Læsetid 12 min.

Desværre, Dan Brown...

Det er enhver forlæggers værste mareridt. At afvise et manuskript, som senere bliver en bestseller på et konkurrerende forlag. Historien er fuld af eksempler på eklatante bommerter, der har kostet forlag millioner af kroner i tabte indtægter. Alligevel er der tilgivelse at få. For i branchen ved man, at den eneste form for bogklogskab er bagklogskab
Afslaget. Siden sin fatale beslutning på onsdagsmødet for knap syv år siden har Mikael Kristiansen brudt sit hoved med, hvorfor lige netop Dan Browns bog og ikke et af de utallige andre manuskripter, der lå på hans skrivebord dengang, endte med at blive en verdensomspændende bestseller. Men han har endnu ikke fundet svaret.

Afslaget. Siden sin fatale beslutning på onsdagsmødet for knap syv år siden har Mikael Kristiansen brudt sit hoved med, hvorfor lige netop Dan Browns bog og ikke et af de utallige andre manuskripter, der lå på hans skrivebord dengang, endte med at blive en verdensomspændende bestseller. Men han har endnu ikke fundet svaret.

Martin Bubandt
12. marts 2009

En onsdag formiddag i 2002 er Gyldendals skønlitterære redaktion samlet til sit ugentlige redaktionsmøde i Klareboderne. Det er på onsdagsmøderne, at det afgøres, hvilke manuskripter der skal antages, og hvilke der skal have afslag.

Denne onsdag sidder en ung litteraturvidenskabsstuderende, Mikael Kristiansen, med ved bordet. Han har tidligere været i praktik på Gyldendal og er nu ansat som vikarierende redaktør med ansvar for forlagets amerikanske litteratur.

I ugerne forinden har han haft en bog til gennemlæsning af en ukendt forfatter ved navn Dan Brown. Bogen hedder The Da Vinci Code, og det er nu op til Mikael Kristiansen at vurdere, om bogen skal udkomme på Gyldendal i Danmark. De øvrige redaktører - lige fra forlagets litterære direktør, Johannes Riis, og nedefter - lytter opmærksomt, mens Mikael Kristiansen kort refererer bogens handling. Han fortæller, at han har modtaget en positiv udtalelse fra en konsulent, at bogen allerede før sin udgivelse har afstedkommet en del hype i USA, og at forfatterens agent presser på for et svar. Selv er Mikael Kristiansen mere forbeholden: Nok er plottet spændende, men bogens litterære kvaliteter lader en del tilbage at ønske, mener han. Han runder sin gennemgang af med en samlet vurdering: "Hånden på hjertet, så synes jeg ikke, det her er en Gyldendal-bog."

De andre redaktører nikker i accept, uvidende om at de lige har ladt en af verdenshistoriens største bestsellere gå deres næse forbi. Siden sin udgivelse i 2003 har Da Vinci Mysteriet solgt i over 60 millioner eksemplarer verden over. Alene i Danmark har knap 600.000 læsere erhvervet sig den religiøse thriller, som har gjort lilleputforlaget Hr. Ferdinand, der endte med at få rettighederne, til en af de største forlagssucceser i nyere tid.

Mikael Kristiansen, derimod, er ikke længere en del af forlagsbranchen.

"Men det skyldes ikke, at jeg er blevet blacklistet," siger han.

"Den generelle holdning i branchen er, at det er ok at tage fejl. Alle, selv de bedste redaktører, har gjort det. At man så er uheldig at sige nej til en af de bedst sælgende bøger i verdenshistorien, det er selvfølgelig surt."

Mange tabere, få vindere

Mikael Kristiansen, der siden har startet sit eget konsultentfirma, Incube, kan trøste sig med, at han langt fra er den eneste, som har taget fejl gennem tiden. År for år vokser listen over tåkrummende forlagsfadæser som en påmindelse om et fælles branchevilkår: At forlæggeri er en disciplin med mange tabere og få vindere, og at alle - selv de bedste - indimellem skyder forbi.

Siden sin fatale beslutning på onsdagsmødet for knap syv år siden har Mikael Kristiansen brudt sit hoved med, hvorfor lige netop Dan Browns bog og ikke et af de utallige andre manuskripter, der lå på hans skrivebord dengang, endte med at blive en verdensomspændende bestseller. Men han har endnu ikke fundet svaret.

"Det eneste, man med sikkerhed kan sige om den slags, er, at jo mere en bog sælger, jo mere sælger den. Altså, hvis det lykkes at få en bog ud over rampen, og folk begynder at snakke om den, så kan markedet lige pludselig begynde at trække på en måde, hvor selv folk, der normalt ikke læser bøger, hopper med på bølgen - og så er alle logikker sat ud af spil," siger han.

Trods de mange tabte millioner har Mikael Kristiansen aldrig har haft søvnløse nætter over sin beslutning.

"Når folk hører, at de sidder over for 'ham, der sagde nej til Da Vinci Mysteriet', er de ved at falde ned af stolen af grin. Det er blevet en sjov historie at fortælle, men jeg skal gerne indrømme, at den havde været endnu sjovere, hvis jeg havde sagt ja."

Branchens folklore

Forlagsfadæser gør ondt, når de sker, men med tiden antager de anekdotens karakter og bliver en del af branchens folklore. Til receptioner og skåltaler fortælles der lystigt om dengang 38 forlag sagde nej til Borte med blæsten, 16 forlag afslog Anne Franks Dagbog, og otte forlag betakkede sig Harry Potter. Der fortælles måske også, om dengang Vladimir Nabokovs Lolita blev afvist med ordlyden: "Jeg anbefaler, at den bliver begravet under en sten i tusind år."

Om dengang Gustave Flaubert fik Madame Bovary tilbage i hovedet med formuleringen: "Du har begravet din roman under et bjerg af detaljer, som er godt udført men dybt overflødige".

Eller om dengang en forlægger sendte Rudyard Kipling hjem med beskeden: "Desværre, Hr. Kipling, men du evner simpelthen ikke at bruge det engelske sprog."

Hvad der derimod sjældent kommer frem over pindemadderne og den kølige hvidvin, er forlæggernes egne brølere. Her slår den selektive hukommelse ind som en virus, og man må i stedet gå til forfatterne for at få svar.

En af dem, der tydeligt husker sine afslag, er forfatteren Christian Jungersen. Hans debutroman Krat blev afvist af fire forlag, og omtrent samme mønster gentog sig, da hans anden roman, Undtagelsen, lå færdig. Efter en uenighed med Lindhardt og Ringhof om royalty-satsen sendte Christian Jungersen sin bog ind til Karsten Nielsen på People's Press, som tidligere havde vist interesse for hans forfatterskab. Men også her blev døren smækket i.

"Vi havde aftalt at mødes om onsdagen, men dagen inden mødet modtog jeg i stedet en mail, hvor han skrev, at bogen simpelthen var så dårlig, at de ikke engang kunne gå ind i at redigere den. Jeg kunne godt sende bogen ind til dem igen, men kun hvis jeg forinden havde skrevet hver eneste scene om og forkortet bogen radikalt."

Christian Jungersen sendte i stedet bogen til Gyldendal, som straks antog den med minimale ændringer.

Resten er, som man siger, historie. Undtagelsen lå på bestsellerlisten halvandet år i træk, vandt både P2 Romanprisen og De Gyldne Laurbær og er siden blevet solgt til udgivelse i 17 lande. Gyldendal kunne sole sig i succesen, mens People's Press måtte se millionerne rulle ind på konkurrentens konto.

"Det var brandærgerligt," fortæller Jakob Kvist, der som kreativ direktør på People's Press, tydeligt husker afslaget.

"For det betød, at vores vej ind i dansk forlæggeri blev en smule mere besværlig. Dels kunne vi godt have brugt pengene, og dels ville en skønlitterær succes på det tidlige tidspunkt i forlagets historie have givet os en hurtig skønlitterær platform, som vi i stedet har skullet kæmpe lidt mere for at få," siger han og tilføjer: "Men shit happens, og hvis man begynder at slå hinanden i hovedet med sådan noget, så er der ikke nogen af os, der kan holde ud at være her. Det er jo et vilkår i branchen, at vi alle kan tage fejl."

Manden bag det bekostelige afslag, Karsten Nielsen, har siden udgivet adskillige bestsellerforfattere og er i dag forlagsdirektør på C&K Forlag, som han har stiftet sammen med kollegaen Charlotte Jørgensen.

Af princip ønsker han ikke at uddybe, hvorfor han i sin tid takkede nej til Undtagelsen. Den slags er - eller bør i det mindste være - omfattet af diskretion, mener han.

"Jeg udtaler mig aldrig om danske forfattere, fordi jeg respekterer, at der gælder en særlig fortrolighed i samarbejdet mellem forlægger og forfatter. Har forfatterne selv lyst til at udtale sig, så er det selvfølgelig deres egen sag, men jeg gør det ikke," siger Karsten Nielsen, som til gengæld gerne forholder sig mere overordnet til de mange overvejelser, man som forlægger gør sig, når man skal vurdere et manuskript.

"Man tager jo stilling til en sværm af manuskripter hvert år, og hver gang stiller man sig selv de samme spørgsmål: Er der plads på udgivelsesprogrammet? Står man lige præcis og mangler den her bog? Tror man på, at den kan tjene pengene hjem igen? Giver forfatterskabet mening på længere sigt? Og er man personligt engageret i bogen? Der er simpelthen så mange faktorer, som kan afgøre, om en bog bliver til noget eller ej, og derfor er der selvfølgelig også rum for fejl," siger han.

Otto B. Lindhardt, der i en menneskealder har været med til at præge udgivelsesbilledet i Danmark - først på Wivels Forlag og Gyldendal og siden som grundlægger af forlaget Lindhardt og Ringhof - peger på, at personlige præferencer, ofte er afgørende for, om en bog bliver antaget eller ej. Det var således personlige eller rettere ideologiske præferencer, der spillede guldfuglen Leif Davidsen i hænderne på Lindhardt og Ringhof for snart 25 år siden, fortæller han.

"Leif Davidsen havde udgivet sin debutbog Uhellige alliancer på Forlaget Vindrose i 1984, hvor Erik Vagn Jensen var redaktør. Erik Vagn Jensen var en dygtig forlægger, men også stærkt venstreorienteret, så da Leif Davidsen præsenterede ham for sin anden bog, Den russiske sangerinde, havde han stærke ideologiske forbehold. Han kunne simpelthen ikke tåle at udgive en bog, der var så antirussisk, så Leif Davidsen gik i stedet til sin kollega på DR, Jørgen Thorgaard, som vi havde udgivet fem bøger af på det tidspunkt. Han anbefalede ham at udkomme hos os, og siden har vi haft glæden af Davidsens forfatterskab," siger Otto B. Lindhardt.

Vil man dybere ind i forlagsbommerternes anatomi, kan man med fordel se på England, hvor en opsigtsvækkende litterær spøg forrige år bragte den samlede britiske forlagsbranche i forlegenhed.

Det skete, da lederen af Jane Austen Festivalen i England, David Lassman, besluttede sig for at finde ud af, hvordan nutidens bog-

--

-- branche ville reagere, hvis den blev konfronteret med manuskripter fra en kunstner af Jane Austens kaliber. Flere åbningskapitler af udvalgte Austen-værker blev sendt ud til 18 af Storbritanniens største forlag med ændrede titler og nye navne på romanpersonerne. Samtlige manuskripter, herunder åbningskapitlet til mesterværket Stolthed og fordom, kom retur med venlige afslag, hvilket Lassman tolkede som et tydeligt bevis på, at de indflydelsesrige britiske forlag og deres agenter enten ikke læser de manuskripter, de får tilsendt, eller også læser dem så overfladisk, at det kan være lige meget.

Spørger man litterær direktør på Gyldendal Johannes Riis er det dog kun sjældent, at forlagsbommerter skal tilskrives manglende omhu. Fejlene opstår snarere, når manuskripter beklageligvis bliver læst af de forkerte redaktører, mener han. Som eksempel nævner han Gyldendals eget afslag af Lars Saabye Christensens Halvbroderen, som i stedet havnede på forlaget Athene.

"Der skete det, som der oftest sker, når det går galt, nemlig at manuskriptet landede hos en redaktør, der ikke havde sans for forfatterskabet. Vedkommende sendte det herefter til en konsulent, som desværre heller ikke kunne se kvaliteterne i det, hvilket betød, at bogen pludselig havde to læsere imod sig. Og så var det ikke svært at få et nej igennem på redaktionsmødet. Alt tydede jo på, at vi skulle afslå den," siger han.

Gyldendal modtager hvert år mellem 1.000-1.500 manuskripter, og selv om alt ifølge Johannes Riis bliver læst grundigt igennem, sker det ikke altid tids nok, erkender han. Det var således tøvende redaktørarbejde, der sendte Peter Høegs første manuskript i hænderne på Merete Ries og forlaget Rosinante. Begge forlag havde modtaget det, men Ries var hurtigst på aftrækkeren. Fortællinger om natten udkom i 1990, og to år senere blev succesen fulgt op af Frøken Smillas Fornemmelse for sne, der på rekordtid forvandlede Rosinante til en magtfaktor i den danske forlagsverden. Høeg storsolgte i USA, og pengene væltede ind på forlagskontoen i et tempo og omfang, så årsomsætningen på Rosinante i midten af 90'erne rundede de 25 millioner kroner, og toneangivende forfattere som Carsten Jensen og Jens Christian Grøndahl begyndte at sive i retning af forlaget.

Bommerter i bakspejlet

Rosinantes Peter Høeg-eventyr er blevet en myte i forlagsbranchen, men leder man efter en lære, er den straks sværere at finde. De mange forlagsfadæser vidner først og fremmest om, at forlæggeri ikke er nogen eksakt videnskab, mener litterær agent Lars Ringhof.

"Som i alle andre brancher er der naturligvis også kundskab involveret i forlæggeri. Men når alt kommer til alt, må man nok sige, at den eneste sikre form for bogklogskab er bagklogskab. Bagefter virker det helt åbenlyst, at den og den bog selvfølgelig ville blive en succes, men i nuet er det ofte umuligt at forudsige."

Forlagschef på Lindhardt og Ringhof Hans Henrik Schwab har gjort den samme erfaring. Som ung lyrikredaktør på Borgen afviste han i 1993 digtsamlingen Når fuglene driver bort af den dengang ukendte forfatter Morten Ramsland. I konsulentudtalelsen, som Hans Henrik Schwab vedlagde sit afslag til den håbefulde poet, lyder det: "De gode digte viser, at Morten Ramsland har sproglig fantasi at arbejde med, selv om den endnu kun kan fornemmes sporadisk. Manuskriptet kan ikke anbefales til udgivelse." Digtsamlingen endte i stedet på Rosinante, som dermed også fik fornøjelsen af Ramslands monstersucces 12 år senere, da Hundehoved bragede igennem den litterære lydmur med over 200.000 solgte eksemplarer.

Morten Ramsland: "Jeg tror, Rosinante betragtede det som en investering, da de udgav mine digte. De vidste godt, de ikke ville tjene på dem, og de kom heller ikke til at tjene noget på min første roman Akaciedrømme. Men de fornemmede, det kunne blive til noget mere. Det er jeg meget taknemlig for, og derfor er jeg også blevet på forlaget."

Set på afstand ærgrer det i dag Hans Henrik Schwab, at han ikke dengang havde øje for det samme potentiale.

"Som redaktør gælder det jo også om at have evnen til at se, at forfattere kan undergå en forandring. At et koncept kan laves om. At en lyriker for eksempel kan udvikle sig og blive til en fremragende prosaist. Man skal ikke forholde sig til et manuskript på samme måde, som en anmelder forholder sig til et færdigt værk, men have øje for udviklingspotentialet. Skal man udøve lidt selvkritik, kan man derfor godt kalde det en kikser, at jeg ikke sagde ja til Ramslands digte i sin tid, for så havde Borgen formentlig også fået lov at udgive Hundehoved," siger han.

Beroligende ord

At sige nej til en bestseller og dermed en potentiel millionforretning, er imidlertid ikke den eneste risiko en forlægger kan løbe. Samtidig lurer også risikoen for med et forkert afslag at komme til at snyde den litterære offentlighed for et nyt talent. Hans Henrik Schwab husker derfor tydeligt de beroligende ord fra forlægger Merete Ries, da han en aften i 1993 stødte ind i hende på bogmessen i Frankfurt.

"Jeg fortalte hende, at min største bekymring som ung lyrikredaktør med eneansvar for manuskriptbunken var en dag at komme til at stoppe et talent med et forkert afslag. Hendes kloge svar var, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, for hvis talentet var til stede, ville forfatteren med garanti gå videre og få sit manuskript antaget andetsteds. Det beroligede mig dengang og gør det stadig i dag," siger han.

Spørger man imidlertid forfatteren Christian Jungersen er det en vrangforestilling. Der findes ingen lovmæssighed, der tilsiger, at alle forfattertalenter bliver fundet før eller siden, mener han. Tværtimod.

"Det er jo hårdt at få afslag, og mange forfattere er skrøbelige væsener. Hvis jeg ikke selv var så hårdhudet, som jeg er, ville jeg formentlig have kastet vrag på mine forfatterdrømme allerede efter de første fire afslag på min debutbog," siger han.

Ifølge Karsten Nielsen fra People's Press er det imidlertid et urimeligt krav at stille til forlæggere, at de - udover at tage ansvar for deres egne beslutninger - også skal bære et ansvar for det samlede danske udgivelsesbillede.

"Som forlægger handler det om at vælge, og det gør man ud fra sine egne forudsætninger. Hvad der videre sker med et manuskript eller en forfatter, synes jeg ikke, man kan tage ansvar for. Ligesom jeg heller ikke synes, man har grund til at fortryde det, hvis man af en eller anden grund tager fejl. Man kan bagefter ærgre sig over det. Men det er nu engang det ansvar, man som forlægger må tage på sig," siger Karsen Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Carsten Agger
Carsten Agger

Her er der så en ironisk kendsgerning: The Da Vinci Code *er* noget skrammel, rent litterært.

Ud fra en faglig eller i hvert fald litterær vurdering gjorde People's Press *ret* i at afvise den.

The Da Vinci Code er en traditionelt, men ikke ret godt fortalt spændingsroman, hvis eneste rigtige action-virkemiddel er cliff-hangeren. Dertil er den spækket med faktuelle fejl:

*Leonardo da Vinci hed *ikke* Da Vinci, 'd'-et er med lille.

*"da Vinci" var ikke hans efternavn, men blot en angivelse af, hvor han kom fra, for at skelne ham fra andre Leonardo-er. Så egentlig burde bogen vel have heddet "The Leonardo Code"

*Gengivelsen af området omkring Louvre hang så dårligt sammen med den faktiske parisiske geografi, at man var nødt til at omskrive den del af bogen, før den kunne udkomme i Frankrig - ellers ville det have været for pinligt. Dan Brown lavede biljagter i Paris, men bekymrede sig endikke om at konsultere et bykort for at checke, hvordan gaderne ligger i forhold til hinanden

Den katolske kirke fortjener mange angreb, men angrebene i the Da Vinci Code er både overfladiske og urimelige. En af hovedskurkene er albino, fysisk deform og retarderet, og er herved med til at udbrede hele tre kliché-fordomme om folk, der er "anderledes".

Og mht. selve forestillingen om, at en fransk familie er efterkommere af Jesus og Maria Magdalene (og hermed David) gennem Merovingerne, en forestilling, der ultimativt stammer fra en fransk småsvindler og højreekstremist ved navn Pierre Plantard, de slog en del plat på den fra 1950'erne og frem - don't get me started. :-)

The Da Vinci Code er en dårlig bog, og dens succes må primært skyldes mediernes evne til at gå i selvsving over deres egen hype. Som sagt, fagligt (omend måske ikke økonomisk) gjorde Gyldendal og alle de andre ret i at afvise den.

Brugerbillede for Jesper Berg

Umberto Eco har morsomt behandlet emnet i essayet "... beklager at måtte afslå (konsulentudtalelser til forlaget)", hvor en stribe af historiens største værker - heriblandt Anonym: "Bibelen", Homér: "Odysseen" og Cervantes, Miguel: "Don Quixote" - udsættes for fiktive afslag. Om "Processen" af Kafka, Franz, vurderes det:

"Det er slet ikke nogen dårlig lille bog. Det er en kriminalroman med træk à la Hitchcock - for eksempel det afsluttende mord - og den skal nok finde sig et publikum.
Men det virker, som om forfatteren har skrevet den under censur. Hvad er det for noget med alle de uklare hentydninger, og hvorfor er der ingen navne på personer og steder? Og hvorfor kommer hovedpersonen for retten? En afklaring af disse spørgsmål, et mere konkret miljø og flere fakta, fakta og atter fakta ville give en langt klarere og mere spændende handling.
Disse unge forfattere tror, at det er 'poetisk' at sige 'en mand' i stedet for 'hr. Sådan og Sådan på Det og Det sted klokken Det og Det' ... Med andre ord: hvis vi kan få lov til at lave om på den, er det udmærket; ellers mener jeg, at vi skal sige nej tak."

(Med Platon til Striptease. Forlaget Forum, 1991. Oversat af Thomas Harder).

Brugerbillede for Peter Brix

Det bevidner vel et eller andet sted bare, at det store læsepublikum ikke går efter litterær kvalitet. Jeg måtte selv give fortabt på at læse Browns Engle og dæmoner færdig, da jeg fandt hans brug af selvopfunden teknologi og insisteren på en amerikansk hovedperson, der i forhold til handlingens udspillen sig i Europa ingen mening giver, tåbelig. Sprogligt heller ikke en stor oplevelse.

At mange mennesker læser en bog betyder ikke nødvendigvis, at den er god, endsige stor kunst. Hvis det var tilfældet, kunne vi parallelt sige, at Michael Jacksons "Thriller" er det bedste album nogensinde og ABBA-filmen "Mamma Mia" skulle være sidste års bedste film.

Brugerbillede for Morten Leth Jacobsen
Morten Leth Jacobsen

Interessant artikel, særligt for os, der står uden for forlagsbranchen og prøver at kigge ind gennem ruderne til elfenbenstårnet. Vi skal godt nok op på tæer, men vi prøver.

Jeg er selv nydebuteret skønlitterær forfatter og har prøvet på egen krop og sjæl hvordan det er at rende forlagene på dørene med sin stak print under armen (figurativt talt; det foregår selvfølgelig pr. post; også de spark bagi, man får, bliver afleveret i postkassen).

Christian Jungersen har ret; det kræver en følsom sjæl at skrive en bog og et forhærdet kræmmersind at blive ved med at tro på den, når den får det ene standardafslag efter det andet.

Jeg tror, alle, der ender med at få sit manuskript antaget, sidder og håber på at blive en del af det mytologiske landskab, at man en dag bliver samtaleemne ved spisebordene rundt omkring: De afslog hans bog på Gyldendal/Rosinante/Borgen/L&R! Kvajpander! Nu har den tjent styrtende summer, og det har de godt af. Grunden til, at vi tænker sådan, er i høj grad, at vi nyspirede forfatterspirer ikke har en kinamands chance for at begribe, hvad der sker hos et forlag. Og vi bliver ikke klogere af afslagsbrevene.

Så tak for denne artikel.

For mig personligt var problemet ikke så meget at få afslag – det var jeg forberedt på. Nej, det jeg ikke var forberedt på, var ikke at høre noget overhovedet. Manuskriptet til min netop udkomne debut ligger mig bekendt stadig hos Lindhardt og Ringhof. Der har det ligget siden januar 2008, og jeg ved, de har det. Jeg har nemlig flere gange næsten fået en redaktør i tale – redaktionssekretæren slår mig op på pc’en: ”jo, dit manus er registret. Har du ikke hørt noget endnu? Virkelig? Det er dog for galt. Nu går jeg op ovenpå til redaktøren og slår i bordet lige med det samme!”

”Tak”, siger jeg, og sætter mig til at stirre på telefonen. Jeg stirrer huller i den, men den ringer ikke. To måneder efter ringer jeg igen til forlaget. Same shit, igen og igen.

Sådan gik det meste af 2008, indtil jeg fandt frem til Verve Books, som på 10 dage kunne se manuskriptets kvalitet og havde læst og antaget det.

Heldigvis findes der også små forlag, der gerne tager en chance og udvikler talenterne!

PS: Jeg synes også, Da Vinci-mysteriet er en møgbog. Men jeg skulle med glæde have skrevet den selv; jeg er ret sikker på, at smerten over de dårlige anmeldelser ville fortabe sig i min udsigt over Middelhavet fra min sydfranske swimmingpool. Så langt strækker min kunstneriske integritet sig alligevel ikke.

Brugerbillede for Tom W. Petersen
Tom W. Petersen

Kære Mikael Kristiansen
Du havde da fuldstændig ret angående Dan Browns bog.
Kun ærgerligt, at der var så mange penge i den! Men det var jo godt for ham hr. Ferdinand.

Brugerbillede for Claus Vind

Glimrende artikel, bortset fra at jeg godt kunne have undværet

"Desværre, Hr. Kipling, men du evner simpelthen ikke at bruge det engelske sprog."

"Du" ???

Hvis artiklens forfatter ikke selv kan se/høre/læse, at der er noget galt, er det godt han ikke skal være forlagsredaktør selv.

Og så kan man jo glæde sig over at det gamle Bloomsbury sagde 'ja' til Harry Potter.