"Det vigtigste for mig har været at gøre det tekniske niveau højere. Men det må ikke gå ud over at behandle eleverne som hele mennesker. Vi skal preparere eleverne til at lade deres egen motivation komme i spil - deres egen indre glød."
Sådan siger den 44-årige Niels Balle, der har været forstander for Det Kgl. Teaters Balletskole siden 2006. Han sidder i sit lyse kontor oppe under taget i balletskolen ved Stærekassen og bladrer stolt i sin næsten-færdige 'syllabus' - en pensumliste, der har været adskillige år undervejs med de trin, som eleverne skal kunne på de otte balletklassetrin.
"Her kan du læse, hvornår vi forbereder pigerne på at stå på tå, og hvornår de så faktisk får lov til at danse på tå," forklarer Niels Balle med et letforståeligt eksempel.
Han er vant til at kommunikere med forældre, som ikke kender noget som helst til ballet, men som altså har et barn, der har talent for at danse. Han mener dog ikke, at syllabus'en kan bruges til at forklare et par forældre, hvorfor deres barn ikke er dygtig nok til at fortsætte på skolen.
"Forældrene vil kunne sige: Jamen, vores barn kan da godt lave en piruette. Men vi vil så sige, at kvaliteten af den piruette ikke er god nok. Så denne syllabus er mest skrevet for vores egen skyld."
Niels Balle har gjort meget for at sætte ord på balletskolens mål og for at åbne balletskolen op for omverdenen. 'Balletgartneriet' tilbyder gratis balletintroduktion for 6-8-årige børn i januar. Og 'Store Balletskoledag', der oprindelig var et forsøgsinitiativ af balletlæreren Inge Jensen, er nu en etableret forårsevent, hvor balletskoler fra hele landet optræder på Gamle Scene.
"Men det tager lang tid at producere dansere fra provinsen. Og det kræver meget af de 13-årige dansere fra Holstebro og Odense, som vi inviterer til at bo på kostskolen på Kgs. Nytorv fra 7. klasse. Derfor håber vi os meget af vores nye 'blåstemplede skoler' i Hjørring, Århus og Sønderborg. Vi besøger dem flere gange om året, simpelthen for at få flere til at gå til optagelsesprøve."
Niels Balle er udmærket klar over af skolens eliteimage. Han konfronteres jævnligt med frasorteringsrygter, der forstærkes af, at der ikke findes en alternativ balletdanseruddannelse i Danmark på professionelt niveau. Det er især et problem for de 12-16-årige, der smides ud fra skolen, for de magter sjældent at rejse alene til dyre, udenlandske kostskoler. Men problemet gælder også børn i denne alder, der ikke tidligere har gået på Det Kgl. Teaters Balletskole. For selv om de officielt kan søge ind på balletskolen på dispensation, så er chancerne næsten lig nul. I år kom ingen gennem nåleøjet.
"Det er ikke alle børnene, der kan blive dansere på vores skole. Så for os er det vigtigt at minde alle om, at et eller flere år på balletskolen absolut ikke er spildte år," understreger Niels Balle.
"Børnene lærer så meget her, som de kan bruge senere. De lærer roen og selvdisciplinen. Og så lærer de at arbejde med det kreative i sig selv."
Fodstræk hos Kompagni B
En gruppe folkeskoledrenge vælter for første gang ind i en prøvesal på Det Kgl. Teater med deres hættetrøjer. De kommer direkte fra en 3. klasse på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, men nu skal de møde ballettens verden til en workshop hos det nyetablerede Kompagni B.
Værterne er 12-16-årige elever fra balletskolens 7.-9. klasse, og de er tydeligvis nervøse og glade over opgaven. De sætter børnene i små cirkler på gulvet og beder dem strække tæerne så meget, de kan. Deres nye elever ser lidt overraskede ud, men så tager B-danserne fat. De hiver simpelthen i børnenes fødder og trykker skuldre ned, og så kommer ungerne til at stå som dansere. Børnene smiler overraskede. Og Nørrebro-lærerne ser næsten forskrækkede ud, så stille er der i salen.
Senere hopper børnene hen over gulvet tre ad gangen, så hestehalerne flagrer hos pigerne, og hætterne hopper. Stod det til gæsterne, havde de fået lov til at blive i salen hele dagen. I stedet siges der farvel i en stor cirkel, hvor Kompagni B's teenagedrenge som i street dance kaster sig ind i midten med deres vildeste spring - og hvor pigerne drejer piruetter med vilde arme.
Kompagni B's leder, Ann Crosset, er lykkelig.
"I Kompagni B skal teenagerne selv bestemme, hvad de gerne vil vise til børnene i workshoppen. De skal være med til at bestemme, hvordan de vil styre kompagniet, og de skal lægge et repertoire og selv koreografere. Erfaringen fra kompagniet vil de kunne bruge deres arbejde fremover, uanset om det bliver som dansere eller pædagoger - eller som balletanmelder i Information," griner Ann Crosset.
Hun understreger kompagniets identitetsfølelse:
"Det kan godt være, at nogle af dem bliver smidt ud fra skolen efter 9. klasse. Men så har de været med i Kompagni B!"
Åbenhed i hofterne
Lyserødt er i høj kurs blandt pigerne til optagelsesprøven. Men det er drengene i sejt sort, der først bliver kaldt ind af tålmodige tilsynsførende, der når at lære deres navne på vejen op ad trapperne. Børnene skal sætte sig på en træningsmåtte hver og lade sig undersøge. For er rygraden lige? Kan fødderne strække?
Drengene forsøger at være tålmodige, ikke mindst når de voksne tjekker det allervigtigste og underligste: Tourneringen. Altså åbenheden i hofterne - det, der afgør, om barnets ben kan komme til at dreje udad på ballettens ekstreme måde uden at få for mange skader.
Det var danseren Ulla Skow, der fik denne målemetode indført ved balletskolen i 1980, efter hun som den første ved skolen havde gennemgået en egentlig balletpædagoguddannelse i Canada.
Metoden er yderst håndfast: Barnet lægges på maven, hofterne fikseres på gulvet med en høflig hånd på den ene balde, og så løftes det ene underben op i afslappet tilstand. Hvis det bøjede ben lægger sig ubesværet oven på det andet knæ, er hofterne åbne ... Men det kræver håndelag. Den garvede ortopædkirurg, Eilif Larsen, er yppersteeksperten. Han har mødt alskens knæer og storetæer gennem årene, og han ved, hvad der kan trænes op - og hvad der nok ikke kan.
Ude på gulvet skal børnene gå rundt i takt til musik. Udstrålingen betyder alt, sodavandsdellerne mindre. Som en lærer udtrykker det:
"Fedt kan du træne væk. Men du kan ikke træne en tournering frem."
De store børn er de mest forlegne, for de ved, hvor meget, der er på spil. De forsøger at tolke hvert eneste øjekast fra de voksne. Ikke mindst fra balletmester Nikolaj Hübbe, som ellers lader Niels Balle og lærerne fra skolen vurdere først.
En ni-årig pige kæmper med tårerne. Det er anden gang, hun søger ind. Men hendes hofter får åbenbart ikke det afgørende nik. Yndig og langlemmet er hun ellers. Og så må også hun forlade salen med et desværre-brev i hånden.
Gadedrengehop
Efter optagelsesprøven har 16 drenge og 40 piger fået det attråværdige ja-brev og går videre på forkursus i tre uger. Men efter første uge er der kun 10 drenge og 20 piger tilbage.
Drengene bliver undervist af Henning Albrechtsen, der taler billedsprog, så knægtene kan være med.
De sidder ned på gulvet og strækker benene ud.
"Hvis der var rød maling på ydersiden af lilletæerne, så ville der være to røde striber lige nu," siger Albrechtsen. Og straks efter er der gadedrengehop til brutale pianistakkorder.
Senere træder pigerne hen over gulvet én og én.
"I skal forestille jer, at I har en krone på hovedet," smiler læreren Anne Lise Sørensen - og straks ligner den forreste, mørkhårede skønhed en spansk dronning.
Det er ikke, fordi disse udvalgte piger har ekstremt lange muskler og lange ben. De ligner egentlig flertallet af os danskere: Lange kroppe og korte ben. Nogle af dem fanger øjnene, når de strækker fødderne perfekt ved barren - andre, når de bevæger sig hen over gulvet med vildskab eller ynde eller kækt blik. Kønne er de allesammen, men meget forskellige.
Der er vist ingen risiko for Bolsjoj-tilstande med ensartet højde og mål ved Den Kgl. Ballet om ti år.
"Prøv at lade som om, at I danser i Svanesøen," siger læreren Henriette Muus og slipper pigerne fri.
Og pludselig forvandler de sig til drømmefugle med blafrevinger og flyveben. Fremtidens koreografer er her måske også.
På balletskoleforstanderens kontor er det balletskolens fremtidsmål, der er passionen.
Alsidighed og lange linjer
"Vi skal holde vores fokus," forklarer Niels Balle, der fortsat ligner én, der kan dreje uhyggeligt mange piruetter.
"Vi skal ikke skifte retning for meget. Balletmestrene kan skifte retning for kompagniet gennem repertoiret. Men det er vigtigt, at vi holder standarden som skole. Mit mål er desuden at kunne skabe brede årgange, også for de ældre klasser. Jeg er selv ud af en bred årgang. Og bredde skaber også elite."
- Hvor mange 16-årige vil du gerne færdiguddanne hvert år?
"Helst en fire-fem stykker. Men talentmassen er meget forskellig fra år til år."
- Hvorfor ændrer I ikke skolen til et egentligt akademi, så danserne kan blive færdiguddannede hos jer som 16-årige - og så derfra søge om optagelse som aspiranter ved Den Kgl. Ballet eller et andet kompagni?
"Det vil jeg heller ikke afvise, at vi gør. Men idéen om et akademi kræver et stort forarbejde. Det kan ikke nytte noget, at vi uddanner dansere, der ikke reelt vil kunne få arbejde andre steder end ved Den Kgl. Ballet. Hvis vi skal lave et akademi, skal det være for at skabe dansere, der alle sammen er på internationalt niveau."
- Hvordan ser din idealdanser ud?
"Det er selvfølgelig en danser med lange lemmer ... En alsidig kunstner med lange, flotte linjer. En danser, der er fysisk stærk, og som kan springe."
Og så tilføjer han med blink i øjet:
"Og en danser, som har gode lægge til de små, hurtige spring i Bournonville-balletterne."
AMC@INFORMATION.DK
Se flere billeder fra optagelses-prøven her: http://-www.information.dk/186339
