Læsetid: 2 min.

Kat

Mange har god brug for disse domesticerede gidsler fra den menneskefremmede verden, for hundens trofasthed og tålmodige forventninger, de afstiver ens betydning, kanaliserer et emotionelt behov eller en magtlyst
4. marts 2009

Jeg kommer hos en familie med to norske skovkatte. De er enorme af pels og hale. Måske er der ikke så meget krop indenunder. Lynhurtige kan de være, men behager sig gerne i indolent adstadighed, nedlader sig ikke til kælenskab med gæsten og udtrykker dermed en principiel fremmedhed, i modsætning til hunde med deres dresserede smisken og denaturerede hundskhed. Katte gider sjældent give lyd fra sig, mens hundene har forskellige specialer i støjende opkæftethed.

Mange har god brug for disse domesticerede gidsler fra den menneskefremmede verden, for hundens trofasthed og tålmodige forventninger, de afstiver ens betydning, kanaliserer et emotionelt behov eller en magtlyst. Man kan have brug for kattens demonstrative selvstændighed og elegance, dette at den ikke blotter sig og alene med blikket fastslår sin integritet. Derfor er katten også foretrukken i poesiens verden frem for hunden, som ikke bare er folkelig, men alt for let tolkelig. Om blikket siger den brasilianske lyriker Ivan Junqueira:

Pupillen er en stjerne
så klar, så urørlig,
den stirrer mod det fjerne,
mod tomhedens kerne,
så ubønhørlig.

Mungojerry

Et dyr stædig vendt mod ukendte dimensioner. Han har i sit fint rimede digt ’Kat’ (samlingen Griffen, da. 1994) endda også erfaring med dens lyd, idet dens stemme kan ulme svagt i brystet, men pludselig svulme, bristende bulme som tordenbrag!
Men mest bruges katten som metafor for det farligt ukendte og interessante, f.eks. i kvinden set med mandens øjne. Sådan i Baudelaires mere berømte digt ’Le chat’, ligeledes i Peter Poulsens oversættelse (Helvedsblomsterne, da. 1997). Atter er det øjnene:

Gem dine kløer i poten og kom
I min favn, du dejlige kat.
Og lad mig dykke i øjnene, som
Er gjort af metal og agat.

At det er elskerinden Jeanne Duval, skøn og mulatbrun, han gennem gidslet taler til, er klart nok. Og mens han lader fingrene glide hen over kattens rygrad og spindende sider

Ser jeg min elskede for mig.
Som dit
Er blikket, hun sender mig,
kære:
Spidst som en syl og hård som
granit,
Isnende er hendes sfære.

På den måde har manden intensivt brug for husdyr af den ene og den anden slags. Mere gemytlige, men også dramatiske har de huseret hos T.S. Eliot i hans Old Possum’s Book of Practical Cats, der endda blev anset for så praktiske, at de kunne optræde i Lloyd Webbers musical Cats.

Bogen udfolder en hel typologi, og de bærer så foruroligende navne som Rumpleteazer og Mungojerry eller er mystiske som Macavity, der kan gå i luften. De overlever i almindelighed også med lethed dybe fald og anslag.

Gennem rummet gik da familiens løvefarvede skovkat med vajende hale, satte sit sylespidse og granithårde, men i øvrigt ligegyldige blik i mig, nærmede sig min indladende hånd, snusede, men passerede og gned i stedet dovent sin kind mod et nærtstående stoleben som en art gestus. Skulle ikke have fingre over rygrad eller spindende sider. Tilhørende sin egen verden, lejlighedsvis gæst hos mennesker.

kultur@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu