BAGDAD - Salam al-Dosaki, en kurdisk journalist fra lokalavisen ad-Hadbah blev det seneste nummer i en trist statistik, da en politimand i den voldshærgede nordirakiske provinsby Mosul en dag i starten af februar opsøgte ham i hans hjem. Efter en kort diskussion trak den arabiske politimand sin pistol og skød journalisten to gange i hovedet og kunne dermed føje 2009's første myrdede journalist til en lang række af mediefolk, der siden 2003 er blevet slået i ihjel i den irakiske konflikt.
Mens volden generelt er faldet drastisk i Irak, er landet stadigvæk suverænt det farligste land i verden at arbejde i for journalister - men presset har ændret sig. Fra først og fremmest at være truet af oprørere og militser, er presset i stigende grad begyndt at komme fra regeringen og andre offentlige myndigheder - som for eksempel politiet.
15 journalister døde i Irak sidste år - mere end dobbelt så mange som i Pakistan, der sidste år var nummer to på listen over dræbte reportere, som organisationen Journalister Uden Grænser jævnligt opdaterer. Det bragte det samlede antal kendte drab på mediefolk under Irak-konflikten op på over 220 ifølge nogle optællinger - og langt flere ifølge andre - mens over 90 journalister er blevet kidnappet.
"Irak har ændret grundreglerne for journalister i krisezoner," siger lederen af Reportiers Sans Frontier - Journalister Uden Grænser, Jean-Francois Julliard.
"Over 220 er blevet dræbt, hvilket er flere end under Vitenamkrigen og sandsynligvis det største antal dræbte journalister under en konflikt siden Anden Verdenskrig, og de fleste af de drab har ikke været tilfældige, men målrettede aktioner," konstaterer han.
"Konflikten har betydet, at journalister bliver betragtet som legale mål - som aktører eller spioner; ikke bare i Irak, men f.eks. også i Gaza, Afghanistan og andre steder, hvor vi også har set antallet af kidnapninger eksplodere."
Flere trusler
Umiddelbart burde den øgede sikkerhed være positiv for journalisterne, men det er kun til dels sandt.
"På mange punkter er sikkerheden også bedre for journalister, end den var i 2006 og 2007, fordi militserne er blevet svagere, men bagsiden af medaljen er, at presset fra myndighederne bliver større. Den øgede sikkerhed betyder, at regeringen har mere overskud til at forfølge journalister og prøve at kontrollere medierne. Der bliver uddrevet decideret censur. Man kan sige, at presset på medierne stadig er der og faktisk bliver intensificeret. Nu er det bare staten, der gør det i stedet," siger Ammar Shabadegh fra organisationen Institute for War and Peace Reporting, der både overvåger og træner irakiske myndigheder. En observation RSF bekræfter:
"Vi ser et stærkt forøget antal trusler og arrestationer af journalister af de irakiske myndigheder, sådan at regeringen faktisk i dag udgør den største trussel for uafhængige journalister, forklarer Jean-Francois Julliard med baggrund i blandt andet en lang række tilsyneladende tilfældige arrestationer af journalister og kamerafolk, der efter at have været fængslet i uger og måneder er blevet løsladt uden sigtelser eller forklaringer.
Det er hovedsageligt den irakiske regering, der står bag, men organisationerne har også registreret en række tilfælde, hvor de amerikanske styrker har fængslet eller chikaneret kritiske reportere over længere tid.
Et broget billede
Alt i alt er billedet af den nye journalistiske frihed mere broget end det, den ind imellem bliver fremstillet som.
"Man kan sige, at det var nemmere under Saddam, og der var mere sikkerhed, men til gengæld ingen frihed, i dag er der mere frihed, men mindre sikkerhed," konstaterer journalisten Ahmed Dheyab nøgternt en eftermiddag i Bagdads Grønne Zone.
"Der er mere frihed, men det betyder ikke nødvendigvis, at standarden er blevet speciel høj, for mange journalister bliver enten truet eller bestukket til reelt at arbejde direkte for politiske partier eller grupper," forklarer Ahmed Dheyab, der driver Western News Agency, der producerer artikler til deres egen avis og tv og radio til forskellige irakiske medier - primært fra det centrale og vestlige Irak.
"Jeg har ofte oplevet at få et opkald, hvor en person fra enten en milits eller et ministerium har sagt, at jeg skulle holde op med at skrive om et bestemt emne, ellers ville det få konsekvenser, og jeg har en liste med gode venner, der er blevet dræbt eller såret, mens de arbejdede som journalister. Jeg har f.eks. en ansat i bureauet, som stadig lider af sår, han fik, da en kvindelig selvmordsbomber sprang sig selv i luften ved den kø, der leder ind til den del af Den Grønne Zone, hvor journalister akreditteres, og hvor de officielle pressemøder holdes," fortæller han.
"Jeg har prøvet at blive ringet op af al Qaeda-folk og få at vide, at de ville hugge mit hoved af, hvis jeg ikke holdt op med at skrive om et bestemt emne, og jeg har prøvet at blive stoppet af Mehdi-militsen ved en vejspærring (Moqtada al-Sadrs væbnede arm), hvor de vidste, hvem jeg var og sagde, at det stoppede her. Dengang kom politiet tilfældigt forbi, så der skete intet, men jeg har mange bekendte, der enten ikke har været så heldige eller er bukket under for presset og har skrevet, hvad de ville have," siger han.
På rette spor
Interviewet foregår i det pressecenter, som kontrolleres af koalitionsmyndighederne i samarbejde med de irakiske myndigheder, bag tykke eksplosionssikrede betonmure og lige ved siden af den massive betonkasse, der udgør det irakiske parlament.
Netop journalisterne er nogen af dem, der for alvor har været fanget mellem Iraks officielle myndigheder og dem, der reelt har regeret ude på gaderne. På den ene side har de ofte været nødt til at samarbejde med besættelsesmyndighederne for at kunne arbejde, og på den anden side kan det samarbejde hurtigt få dem dræbt, når de er ude af den sikre Grønne Zones mærkelige zone af permanent fastfrosset undtagelsestilstand.
"Noget af det, folk særligt bliver forfulgt for, er netop samarbejde med amerikanerne," siger han og viser det presseskilt frem, der giver adgang til Den Grønne Zone og andre offentlige instanser.
"Med undtagelse af enkelte hotspots, hvor man skal være forsigtig, kommer vi over hele Irak. Men et skilt som dette, der kan forbinde dig med amerikanerne, kan på de forkerte steder stadig få dig slået ihjel," siger han.
Det er dog først og fremmest de irakiske myndigheder, medierne har problemer med i dag, bekræfter Ahmed Dheyab.
"Det kan være farligt at skrive sandheden. Jeg har flere gange prøvet at blive truet af regeringsfolk. På et tidspunkt skrev jeg en historie om, hvor korrupt et medlem af regeringens Antikorruptionskomite reelt var, og efterfølgende blev jeg ringet op af embedsmænd, som bad mig om at stoppe og både truede og tilbød mig penge. Da jeg afviste dem, sagde de, at jeg ville blive arresteret. Den slags kommer man med jævne mellemrum ud for. Men for mig beviser det bare, at man har fat i noget, og at det er vigtigt, at vi fortsætter. Det er jo derfor, vi er journalister," konstaterer han.
