberter i garager og kældre? Det er dem, vi skal have tilbage på scenerne!

Man kunne jo starte ned at droppe det tåbelige rygeforbud til koncerter.

Jeg synes personligt at det er decideret tåbeligt at voksne mennesker skal sidde og ryge i smug til en slayerkoncert.
Det er vel for helvede ikke for at understøtte sin sunde livsstil at man tager til koncerten.

Det kan ikke være rigtigt at en rockkoncert nu er blevet hjemsted for fintfølende puritanere.

Derudover kunne branchen tage at udgive nogle gode plader, frem for at insistere på kun at udgive lortemusik der i megakomprimeret tilstand egner sig til at blive spillet gennem højtaleren på en mobil tlf, eller downloadet som ringetone.

Og sidst men ikke mindst, må vi bare erkende at svenskerne er bedre til at lave musik end danskerne, omend det kunne være rart med et dansk band i Hellacopters klassen.
Men det sker nok ikke så længe vi mener at Carpark North og Sys Bjerre er det der skal satses på i andedammen.

kommerciel rock er ikke savnet...
Sort Sol døde jo netop da kommercialiseringen indtog bandet.
Der findes 1000`vis af glimrende rockbands i landet ,og De skal ses og høres på nettet og de små spillesteder...

Ps. - Dansk heavymetal er et hit verden over - bare ikke i Danmark.
Hvad siger det om den danske rockforbruger ?
Nogle slapssvanse der finder sig i tynd fadøl, rygeforbud og sindsyge billetpriser ?

Er meget enig i det Holger K skriver. De bands der refereres til I artiklen er efterhånden bands der appellerer til det aldrende publikum. Et publikum som af mere eller mindre gode grunde ikke længere har den autentiske rock tilgang til en koncert. Det er tilgengæld en skam, at virkeligheden er sådan i DK. Mht. til ny dansk rock med stort R, ja så mener jeg i den grad vi mangler et nyt og ungt band med mere kvalitet end rock hard....altså en ny generation af dizzy, kashmir, mew. Jeg havde håbet på Duné kunne løfte arven, men ikke helt endnu. Derfor må man se sig omkring de internationale bands som fyrer den af....med mindre man er med på den danske metalscene, hvor rocken lever, dog i sin egen lille trofaste verden.

Kristian Holgersen

Helt grundlæggende er det en dum artikel. Hvorfor skrive sådan en gang klagende vrøvl? Hvis dansk rock virkelig er i krise, så kan man da hverken give pladebranchen eller de danske bands skylden. Publikum kunne være lidt opsøgende selv og finde de dele af den danske rock der rykker. Det kræver ikke særlig mange klik med musen.
Let røven, så kunne det være at nogle små bands kunne stige i graderne og spille et større sted næste gang eller udgive en plade nummer to.

Lasse Schmidt

Helt enig med Kristian Holgersen.

Og til alle de klynkende rygere - hvis I ikke kan høre musik uden en stinkepind, så skru op for anlægget hjemme i stuen. For det er fandeme fedt for os andre at kunne nyde en koncert uden røg i lungerne :-)

Lasse Schmidt) Er ikke selv ryger, men mener selv at rygning, øl og rock musik går hånd i hånd. I min verden havde jeg set at rygeloven var som den er på cafeer og barer, men at der blev dispenseret for den til koncerter. Man ser jo også sej ud med en røg i hånden modsat en politistav til en koncert.

Anders Ejsing

Jeg tror, der mangler nogen, der kan forene kunstnerisk integritet med bred, folkelig appel. Der har været en tendens til, at vi har nogle få, virkelig store navne (f.eks. Sys Bjerre), som til gengæld er meget glatproducerede, og at resten af rockscenen mere eller mindre er et indiehelvede.