Læsetid: 4 min.

Hvad kommer en kritikerfejde læserne ved?

En litterær fejde udspiller sig i disse dage mellem Politikens Mikkel Bruun Zangenberg og Weekendavisens Lars Bukdahl. Den handler lidt om litterær kritik og en del om nid og nag
12. marts 2009

Den begynder helt normalt, Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af digteren Øyvind Rimbereids Herbarium i lørdagens udgave af Politiken. Først lidt om digteren og så lidt om værket, indtil Zangenberg to tredjedele nede i teksten pludselig kaster sig ud i et retorisk overfald på sin anmelderkollega fra Weekendavisen, Lars Bukdahl. Denne har anmeldt samme norske poet på internetsiden Litlive.dk og er i lighed med Zangenberg kun delvist begejstret. Det er det, der er problemet.

"Så kan man næsten ikke andet end få lyst til at hylde samme Rimbereid, selv om det bedste selvfølgelig er at slalome uden om blålyset Bukdahls mange manøvrer og se uhildet på teksten selv," skriver Zangenberg, der fortsætter med at udnævne Bukdahl til en "skingert højtråbende reklameagent", der "fedter" for dem, han anmelder, og hvis "vanlige vræl" er sovset ind i "nationalprovinsialisme".

Lars Bukdahl har taget til genmæle på sin blog, hvor han direkte henvendt til Zangenberg skriver: "Kære uven, hvis du bliver ved med at håne mig, skal jeg nok blive ved med at drille dig, deal?"

Det er ikke tomme trusler. De seneste tre-fire år har de to iltre litterater jævnligt krydset klinger i henholdsvis Politikens og Weekendavisens spalter. Senest i forbindelse med modtagelsen af Helle Helles nye roman Ned til hundene, hvor Bukdahl anklagede Zangenberg for at bedrive litterær kritik ved at "bjæffe" og "tilpisse" værket. Bukdahl er ikke kendt for at holde sig tilbage for en rask pennefejde, men denne gang er det anderledes, mener han.

Ufortjent kritikerpris

"Jeg synes, det er fint med polemik. Til gengæld synes jeg, det er ufint, når polemikken bliver uklar. Og det virker altså ret umotiveret at lave et så indædt overfald på mig, når man sidder og skriver en anmeldelse af en norsk digter," siger Lars Bukdahl til Information.

Spørger man Mikkel Bruun Zangenberg er der imidlertid flere gode grunde til, at han har inddraget Bukdahl i sin egen anmeldelse af den norske poet.

"Bukdahl er indtil videre den eneste, der udover mig, har anmeldt Rimbereid, og det er kun naturligt, at jeg i min anmeldelse også forholder mig til den øvrige danske reception af værket," siger han.

- Men du gør det ved at kalde ham et 'blålys' og en 'højtskrigende reklameagent'. Er det særligt relevante betragtninger?

"Det ved jeg ikke. Jeg synes, kritikken er velbegrundet. Jeg har ikke noget imod Bukdahl som skikkelse. Men jeg har generelt noget imod den måde, han bedriver litterær kritik på. Bukdahl er først og fremmest 'reklameagent' for sit eget brand. Han er ikke interesseret i argumenter, men i at fremhæve sig selv og nedgøre dem, der er uenige med ham," siger Zangenberg og uddyber:

"Det kan man for så vidt ikke klandre ham for. Men jeg forstår til gengæld ikke, hvorfor det berettiger ham til en formidlingspris på 100.000 kroner," siger han med henvisning til Kunstrådets nylige præmiering af Bukdahls litterære anmeldervirksomhed.

Selv finder Lars Bukdahl Zangenbergs kritik mærkeligt malplaceret.

"For lige netop den anmeldelse, jeg har skrevet på Litlive.dk, og som Zangenberg hentyder til, er faktisk en meget lang og diskuterende tekst. Den må være noget af det mindst selvreklamerende, man overhovedet kan forestille sig, og den eneste grund til, at den får presse, er, fordi Zangenberg skriger op om den. Så vil man endelig tale om, at nogen er reklameagent for andre, så er Zangenberg reklameagent for mig," siger Bukdahl, der også har sine stærke forbehold over for Zangenbergs litteraturformidling.

"Den her måde, hvorpå han på patroniserende vis fra sin stærkt ophøjede, oplyste, internationale og universitære position, spiller og leger anmelder."

Læserne som gidsler

Det er langt fra første gang, de to kritikere ryger i totterne på hinanden. Ifølge Zangenberg daterer det interne opgør sig tilbage til dengang han selv overtog posten som lyrikanmelder efter Niels Lyngsø på Politiken.

"Min forgænger havde advaret mig om, at Bukdahl formentlig ville fare i kødet på mig, for det havde han selv oplevet i sin tid som anmelder. Han valgte klogeligt at ignorere angrebene, men jeg er knap så klog og tager gerne polemikken op," siger han.

- Men tror du ikke, læserne er ret ligeglade med jeres interne fnidder, og langt hellere vil høre om de bøger, det hele handler om?

"Nej, jeg tror faktisk, der er mange læsere, som også sætter pris på, at man situerer sine egne anmeldelser i forhold til en mere generel national modtagelse af værkerne - og det kan man så gøre mere eller mindre provokerende og skarpt," siger Zangenberg. Og på lige netop dét punkt, kan de to kamphaner tilsyneladende finde fælles fodslag.

"Polemik er og har altid været underholdende. Det skal nødig fylde hele billedet. Men det er naivt og helligt at hævde, at det ikke har en vis underholdningsværdi," siger Lars Bukdahl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu