Læsetid: 12 min.

Desværre, Dan Brown...

Det er enhver forlæggers værste mareridt. At afvise et manuskript, som senere bliver en bestseller på et konkurrerende forlag. Historien er fuld af eksempler på eklatante bommerter, der har kostet forlag millioner af kroner i tabte indtægter. Alligevel er der tilgivelse at få. For i branchen ved man, at den eneste form for bogklogskab er bagklogskab
Afslaget. Siden sin fatale beslutning på onsdagsmødet for knap syv år siden har Mikael Kristiansen brudt sit hoved med, hvorfor lige netop Dan Browns bog og ikke et af de utallige andre manuskripter, der lå på hans skrivebord dengang, endte med at blive en verdensomspændende bestseller. Men han har endnu ikke fundet svaret.

Afslaget. Siden sin fatale beslutning på onsdagsmødet for knap syv år siden har Mikael Kristiansen brudt sit hoved med, hvorfor lige netop Dan Browns bog og ikke et af de utallige andre manuskripter, der lå på hans skrivebord dengang, endte med at blive en verdensomspændende bestseller. Men han har endnu ikke fundet svaret.

Martin Bubandt

12. marts 2009

En onsdag formiddag i 2002 er Gyldendals skønlitterære redaktion samlet til sit ugentlige redaktionsmøde i Klareboderne. Det er på onsdagsmøderne, at det afgøres, hvilke manuskripter der skal antages, og hvilke der skal have afslag.

Denne onsdag sidder en ung litteraturvidenskabsstuderende, Mikael Kristiansen, med ved bordet. Han har tidligere været i praktik på Gyldendal og er nu ansat som vikarierende redaktør med ansvar for forlagets amerikanske litteratur.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Agger

Her er der så en ironisk kendsgerning: The Da Vinci Code *er* noget skrammel, rent litterært.

Ud fra en faglig eller i hvert fald litterær vurdering gjorde People's Press *ret* i at afvise den.

The Da Vinci Code er en traditionelt, men ikke ret godt fortalt spændingsroman, hvis eneste rigtige action-virkemiddel er cliff-hangeren. Dertil er den spækket med faktuelle fejl:

*Leonardo da Vinci hed *ikke* Da Vinci, 'd'-et er med lille.

*"da Vinci" var ikke hans efternavn, men blot en angivelse af, hvor han kom fra, for at skelne ham fra andre Leonardo-er. Så egentlig burde bogen vel have heddet "The Leonardo Code"

*Gengivelsen af området omkring Louvre hang så dårligt sammen med den faktiske parisiske geografi, at man var nødt til at omskrive den del af bogen, før den kunne udkomme i Frankrig - ellers ville det have været for pinligt. Dan Brown lavede biljagter i Paris, men bekymrede sig endikke om at konsultere et bykort for at checke, hvordan gaderne ligger i forhold til hinanden

Den katolske kirke fortjener mange angreb, men angrebene i the Da Vinci Code er både overfladiske og urimelige. En af hovedskurkene er albino, fysisk deform og retarderet, og er herved med til at udbrede hele tre kliché-fordomme om folk, der er "anderledes".

Og mht. selve forestillingen om, at en fransk familie er efterkommere af Jesus og Maria Magdalene (og hermed David) gennem Merovingerne, en forestilling, der ultimativt stammer fra en fransk småsvindler og højreekstremist ved navn Pierre Plantard, de slog en del plat på den fra 1950'erne og frem - don't get me started. :-)

The Da Vinci Code er en dårlig bog, og dens succes må primært skyldes mediernes evne til at gå i selvsving over deres egen hype. Som sagt, fagligt (omend måske ikke økonomisk) gjorde Gyldendal og alle de andre ret i at afvise den.

Umberto Eco har morsomt behandlet emnet i essayet "... beklager at måtte afslå (konsulentudtalelser til forlaget)", hvor en stribe af historiens største værker - heriblandt Anonym: "Bibelen", Homér: "Odysseen" og Cervantes, Miguel: "Don Quixote" - udsættes for fiktive afslag. Om "Processen" af Kafka, Franz, vurderes det:

"Det er slet ikke nogen dårlig lille bog. Det er en kriminalroman med træk à la Hitchcock - for eksempel det afsluttende mord - og den skal nok finde sig et publikum.
Men det virker, som om forfatteren har skrevet den under censur. Hvad er det for noget med alle de uklare hentydninger, og hvorfor er der ingen navne på personer og steder? Og hvorfor kommer hovedpersonen for retten? En afklaring af disse spørgsmål, et mere konkret miljø og flere fakta, fakta og atter fakta ville give en langt klarere og mere spændende handling.
Disse unge forfattere tror, at det er 'poetisk' at sige 'en mand' i stedet for 'hr. Sådan og Sådan på Det og Det sted klokken Det og Det' ... Med andre ord: hvis vi kan få lov til at lave om på den, er det udmærket; ellers mener jeg, at vi skal sige nej tak."

(Med Platon til Striptease. Forlaget Forum, 1991. Oversat af Thomas Harder).

Det bevidner vel et eller andet sted bare, at det store læsepublikum ikke går efter litterær kvalitet. Jeg måtte selv give fortabt på at læse Browns Engle og dæmoner færdig, da jeg fandt hans brug af selvopfunden teknologi og insisteren på en amerikansk hovedperson, der i forhold til handlingens udspillen sig i Europa ingen mening giver, tåbelig. Sprogligt heller ikke en stor oplevelse.

At mange mennesker læser en bog betyder ikke nødvendigvis, at den er god, endsige stor kunst. Hvis det var tilfældet, kunne vi parallelt sige, at Michael Jacksons "Thriller" er det bedste album nogensinde og ABBA-filmen "Mamma Mia" skulle være sidste års bedste film.

Morten Leth Jacobsen

Interessant artikel, særligt for os, der står uden for forlagsbranchen og prøver at kigge ind gennem ruderne til elfenbenstårnet. Vi skal godt nok op på tæer, men vi prøver.

Jeg er selv nydebuteret skønlitterær forfatter og har prøvet på egen krop og sjæl hvordan det er at rende forlagene på dørene med sin stak print under armen (figurativt talt; det foregår selvfølgelig pr. post; også de spark bagi, man får, bliver afleveret i postkassen).

Christian Jungersen har ret; det kræver en følsom sjæl at skrive en bog og et forhærdet kræmmersind at blive ved med at tro på den, når den får det ene standardafslag efter det andet.

Jeg tror, alle, der ender med at få sit manuskript antaget, sidder og håber på at blive en del af det mytologiske landskab, at man en dag bliver samtaleemne ved spisebordene rundt omkring: De afslog hans bog på Gyldendal/Rosinante/Borgen/L&R! Kvajpander! Nu har den tjent styrtende summer, og det har de godt af. Grunden til, at vi tænker sådan, er i høj grad, at vi nyspirede forfatterspirer ikke har en kinamands chance for at begribe, hvad der sker hos et forlag. Og vi bliver ikke klogere af afslagsbrevene.

Så tak for denne artikel.

For mig personligt var problemet ikke så meget at få afslag – det var jeg forberedt på. Nej, det jeg ikke var forberedt på, var ikke at høre noget overhovedet. Manuskriptet til min netop udkomne debut ligger mig bekendt stadig hos Lindhardt og Ringhof. Der har det ligget siden januar 2008, og jeg ved, de har det. Jeg har nemlig flere gange næsten fået en redaktør i tale – redaktionssekretæren slår mig op på pc’en: ”jo, dit manus er registret. Har du ikke hørt noget endnu? Virkelig? Det er dog for galt. Nu går jeg op ovenpå til redaktøren og slår i bordet lige med det samme!”

”Tak”, siger jeg, og sætter mig til at stirre på telefonen. Jeg stirrer huller i den, men den ringer ikke. To måneder efter ringer jeg igen til forlaget. Same shit, igen og igen.

Sådan gik det meste af 2008, indtil jeg fandt frem til Verve Books, som på 10 dage kunne se manuskriptets kvalitet og havde læst og antaget det.

Heldigvis findes der også små forlag, der gerne tager en chance og udvikler talenterne!

PS: Jeg synes også, Da Vinci-mysteriet er en møgbog. Men jeg skulle med glæde have skrevet den selv; jeg er ret sikker på, at smerten over de dårlige anmeldelser ville fortabe sig i min udsigt over Middelhavet fra min sydfranske swimmingpool. Så langt strækker min kunstneriske integritet sig alligevel ikke.

Tom W. Petersen

Kære Mikael Kristiansen
Du havde da fuldstændig ret angående Dan Browns bog.
Kun ærgerligt, at der var så mange penge i den! Men det var jo godt for ham hr. Ferdinand.

Glimrende artikel, bortset fra at jeg godt kunne have undværet

"Desværre, Hr. Kipling, men du evner simpelthen ikke at bruge det engelske sprog."

"Du" ???

Hvis artiklens forfatter ikke selv kan se/høre/læse, at der er noget galt, er det godt han ikke skal være forlagsredaktør selv.

Og så kan man jo glæde sig over at det gamle Bloomsbury sagde 'ja' til Harry Potter.