Læsetid 5 min.

Imod naturen

For nylig kom den første seriøse biografi om forfatteren Flannery O'Connor, som også optræder i et andet nyt, fyndigt værk, der gennemgår 350 års litteratur skrevet af kvindelige amerikanske forfattere, og som har afledt spørgsmålet: Hvorfor kan kvinder ikke skrive 'Den Store Amerikanske Roman'?
For nylig kom den første seriøse biografi om forfatteren Flannery O'Connor, som også optræder i et andet nyt, fyndigt værk, der gennemgår 350 års litteratur skrevet af kvindelige amerikanske forfattere, og som har afledt spørgsmålet: Hvorfor kan kvinder ikke skrive 'Den Store Amerikanske Roman'?
12. marts 2009

Flannery O'Connor modsætter sig biografisk behandling. Hun døde af lupus (en tuberkuløs hudsygdom, der rammer væv, fortrinsvis hud, led, nyrer, slimhinder og nervesystem, red.) i 1964, kun 39 år gammel, og bortset fra hendes skriveri skete der ikke meget i hendes liv.

Hun er født og opvokset i Georgia og rejste i slutningen af 1940'erne nordpå for at begynde på Iowa Writers' Workshop, men sygdommen tvang hende få år senere til at rejse hjem igen, og hun tilbragte dermed hovedparten af sit voksenliv på familiegården i Milledgeville med sin kværulantiske mor. Her gik hun i kirke, skrev og tog sig af sine berømte påfugle.

"Med hensyn til biografier," har hun selv engang sagt, "vil der ikke komme nogen om mig af den simple grund, at et liv brugt mellem huset og hønsegården ikke bliver til særlig interessant læsning."

Men dér tog hun altså fejl, selv om det dog tog 45 år før det, New York Times kalder den første "seriøse" biografi om hende, skulle udkomme, Flannery: A Life of Flannery O'Connor af Brad Gooch (i 2002 kom biografien Flannery O'Connor: A Life af Jean W. Cash, men til en noget lunken modtagelse).

Trods sin stille livsførelse er der da også meget, der taler for, at O'Connor selv var alt andet end normal. Gooch indleder sin bog med at fortælle, hvordan forfatteren som fem-årig lærer en høne at gå baglæns og dermed tiltrækker sig opmærksomhed fra et firma i New York, der laver opløftende ugerevyer for depressionstidens publikum.

Firmaet sender et filmhold syd på for at forevige den lille pige og hendes usædvanlige høne, men som Gooch beskriver, forløb optagelsen ikke uden problemer.

En kameramand ventede i flere timer for at se hønen gå baglæns, men den krattede bare i jorden og ignorerede al opmærksomheden, mens O'Connor så på. Men "endelig ud på eftermiddagen, begyndte hønen at røre på sig," skriver Gooch.

"O'Connor, en født mimiker, hoppede om på siden af den og begyndte at gå baglæns sammen med den. Kameramanden stak hovedet under sit tæppe. Få sekunder senere ramte hønen en busk og satte sig meget pludseligt ned."

Ugerevyfirmaet havde dog fået nok materiale til at lave et klip på et minut og 27 sekunder med titlen "Unik kylling slår bak".

En god kvinde

"Som hønen, der døde kort efter," skriver Janet Maslin i New York Times, "var O'Connor en amerikansk original: en from katolik født i det protestantiske Syden."

Men hun var selvfølgelig også meget mere end det. I netmagasinet Salon skriver kritikeren Allen Barra:

"Har nogen anden amerikansk forfatter fra det 20. århundrede med et så begrænset værk (...) haft en så enorm indflydelse på amerikansk litteratur?"

O'Connors færdiggjorte værk består således af to romaner Wise Blood (1952) og The Violent Bear It Away (1960) samt to novellesamlinger A Good Man Is Hard to Find (1955) og Everything That Rises Must Converge (1965), hvor sidstnævnte udkom tre måneder efter hendes død.

Men som Gooch skriver har hun alligevel, til og med 2008, været emnet for 195 doktordisputatser og 70 studier - hver af samme omfang som en bog. Anmeldelserne af Goochs bog har generelt været positive, og i Salon er Allen Barra også først og fremmest begejstret, men han har også nogle kritikpunkter.

Han savner blandt andet en uddybning af O'Connors forbindelse til irske digtere som Joyce og Yeats, hvis navne hun ofte nævner i sine noveller, og særligt savner han en nærmere behandling af forfatterens forhold til andre sydstatsforfattere.

Gooch skriver, at hun holdt en "respektfuld afstand til mesteren": "Jeg holder mig fra Faulkner, så min egen lille båd ikke overskylles," har hun fortalt, men derudover havde hun ikke megen respekt for sine samtidige.

Hun hånede To Kill a Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl) som "en vidunderlig børnebog" og afskyede de homoseksuelle undertoner hos Tennessee Williams og Truman Capote, der begge gjorde hende "direkte syg".

Også i Chicago Tribune er der roser til O'Connor, men igen med et væsentligt forbehold:

"Gooch er en god litteraturkritiker, men han klarer aldrig at udrede det, for denne læser, mest fascinerende aspekt ved O'Connors kunst. Igen og igen afsluttede hun sine historier på foruroligende, ofte voldelige måder. O'Connor ville knytte religiøs mening til disse slutninger, enten i historien selv eller i senere kommentarer til og breve om den. For eksempel i novellen A Good Man Is Hard to Find, hvor bedstemoderen, et sludrechatol fuld af banaliteter og gammelstædig visdom, bliver dræbt sammen med sin søn, svigerdatter og børnebørn af en undveget fange kendt som The Misfit. Som katolsk forfatter så O'Connor situationen som et eksempel på nåde, der stiger ned gennem bedstemoderen og berører The Misfit. Men efter han har dræbt hende, kommer The Misfit alligevel med følgende betragtning: 'Hun ville have været en god kvinde... hvis der havde været en til at skyde hende hvert eneste minut af hendes liv'".

Portræt af en søkaptajn

O'Connor har selvfølgelig også sin plads i Elaine Showalters A Jury of Her Peers: American Women Writers From Anne Bradstreet to Annie Proulx.

Bogen, der bliver markedsført som "det første omfattende historiske værk om amerikanske kvindelige forfattere fra 1650 til 2000" udkom omtrent en uge efter Flannery og til samme store opmærksomhed fra pressen. I Slate Magazine skriver Katha Pollitt:

"Mange kvinder har klaget over, at fiktion skrevet af kvinder er undervurderet, fordi vi undervurderer det indre og det personlige i forhold til store mandige emner som krig og hvalfangst. Det er en vigtig pointe, men jeg tror, der er noget dybereliggende på færde. Faktisk er der mænd, som skriver om intime følelser, og kvinder, der tager fat på store offentlige emner. Men mere forskellige end bøgerne selv er den kønsoptik, vi læser dem i. Der er ingen, der siger, at Henry James er en mindre ambitiøs forfatter, fordi han skrev The Portrait of a Lady og ikke The Portrait of a Sea Captain."

I sin anmeldelse i Salon skriver Laura Miller under titlen "Hvorfor kan kvinder ikke skrive Den Store Amerikanske Roman?" ligeledes, at kun en mand forventes at kunne skrive den, og hun mener at kunne understøtte tesen ud fra indsigterne i Showalters bog.

"Svaret på den amerikanske søgen mod originalitet," skriver Showalter, "synes at ligge i poet-heltens ankomst, et geni, der via guddommelig inspiration ville skabe udødelige værker og en kunst svarende til nationens enorme størrelse og omfanget af dens drømme".

Kun sådan en Proteusagtig figur kunne opsummere hele nationen i et enkelt værk. Dette ledte til fantasien om 'Den Store Amerikanske Roman'," skriver Miller og slutter så argumentet:

"Men hvis hårdfør individualisme var den amerikanske mands hellige kald, så blev madlavning, husholdning og opfostringen af hans børn nødvendigvis den amerikanske kvindes hellige forordning; selve nationens sjæl afhang af det! Hovedparten af de kvindelige forfattere, hvis liv Showalter optegner, kæmpede med den nagende følelse af, at de gik imod naturen såvel som nationen, når de forfulgte det, der retfærdigvis var en mands arbejde. Hun påviser den vedholdende tilbagevenden af billeder af vanskabninger og bastarder i de amerikanske kvinders poesi og fiktion og en smag for det groteske og det 'gotiske' hos forfattere som Shirley Jackson og Flannery O'Connor."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

"Hvorfor kan kvinder ikke skrive 'Den Store Amerikanske Roman'?"

------------------

Måske af nøjagtig samme grund som at kvinder ka' ha' svært ved at benytte bodegaens pisrende ????