Læsetid: 3 min.

Don Ø, dr. Sham og jordstråler

Hvad er der med alle disse alternative terapier? Den rationelle leder af Parken Sport & Entertainment er ateist, men har måttet anerkende troens helbredende virkning
11. marts 2009

Jeg sad intetanende i et cafeteria og nød en kop kaffe, mens jeg bladede i gratismagasinet Where2go, da jeg pludselig faldt over en et interview med Flemming Østergaard, bedre kendt som Don Ø. Blandt meget andet blev han spurgt, om han tror på Gud. Det gør han ikke, men han sagde også: "Jeg er sikker på, at der findes et eller andet mellem himmel og jord. Jeg er bare ikke intelligent nok til at forklare, hvad det er."

Bortset fra den usædvanlige selverkendelse fra en mand, hvis selvbevidsthed er lige så stor som Parken Sport & Entertainment, som han har banket op, var udtalelsen ikke så opsigtsvækkende. Mange mennesker tror på, at der er "et eller andet derude".

Det mere interessante er, at han for ni år siden flyttede om på møblerne på sit kontor, hvilket kurerede ham for en plagsom hovedpine, som han ellers havde døjet med.

Hvadbeha'r? Hovedpine forsvinder, fordi man flytter om på møblerne!

Jordstråler

Straks kom jeg til at tænke på det psykiske supermarked i K.B. Hallen for nogle år siden. Folk stod i kø langt ud på gaden for at komme ind på messen, hvor de kunne stifte bekendtskab med alt muligt alternativt fra aflæsninger af aura, tarotkort, ansigter og hænder over computerhoroskoper og healing til clairvoyance, hvor man kunne komme i kontakt med sine afdøde pårørende. Alle de (levende) mennesker på messen, jeg snakkede med, følte sig hjulpet og forklaret, og mange var overrumplede over de signalementer, de fik af deres personlighed.

I det mangfoldige udbud var der også en stand, hvor en mand arbejdede med jordstråler. Sådanne er næppe anerkendt af videnskaben, men teorien er, at der kommer nogle stråler op fra jorden, og hvis ens kontorstol eller seng er placeret forkert i forhold til dem, fastholder de - eller er årsag til - nogle sygdomme og skavanker, man har. Manden arbejdede med et par kobberstænger, som gav udslag, omtrent som når man søger vand med en kløftet pilekvist.

Korsets tegn

Det lyder utroligt, men hvem skulle tro, at Don Ø, denne store erhvervsmand, der uden tvivl arbejder rationelt i det daglige, var blevet kureret efter at have flyttet sine møbler? Det måtte handle om jordstråler. Selv forklarer han, at han flyttede rundt på møblerne efter råd fra en god ven, Dr. Shamsunder, en indisk healer og livsfilosof, som ifølge artiklen "mestrer den hinduistiske vastu-teknik, der efter sigende kan hjælpe os med at indrette vores omgivelser, så vi drager størst mulig nytte af naturens positive energier".

Jamen, så var det måske alligevel ikke jordstråler? Don Ø siger, at han ikke interesserer sig for, hvordan det går til, men for virkningen af det 'dr. Sham' kan, og den er altså god nok. Den tager udgangspunkt i tro, i en religion. Don Ø gentager, at han er ateist, og det vil mange hardcore-fans af FCK, han ejer, skrive under på. De mener nemlig, at Don Ø er Gud. Selv har han engang bemærket, at katolske fodboldspillere ofte gør korsets tegn før en kamp for at opnå Guds hjælp til at vinde - og intelligent kommenteret, at begge parter jo ikke kan vinde, hvis spillerne er fra hver sit hold.

Oppe i Norge

Tilbage fra cafeteriet løb jeg ind i min underbo, som fortalte, at hun havde ævred til foredrag på Københavns Universitet om et forskningsprojekt ved universitetet i Tromsø, hvor man indsamler oplysninger om patienters erfaringer med alternativ behandling og sygdomme, som udvikler sig usædvanligt. En dansk forsker, Laila Launsø, er med til projektet. Min underbo, som selv er akademiker, var meget optaget af foredraget og fortalte, at mens danske læger og videnskabsfolk kvier sig ved at anerkende alternative behandlinger, nyder de langt mere seriøs opmærksomhed i andre lande - således også i Norge. Vi er generelt ikke meget for at tro på den slags - lige indtil den dag, vi selv oplever, at læger må give op over for en eller anden sygdom. Så bliver vi møre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Vi er generelt ikke meget for at tro på den slags - lige indtil den dag, vi selv oplever, at læger må give op over for en eller anden sygdom. Så bliver vi møre."

Og hvad er logikken i det så?

At der ER 'noget' derude? At folk, som er opgivet af lægerne, vil gribe efter ethvert (endda fiktivt) halmstrå? Det er vel til at forstå rent psykologisk?

Hvis Bjørnkær virkelig vil bruge det, som argument for alternative behandlinger (eller okkulte fænomener) synes jeg er for plat.

Sygdom er ikke et deterministisk fænomen, det er muligt der kommer spontane forbedringer i ethvert forløb.

At alternative behandlere fisker i rørt vande og klamrer sig til de få gode resultater - og glemmer de mange dårlige er vel en åbenlys mulighed? (De arbejder sjældent gratis, har jeg hørt)

De har ikke brug for Bjørnkjærs blå stempel. Som forfatter og journalist er han ikke kvalificeret til at give det.

Lægerne har nok udfordringer, med at finde ud af hvilke 'rationellle' behjandlinger, der virker, men af en eller anden grund har folk af Bjørnkjærs støbning aldrig problemer med at tro på - og promovere - virkningen af 'alternativ' behandling. Men det er jo også ansvarsfrit. På en måde.