Jeg har vist nok engang fået fortalt en historie om teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, og om teologen, højskolemanden og Dostojevskij-kenderen Knud Hansen (Askov). Jeg ved ikke, om historien er sand. Det er i og for sig også lige gyldigt, da historien blot kan stå som en smuk illustration af sund dømmekraft og civilt mod.
Knud Hansen og Knud-Erik Løgstrup var i 1940'erne begge præster på Vestfyn - her befandt legendariske Thanning sig også. De var præget af Tidehverv og var borgerlige intellektuelle. I sommeren 1941 invaderede Nazityskland Sovjetunionen, hvilket affødte, at den danske regering fratog de kommunistiske parlamentarikere deres mandat i Rigsdagen. Ja, man forbød al partivirksomhed, som udsprang fra kommunisterne og sendte fremtrædende kommunister i Horserød-lejren og senere til Stutthoff til en frygtelig skæbne. Det var et grundlovsbrud og en tragedie.
Lejrtænkning
Dette grundlovsbrud i sommeren 1941 protesterede Hansen og Løgstrup imod, ved at opsøge den tyske Rigsbefuldmægtigede Renthe Fink i København. De var givet vis de eneste borgerlige intellektuelle, som protesterede. Hansen og Løgstrup forholdt sig principielt til folkestyret og retsstaten. De havde ingen sympati for kommunisterne. Ja, de har givetvis været pikerede over, at kommunisterne sammen med nazisterne delte Polen, okkuperede de baltiske lande og maltrakterede Finland. Men de protesterede mod overgrebet på de danske kommunister. Sådan ønsker jeg i hvert fald at gengive historien. I dag er der meget få intellektuelle, der forholder sig principielt til demokratiet og retssamfundet. Vi er i stedet gået ind i en lejrtænkning, centrum-venstre contra centrum-højre. Vi forholder os derfor ikke nævneværdig kritisk til de ting, som er værd at kritisere i egne rækker.
Der er selvfølgelig undtagelser. En undtagelse mødte jeg forleden i forbindelse med et foredrag, jeg holdt på Cepos i København. Direktør for Cepos, Martin Ågerup, som jeg havde en ganske lidenskabelig debat med i Berlingske Tidende i 2005 om det liberalistiske i partiet Venstre, medgav mig, at det var for dårligt, at vi som borgerlige ikke var fokuserede på de overgreb, der foregår på Guantànamo. Ågerup var klokkeklar i sine holdninger - ingen slingerkurs her. Vi skal både protestere mod overgrebene på Guantànamo-basen og mod, at den britiske regering forbyder parlamentarikeren Wilders i at komme ind i Storbritannien, konkluderede han.
Lang tradition
I Europa og USA har protesterne mod overgrebene på Guantànamo været forbavsende sporadiske, hvilket har svækket vor dømmekraft. Efter min vurdering, har vi ikke set noget mere skandaløst i Vestens demokratiske historie efter 1945 end Guantànamo-miseren.
Ja, jeg tror, vi skal helt tilbage til amerikanernes internering af amerikanske statsborgere af japansk oprindelse under Anden Verdenskrig for at finde et lignende 'juridisk' tilfælde. Vi har valgt at forholde os tavse. Alt for tavse!
Det gør vi også i Wilder-sagen og til Hamas' krav om at udslette Israel. Ja, det forekommer mig, at centrum-højre er tavse i Guantànamo-sagen og centrum-venstre tavse, hvad angår overgrebene mod Wilders, Van Gogh og Kurt Westergaard.
De første tegn på denne manglende vilje til at forholde sig principielt til demokratiet og retsstaten i Danmark og i stedet vælge standpunkter ud fra snævre moralske holdninger, så vi med kommunistloven i 1941, Tamilsagen i 1980'erne og Muhammed-tegningerne i 2005.
Stå på demokratiet
I den antikke verden, dengang Platon og Aristoteles herskede i den dannede verden, blev dømmekraften lidt forenklet forstået som bevidsthedslivets muligheder for at omsætte teoretiske indsigter til praktisk handling. I den politiske og kulturelle verden af i dag er det næppe vore teoretiske indsigter, der omsættes til praktik, som identificerer vor dømmekraft. Det er snarere de erfaringer, som vi gør igennem livet, og som vi bringer med ind i nye kontekster. Men det er ikke alene personlige erfaringer, der præger vor dømmekraft. Vort nomos bringes også altid med ind i de nye situationer. Vi kommer derfor altid med noget ind i konteksterne og de nye situationer. Men hvis erfaringerne pludselig præges af fragmenterede utilpassede 'kulturer' og et nomos, som ikke kan gå i spænd med demokratiet, så bliver det vanskeligt. Så tvinges vi til at stå fast på de demokratiske frihedsrettigheder. Så må vi blive ubøjelige og hårde. Så kan vi ikke forholde os psykologisk og misforstået tolerant til omverdenen og kulturerne som under Muhammed-konflikten.
Der findes nemlig kun én demokratisk kultur. Vi kan ikke gradbøje frihedsrettighederne, men må beskytte kulturerne mod deres eget ophav.
Inkommensurable størrelser
Den ellers gode artikel skæmmes efter min opfattelse af, at Kjærhus drager paralleller mellem usammenlignelige forhold.
På den ene side Guantanamo, der er en stats klare overtrædelse af konventioner og retsprincipper, herunder torturkonventionen.
På den anden side Wilders indrejseforbud, mordet på Theo van Gogh og truslen mod Kurt Westergaard.
I de to sidstnævnte tilfælde er der tale om almindelige kriminelle forhold (i sagen KW en formodet kriminel handling) og altså ikke som med Guantanamo et statsligt overgreb.
Gert Wilders blev offer for en - i øvrigt særdeles tvivlsom - antiterrorlovgivning, der egentlig er rettet imod muslimer. Den islamofobiske GW blev altså ramt af en lovgivning, som han ellers må formodes at have billiget!
Poul Genefke-Thye
Demokrati og dømmekraft
Men hvis erfaringerne pludselig præges af fragmenterede utilpassede 'kulturer' og et nomos, som ikke kan gå i spænd med demokratiet, så bliver det vanskeligt. Så tvinges vi til at stå fast på de demokratiske frihedsrettigheder. Så må vi blive ubøjelige og hårde. Så kan vi ikke forholde os psykologisk og misforstået tolerant til omverdenen og kulturerne
Jeg ved ikke rigtigt om man kan tale om Inkommensurabilitet i denne forbindelse for jeg synes netop ikke størrelserne usammenlignelige. Demokratiet fortjener at forsvares med de nødvendige midler.
Jeg er i den grad enig med forfatteren af artiklen Thue Kjærhus ;-)
Det er netop min pointe - størrelserne er usammenlignelige.
Og demokratiet fortjener at forsvares med , ikke blot de nødvendige, men også med rimelige midler.
De antiterrorlove, som altså også ramte Gert Wilders, begrænser vel snarere demokratiet end de forsvarer det?
Det er netop min pointe - størrelserne er usammenlignelige.
Og demokratiet fortjener at forsvares med , ikke blot de nødvendige, men også med rimelige midler.
De antiterrorlove, som altså også ramte Gert Wilders, begrænser vel snarere demokratiet end de forsvarer det?
Det er rigtigt at Wilders blev ramt af englændernes egen terrorlov, hvilket viser for mig at man netop gradbøjer demokratiet, men ikke at størrelserne er usammenlignelige, idet de begge tilsammen udgør en forståelse.
Selvom jeg erklærer mig enig med Thue Kjærhus, er jeg dog i tvivl om hvad han mener når han siger:
Der findes nemlig kun én demokratisk kultur. Vi kan ikke gradbøje frihedsrettighederne, men må beskytte kulturerne mod deres eget ophav
Det er ikke åbenlyst for mig at der kun findes en demokratisk kultur, men netop mange forskellige fortolkninger. Et nærliggende eksempel er grundlovens erklæring at danmark er et begrænset diktatur. Andre lande fortolker demokrati på en måde der tillader love der forbyde antidemokratiske organisationer som eksempelvis nazismen.
At demokratiet som begreb allerede er gradbøjet, kan derfor ikke anfægtes, men at det tværtimod er en styreform under stadig udvikling.
Når Thue Kjærhus mener at kulturen skal beskyttes mod sit eget ophav, forekommer det mig at misforståelsen vedr. demokratiets beskyttelse af sig selv, mere er et spørgsmål om at forbyde og dermed kriminalisere antidemokrati, som eksempelvis politiske og religiøse ideologier der ikke kan opfylde kravet om alles lige ret.
I det øjeblik demokratiet indfører en sådan lov, begrænser den således sig selv ved ikke at anerkende alles lige rettigheder, men kræver tilslutning til demokratiske spilleregler for at kunne accepteres, hvilket nogle opfatter er paradoxalt.
Men dette princip eksisterer allerede i tysk lovgivning, der dermed har et redskab til at forsvare sig selv, nok i kraft af deres egen oplevelser med nazismen, og hvor man i højere grad kan opfylde forfatterens udtalelse:
Men hvis erfaringerne pludselig præges af fragmenterede utilpassede 'kulturer' og et nomos, som ikke kan gå i spænd med demokratiet, så bliver det vanskeligt. Så tvinges vi til at stå fast på de demokratiske frihedsrettigheder. Så må vi blive ubøjelige og hårde. Så kan vi ikke forholde os psykologisk og misforstået tolerant til omverdenen
Lige lidt forbrugerinformation. Thue Kjærhus er medlem af den højreekstremistiskeorganisation ”Trykkefrihedsselskabets” bestyrelse. Her er kjærhus i godt selskab med festlige typer som Lars Hedegaard og Jette Dali.
På den baggrund kan det ikke overraske at Kjærhus forsøger at drage en parallel mellem at undlade at kritisere torturen i Guantanomo med at undlade at støtte højreekstremisten Geert Wilders. Det er som Poul Genefke-Thye så rigtigt anfører Inkommensurable størrelser, eller sagt på almindeligt dansk at sammenligne æbler og pærer.
Kilde: http://www.trykkefrihed.dk/generalforsamling-2008-referat.htm
Per Thomsen
Jeg fæster mig ved at Kjærhus udtaler sig således og ikke hans politiske tilhørsforhold, alene af den grund at jeg finder at partipolitik principielt er et angreb på min integritet:
Vi er i stedet gået ind i en lejrtænkning, centrum-venstre contra centrum-højre. Vi forholder os derfor ikke nævneværdig kritisk til de ting, som er værd at kritisere i egne rækker.
I Europa og USA har protesterne mod overgrebene på Guantànamo været forbavsende sporadiske, hvilket har svækket vor dømmekraft. Efter min vurdering, har vi ikke set noget mere skandaløst i Vestens demokratiske historie efter 1945 end Guantànamo-miseren.
Endvidere citerer Kjærhus Martin Ågerup:
Ågerup var klokkeklar i sine holdninger - ingen slingerkurs her. Vi skal både protestere mod overgrebene på Guantànamo-basen og mod, at den britiske regering forbyder parlamentarikeren Wilders i at komme ind i Storbritannien
På den baggrund kan jeg ikke se den nævnte kritik er relevant:
Per Thomsen:
På den baggrund kan det ikke overraske at Kjærhus forsøger at drage en parallel mellem at undlade at kritisere torturen i Guantanomo med at undlade at støtte højreekstremisten Geert Wilders.
Per Thomsen:
"Thue Kjærhus er medlem af den højreekstremistiskeorganisation ”Trykkefrihedsselskabets” bestyrelse."
Mange tak for oplysningen, Per.
Det er utroligt, at artiklerskriverne kan slippe udenom at bemærke, hvilke kasketter de har, så læserne har en mulighed for at forstå deres interesser og motiver.
Er medlemskab af Trykkefrihedsselskabet en kasket?
Måske d´herrer Thomsen og Heinrich kunne oplyse om deres "kasketter", så det kunne bedømmes om deres indlæg var svarværdige?
Jørgen Nielsen,
jeg deltager alene som privatperson. Jeg plejer ikke andre eller andres interesser.
Ja, medlemskab af Trykkefrihedsselskabet er en meget markant indikator for en persons ståsted.
Er der andre kasketter du vil advare imod? Du ved, bare sådan man slipper for at skulle forholde sig til deres synspunkter.
At deltage som privatperson medfører jo ikke nødvendigvis at man er uvildig. Derimod kan man sagtens lide af ubevist forudtagenhed, især hvis man har sin egen hue trukket ned over øjnene.
Det er at bemærke at rigtig mange mennesker ikke kan forstå sandheden i et udsagn, fordi den skulle komme fra andre kilder end sine egne sympatier, ikke engang når det ikke kan siges tydeligere.
Jørgen Nielsen:
”Er der andre kasketter du vil advare imod? Du ved, bare sådan man slipper for at skulle forholde sig til deres synspunkter.”
Atter engang bliver vi konfronteret med højrefløjens forsøg på at presse en politisk korrekthed ned over debatten, hvor man forsøger at gøre det til et tabu at kalde tingene ved deres rette navn.
Når man forholder sig til et budskab, har det naturligvis også en betydning, hvem afsenderen er, og derfor er det kun ret og rimeligt, at Information fortæller os, hvem forfatteren til en artikel er, hvilket da heldigvis i reglen også er tilfældet.
Hvis Information skulle finde på at bringe en artikel af Johnni Hansen, ville det jo også være interessant at få oplyst, hvilken Johnni Hansen der er tale om.
Jørgen Nielsen:
"Er der andre kasketter du vil advare imod? Du ved, bare sådan man slipper for at skulle forholde sig til deres synspunkter."
Der er nu hverken tale om, at jeg ønsker advarsler, eller opfordringer til at ignorere synspunkter fra bestemte bastioner.
Men det er en kendt sag, at de mange grupperinger omkring Giordano Bruno Selskabet, Trykkefrihedsselskabet, Den Danske Forening, Dansk Folkeparti, Kvinder for Frihed, og personkredsen tilknyttet disse, fører en meget velkoordineret og effektiv indsats for at få artikler bragt i medier, og i høj grad formår at sætte den politiske dagsorden.
Og hvad der er værre, og decideret betændt, er, at der foregår en velkoordineret indsats for at stække politiske modstandere, bl.a. ved at føre regulær informationskrig i debatfora som f.eks. Dagbladet Informations.
Jeg tåler bestemt at høre DF's anskuelser, men jeg er ikke villig til at finde mig i, at demokratiet udhules og afmonteres. Det er konsekvensen af disse selskabers og organisationers adfærd, hvis de ikke møder modstand.
Er der ikke i høj grad tale om forskellige former for retorik og forskellig selvopfattelse?
Dels er der den hårde tales folk vedrørende religion, ikke-indfødte, men også kriminalitet og terrorisme. Den tale kan da somme tider både være hård, uvenlig o.s.v.
Modpolen, der er "progressiv" (eller pseudo progressiv?) kan f.eks. snakke om "verdier", "tolerance", "menneskelighed","dialog"
og andet smukt og imod "fjendebilleder", "snæversyn", "demonisering af de anderledes", o.s.v.
Vidst bruger jeg mange anførselstegn, men jeg er bange for at de meget tit er berettigede! Det virker som om de "progressive retorikere" ikke mindst nogle gange prædiker et men står for noget helt andet. Er det ikke et problem?
Per Thomsen
Atter engang bliver vi konfronteret med venstrefløjens forsøg på at presse en politisk korrekthed ned over debatten
Og du Per - er du gået hen og blevet uvildig?
--------------------
Heinrich
Kan du så ikke lige vise mig hvor artiklen giver udtryk for betændthed? Som jeg læser den giver den udtryk for mangel på selvkritik, efterfulgt af kritik af samme i egne rækker, noget jeg normalt ikke hører meget til fra nogen af fløjene og slet ikke fra religiøse fanatikere, bortset måske lidt fra den rare Jens Catlow.
Hans Hansen:
"Kan du så ikke lige vise mig hvor artiklen giver udtryk for betændthed?"
Kan du ikke læse, eller hvad?
Jeg skriver:
"Og hvad der er værre, og decideret betændt, er, at der foregår en velkoordineret indsats for at stække politiske modstandere, bl.a. ved at føre regulær informationskrig i debatfora som f.eks. Dagbladet Informations."
Udsagnet om betændthed har intet med denne artikel at gøre, eller Thue Kjærhus for den sags skyld.
Heinrich
Sorry Heinrich, jeg må konstatere at jeg skal på læse kursus, den fik jeg sku' ikke lige fat i ;-)
Ikke for noget Hans Hansen, men det er hverken særligt fikst eller særligt velbegavet, at du fusker forvansker det jeg har skrevet, og derefter gengiver det, som om det er et direkte citat. Det er slet og ret dårlig stil...
Ikke for noget Per Thomsen, er det særligt velbegavet at ikke at ville forholde sig til artiklens ordlyd,
Bortset fra det har du ret i at jeg kom til at sætte din udtalelse i citerende kursiv. Jeg kan kun beklage den fejltagelse som jeg ikke kunne rette, som du ved fordi der ikke er fortrydelsesret når man først har trykket på "Send kommentar"
Beklager ;-)
Hans Hansen:
"Bortset fra det har du ret i at jeg kom til at sætte din udtalelse i citerende kursiv. "
Det er jo løgn Hans Hansen. Du ved udmærket godt at det ikke har noget med kursiv skrift at gøre. Du bytter "højrefløjen" ud med "venstrefløjen" så den sætning jeg har skrevet får den modsatte betydning. Det er gement og meget primitivt citatfusk.
Skam dig, Hans Hansen!