Katedralskoler er meget gamle skoler med en særlig historie og mange traditioner.
Nils Malmros har optaget sin nye film, Kærestesorger, på Viborg Katedralskole, et kunstgreb for at få ny inspiration, for i virkeligheden handler den ligesom filmen Kundskabens træ om hans egen skoletid på Aarhus Katedralskole.
Den første film handlede om mellemskolen, den nye om gymnasietiden med dens første indviklede forelskelser.
- Husker du din egen gymnasietid som lykkelig?
"Ja, den var lykkelig, og jeg husker den som en kolossalt aktiv tid, men også som en tid med en konstant og vibrerende usikkerhed. Man havde en følelse af, at man kunne blive afsløret i sit bluff, som var, at man forsøgte at give indtryk af, at man var mere, end man var. Jeg husker den som en bevægende tid, og selv den ulykkelige forelskelse husker jeg med veneration."
- Jeg havde helst været min foruden!
"Det mener du ikke, vel?"
- Nej!
"Man er jo først rigtig forelsket, når man er ulykkeligt forelsket. I filmen handler det om, at først når man har kvajet sig og er blevet brændt af, opdager man, hvor store følelserne var. Meget firkantet morale: Den, der går gennem livet uden en ulykkelig forelskelse, er gået fattig gennem livet. Det har du skrevet en hel bog om, ikke?"
- Jo, og den hedder næsten det samme som din film.
"Jeg har sat mine sorger i flertal. Ellers ville jeg have et problem med titlen, men jeg tænkte nok, jeg kunne finde genlyd hos dig."
Snobbeskole
- Dine film om skoletiden rammer noget i mange mennesker, men var der noget særligt ved katedralskolen i Århus?
"Det, der var specielt, var, at der altid var plads til endnu et professorbarn nederst i klassen. Det var borgerskabets børn, der gik der."
- Den blev jo også regnet for en snobbeskole, ikke?
"Det var den da, men jeg synes ikke, at vi som elever var snobbede. Min bedste ven var søn af en hospitalsmedhjælper. Havde man gå-på-mod, blev man ikke holdt udenfor, selv om man kom langt ude fra landet."
- I Aage Bertelsen havde vi en rektor med et stort engagement i verdens problemer. Betød han noget for dig?
"Ja, for han betød noget for skolen, og han var en karismatisk skikkelse som kendte samtlige elever og var opmærksom på hver enkelt. På trods af, at han gerne ville forme os, så var det jo altid dem, der var mest i opposition, som han havde mest sympati for."
- Han var også optaget af Gandhis ikke-voldspolitik, jødernes skæbne under Besættelsen og atommarcherne. Husker du, at eleverne klagede over, at han politiserede?
"Nej, men jeg kan huske, at han havde dette budskab til os: 'Din første tanke, når du vågner skal være atom!' Og at han stiftede sit eget parti, Fredspolitisk Folkeparti. Det var lige ved at gå godt, men så var der en eller anden tåbe af en proselyt, som i tv spurgte en konservativ minister, tror jeg, om, hvem han troede, Jesus ville stemme på. Ministeren svarede meget værdigt: 'Jeg tror, han ville stemme på Det Konservative Folkeparti'. Meget flot sagt, og Bertelsen var rystet over, at en proselyt kunne spørge så tåbeligt. Det væltede partiet - som jeg mindes det."
Skolen brænder
- Hvilke lærere betød noget særligt for dig?
"Flere, men jeg kan eksempelvis nævne Henrik Schiøtz som var musikuddannet, men som alligevel fik lov at være dansklærer i en mellemskoleklasse. Han skulle så læse alt stoffet, og derfor var han utroligt inspireret og inspirerende. Han kom en dag og sagde: Der er kun ét stilemne: Skolen brænder. Værsågod!"
- Kan du huske, hvad du skrev?
"Jeg skrev min første novelle - om en dreng, der føler sig ugleset i klassen og til sidst sætter ild på skolen. Da kammeraterne bagefter står og kigger på tomten, siger han: 'Det var for resten mig, der satte ild på skolen! Men det var der ingen, der hørte,' lyder slutordene. Det var lige, hvad Schiøtz havde drømt om, og jeg fik ug. Skrev man derimod en almindelig stil om f.eks. skibsfartens betydning for Danmark, fik man mg-minus."
- Der var en klangbund?
"Ja, og så vil jeg også nævne sanglæreren, Per Cortes, som satte Tiggeroperaen og Acis og Galathea op med eleverne. Jeg havde nogle færdigheder med tegning og håndværk, så jeg blev udnævnt til chef for dekorationerne. Cortes var vigtig, og så var der Boye, en spøjs lærer, som faktisk betød meget for mig, selvom han i min film bliver en smule latterliggjort. Vi havde en studiekreds hjemme hos ham privat. Han var religiøs, og det blev værre og værre, men for unge sjæle satte det gang i diskussionerne."
- Det var vel karakteristisk, at mange af lærerne var engageret i et eller andet uden for skoletiden?
"Absolut. Anton Boesen var formand for Århus Kunstforening, og Aage Flatau havde en danseskole. Og så var der Erik Bernstorff, som var meget engageret i verdens store spørgsmål. Han havde gjort hele Italien-felttoget med på tysk side."
- Det vidste jeg ikke.
"Nej, for han snakkede aldrig om det, men han havde grufulde erindringer."
Bjørnvigs børn
- Du var god til håndbold, men var du overhovedet interesseret i kultur? Jeg så dig aldrig i gymnasie-foreningen Hejmdal, hvor vi bl.a. dyrkede poesi.
"Jeg gjorde mig ikke så bemærket, og poesien var sort snak for mig, men faktisk blev jeg formand i 3. g., året efter, at du var gået ud af skolen."
- Digte spillede en stor rolle på den højborgerlige skole. Hvorfor mon? Det var lidt lige som Døde Poeters Klub, men på en anden måde.
"Det var ikke for ingenting, at Thorkild Bjørnvig havde gået der. Vi var børn af ham. En elev som Christian Braad-Thomsen følte sig voldsomt kaldet af Bjørnvig."
- Hvad husker du fra din formandstid?
"Vi arrangerede en masse foredrag og en litterær lejrskole, hvor Jørgen Gustava Brandt og Tanja Ørum var med. Johannes Sløk instruerede Caligula, og jeg lavede skuespil. En fantastisk oplevelse. Nu er Hejmdal mest en forening for festarrangementer. Ligesom Minerva i Viborg."
- Hvad har du oplevet ved studenterjubilæerne?
"At det er fantastisk, når man mødes efter fem eller 10 år. Ens kammerater er blevet noget andet, end man egentlig troede. Den lille forsagte er blevet rapkæftet og kommer i egen flyvemaskine, osv. Ved de næste jubilæer, ved vi det godt, og overraskelsen bliver mindre med årene, bortset fra at nogle ændrer udseende, så man ikke kan kende dem."
- Jeg synes også, man oplever, at alle husker tingene forskelligt -
"Ja. Men jeg husker dem rigtigt!"
To kærester
- I din film er der en af forældrene, en landsdommer, der pludselig får en mani med Shakespeare, gør sig til grin på skolen og bliver indlagt på den lukkede afdeling. I min skoletid troede jeg, at når man havde ægteskab og uddannelse på plads, kørte alt på skinner gennem voksenlivet. Var du dig bevidst, at der var store dramaer?
"Fuldstændig! Dommerhistorien er autentisk, men fandt sted lige efter gymnasietiden. Jeg tillader mig at presse noget af det i tiden lige efter ind i filmen. F.eks., havde jeg først min seksuelle debut lige efter, og det tror jeg gjaldt for de fleste i årgangen."
- Hvordan er din egen historie?
"Det er den, som tegnes af karakteren Jonas, der er kæreste med pigen Agnete."
- Er det en rigtig udlægning, at det er en blanding af svære vilkår, tilfældigheder og uvidenhed om menneskelige reaktioner, der former de unge som mennesker og også former deres kærlighed?
"Ja, det er da tilfældigt, hvem man går i klasse med, og at man brænder sammen der og der. Det klassiske er, at man prøver at presse noget, som ikke er der, ind i et forhold. Så stiger man af, eller pigen slår gudskelov selv op."
- Agnete har to kærester, hvad ligger der i det?
"Hvis Jonas havde holdt fast ved Agnete, var det blevet et konventionelt forhold og dræbende kedsommeligt for dem begge. Så gør han det forbi og er lettet, men hun er ulykkelig. Så kommer Toke ind i billedet, og Jonas kommer tilbage, og så har hun problemet med den gamle og den nye kærlighed. I starten af filmen er hun den lille pige, rundhovedet og fladbarmet, men inden vi er færdige, er hun blevet kvinde."
- Hvad handler det om, at Jonas først for alvor bliver interesseret i hende, da hun har fået en anden?
"Forfængelighed!"
- Ikke rigtig kærlighed?
"Nej, og i samme øjeblik han har vundet hende tilbage, fortryder han, hvilket, håber jeg, giver en god latter i biografen."
Kontrakten
- Er du egentlig nogensinde kommet ud af skolen?
"Nej, det er jeg ikke, og det er ikke udtryk for eskapisme. Jeg slæber hele tiden min fortid med mig, og det troede jeg faktisk, at alle gjorde, men efter at have lavet Kundskabens træ overraskede det mig, at alle syntes at have fortrængt intrigerne og alt det, der skete dengang. Men de kunne godt se det, når jeg genskabte det. Nej, jeg er ikke kommet ud af skolen og har fortsat kontakt med den, og lærere fra dengang kommer til mine premierer. Men jeg har ikke tænkt mig at lave flere film om skoletiden. Jeg har slet ingen planer. I øvrigt oplever jeg, at virkeligheden er så utrolig symbolsk, at jeg hele tiden må dæmpe den for at gøre den troværdig. Jeg må omvendt heller ikke gøre tingene mere dramatiske, end de var i virkeligheden. Jeg føler, at jeg har en eller anden kontrakt med publikum: At der skal være dækning for det, jeg fortæller."
