Læsetid: 4 min.

Gentlemænd of the PRESS

Hvordan var det så lige, man så på den slags uhyrer i de sagnomspundne firseres glimmerskær ?
Do it!. Ville man idag kunne lave et blad som PRESS, blev den tidligere redaktør Morten Bohr spurgt. Ja, selvfølgelig. Do it, lyd svaret.

Do it!. Ville man idag kunne lave et blad som PRESS, blev den tidligere redaktør Morten Bohr spurgt. Ja, selvfølgelig. Do it, lyd svaret.

Bjarne Bergius Hermansen

14. marts 2009

I DR 2's serie om dem, der i firserne omdefinerede halvfjerdserne, var man forleden nået til det lille hold journalistiske action-mænd, der i 1985 startede månedsbladet PRESS.

God ide, for det er ikke sikkert, de opvoksende generationer rigtigt ved, hvad dette monstrum egentlig var for noget. På Wikipedia fylder magasinet kun tre linjer.

Press er et sort hul i cyberspace. Selvfølgelig heller ikke det værste, man kan være, hvis sorte huller, som man siger, suger energi til sig med en kraft, der kan sluge hele universer, som så forsvinder ud i områder af sind og bevidsthed, der endnu ikke er gjort tilgængelige for den psykiske og fysiske trafik, vi indtil videre kender til.

Den slags bevidsthedsudvidelse var en del af hensigten med det oprindelige, det rigtige PRESS, der ved sin død i 2001, mange redaktører og journalister senere, var sponsoreret af Information, Vejle Amts Folkeblad og vist Horsens Folkeblad også, men som i sin oprindelige, heroiske form, var selvfinansieret.

Det betød, forstod man på udsendelsen, at man en overgang kørte i bankerot og betalingsstandsning gennem flere måneder, fordi forretningsføreren måske nok havde opdaget, at et eller andet var helt galt - selv om negative tal dengang endnu ikke var begyndt at blinke rødt - men ikke turde fortælle det til redaktionen.

Morten Bohr først og fremmest, som dels live anno 2009, dels lige så live engang i firserne eller begyndelsen af halvfemserne, fortalte om de moralske sider af sagen. Hvordan det er journalistens opgave, som man vel stadig lærer på de journalistiske læreanstalter, der i dag ikke bare er Journalisthøjskolen og mesterlæren, men i stadig højere grad akademiske studier på RUC og Syddansk med afstikkere til noget praktik her og der, at være samfundets samvittighed. Det virker bare ikke, som om fagets udøvere i dag tager det lige så alvorligt, som de gjorde, da Ulrik Dahlin, Erik Valeur, Morten Bohr, Henrik Saxgreen og Martin Breum i deres møgbeskidte og diminutive kontorer, med overgemte kyllinger i skrivebordsskuffen og ingen tanker for andet end Bladet, tævede hinandens artikler gennem skramlende skrivemaskiner for at få fjernet alt det heroiserende selvsmag, der kan klæbe ved selv den mindste Humphrey Bogart af en ydmyg kriminalreporter, når han står i storbyens mørkeste kælderhals med sin elektrisk knitrende notesblok og selvlysende kuglepen. De satte både den politiske og den kulturelle verden så meget på den anden ende ved deres utrættelige kamp for sandheden, at det faktisk fik gennemslag helt ud i befolkningen, der ligefrem delvist begyndte at vågne.

Oprør

Baggrunden var tressernes og halvfjerdsernes modkultur med dens omrejsende reportere, som fra verdens krigszoner, Vietnam, Mellemøsten eller Sydamerika, fremsendte rapporter, der var baseret ikke bare på tingene selv, men også rummede moralsk og politisk stillingtagen, en holdning der ikke gjorde det muligt helt gnidningsfrit at kunne skifte fra at være spindoktor (det var der ingenting, der hed) til at være chefredaktør for tandlægebladet Se og Hør og derfra pludselig at blive nyhedschef for TV 2 (det var der heller ikke noget, der hed).

Andre inspirationer kom fra de oprørsk muntre og ind imellem bidske nye lokalaviser, der med Jacob Ludvigsens Hovedbladet, fra den tid, hvor Christiania blev født, som første ophav havde udviklet sig derhen, hvor fænomenet kunne kulminere med Ugeavisen København.

Derfra kom en del af medarbejderne på det første PRESS. En af dem var Informations Ulrik Dahlin, dengang en rødglødende kommunist af en slags, som PRESS måtte tilkalde, da bladet skulle i fjernsynet, hvor ingen af redaktionens medlemmer åbenbart turde vise sig.

PRESS blev søsat samtidig med Børsens Nyhedsmagasin, hvilket naturligvis var en journalistisk interessant vinkel, sådan med over- og under-Danmark, der nu på en gang fik hver sin stemme.

Ulrik holdt en knaldrød brandtale, hvad Morten Bohr og redaktionen så var en lille smule trætte af, fordi de - som alle de andre firserdrenge - jo til en begyndelse førte sig frem ved at tage afstand fra halvfjerdsernes allermest betonsocialistiske fænomener, dens fundamentalistisk proletariske friskoler, dens rablende gale marxismesnak på længere og længere universitetskorridorer, som jo bare aldrig stak helt så dybt, som man skulle tro, når man i dag hører firserfjolserne fortælle om, hvordan verden så ud, da de 'var unge'.

Det er de ikke mere. De er omkring 50, midtvejs på deres baner gennem livet, og de er ikke alle sammen kørt galt midt i den store sorte skov, som i starten af Dantes Helvede.

Dem fra PRESS er det gået godt. Der var stadig bid i Morten Bohr, da han i udsendelsens afslutning, hvor han som redaktør af det PRESS, der dengang modtog Cavlingprisen (som i et direkte klip fra Tv-Avisen blev præsenteret som "Cavlingeprisen"), blev spurgt, om man kunne lave PRESS i dag. Selvfølgelig kan man det, sagde han, og tilføjede lavmælt:

Do it!

Opråb fra 80'erne. DR 2. Tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Højgård Jørgensen

SLAM!! Do it! Jeg har set, jeg ved ved gud ikke hvor mange teaterforestillinger de sidste par år, men INGEN har haft så fantastisk replik som den. Do it! sagt på den måde på det tidspunkt i den kontekst. Et dramaturgisk scoop.
Som Laugesen har jeg ikke kunnet slippe den replik. Den har alle de karakteristika, der hører til stor, stor kunst: det fuldstændig overrumplende, det selvfølgelige, og det der øjeblikkelig åbner vide perspektiver. Vildt lækkert, om man så må sige.
Det minder blot én om kunstens øjeblikskarakter (Adorno), og om at uanset hvor mange penge vi poster i kunsten (og det er jeg ikke modstander af, tværtimod), kan vi ikke gardere os imod at en afslappet Morten Bohr i et rimelig billigt sekund river benene væk under os og giver i hvert fald mig en af årets bedste kunstoplevelser.
Kunst? Uberegneligt og pissesvært. Do it!