Nogle kulturer eksisterer, uanset hvad det etablerede kulturfolk mener om dem f.eks. teenagekulturen. Teenagerne er skråt op ligeglade med de voksnes kulturbegreb. Det oplevede jeg forleden, da jeg så den amerikanske film, Twilight sammen med to teenagere og den enes mor. Twilight er en vampyrfilm om en helt almindelig teenager, som forelsker sig i en ung mand, der er ud af en fin, gammel vampyrfamilie.
Den konstellation synes på forhånd at have alle odds imod sig og at være lige så umulig som den med Romeo og Julie. Men fordi der er tale om sand kærlighed, formår den unge vampyrmand at styre sine lyster til at drikke menneskeblod, selv om familien ser ud til at slikke sig om munden, da de får præsenteret den nye kæreste.
Det morsomme er, at vampyrfamilien bor i et moderne parcelhus. Vampyrerne vil gerne integreres i det moderne samfund. Derved bliver det en historie om et ugleset mindretal på linje med mange andre af de mere etniske - eller som romaerne og rockerne for den sags skyld.
Filmen bygger på en bogserie, og der er flere skud i bøssen. Twilight er teenagekult i USA og mange andre lande. De to teenagere så den for anden gang, og før ugen var omme, havde de set den for tredje gang. De synes, den unge vampyrmand er noget af det mest lækre.
Irsk metode
Selvom Tove Ditlevsen var umådelig populær udtalte hun engang, at danskerne ikke ærer sine digtere. Hun må have ment det officielle Danmark. Det gør man noget ved i Holstebro, en af de kommuner som gør virkelig meget ud af kulturlivet. Mange gode kræfter blandt andet Odin Teatret og såmænd Danske Bank er gået sammen om en gang om måneden at invitere en digter til oplæsning og snak under devisen 'Poesi på en torsdag'. I morgen aften står Henrik Nordbrandt på plakaten. Sådanne arrangementer er der mange af i Danmark, men det nye er, at han bliver hentet på banegården under udfoldelse af stor opmærksomhed, ligesom han bliver rigeligt beværtet under sit ophold. Således at månedens digter virkelig kan føle sig - æret.
Et land, der ærer sine digtere, er Irland, hvor kunstnere under visse optagelsesbetingelser ikke skal betale skat af deres indkomst. Noget, kunstnere i andre lande, kun kan drømme om. Baggrunden er, at irerne har stor taknemmelighed over for store kunstnere som f.eks. James Joyce, der har sat Irland på verdenskortet, hedder det sig. I dag er der over 1000 kunstnere med skattefrihed. Udenlandske kunstnere som f.eks. den franske forfatter Michel Houllebecq og britiske Frederick Forsyth flyttede til Irland af samme grund, men langt de fleste har beskedne indtægter. Ide til Carina Christensen? Det er også en måde, hvorpå et land kan holde på sine kunstnere.
Larsson-arven
Den svenske presse har ikke taget alt for godt imod den nye film over Stieg Larssons roman, Mænd der hader kvinder, og kollegaen Jan Guillou har givet udtryk for, at Larssons bog er noget bras, og at han aldrig selv ville have udgivet den. Men han skal nu også altid gøre sig interessant. Alligevel vil filmen tæske flere penge hjem til arven, som anslås p.t. at være på 100 millioner kroner, som faderen og broren har sat sig på uden at ville unde Larssons efterladte samleverske gennem 30 år del i procenterne, blot fordi der ikke var papirer på samlivet. I en tv-udsendelse forleden traf vi så faderen Erland og broderen Joakim. Faderen virkede ikke på nogen måde sorgfuld, men snarere som en, der nød at have den magt, som de mange millioner gav ham, nød at være i centrum og at kunne chokere Sverige med sin kynisme. Broderen lå tydeligvis under for faderen. Det forlyder, at de har tilbudt kvinden, at hun kan få teaterrettighederne over de tre udgivne romaner. Hvor ædelt!
Som en af mine bekendte sagde, bekræfter de to mænd bogtitlen: Mænd der hader kvinder -
