Læsetid: 5 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
26. marts 2009

Forlags-fadæser

Per Thygesen-Poulsen

Stakkels den redaktør, der på Gyldendal motiverede et nej tak til en af verdenshistoriens største bestsellers, Dan Browns Da Vinci Mysteriet. En beslutning som Information den 12. marts placerer under temaet: Forlagsfadæser.

Men var det en fadæse? Det kommer an på ...

Forskningen har for længst fastslået, at verden er uforudsigelig. Et Kaosmos, som kombinerer kaos og kosmos. Enkle forhold løses med enkle regnestykker, komplekse kan ikke løses, men i bedste fald sandsynlighedsberegnes. Og forlagsfadæserne optræder på et område som, vist alle vil indrømme, er komplekst.

Der er i det mindste seks parter med hver sit grundlag for at vurdere om en bog er god eller dårlig. Forfatteren; Læseren; Forlaget; Markedet; Litteraturen; Anmelderne.

"Hånden på hjertet, så synes jeg ikke, det her er en Gyldendal-bog," konkluderede den uheldige redaktør. Men hvad er en 'Gyldendal-bog'? En 'god' bog målt i omsætningstal, i litterær kvalitet, i tal på bundlinjen, i etisk forstand, imageskabende?

"Gyldendal har siden grundlæggelsen i 1770 haft som målsætning at sikre læserne adgang til litterære og kunstneriske oplevelser eller kundskaber i bogform," hedder det på hjemmesiden. Hvis redaktøren har taget forlaget på ordet, har han haft helt ret. Da Vinci Mysteriet er ingen sværvægter, hverken som litteratur, kunst eller kundskab.

Ja, jeg har da læst denne efter min mening dårlige bog. Urimeligheder dænget oven på hinanden, i en stil som skal fortælle at "dette er spændende!" Uden Maria-Magdalena-temaet havde den næppe vakt den opsigt, som solgte til dem, der er mere interesserede i skandaler end litterær kvalitet.

Men hvorfor blev da Lars Muhls Maria Magdalena ingen bestseller? Måske fordi den tog sit emne højtideligt, var religiøst fantaserende og absolut ingen krimi. Den har formentlig været en større succes målt med forfatterens målestok, og måske også for en lille, trofast læserskare.

De fleste forlag har en ambition om at nå de fleste læsere. Og går det ikke med gyngerne, så har man jo karrusellerne, tænker man. Her er en spændingsroman. Hvordan går spændingsromaner for tiden? Hvor mange andre har vi? Mangler vi ikke snarere en vegetarisk kogebog eller en smal digtsamling? Hvad med kvindebøger, hetero eller lebbe?

En bog, der ikke falder ind i mønstret, er helt usikker. En Harry Potter bliver afvist gang på gang, indtil den niende forlægger halvhjertet udsender et lille oplag og bliver chokeret over, hvor stærkt tingene så går. Og derpå kan de otte, der afviste Potter, efterlyse nye troldmandsbøger.

Vi lever i en tid, hvor kvalitet er vigende i forhold til kvantitet, og hvor det faglige måles i seertal og honorarer. En sportskonkurrence måles i millionhonorarer, sportsudøvernes niveau ligeledes. Hvis Gyldendal har fortrudt sin beslutning, er forlaget med på holdet, uanset den smukke målsætning.

Og når Information placerer historien under temaet 'forlagsfadæser' tyder det på at avisen surfer med på bølgen.

Guldager spørger ikke

Sabine Celeste Svendsen

Katrine Marie Guldagers forargede udtalelser om 68-generationens adfærd i interviewet "Regnskabet med '68 må gøres op" i Informations bogtillæg den 19. marts gjorde mig så tilpas irriteret, at det gav mig lyst til at tage til genmæle.

Jeg er 61 år. I forhold til alder og i min måde at forvalte moderskabet på kunne jeg være mor til både Guldager og andre døtre, der i dag som forfattere skriver om at være mærkede af 68-forældrenes svigt.

Jeg har selv tre voksne døtre, hvor den ene er født samme år som Guldager, i 1966, og nummer to i 1968. Min ældste datter fik jeg, da jeg var 40, og da var jeg et helt andet sted i livet, så det er en ganske anden historie. Guldager har ret; det er uomtvisteligt: Vi svigtede vores børn, vores døtre - som det her drejer sig om. Jeg forstår så inderlig godt de voksne døtres vrede. Deres vrede og sorg kender jeg dybt ind i sjælen fra mine to ældste døtre.

Men jeg ved også, om nogen, hvorfor vi handlede som vi gjorde dengang, hvad der fik os til det - og hvorfor opgøret var så nødvendigt. Eller sagt på en lidt anden og måske mere præcis måde: hvilken nødvendighed det var, der drev os. Men dette kommer Guldager slet ikke ind på. Man kan sige, at det er heller ikke hendes ærinde, hun taler fra de svigtede døtres sted, fra den smerte mødrenes svigt har afsat i hende. Det er fra det sted, man må forstå hendes manglende hvorfor.

Spørgsmålet om hvorfor vi blev rødstrømper. Hvorfor vi tog børnene med til kvindelejr på Femø i stedet for at holde sommerferie i sommerhuset indenfor rammen af mor, far og børn. Hvorfor vi gik fra ægteskabet. Hvorfor nogle af os overlod fædrene forældremyndigheden over børnene. Hvorfor vi i perioder valgte kvinder som kærester. Hvorfor vi prøvede os frem indenfor hele registret af: projekt frigørelse.

Når jeg bliver så irriteret, skyldes det alligevel, at dette hvorfor ikke bliver rejst, ikke engang mellem linjerne, ikke den mindste antydning af nysgerrighed på hvorfor. I stedet skal jeg høre på Guldagers tale om moral og etik og pligtfølelse. Det kan endda gå, helt uenig med hende er jeg jo ikke. Men jeg irriteres over Guldagers frelste forargelse, og over hvordan hun i sin entydige fordømmelse kaster den ene kliche ud efter den anden om denne ansvarsløse 68-generation.

Jeg synes vi mangler historier om, hvad 68-generationen gjorde oprør imod. En af historierne kunne handle om den kulturelle baggrund for 68-oprøret. Om at vokse op i årene efter Anden Verdenskrig. Dette særlige trøstesløse og fastlåste, denne totale mangel på liv og lykke som prægede 50'ernes konforme småborgerlighed - og ikke mindst livet indenfor familien.

Lugten. En støvet grå indeklemt lugt af en kvælende, klaustrofobisk endeløshed. Jeg var kun otte, ni år, da jeg begyndte at vågne midt om natten af, at lugten fyldte hele soverummet, og jeg følte jeg ikke kunne trække vejret.

Allerede som otte, niårig skræmte det mig fra vid og sans, at livet ikke var mere end dette. Far, der gik på arbejdet og tjente pengene, mor, der gik derhjemme og gjorde rent, så der ikke var et støvgran at se nogle steder, børnene, som skulle tage hensyn til far, når han kom træt hjem fra arbejdet, mor der skiftevis var sur og sad ude i køkkenet og græd, skabte grobund for forestillinger om andre måder at leve på - kønnene imellem ikke mindst; kønnene imellem først og fremmest - forestillinger om at der måtte være andre veje at gå. Det var disse veje, vi afprøvede. Prisen blev vi først klar over, mange af os, da vejen var gået.

Hvor var vi i dag, kunne et andet spørgsmål lyde, hvis vi ikke havde haft oprøret den gang? Jeg spørger bare. Men Guldager spørger ikke ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu