Baggrund
Læsetid: 2 min.

Hærfugl

Kultur
20. marts 2009

Morgen på en balkon foran med et vidstrakt dalstrøg, grønt, grønt efter en regnperiode i det knastørre Andalusien, omgivet af bjerge med blåskyggede kamme, men åbent mod en dis, der skjuler det fjerne Middelhav. Lige nedenfor stå oliventræerne og lidt længere borte de sidste, blomstrende mandeltræer. Det hele som en vældig gryde, der inden så længe skal koge, men nu tilbageholder andre grader og lyde end hanegal, anelse af bilstøj fra landsbyen og her flere fuglestemmer af gråspurv, måske en lærke, solsort med enkelte tjip.

"Hør hærfuglen!" siger digteren. Jeg anspænder, hvad jeg har tilbage af hørelse. Alderen har fjernet de øverste registre. Jeg hører ingenting. - Der er to! En derovre og en her, der prøver at afmærke sit territorium.

Det er beklemmende at afgive områder, hos mig et hørelsens domænetab. Dér sidder altså hærfugle i deres særlige karnevalsudstyr og siger underlige uhørlige lyde til hinanden, hup, hup. hup. De har faktisk fået deres latinske navn efter deres tale, upupa epops. Så raffinerede er vi ikke på almuedansk, hvor de, som kunne høre, opfattede lyden som varsel om krig og hungersnød. Hærfugle med krigsmaling.

undskyld min accent

husker det ikke rigtig

men historien er bevaret gennem familien

og jeg taler da også hup

sproget endnu

hvad siger de den hed

ters hup ters hup

tersløsegård

Lydløse forlystelser

Klaus Rifbjerg har henlagt hærfuglens erotiske sceneri til Holbergs Tersløsegård under dens træk over Sjælland, en mellemlanding bag kåldyngen, hvor hunnen stod med lort mellem benene. Ekskrementers varme er god til at udklække æg. Men i mere end hundred år har hærfugle kun undtagelsesvis ynglet i Danmark. Digtet står i hans Voliere (1962).

Men her er der varme og gødning nok til erotiske eskapader i landskabet, der må være fyldt af hemmelige og ak! lydløse forlystelser. Alverdens poesi gennemflyves af fugle med deres lyd og syn i skriften, selvfølgelig også den spanske, når f.eks. Juan Ramón Jiménez beskriver 'Tiggere' i Sven Skydsgårds oversættelse:

- Bare det en fugl siger

når den, lille, flyver forbi-!

- Duften som en rose

glemmer i nogle milde øjne-!

- Det klare, blå glimt der

fordamper i en tåre-!

Det står i Jiménez' digtsamling Eternidades (1918, Evigheder). Og han skrev kønt om gråspurvene i sin mere berømte samling småstykker, Platero og jeg (da. 1962), prosadigte om livet med det blide, lådne æsel som følgesvend. Han blev født i den lille by Moguer nær Huelva i den vestlige del af Andalusien, hvor han også levede dele af sit liv, fik nobelprisen i litteratur 1956 og døde kort efter, erindret som en svævende lethed, en fugl, der fløj forbi, afsættende skønhed og blide emotioner, lyde, hørt for det indre øre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her