Eminem er tilbage, men har verden stadig brug for ham?

I dag må alle efterhånden kende det som et lydbillede fra en ikke så fjern fortid: den nasale sangstemme, den langsomme, afsnuppede beat, det ustemte klaver ... Men det er fem år siden, og i hiphopmusik svarer så lang en pause stort set til at tabe en hel generation på gulvet. Alligevel har forlydendet om, at Eminem nu udsender ikke ét, men hele to nye albums fået internettets fangrupper til at summe af forventning.

Hvilket jo er fint nok. Men kan Marshall Bruce Mathers III, som uden for enhver sammenligning er verdens bedst sælgende rapkunstner, virkelig genvinde sin position som verdens mest berømte 'Master of Ceremony'? Hans lange, selvpålagte eksil er kun det mindste af det. Efter at være kommet til en forståelse med sin evige eks-kone, Kimberly, efter mordet på en nær ven, efter vedholdende rygter om kreativ udbrændthed, tegn på vægtproblemer og en nok så omtalt 'afhængighed af sovemedicin' er han alene ved mængden af problemer begyndt at ligne den samme Michael Jackson, som han i sin tid hånede.

I en alder af 36 turde Eminems musikalske talenter nok være intakte. Og dog kan hans vej tilbage blive barsk. Her er nogle af de udfordringer, han er oppe imod:

Det tricky bagkatalog

Ethvert nyt Eminem-album - det første, som angivelig bærer titlen Relapse (tilbagefald) skal efter planen udkomme til maj, mens det næstfølgende, Relapse 2, kommer senere i år - må nødvendigvis være klart mere overbevisende end hans forrige udspil, som var noget af et flop, kommercielt som blandt kritikere. Med sine slappe rim og flade lyd lignede Encore et værk af en mand, som kun alt for tydeligt havde mistet interessen for det, han havde gang i. Ganske vist skød både Just Lose It' og 'Toy Soldiers' til tops på flere hitlister, men som helhed manglede albummet den pågående provokation og dæmoniske energi, som præger hans bedste numre.

Bekymrende nok vækker den første skæring, som er frigivet fra seneste optagelsesrunde - 'Crack a Bottle', hedder nummeret, hvor sidekicks som Dr Dre og 50 cent også er med - ikke ligefrem de største forhåbninger om en kreativ renæssance. Den er underligt livløs og forsøger at forcere nogle ganske vanskelige rim ("Ladies love us, and my posse's kickin' up dust") ind i en trist uendelig løkke, samtidig med at Dr Dre lader til at have slået automatpiloten til, og 50 Cent lyder endnu mere uinspirerende end vanligt. Og Eminem selv? Ja, han lyder nærmest tam. Det må indrømmes, at med så mageløs en skæring som Lose Yourself fra 2002 blev barren sat endog meget højt - sammen med LL Cool J's 'Mama Said Knock Out' og Public Enemys 'Fight the Power' må den rangere blandt alle tiders største hiphopnumre. Og The Marshall Mathers LP fra 2000 er slet og ret en af årtiets mest essentielle udgivelser. Men ingen forventer nødvendigvis, at Eminem skal overgå eller matche disse præstationer - det ville være helt fint, hvis han bare kunne minde sit publikum om de sider af sig selv, som tændte deres intense begejstring i første instans.

At holde sig et rim foran

I det mindste i forhold til stjernestatus kan Eminem formentlig vide sig sikker. Nok har hiphoppen præget det kulturelle landskab, men endnu har den haft tilgode at producere megastjerner, der har kunnet brænde igennem til en større offentlighed. Det siger jo alt, at to af de største navne på feltet, Tupac og Biggie, kun brød igennem til mainstreamberømmelse efter (og på grund af) deres utidige og voldelige død. Tingene har ikke ændret sig meget. Med over otte millioner solgte albums er Lil Wayne nok den mest succesfulde kommercielle hiphop stjerne på kloden lige nu, men hvor mange vil lige kunne udpege hans ansigt i en folkemængde? Og ærlig talt, hvilke rivaler findes der ellers, som kunne gøre Eminem rangen stridig - i det mindste blandt de aktive MC's? P Diddy har omsider fattet melodien og har lagt op. Jay-Z ligner i stadig højere grad en pladedirektør, som kun lejlighedsvis flirter med egne optagelser. Forventede crossover-stjerner som Mos Def sidder fast i filmbiroller og skuffende salgstal.

Og veteraner som Flavor Flav og Snoop Dogg er begge blevet degraderet til reality-tv's nedværdigelser. Kanye West er nok det nærmeste, vi kommer en ægte hiphopberømthed, men der er langt op til en Eminems prestige.

Eminem har den fordel, at han i det mindste på scenen stadig udviser det fokuserede nærvær og den rampelystiltrækkende karisma, der kendetegner en ægte stjerne og velsagtens gør ham til den største, som hiphopgenren nogensinde har frembragt.

Tjek sidste salgsdato

I betragtning af at fire et halvt år er gået, siden Encore kom frem, kan Eminem meget vel blive offer for noget, som ganske ligger uden for hans egen kontrol. I dag er popmusikere simpelt hen i vælten i kortere tid - i kommerciel forstand - end på noget andet tidspunkt siden 'hit-fabrikkens' hjul begyndte at spinne i midten af 1950'erne. Og hiphop-karrierer er de mest flygtige af alle. Det er ikke ualmindeligt at se navne, som efter blot et eller to hits - det gælder f.eks. Coolio og Sisqo - allerede udsender Greatest Hits-kompileringer. De kender spillets regler: Slå mønt, mens tid er, og se så at komme videre i en fart. I kommerciel forstand er selv det største ry ikke længere garant for, at det vil klinge i kassen.

Selv ikke de største stjerner kan i dag eftergøre Kate Bush-tricket, dvs. forsvinde fra scenen i år ad gangen, udgive intet og opretholde en ophøjet og tilbagetrukket tavshed, i sikker tiltro til, at når de så omsider vender tilbage igen, vil de loyale lyttere stå klar til begærligt at kaste sig over deres seneste lunser. Det er et meget anderledes marked derude i 2009. Fanskarenes hukommelse er kortere og deres tilhørsforhold mere vægelsindet. Og der er simpelthen meget mere at vælge imellem, både i musikkens verden og udenfor. Den største prøve, Eminem skal bestå, kan derfor blive prøven på sine lytteres 'mærkevareloyalitet'.

Piratkopi-drengene

Hiphop-fans elsker deres musik - de er bare ikke så meget for at betale for den. Kaster man et blik på internettets fildelingstjenester, bliver det hurtigt klart, at der er tale om et rent tag-selv-bord for de største hits som for de sjældneste numre, for albumskæringer, single og guest spots. Gratis fildeling og ikke køb er den primære distributionsform for de fleste hiphop-tilhængere - et faktum, kunstnerne og pladeselskaberne modvilligt må indrette sig på. Det giver på en måde ganske god mening. Hiphop voksede trods alt frem fra undergrunden via mixtapes, der blev til på alle mulige mere eller mindre legale måder, og deres produktlancering for mainstreampublikum og i pladebutikker var altid en noget usikker proces. Kunstnere som Young Jeezy, Nas og Jay-Z er mindst lige så aktive på mixtapefronten, som de gør sig i albums. Derfor er der en hel del af disse kunstneres karrierer - ofte endda noget af deres fineste arbejde - som aldrig rigtig når frem til den helt almindelige lytter.

Men selv om Eminems nye album alligevel skulle dukke op på iPod-spillelister overalt fra Detroit til Kenya, vil han så nogensinde få det at vide? Efter hvilken målestok vil kritikere og kendere bedømme det som en succes? Skal han kunne slå Lil Waynes Tha Carter III, der som bekendt solgte én million i første uge alene? Hvis han kun når op på 400.000 solgte enheder på de første syv dage, betyder det så, at spillet er ude?

Obama-effekten

Siden Barack Obama vandt præsidentvalget i november, er der blevet skrevet i hundredvis af artikler om den mulige udsigt til et 'postracialt' Amerika. Uanset hvor berettigede disse spekulationer måtte være, så gør de næppe noget større indtryk i hiphop-miljøet, hvor mobilisering af sort bevidsthed i kombination med den obligate gangsta-fetichisme længe har været de selvfølgelige rammer. At en hvid fyr som Eminem har fået så stor succes er konsekvent gået stik imod den konventionelle visdom. I første omgang vandt hans venskab med Dr Dre, kombineret med hans ubestridelige mikrofonfærdigheder ham indpas.

Men i 2003 måtte han se sig rodet ud i kontroverser, da der slap en optagelse ud (som siden blev udgivet på CD af det amerikanske hiphop-magasin The Source), i hvilken han fremsatte nedsættende bemærkninger om afroamerikanere. Dermed har han ikke nødvendigvis beseglet sin egen undergang, for Eminems publikum består af mindst lige så mange hvide som sorte. Men indvarsler valget af en sort præsident ikke et paradigmeskift, en tiljubling af alt afroamerikanske og i forlængelse heraf en udstødelse af Marshall Mathers? Er tiden virkelig inde til, at Slim Shady må klappe i?

Relapse udkommer på Polydor den 19. maj

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen