Læsetid: 13 min.

Fornuftens stemme i Israel

For tusindvis af israelere er han en farlig ekstremist. For andre er han nationens liberale samvittighed. Forfatteren Amos Oz har sat sindene i kog i årtier ogvar blandt de første israelere, der åbent talte for en to-statsløsning og for et frit Palæstina side om side med Israel
Amos Oz har deltaget i flere krige som israelsk soldat: -Når man befinder sig på slagmarken, er man nødt til at slå sin sjæl fra. Ellers dør man af skræk. Man slår sjælen fra og agerer som et dyr eller en maskine. Ilddåben forandrer personligheden. Vil du høre, hvad min første reaktion var, da jeg kom under beskydning? Jeg kunne bogstaveligt talt se de egyptiske soldater, der skød på os. Min første indskydelse var: -Ring til politiet, de folk må jo være sindssyge-.

Amos Oz har deltaget i flere krige som israelsk soldat: -Når man befinder sig på slagmarken, er man nødt til at slå sin sjæl fra. Ellers dør man af skræk. Man slår sjælen fra og agerer som et dyr eller en maskine. Ilddåben forandrer personligheden. Vil du høre, hvad min første reaktion var, da jeg kom under beskydning? Jeg kunne bogstaveligt talt se de egyptiske soldater, der skød på os. Min første indskydelse var: -Ring til politiet, de folk må jo være sindssyge-.

Claus Bjørn Larsen

23. marts 2009

Staten Israels usandsynlige historie - 60 år, foragtet af omverdenen, men en overlever - er sammenvævet med Amos Oz' usandsynlige historie. Han er på en gang den jødiske stats mest lidenskabelige forsvarer og dens mest berygtede 'forræder' - sådan betegner han sig selv. Hans ven, David Grossman, der også er romanforfatter, har kaldt Amos "for kilden til al den israelske psykes selvmodsigende mani og smerte".

Jeg møder Oz i Joseph's Bookstore i det nordlige London. Han ser ældre og mere skrøbelig ud end den stålsatte mand på hans sort-hvide forfatterportræt. Han er 70 år i dag, og hans hår er tyndere og hvidere. Han byder mig velkommen med rusten stemme, og vi bestiller kaffe.

Det mange år siden nu, men engang drømte Oz om at bombe denne by. Han var engang barn af, hvad han kalder 'den jødiske intifada', af det dødsforagtende, stenkastende oprør mod datidens britiske mandatmagt. Og dengang troede han fuldt og fast på, at den stat, som ville vokse frem af ruinerne, ville blive til forbillede på retfærdighed og idealisme, der kunne inspirere hele verden.

Blod, jern og ild

- Hvis du var barn i Gaza i dag, ville du så drømme de samme drømme?

"Jeg behøver ikke at tænke dybere svaret. Jeg kender det inde fra mig selv," siger han. "Da jeg var barn i Jerusalem i '48, var byen belejret, udsultet og bombet. Jeg kender forrædere, vreden og frustrationen. Jeg var ikke så meget et barn, som jeg var et bundt af selvretfærdige argumenter, en hjernevasket lille fanatiker, en stenkastende chauvinist. De første ord, jeg lærte at sige på engelsk, var: British, go home!"

I en alder af otte byggede han en "frygtindgydende raket" i baggården bag huset. Hans plan var "at rette den mod Buckingham Palace".

"På min fars skrivemaskine skrev jeg et ultimatum til Hans Majestæt, Kong Georg VI af England. Jeg berusede mig helt i et billedsprog om blod, ild og jern."

Det var dengang, hans favoritsang var Sterngruppens slagsang, "Vi må kæmpe til sidste åndedræt."

Hvordan kunne det gå til, at en dreng med sådan baggrund, endte som medstifter af fredsgruppen Peace Now og blev til en af Israels mest prominente forkæmpere for en fri palæstinensisk stat, side om side med Israel?

Amos Oz blev født i Jerusalem, fordi hans forældre ikke havde andre steder at tage hen. De flygtede for livet.

"Dette land var den eneste redningsplanke, de havde at klynge sig til. Mine forældre forsøgte at blive briter, at blive amerikanere, at blive skandinaver. Ingen ville tage imod dem."

Europa i Jerusalem

"Jerusalem var i 1930'erne en by med støvede bliktage, ukrudt i gaderne og solsvedne skrænter. For mine forældre var det et chok. De var forvildede flygtninge fra Europa, som elskede Europa og var sparket ud af Europa. Men de følte sig stadig som europæere, på et tidspunkt da ingen andre følte sig europæiske, men i stedet følte sig pan-germanske, pan-slaviske eller som britiske patrioter. Jøderne var dengang de eneste europæiske europæere, og Europa sparkede dem ud og kaldte dem kosmopolitter og rodløse parasitter.

"De kom til Jerusalem i håbet om at skabe et lille stykke Europa i hjertet af Mellemøsten, en europæisk enklave. Det var de naturligvis ikke i stand til, for der var jo intet Europa. Deres idé om Europa var jo netop kun en idé, ikke en realitet. Det Europa, de elskede, eksisterede kun i deres fantasi."

Fania, Amos Oz' mor, følte sig strandet i Jerusalem, en tør, støvet by, der var fuldkommen fremmed for hende.

"Hun blev indadvendt, melankolsk og ensom. Hver gang nogen talte om fortiden, sneg der sig noget forbitret og desperat ind i hendes stemme."

Hans far, Arieh, stammede fra Litauen.

"Han var en kultiveret og høflig bibliotekar. Streng, men også ret genert. Han følte, at omstændighederne aldrig havde gjort det muligt for ham at realisere sine ambitioner om at blive en stor forsker inden for hebraisk litteratur. Da han kom til Jerusalem, tog han den israelske højrefløjs parti. Holdningen var her, at Palæstinas arabere måtte skånselsløst bekæmpes og fordrives. Min far skrev propagandaskrifter for Stern-gruppen, som bombede såvel britiske mål som arabiske civile og blev betegnet som terrorister."

Ikke mere hundset med

Selv i Israel følte hans forældre sig udenfor.

"Hele dramaet i disse år udspillede sig i Galilæa og i dalene, ikke i Jerusalem. Mine forældre var afskåret fra at tage del i den zionistiske revolutions begejstring. Det var de, fordi de var højreorienterede på et tidspunkt, da næsten alle andre var socialister, storbymennesker, da næsten alle andre knoklede med at dyrke jord og akademikere på et tidspunkt, hvor akademikere vakte mistro."

Den aften, FN stemte for at oprette staten Israel i det britiske mandatområde Palæstina, kravlede Arieh ned i sengen til sin otteårige søn og hviskede til ham: "Nu har vi vores egen stat, så fra nu af behøver du aldrig mere at finde dig i at blive hundset med, fordi du er jøde." Den aften så Oz sin far græde for første og eneste gang.

For Oz var livet dengang, som det må opleves for et barn i Gaza i dag: en lang belejringstilstand. Han husker "krigen, bombeangrebene, sulten" i brudstykker. Det var som at leve i en "undervandsbåd", isoleret som han var i huset med sine forældre og en mængde andre familier.

Han sov på en madras i hjørnet med sin far og mor. Maden var rationeret. Det var sandsække for vinduerne, medicin var vanskelig at opdrive og toiletterne svømmede over med afføring, fordi der ikke var vand til udskylning. Og der var jævnligt "massive bombeangreb, hvis mål var at forårsage tab i civilbefolkningen for at knække dens modstand og fremtvinge dens underkastelse."

Under disse bombardementer blev Oz opdraget til at være militant zionist og foragte briter, arabere og hele den jødehadende verden.

"Parolen var: 'Vi er nødt til at smadre dem. Første da vil de komme til os og tigge om fred'. Jeg var et produkt af en militant tid, af en krigstid, og jeg voksede op i en verden, hvor alting var sort og hvidt. Vi var hvide, og vore fjender var sorte. For et barn var der noget besnærende ved denne enkelthed. Verden var klart inddelt i gode og onde kræfter, alting faldt på plads."

Hans forældre var eminente lingvister: Faderen talte 11 sprog og kunne læse 17. Men i al den tid, hvor de sad isoleret i lejligheden uden ret meget at foretage sig, "lærte de mig kun et sprog: hebraisk. Måske frygtede de, at kendskabet til andre sprog også kunne udsætte mig for Europas forbandelser."

De levede for sønnen

Der ser ud til at have været lagt ekstraordinært pres på enebarnet Amos. For at han skulle blive til alt det, som hans forældre ikke havde kunnet blive til. Da faderen omsider fik udgivet en tynd forskerafhandling, dedikerede han den til sin 11-årige søn: "Til min søn, Amos, i håbet om at han kan erobre sig en plads i vor litteratur."

Begge forældrene var "utroligt hæmmede" og ikke i stand til at udtrykke andre følelser end brændende ambition for deres søn. Efterhånden som meldinger om familiemedlemmers og venners død i Europa begyndte at nå frem, blev Oz' mor stadig mere syg og tilbagetrukket. Hendes migræneanfald kunne vare i måneder, og hun indtog al mulig mystisk medicin.

En nat - Amos var dengang 12 - gik hun over til sin søsters lejlighed, lagde sig i sengen og tog en overdosis. Efter at have flygtet for sit liv, søgte hun nu tilflugt i døden.

- Var det 'overleverens skyldfølelse', der drev hende til det?

"Muligvis. Jeg ved ikke, hvorfor hun begik selvmord. Jeg tror ikke, der er en bestemt grund til, at mennesker begår selvmord. Der kan være et påskud, der kan være et umiddelbart motiv, men sjældent blot én enkelt grund. Jeg blev meget vred på hende. Jeg blev meget vred på min far. Der var ikke en dråbe medlidenhed i mig. Jeg sørgede ikke. Jeg var for såret og vred til, at nogen andre følelser kunne trænge igennem. Det er først i dag, hvor jeg har nået så høj en alder, at jeg kunne være mine forældres forældre, at jeg tænker tilbage på dem med den blanding af medfølelse, humor og nysgerrighed." Oz har skildret sin far og mor i sit mesterlige erindringsværk, A Tale of Love And Darkness.

Vendte ryggen til sig selv

To år efter morens selvmord, forlod Oz sin far og sin fars verden og begyndte sin forvandling til en helt anden slags person. Han løb hjemmefra fra Jerusalem til en kibbutz og droppede sin fars efternavn, Klausner, til fordel for et, han selv opfandt.

"Oz betyder styrke og mod. Da jeg forlod mit hjem i en alder af 14, satte jeg mig for at blive alt det, min far ikke var og ikke at blive til noget af det, han var. Han var højreorienteret intellektuel, så jeg ville være socialist og køre traktor. Han var ikke særlig høj, så jeg ville være meget høj. Det sidste lykkedes mig ikke, men ih, hvor jeg prøvede."

I Jerusalem havde ingen stillet spørgsmålstegn ved, hvad der var sket med de arabere, som boede i Palæstina. De forsvandt under krigen, det var alt. Men i kibbutzen begyndte Oz at høre rygter, som i første omgang gjorde ham chokeret og indigneret. Dette havde været deres land og de var blevet fordrevet derfra med magt. Af os? Kunne det være sandt? Langsomt begyndte han at forestille sig de fordrevne palæstinensere rådne op i flygtningelejre ud for Israels grænser - og at se deres lighedstræk med hans egne forældre. Og han nåede frem til den konklusion, at "sammenstødet mellem israelske jøder og palæstinensiske arabere er en tragedie, ikke en wild west-film med gode og onde. Israelerne er i Israel, fordi de ikke har andre steder at tage hen. Palæstinenserne er i Palæstina, fordi de ikke har andre steder at tage hen. Det er en konflikt imellem ofre og mellem to folk, som begge har et retfærdig krav på dette land."

Stanken af krig sidder fast

I 1967 blev dette til en afgørende indsigt, som ændrede Oz' liv. Han var indkaldt til hæren og kæmpede på den egyptiske front i Sinai-ørkenen.

"Jeg har næsten intet skrevet om mine oplevelser som soldat på slagmarken. En slagmark består for det meste af lugte, og det er meget svært at beskrive lugte med ord. Der findes en stank på slagmarken, som aldrig kan gengives i krigsfilm og tv-dokumentarer, og det er frem for alt denne stank, jeg kan huske meget levende og fysisk. Men jeg kan ikke beskrive den i ord og udelader jeg stanken vil min beskrivelser være falske."

"Når man befinder sig på slagmarken, er man nødt til at slå sin sjæl fra. Ellers dør man af skræk. Man slår sjælen fra og agerer som et dyr eller en maskine. Ilddåben forandrer personligheden. Vil du høre, hvad min første reaktion var, da jeg kom under beskydning? Jeg kunne bogstaveligt talt se de egyptiske soldater på næste bakkedrag, som beskød os med de mortergranater, der eksploderede rundt omkring os. Min første indskydelse var: 'Ring til politiet, de folk må jo være sindssyge.'"

"For mig var krigene i '67 og '73 en sidste udvej. Jeg vidste, at hvis jeg ikke kæmpede, og hvis ingen andre heller ville kæmpe, så ville min familie blive dræbt. Vi ville blive kastet i havet. Selv om jeg i dag er en gammel mand, ville jeg stadig udkæmpe en sådan krig."

Men de krige, som siden fulgte - invasionen i Libanon og krige for at forsvare bosættere - er helt anderledes, siger Oz.

"Jeg ville hellere være blevet smidt i fængsel end at have taget del i nogen af de krige. Jeg ville have nægtet at kæmpe for et besat territorium, for ekstra soveværelser til nationen, for 'hellige steder', for ressourcer. Jeg ville nægte at kæmpe for alt andet end liv og frihed."

Da bosætterbevægelsen vandt frem, var Oz blandt de første israelere, som talte for, at det land, som Israels hær havde erobret - Gaza og Vestbredden - skulle gives til palæstinenserne som deres egen stat.

"Jeg spurgte mig selv: 'Hvordan ville jeg selv have det, hvis jeg var palæstinenser i Gaza eller på Vestbredden. Og i modsætning til de fleste israelere, som naivt antog, at palæstinenserne hellere ville leve under en israelsk besættelse, som ville føre højere levestandard og måske et bedre retssystem med sig, kunne jeg med det samme forestille mig vreden, frustrationen, hadet og fortvivlelsen hos palæstinenserne. Derfor begyndte jeg at tale for en to-statsløsning. Dengang var vi meget få, der forfægtede det synspunkt, ja faktisk kunne vi holde generalforsamling i en telefonboks."

Forrådte farens vision

Han blev øjeblikkelig kaldt forræder.

"Det tager jeg som et kompliment," siger han med et smil.

"En forræder er en, som forandrer sig i øjnene på mennesker, som absolut ikke forandrer sig, ja som end ikke kan forestille sig at forandre sig. Men alle de store jødiske helte var forrædere i deres egen tid: Jonathan og Mikael forrådte deres far, Saul. Joab og Zeruiahs øvrige sønner var alle forældere og den værste forræder af alle var kong David selv, om hvem vi stadig synger "Israels Kong David lever, lever, lever for evigt"."

Og Oz forrådte i sandhed sin fars vision:

"Vi havde voldsomme skænderier om freden og palæstinenserne. Min far anerkendte aldrig palæstinenserne som en national enhed. Han tænkte, at der findes jo den pan-arabiske nation, som har et territorium, der er 150 gange større end Israel. Hvorfor skal de så genere os?"

Hertil svarede Oz: "Den druknende klynger sig til en redningsplanke og har efter alle retfærdighedens objektive, universelle og naturlige begreber en ret til sin plads på redningsplanken, også selv om han kan blive nødt til at skubbe lidt til de andre, hvis disse ikke levner ham andet alternativ end at bruge magt. Men han har ingen naturgiven ret til at skubbe de andre, der sidder på planken, ud i havet."

En overbevisning har han dog arvet fra sin far og beholdt lige siden. De anså begge religion for som en art "arkaisk støv", et bizart levn fra en mere primitiv og mindre rationel tid. Så da bosætterne begyndte at erobre Vestbredden som del af en messiansk plan om at genskabe et bibelsk stor-Israel, reagerede Oz med rædsel imod det, som han ser som et forsøg på at "presse jødedommen tilbage i historien, tilbage til den fanatiske, brutale og tillukkede stammesamfunds ekstremer, tilbage til Joshuas Bog og Dommernes Bog."

Netanyahu vil overraske

"Det jødiske folk har et stort talent for selvdestruktion," sukker han.

"Vi er nok verdensmestre i selvdestruktion som følge af vores særprægede krav om perfektion, totalitet og for at presse vore idealer ned over virkeligheden til sidste blodsdråbe eller dø i forsøget. Betragt blot de gamle hebræeres historie. De var selvmorderiske i deres kompromisløshed. Fordi de ikke var rede til at tolerere romernes åg for i det mindste at overleve og blive i landet, så mistede vi vort land. Vi mistede det i år 70 e. Kr., fordi vi blev utålmodige og ikke kunne tolerere en vedvarende romersk besættelse. Det var en alvorlig fejl. På samme måde forsøger bosætterne nu at erobre hele Israels historiske land og i processen umuliggør de en tostatsløsning og dømmer Israel til en langsom død."

Men så pludselig læner han sig frem:

"Men lad mig fortælle dig noget godt, for normalt høre man kun dårligt nyt fra Mellemøsten: Den gode nyhed er, at det store flertal af de israelske jøder og de store flertal af de palæstinensiske arabere, de ved dybt i deres hjerte, at der i sidste instans vil komme en to-statsløsning. De ved det. Glæder de sig over det. Nej, det glæder sig ikke over det. Vil de danse i gaderne, når to-statsløsningen bliver realiseret? Nej, de vil ikke danse i gaderne. Men de ved, at der er ikke nogen vej udenom ..."

Og så overrasker han mig med en dristig forudsigelse og spørger:

- Kan du forestille dig Bibi Netanyahu trykke Hamas-leder Ismail Haniyeh i hånden på plænen i Det Hvide Hus med Obama stående imellem dem?

Amos Oz' ansigt lyser op.

"Absolut ja. Det kan jeg sagtens. Det kan bestemt ikke udelukkes, at Netanyahu bliver den mand, der leverer en to-statsløsning. Indtil videre har det næsten hver gang været en højreorienteret premierminister, som har gjort overraskende indrømmelser for fredens skyld. Begin i forhold til Sinai og freden med Egypten, Sharon, da han rømmede Gaza-striben. Jeg kan ikke læse Netanyahus tanker, og jeg er ikke sikker på, om han overhovedet ved, hvor han er på vej hen, men det kan være, at virkeligheden er stærkere end han. At han vil fornemme stemningen hos flertallet af israelerne og overraske os. Inderst inde virker han på mig som en opportunist, og det er ikke nødvendigvis så dårligt under de givne omstændigheder."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Kaarup

Fredsgruppen Peace Now yder et vigtigt arbejde til at kortlægge Israels ulovlige bosættelser på Palestinænsisk jord.

Amos Oz er en retskaffen og sand ven af Israel og Palestina.

Søren Kristensen

Somewhere Over the Rainbow.
Fra filmen: The Wizzard of Oz. 1939

Somewhere, over the rainbow, way up high.
There's a land that I heard of Once in a lullaby.
Somewhere, over the rainbow, skies are blue.
And the dreams that you dare to dream
Really do come true.
Someday I'll wish upon a star and wake up where the clouds are far Behind me.
Where troubles melt like lemon drops, Away above the chimney tops.
That's where you'll find me.
Somewhere, over the rainbow, bluebirds fly. Birds fly over the rainbow,
Why then - oh, why can't I?
If happy little bluebirds fly beyond the rainbow,
Why, oh, why can't I?

Bente Simonsen

Fredsviljen er en tynd fernis.
Fanatismen lurer stadig under overfladen, jeg har set den sprække i flere interview, der er gjort med ham.

Det israelske hormonsprøjtende kollektive sind er så svært kontrolleret, og trangen til hævn og gengældelse er et dybtrodet karektertræk, som ikke går at trække op. Dertil kommer et megalomanisk træk (vi kan gøre alt, vi ved bedst, vi har altid ret, og ret at forsvare os etc.) - Og dette er netop roden til Israel/Gaza problemet.

Med forhåbning om ikke at lyde for selvisk, men jeg ser en lysende fremtid for mig selv personificeret i Amos Oz. Ham og jeg har sgu skræmmende mange lighedspunkter, når det egentlig kommer til stykket. Og strålende læsning for øvrigt. Rigtig god artikel.

I øvrigt kan man argumentere for at amos kan kombles sammen med infinitivet amor som betyder kærlighed på de latinske sprog. Så 'kærlighed og styrke' - godt gået, bliv ved! Husk at pennen er det skarpeste våben. ;)

Bente Simonsen

I min ungdom boede jeg en periode i Israel, kort tid efter 6-dages krigen. De unge soldater, som havde deltaget i krigen underholdt os udlændinge med at vise billeder, de havde taget af deres ofre, med bajonetopsprættede maver og indvolde som vældede ud. Krig gør noget ved mennesker! - Eller er det mennesker, som ....?

"Israel har verdens mest moralske hær" MIN BARE RØV! Tshirtsagen er en fucking skandale og bør få hårde konsekvenser for de imbecile racister som tilsyneladende sidder i hæren!