Læsetid: 3 min.

'Foto' er død

Ernst Nielsen dannede skole for en generation af danske pressefotografer med sit tidlige blik for genren fotojournalistik
1986. Tennisspilleren Torben Ulrich på Informations -første kontor-, 4. sal.

1986. Tennisspilleren Torben Ulrich på Informations -første kontor-, 4. sal.

Ernst Nielsen

31. marts 2009

Der findes personer som bliver en del af ens indre møblement, uanset om man ser meget eller lidt til dem. En sådan person blev fotograf Ernst Nielsen for - tror jeg nok jeg kan sige - en generation af medarbejdere på Information, der op gennem 70'erne og 80'erne var med til at gøre dette dagblad hørbart i medie-kakofonien. 'Foto', som han kaldte sig selv med et stænk af karakteristisk selvironi, var i sine bedste år ikke bare avisens faste fotograf, men en vigtig del af dens sjæl, der satte en dristigere og ny dagsorden for reportage-genren med tillæg, der oftest blev idéudviklet på 'første kontor', hvor han residerede sammen med tegneren, Peter Lautrop.

Satte standarden

Det var ikke Ernst, der opfandt, endsige formulerede begrebet 'fotojournalistik', som i dag er et universitetsfag, dertil var han for fagligt ydmyg og personligt uprætentiøs. Men det er evident, at han som formentlig den første, og i hvert fald den største, satte genrens standard, som i dag vinder byger af internationale priser til danske fotografer.

Om nogen var han i stand til at give klichéen om, at et billede kan fortælle mere end 1.000 ord konkret indhold. Et billede, der blev en del af 60'ernes erindringskiste, viser et sirligt geled af politistålhjelme i en hvidmalet vindueskarm - vistnok i Folketinget eller på Københavns Universitet, det husker jeg ikke. Men jeg husker billedet som typisk for den periode, hvor 'ungdomsoprøret' satte 'systemet' under et pres, der nu og da krævede ordensmagtens indgriben. Men også kampberedte politibetjente skal til frokost eller have en tår eftermiddagskaffe - Ernst Nielsen skildrer denne ur-danske dimension på vores hjemlige revolutioner med sit billede, der er både grumt og ømt, på én gang ukunstlet og (netop derfor) kunst. Og såre typisk for det særlige blik, der når han 'trykkede på knappen', som han kaldte sit fag, som regel nåede ud over blot et godt pressebillede.

Ordblind og selvlært

Hvor han havde talentet fra fortaber sig - måske var det ordblindhed, der gjorde, at han tidligt valgte at udtrykke sig visuelt. Og han fik frit løb allerede som 14-15-årig, da han begyndte at fotografere for Land og Folk, det kommunistiske dagblad, hvor faren var en respekteret journalist. Men løbet var i længden ikke frit nok på en avis, der den gang satte politisk disciplin over fantasifuldt fotografi, og allerede som 16-årig blev han tilknyttet Information.

Det var i 1968, da både virkeligheden og dagbladet Information var en skrammel-legeplads for besættelsestidens babyboomere, og hvor Ernst som holdets benjamin faldt naturligt ind. Visuelt, men tillige oralt med et hjemmegjort sprogunivers, der var en konstant rislende sproglig inspirationskilde for de skrivere, han arbejdede sammen med, herunder overtegnede. En gang, vi kørte hjem gennem Ruhr-distriktet i regn og slud efter en reportagetur til Bruxelles, bad jeg ham om at holde øje med skiltningen i den tågede sigtbarhed med tæt lastbiltrafik og trættende tømmermænd. Da vi kørte forkert i et motorvejskryds, hvor han på grund af ordblindheden overså en skiltning, eksploderede jeg i den 'kammeratlige tone', som grov tilsvining blev kaldt på det, der den gang hed 'venstrefløjen', hvorpå han kiggede skævt på mig med dette på en gang bløde og overbærende blik, der bedårede så mange 'hvide og kære', og sagde mildt: "Så, så Ellegaard. Vi er ikke gift!"

Nej, vi var ikke gift, men havde tæt kontakt i 10 år, hvor vi arbejdede hårdt og var hårde ved os selv. Ernst var knyttet til Information frem til slutningen af 90'erne, hvor han overgik til en freelance-tilværelse, der mere lignede en tidlig selvpensionering. Moderne pressefotografis digitale disciplinering harmonerede skidt med den bohemetilgang til livet, der var hans vandmærke. F.eks. var han kun velhavende en enkelt gang i sit liv, nemlig da en god ven skaffede ham et femcifret beløb i tilbagebetalt skat ved at lave hans selvangivelse. Hans rigdom lå et andet og mere interessant sted, nemlig i et instinktivt talent for den originale vinkel på et fotografisk motiv. Uden ham havde 80'er-generationen af stjernefotografer været nødt til at se sig om efter andre inspirationskilder. Ernst blev 57 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Nørgaard
Peter Nørgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var dog ualmindelig trist at læse at Ernst Nielsen er død.
Hans billeder var det første jeg kiggede efter, og på - længe, hver dag i Inf. tilbage i 70'erne. Der var aldrig et uoriginalt imellem, sådan husker jeg det i hvert fald. Og så var de altid så fantastisk flotte også! Flot trykt, og klare og rene! Man kunne se at avisen var stolt af sin hoffotograf. Hvilket den også havde grund til at være, jo.
Ved siden af var alle de andre aviser i landet grå og med fnidrede billeder.
Én ting forstod jeg aldrig. Og det var hvordan han kunne nå det. Hver dag at tage ud, og få mindst ét mesterligt billede i kassen. Og altså i avisen. Fra alle ender af landet. Som regel var der mere end et.

Svend Erik Sokkelund

Det var dengang, Information satte en ære i at have det flotteste sort/hvide billedtryk i landet, uanset om det var Ernst Nielsens eller en andens billede, måske et af mine teaterbilleder.
Måske fordi avisen havde en så fremragende, underfundig og kompromiløs fotograf som Ernst i huset til at få trykkerne til hvergang at gøre det bedre end de store aviser.
Og så var Ernst et vidunderligt menneske og kollega.

Jeg ledte efter et billede på nettet som Ernst vandt en pris for. Han var sammen med en gruppe pressefotografer på en EU tur. På hele turen tog han ikke et eneste billede, først på turen tilbage til lufthavnen tog han ét billede - og det vandt prisen.

Men desværre kunne jeg ikke finde billedet. Men Inf'en må jo have det liggende i arkivet.

Men det viser meget godt, hvordan Ernst tænke sine billeder, i stedet for bare at trykke udløseren i bund og lade motoren køre film igennem.

Mikkel Hansen

Først vil jeg takke Lasse for den utroligt smukke nekrolog ...den rør mig dybt og jeg har læst den flere gange ....Dernæst vil jeg takke for de andre flotte indlæg, omkring min fars alt for tidlige død...
Det er utrolig dejligt at høre, hvor dybt han med sin person og ubeskrivelige talent har ramt mange folk gennem sit (korte) liv

Mange tak for alt..

ældste søn af : " Ernst-click wiiuu-Harry Nilsen