Læsetid: 4 min.

Et hav af bekendelser

Bekendelsesdigte avler bekendelsesanmeldelser, for mange forfattere ses også privat med avisernes litteraturanmeldere
Bekendelsesdigte avler bekendelsesanmeldelser, for mange forfattere ses også privat med avisernes litteraturanmeldere
12. marts 2009

Lad os fortsætte, hvor vi sluttede sidste gang, nemlig med spørgsmålet om privat og biografisk stof i litteraturen og de problemer, det giver os kritikere. Nogle gange laver vi nærmest akrobatiske krumspring, andre gange prøver vi at skrive, som vi plejer. Så er det kun de særligt vidende, der opdager en mærkelig spjætten i pennen.

Sidste torsdag anmeldte min kollega Kamilla Löfström for eksempel forfatteren Lone Hørslevs nye digtsamling Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, undertitel: 'Skilsmissedigte'. Hun lagde ud med at citere en sms, hun havde fået fra forfatterens eksmand Martin Glaz Serup, hvilket jo ikke er gængs praksis. I kommentarfeltet under netudgaven af Kamillas artikel brokkede en læser sig over denne sammenfiltring af privatliv og digtanmelderi; det var inhabilt. Hvortil en anden læser svarede: "Bekendelsesdigte avler bekendelsesanmeldelser."

Det er en vigtig sætning, den vender jeg tilbage til, men først i næste uge. Det hører nemlig også med, at Lone og Martin kender utroligt mange mennesker i det litterære miljø. Jeg kender dem, Lone og jeg har lavet tidsskrift sammen. Martin er på sin side en social dynamo med et enormt omdrejningstal: han taler med alle, alle taler med ham. Han er også venner med Mikkel Bruun Zangenberg, der anmeldte Lones bog i Politiken. Det gjorde Mikkel - ham kender jeg også, vi har været kolleger på universitetet - helt overstrømmende positivt over en hel sektionsforside i Politiken. Mikkel skrev blandt andet om det private stof i bogen. Det kunne have været et problem, mener han, men det er det ikke: "At digtene er så gode, som tilfældet er, redder dem fra én slags katastrofe og indlejrer dem i en ny og måske mere opløftende af slagsen; vi krummer tæer, men dirrer også lystent, ramt af ordenes slynge."

Skrifterotik

Det har Mikkel ret i, tror jeg. Imidlertid er der noget uheldigt ved billedet af den lystent dirrende mandlige anmelder. Jeg ved ikke om den slags tanker er normale er jo også en bog, hvor en køn og fraskilt digterinde skriver om sine sexfantasier. Og så har Mikkel endda noget imod netop dem, især når de retter sig mod andre litteraturformidlere. Til slut bliver han nemlig ret kritisk, men på en nærmest smålig måde: "Og spørgsmålet er tillige, om Hørslev ikke samtidig er noget for kalkuleret og strategisk, som når hun for eksempel indfletter et digt om at have en af Weekendavisens anmeldere som elsker (så er dén positive anmeldelse hjemme), eller idet hun også drømmer om at have sex med en unavngiven københavnsk kulturjournalist, der har interviewet hende (så er dén positive feature hjemme)?"

Her hjælper det at vide, at Mikkel og Lars Bukdahl - det er ham, det handler om; og jeg kender ham også - i flere år har haft et stadigt mere substansløst skænderi kørende. På sin side skriver Lars, der ellers ikke er bange for at vifte med ørene i sine anmeldelser, kun indirekte, nærmest uforståeligt om den famøse skrifterotik. Sådan slutter han sin anmeldelse: "Nå ja, jeg er også glad for det digt, hvor digteren fodrer mig, LB, med tang, for det gør hun jo nemlig ikke! Sprød itu-poesi."

Men ligesom Lars ikke nævner, at han optræder i en erotisk fantasi - men kun besværger, at der nogensinde er sket noget - så nævner Mikkel ikke, at han kender Lone og især Martin, og han nævner ikke Lars ved navn. Nogle ville kalde det fordækt. Spjættet i pennen ses i al fald kun af en vidende inderkreds.

Kulturjournalisten fra Mikkels citat er i øvrigt Informations egen Rasmus Bo Sørensen, ham kender jeg også. Hver gang man nævner Lones digtsamling for Rasmus Bo, så bliver han knaldrød i hovedet. Det griner vi meget af til redaktionsmøderne.

En ny æstetik

Den hidtil eneste rigtigt sure anmeldelse af Jeg ved ikke om den slags tanker er normale er skrevet af Nanna Goul i Berlingske Tidende, to stjerner. Nanna kender vist nok hverken Lone, eksmanden Martin eller kritikerne Mikkel og Lars. Til gengæld kender jeg hende, men kun meget perifert. Hun har engang gået på et af mine kurser på universitetet, sådan er verden så lille.

Sjovt nok er Nannas anmeldelse meget optaget af Lones liv. Det var kun et øjeblik siden, forfatteren talte om sin lykkelige familie i avisen, og nu bliver hun skilt! Hvad er det for noget, verden er af lave. Og så burde man vente med at skrive den slags, indtil "de implicerede følelser eller pågældende tekster har nået at dampe af." Ellers bliver resultatet for privat og ubearbejdet. Det er jo en konsekvent holdning. Jeg tror også, den er forkert, ikke i betydningen, at Lones bog nødvendigvis er god, men fordi en del af dens projekt er at udfordre vores normale sondring mellem privat og personlig. Måske er det æstetiske ærinde i en bog som Jeg ved ikke om den slags tanker er normale ikke så meget at pege på forfatteren som privatperson, men at gøre op med idéen om, at forfatteren nødvendigvis skal iklæde sig alment-subjektive gevandter for at skrive god litteratur. Måske føles det simpelthen uærligt.

Sådan tror jeg, det er. Jeg tror, der er tale om en ny æstetik, som man jo ikke kun finder hos Lone, men i overraskende mange andre værker, som er udkommet de seneste par måneder. Og som har været i fremvækst i dansk litteratur i over et årti. Dens nøgleord ville være ærlighed, åbenhed for verden og intensitet, dens modstander drømmen om at lade den enkelte tale på det alment menneskeliges vegne. Den fortjener et bedre svar fra kritikken, end den får for tiden, også selv om løsningen ikke bare er 'bekendelsesanmeldelser'. Det kommer næste uges klumme til at handle om, læs videre den 19. marts. Dér lover jeg også ikke at nævne, hvis jeg har mødt folk før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

1. Her kan alle vi uanmeldte altså hente en forklaring på situationen for vore digtsamlinger.

2. Men Arne Herløv Petersen kender jo gud og hvermand - hvorfor har så ingen anmeldt hans helt fantastiske digtkreds 'Epifatium' http://herlov.dk/epitafium.htm

3.Måske er situationen slet ikke ny. Måske mangler vi bare et overblik over situationen i fortiden. Der er 'Hærværk' men mon ikke meget andet?

Arne Herløv Petersen

Nej, jeg kender ikke gud og hvermand. Det gjorde jeg måske for 30-40 år siden, men jeg kender ikke Tue Andersen Nexø eller nogen af dem, han kender eller omtaler.
Mine bøger bliver ikke anmeldt i Information. Min trebindsroman Fjerne Mål på 1300 sider, der kom i 2006, blev anmeldt på hele forsiden af Politikens kultursektion, men ikke nævnt af Jyllands-Posten, Berlingske, Weekendavisen eller Information.
http://herlov.dk/fjern.htm

Per-Olof Johanssson

- ups - jeg mener ikke at Arne kender alle - - men alle anmelderne kender din eksistens og bør ikke kunne overse dine udgivelser....