Læsetid: 6 min.

Da kommunisterne bad om tørt på - og fik det

De er godt oppe i årene, men har hver især andel i et unikt stykke historie. En forkætret og forhånet historie, der skulle have været så smuk, men som endte grimt. Det ved de fleste af dem godt. Og de ved også, at de i løbet af eftermiddagen vil blive mindet om det igen. Alligevel prøver de kræfter med spørgsmålet: Kommunismen og fremtiden - hvordan?
21. marts 2009

Ude på Frederikssundsvej i det københavnske nordvestkvarter er der almindelig travlhed med barnevogne, croissanter fra 7-Eleven, lottokuponer, indkøbsposer, parkeringsbesvær, tålmodig venten på bussen og en mild blæst, der med lidt velvilje kan læses som en forårsbebuder.

På afstand fra mylderet inde i nummer 64 i Nordvest Bogcafe holder en lille diskret buste af Lenin fra sin plads i en halvtom reol vågent øje med godt et dusin mænd og en enkelt kvinde, der lytter til historikeren Morten Thing:

"Kommunismen er det værste og frygteligste, der kunne ramme socialismen og arbejderbevægelsen. Ingen antikommunisme ville have kunnet udtænke et så grusomt komplot. Alle, der som kommunister har forsvaret alt det, der ikke kan forsvares, har et personligt ansvar."

Hvad kommunismen huskes for

Morten Thing kender tilhørerne og deres historie - dels som forsker og dels som søn af en kommunistisk familie. Hans anti-kommunisme er ikke af den slags, tilhørerne er vant til at lukke ørerne for. De fleste har et langt liv bag sig med rødder i et stykke næsten glemt Danmarkshistorie. Præsentationen bordet rundt vidner om partiliv, der rækker 40, 50 og 60 år tilbage .

"Når danske kommunister husker tilbage, er det indsatsen under den tyske besættelse og kampen mod EU, der dukker op. Men det er ikke det, kommunismen bliver husket for," fortsætter han.

Paradoksalt nok er tilhørerne ikke kommet for at få tæsk, men for at komme videre. Under overskriften 'Kommunismen og fremtiden - hvordan?' har Kommunistisk Debatgruppe taget initiativ til at fortsætte en debat, der i vinter har kørt i tidsskriftet Det Ny Clarté. Debattørerne er - ud over Morten Thing - kommunisten Anker Schjerning og forfatteren Patrick Mac Manus. I Det Nye Clarté har også den tidligere KAP'er historiker Benito Scocozza og den mangeårige DKP'er lektor Niels Rosendal Jensen blandet sig.

'Provokerende' er det ord, der går igen i eftermiddagens kommentarer til Morten Thing. Men det er mere end provokationer, Lenin oppe på hylden og de deltagerne omkring bordet må lægge øre til.

Blindhed for nye ideer

Patrick Mac Manus har som den første indleder udnævnt kommunismen til et barn af det moderne. Det Kommunistiske Manifest og Om arternes oprindelse er jævnaldrende tekster. Både Marx og Darwin har bidraget til en erkendelsestradition, der tager sigte på at udpege et endemål for forståelsen af verden og historien.

"Det er den tænkning, der er kilde til, at kommunismen endte med at forråde det håb, der er indbygget i den. Hele det kommunistiske begrebsapparat er præget af den tænkning og må derfor fornys," siger Mac Manus, der selv var kommunist i 1980'erne.

"Det syn på historien reducerede socialismen til en forceret akkumulationsmodel for en svag og tilbagestående økonomi; men den gjorde også kommunisterne blinde og fjendtlige over for tanker og impulser, de burde have tiltrukket - og været tiltrukket af." Tænkere og personligheder fra Antonio Gramsci over Wilhelm Reich til Theodor Adorno og Marcuse blev skubbet væk og bekæmpet, selvom de også repræsenterede forandring og frigørelse, siger han.

"Havde Rosa Luxembourg overlevet den tyske novemberopstand i 1918, ville stalinismen have gjort det af med hende," vurderer Patrick Mac Manus med henvisning til hendes insisteren på demokratiet. Hun blev i stedet en kommunistisk martyr.

'Dialektikken er hammer-vigtig'

Reaktionerne er mestendels afdæmpede og præget af eftertænksom spørgelyst. Den teoretiske tilgang, som virker nørdet på en udenforstående, er ikke fremmed for deltagerne: Eigil Nielsen, kommunist siden 1951, tager en tråd op om Marx' skelnen mellem udbyttede og undertrykte og efterlyser en stillingtagen til den betydning, den stalinistiske arv har i dag; Anker Schjerning, der blev ungkommunist i 60'erne, undrer sig over, at partierne i Vesten ikke evnede at levere et demokratisk modspil til Komintern, "hvorfor var vi uimodtagelige over for andres ideer", spørger han.

Carsten Andersen, der var ungkommunist i 1970'erne, understreger, at "dialektikken er hammer-vigtig". En understregning, der går igen i løbet af dagen og vidner om deltagernes forankring i partiets skoling tilbage i storhedstiden: De færreste kan Hegel på fingrene, men 'dialektikken' er vigtig - og henvisningen til den er en del af debatkoden.

Den cigaret, enkelte deltagere tager i pausen ude på Frederikssundsvej, hvor travlheden er ved at stilne af, er det eneste brud på en næsten asketisk revolutionær koncentration blandt deltagerne.

Indenfor under den uanfægtet stirrende Lenin er det kun lyden af kaffebrygning og lidt bilateral udveksling af papirer, der blander sig med pausesnakken. Ordstyreren Henrik Bang fortsætter en diskussion med Morten Thing om kommunisternes rolle i udviklingen af velfærdsstatens værdier: Selve velfærdsstaten var socialdemokraternes, men mange af tankerne om arkitektur, sundhed og pædagogik blev tænkt længere ude til venstre. Eigil Nielsen runddeler en anmeldelse, han har skrevet af den ægyptiske økonom Samir Amins bog The World We Wish to See - Revolutionary Objectives in the Twenty-first Century. Pauserne er hverken til small talk eller hygge, selvom de fleste på en eller måde deler et langt livs historie.

Lenin som metafysiker

Set i bakspejlet er Mac Manus' indledning kun en blid ouverture til Morten Things opsang.

Det er ifølge Thing for nemt at reducere stalinismen til en forvanskning af kommunismen: Stalin ligger i direkte forlængelse af Lenins måde læse Marx.

"Lenin opsummerer ikke Marx, for det kan man ikke, men han dyrker en metafysisk side hos den yngre Marx, hvor historien antages at have en bestemt retning, en retning, Lenin og kommunisterne mener at kende. Med den vished tiltager de sig ret til skyde genvej til målet, uanset omkostningerne," forklarer Morten Thing. I det projekt bliver demokratiet skubbet til side som 'borgerligt' og erstattet af teorien om partiets ledende rolle. Prisen bliver ofre, der skal tælles i millioner, siger han.

"Og resultatet er et diktatur med fangelejre, undertrykkelse og uendelige køer, der intet har med socialisme at gøre," siger Morten Thing. I stalinistisk aftapning, 'marxismen-leninismen', bliver socialismen så miskrediteret, at socialdemokraterne og arbejderbevægelsen lægger afstand til enhver socialistisk tankegang og inspiration.

Det er altså ikke 'kun' stalinismens forbrydelser, men også den åndelige forkrøbling af socialismen, kommunisterne har ansvaret for. Et erkendelsesmæssigt og i sidste ende moralsk og etisk forfald.

Moral eller klassebevidsthed?

Busten oppe på hylden forholder sig tavs. Jørgen Tved, der blev ungkommunist i 1947, tager det mere nært: "Da jeg hustandsomdelte Det danske folks vej (DKP's program fra 1952, red.) i hele Istedgade, stod der om fred og fremskridt - ikke om fangelejre," husker han. Hans Lund siger, at udviklingen i Sovjet ikke kan vurderes uafhængigt af de historiske forhold og tilføjer, at de 10 millioner ofre for stalinismen ikke kan ses isoleret fra f.eks. ofrene for kolonialismen. Tved vurderer, at Sovjet kunne have udviklet sig anderledes, hvis landet havde kunnet udvikle sig i fred.

Birgit Unnerup, der præsenterer sig som "kommunist, ligesom mine forældre, mine bedsteforældre osv", åbner en anden front og siger, at oplægsholderne og flere af deltagerne går galt i byen, når de sætter moralske og etiske standarder op for kommunisterne:

"Vi skal ikke tænke i etik og moral, men i hvad der gavner arbejderklassen," siger hun og udløser hovedrysten rundt om bordet, der nu går over til en skudveksling om ansvar, skyld, uvidenhedens tvivlsomme nådegave og de oprindelige motiver, der gjorde de tilstedeværende til kommunister. Om etiske fordringer kan tilsidesættes af historiske omstændigheder. Birgit Unnerup fastholder, at en revolution "altid vil gå ud over nogen". "Pladder," replicerer Patrick Mac Manus.

Gisninger om, hvad kommunismen kunne have udviklet sig til, hvis omstændighederne havde været nogle andre, giver Morten Thing ikke meget for:

"Man kan forestille sig så meget; man kan f.eks. forestille sig, at Lenin havde støttet sig til den russiske arbejderbevægelse i stedet for at udrydde den," skyder han ind og spørger forsamlingen, om ikke kommunisterne netop burde være anderledes end dem, de er oppe imod. Det sidste spørgsmål udløser en vis eftertænksomhed.

Eigil Nielsen, der var på partiskole i Sovjet under Khrustjovs tøbrudsid sidst i 1950'erne: "Kampen for de svage har altid været ledetråden for mig, og derfor har jeg aldrig tænkt, at vi havde ansvaret eller skulle undskylde, men det må jeg revidere. Vi er nødt til at vedkende os den arv, vi har. Det dur ikke uden."

Jørgen Tved mener, debatten snart må komme frem til 2009.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu