Læsetid: 4 min.

En litterær implosion

Man plejer at sige, at mellemforfatterne - dem, der skriver god litteratur, men ikke bryder igennem i medierne eller salgsmæssigt - er mere og mere pressede. Nu viser det sig, at det samme gælder i forlagsverdenen
Man plejer at sige, at mellemforfatterne - dem, der skriver god litteratur, men ikke bryder igennem i medierne eller salgsmæssigt - er mere og mere pressede. Nu viser det sig, at det samme gælder i forlagsverdenen
26. marts 2009

For et par uger siden satte et par artikler her i Information fokus på forlaget Borgen. Det er et forlag i krise. Ledelsen har skåret voldsomt ned i antallet af medarbejdere, over det sidste halve år fra 35 til 11. Blandt andet er den skønlitterære redaktion blevet reduceret til kun én - nemlig, én - medarbejder. Som så er der på halv tid.

Det er selvfølgelig virkelig synd for dem, der er blevet gået, uanset hvad de lavede. Her skal det handle om noget andet, nemlig forfatterne. Den bedstsælgende Erling Jepsen har allerede fundet et nyt forlag, andre af de kommercielt givende forfattere vil sikkert følge ham til People's Press, Gyldendal eller det nye C&K. Enkelte forfattere vil vel stadig udkomme på det reducerede Borgen, især hvis de ikke har brug for sparring fra en erfaren redaktør. I det mindste vil skikkelser som Benny Andersen og Søren Ulrik Thomsen ganske givet få tilbuddet.

Men hvad med resten? Den 12. marts forklarede Borgens direktør Niels Borgen her i avisen, at hele situationen var uafklaret:

"Vi har ikke taget stilling til, hvad der skal ske med lyrikken endnu. Det er noget, vi vil snakke med de enkelte forfattere om. Meget mere vil jeg ikke sige. Det er jo ikke særlig sjovt for forfatterne at skulle læse om i avisen, uden at vi har været i kontakt med dem først," siger han.

I kommentarfeltet under netudgaven af artiklen replicerede den unge lyriker Anne-Louise Bosmans. Hendes to hidtidige bøger, Punkter, poler og par og Villa, begge stærkt anbefalelsesværdige, udkom på Borgen:

"Jeg synes, det er svært at læse Niels Borgens svar som andet, end at de ikke kan udgive lyrik længere, men at han ikke vil sige det, fordi de endnu ikke har underrettet forfatterne. Og ih hvor har han ret, at det ville være rart, hvis os forfattere med manuskripter liggende brændt inde på Borgen fik besked som de første."

Den manglende afklaring giver nemlig problemer. Nedskæringen - lad os sige det, som det er: nedlæggelsen - af Borgens skønlitterære redaktion er kommet så pludseligt, at mange forfattere er blevet fanget midt i det redaktionelle arbejde med deres seneste manuskript. Nu er redaktøren væk, kontrakten til forhandling, en halvt eller helt færdig tekst ligger i et art limbo. Den er ikke rar.

En liste af navne

Bare så der ikke er nogen tvivl: Krisen på Borgen kommer til at berøre rigtig mange danske forfattere. Borgen er nemlig et gammelt forlag med en lang tradition. Her udkommer skikkelser, der slog igennem i 60'ernes og 70'ernes danske litteratur, Peter Laugesen, Jess Ørnsbo, Erwin Neutzky-Wulff, Marianne Larsen, Janina Katz, Peter Poulsen, Per Aage Brandt, Charlotte Strandgaard, Per Kirkeby, Erik Stinus, Vagn Lundbye.

Her udkommer - udkom? - etablerede og anerkendte, men ikke ligefrem storsælgende forfattere som T. S. Høeg, Charlotte Inuk, Lene Henningsen, Carsten René Nielsen, John Bang Jensen, Thøger Jensen, Morten Søndergaard, Anne Mette Kure Andersen, Tomas Thøfner, Simon Grotrian og Anne-Lise Marstrand Jørgensen. Mit gæt er så godt som alle andres: i al fald halvdelen af de forfattere får svært ved at få deres bøger ud nu. Og så er der en hel række unge, interessante forfattere på Borgen: Birgit Munch, Kasper Kaum Bonnén, Sophia Kalkau, Martin Glaz Serup, Anne-Louise Bosmans, Kim Blæsbjerg, Rasmus Nikolajsen, Nina Søs Vinther, Maja Lee Langvad, Thomas Hvid Kromann, Maja Elverkilde, Peter Højrup.

Det er ikke fordi, de alle sammen har udgivet små mesterværker - nogle af dem har: Thomas Hvid Kromanns Hr. Toksvig er et lille komisk mirakel - men de har alle potentialet til det. Her må man regne med, at Gyldendal overtager et par stykker, og at andre vil glide ned i undergrunden, til små forlag som Anblik, Arena, Basilisk og 28/6. Atter andre vil opgive, blive skolelærere og postbude.

Mellemforlag

Det skal også nævnes, at tidsskriftet Hvedekorn, et stykke levende kulturhistorie, er truet af krisen på Borgen. Og at krisen dér havde en forløber i mindre format ovre på Lindhart og Ringhof. Her tænker jeg ikke bare på deres fyringsrunde, men på dén måde, Lindhart og Ringhofs litterære imprint Athene også er imploderet. Athenes ankermand, redaktøren Charlotte Jørgensen, sagde op for godt et halvt år siden, der er ikke blevet ansat en ny skikkelse i stedet.

På Athene udkom ellers interessante forfattere som Maja Lucas og Vagn Remme; det er ikke til at vide, hvor de går hen nu. Forlaget udgiver også tidsskriftet Den Blå Port; det er ikke til at vide, hvor lang tid det bliver ved. Man plejer at sige, at mellemforfatterne - dem, der skriver god litteratur, men ikke bryder igennem i medierne eller salgsmæssigt - er mere og mere pressede. Nu viser det sig, at det samme gælder i forlagsverdenen. Gyldendal står tilbage som ene mastodont. Mellemforlagene - de mindre, men professionelle forlag, der også udgiver god skønlitteratur - er enten samlet i gruppen af GB-forlag, som Gyldendal ejer. Eller også er de i dyb krise. Det sidste træ, der faldt i skoven, var - nåja - Borgen. Tilbage er undergrunden, amatørerne, de små idealister.

Hvad mere? Weekendavisen Bøger har fået ny redaktør. Hun hedder Anna Libak, hun havde allerede en stilling derovre som journalist. Hun har de sidste mange år skrevet om russiske samfundsforhold. Til gengæld tyder intet på, at hun kender noget til dansk litteratur. Weekendavisen Bøger plejer jo mest at handle om Anden Verdenskrig, nu vil den også handle om gamle fangelejre i Sibirien. Og nyrige mennesker i Moskva.

Det er der en morale i, men den er for trist til at skrive her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Dyreborg

Hvor er det dejligt, at der er krise i den danske litteraturverden.

Hvor er det dejligt, at der bliver ryddet lidt ud og rusket lidt rundt - at forlagene går en lille smule konkurs og folk bliver fyret, oh, mmm og meget mere.

Måske vil folk, forfattere og deslige endelig begynde at tænke lidt mindre firkantet, arbejde og organisere sig på en helt anden måde...

Lene Asp Frederiksen

Peter, det er simpelthen ikke en fair betragtning, det handler om en litterær fødekæde, som ikke fungerer på almindelige markedsvilkår - og nu heller ikke kan udkomme på forlag! Gad vide, hvordan det skal gavne litteraturen (bemærk jeg siger litteraturen, bøger kan altid sælges, især hvis det er kogebøger), at ingen kan leve af den.
Fint med mig hvis konsekvensen bliver at forfatterne selv skal udgive deres bøger (på blogs, eller som print on demand) og promovere dem (som du jo er mester i), men jeg kan ikke lade være med at se en tendens i det her, som jeg virkelig ikke bryder mig om: nemlig at alle kulturarbejdere efterhånden udhungres med henblik på udrydelse. Først sikrer man sig, at ingen kan leve af at skrive og bedrive kunst, dernæst, som en naturlig konsekvens, uddør redaktører, kulturformidlere og kritikere. For mig at se skal der politisk vilje til at styrke kulturen, økonomisk og forbandet socialt, det skal anses som værdifuldt og væsentligt at beskæftige sig med kultur, på linie med at have et velfungerende uddannelsessystem.

Vibeke Nielsen

Det er mærkeligt med Peter Dyreborg. For nogle gange lyder han præcis som nogle af mine anarkistiske kammerater....der sagde nøjagtigt det samme, da de hørte nyheden om Borgen.

Ja, vi har brug for at tænke ud af de gamle firkanter og ind i helt nye måder at organisere sig på. Ja, vi trænger til at der bliver rusket rundt. Måske er krisen i forlagsbranchens svar på middelklassen en kærkommen lejlighed til det.

Peter Dyreborg

@asp: Det er lidt kompliceret, og jeg vil derfor ikke gå helt i dybden her, men det er noget med, at den danske litteraturverden har kørt for meget rundt i samme rille i alt for mange år, og at man derfor er blevet alt for fastlåste i sine forestillinger om, hvad litteratur skal og kan være. Mange forfattere sidder også fast i diverse forestillinger om deres virke og meget andet. Efter min opfattelse.

Jeg håber på, at denne krise, eller hvad man nu vil kalde det, vil tvinge folk til at tænke og agere anderledes, fordi jeg derved tror, der kommer bedre bøger ud af det, og også mere vitalitet og glæde ind i miljøet.

Der er mange måder at gøre tingene på - man behøver ikke gøre som jeg, men vil da som NB bemærke, at mine bøger IKKE udkommer som print on demand, men som højkvalitets bøger, offset og syet - mindre kan ikke gøre det, for jeg sætter en ære i boghåndværk. ,-p)

Boris Boll-Johansen

"kultur" er ufattelig mange ting og sager, og nogle af disse ting og sager har det uden tvivl meget meget svært, ja kan ikke blive skabt og realiseret uden økonomisk støtte.
men det er vel ikke det hele?

nuij, hvor det dog ville klæde dansk kunst generelt at træde i karakter, at smøge ærmerne op (og lignende Schlütermæssige udtryk fra kartoffelkurens glade dage) - fx kunne man stoppe den gamle klagesang om litteraturens forsvinden i radioen og begynde at podcaste. lave sine egne udsendelser.
(den diskussion var virkelig ynkelig og meget sigende: man henvender sig til den store institution med krav om at blive taget alvorligt. og mens man står og galper op, spirer de teknologiske muligheder lystigt rundt omkring en!)

når netop kunstnere har så svært ved at gribe fat i de nye medier og deres muligheder, kunstnere, som dog traditionelt er (eller anses for at være) nysgerrige mennesker, så kunne det skyldes, at institutionen har et alt for fast greb om dem.

det ville være såre glædeligt, dersom et ordentligt klimaforvandlingsramt ruskende tordenvejr gennemruskede og gennemskyllede hele gøgemøget.

men det ser da heldigvis ud til at være på vej.

Peter Dyreborg

Alle de fyrede forfattere kan jo ikke overtages af Gyldendal, og jeg glæder mig til at se de mange småforlag og lignende initiativer piple frem, og se hvad folk rent faktisk finder på. Bøgerne skal jo ud...

Dennis Gade Kofod

Selvfølgelig kan der komme noget andet ud af krisen, men som Lene synes jeg du over ser en del ting i det du måske ville kalde en produktanalyse. Men måske skilles vores veje i, hvor nødvendigt litteratur er for alle. Og hvordan vi på en eller anden måde skal finde en platform, hvor der er plads til en hver form for litteratur.

Jeg synes selvfølgelig, at det er flot at du gør som du gør, men jeg tror slet ikke på det som en løsning. Og nu hvor du flager med de fri markedskrafter - for det er det du gør, ikke? - skulle vi så ikke skele lidt til, hvordan det er gået på andre kultur områder, eler andre vitale omåder i vores dagligdag.

Faktisk, og nu bliver tone lige lidt skarpere, så synes jeg det er dumt og nedladende, det du skriver. Ja, selvfølgelig er noget kørt fast, men for fanden, du tror da ikke at nu bliver rosenrødt. Og du tror da ikke at alle bare begynder at udgive deres egne ting. Det er jo ikke kvaliteten af papiret vi taler om her. Det er også kvaliteten af det redaktionelle arbejde. Og hvis du har nogen erfaring fra frivilligt arbejde, så ved du også at krafterne altid slipper op, eller bliver struktureret og aflønnet.

Og så er det altså lidt spøjst at du siger at bøgerne skal jo ud. På den ene side vil du gerne at branchen bliver moderniseret, men at du så kommer med den gamle traver om indre nødvendighed og den gode litteraturs evne til altid at komme frem - det er sgu både naivt og små religiøst.

Så i stedet for at pege med klogepinden og sige at det hele er lidt mere kompliceret end som så. Kan du så ikke sparke ind med noget mere konstruktivt. Ja, du er borgerlig. Det er jeg sgu også blevet på en hel del områder. Jeg vil gerne betale mine regninger, sende min børn afsted med en ordenlig madpakke, have kvalitet, og mindre mundlort.

Nå, men summa summarum. Jeg er ikke overbevist om, at du ved hvad det er du taler om.

Bedste hilsner

Dennis

Peter Dyreborg

@dennis: De frie markedskræfter? Øh, hvor har du det fra...

Du kan ikke finde ét eneste sted, hvor jeg optræder som fortaler for de frie markedskræfter i relation til litteratur og kultur.

Du kan finde steder, hvor jeg optræder som fortaler for et mere holistisk syn på hvordan man kan sammensætte sit indkomstgrundlag som forfatter og kunstner, men det er ikke det samme. Kom op i gear - du er mere skarp end som så.

Tror jeg, at alt bliver rosenrødt? Det har jeg ikke skrevet. Vil jeg gerne have branchen bliver moderniseret? Det har jeg ikke skrevet. Vil jeg gerne have, at andre gør som mig? Det har jeg ikke skrevet.

Jeg håber på, at "krisen" tvinger forfattere og andre til at tænke nyt og selvstændigt og meget andet, frem for bare at lade stå til, sådan som man altid har gjort.

Peter Dyreborg

NB: Når Borgen lukker og slukker skyldes det i øvrigt ikke, at de har optrådt risikovilligt og har udgivet smal litteratur - der er masser af penge i smal litteratur - det skyldes snarere dårlig ledelse.

Vibeke Nielsen

Det er spøjst som verden er helt på hovedet, når det er halv- og veletablerede forfattere, der taler. De borgerlige fremstår som glade anarkister med lyst til alt det nye, hvor venstrefløjen fremstår som langskægget, gammelagtig og konservativ.

En parallel diskussion hører man om bibliotekerne, hvor forfattere, man ellers regner for mere eller mindre venstreorienterede, har det mest konservative synspunkt, at bibliotekerne kun bør være for bøger, der oven i købet er udgivet på såkaldt anerkendte forlag. De nye medier ses her som den helt store trussel mod litteraturen...

Og nu er det så de halvstore kommercielle bogforlag, drevet på gammel traditionel manér, man græder for.

Tro mig, jeg er også tilhænger af kulturstøtte, men jeg er og bliver ikke kulturkonservativ.

Dennis Gade Kofod

Jeg prøver igen, Peter. Hvad er det så, du skriver? Jeg forstår det ikke. Nu satte jeg velvilligt en masse ord på min undren, og selvfølgelig kan jeg gætte forkert. Men du uddyber ikke, så må jeg gætte igen.

Ok, så dårlig ledelse fik Borgen til skære. Kan du ikke forklare det. Og hvad er det, der så skal ske? Hvordan forestiller du dig landskabet, når der kun er Gyldendal og Rosinante og CO (som hvis ikke er ejet af Gyldendal, men af GB-koncernen(?) som også ejer Gyldendal - eller noget i den stil) tilbage. Hvis det kommer der til.

Og kulturkonservativ. Nej, men i disse tider, sagt med et smil, bliver tanken om planøkonomi da mindre skræmende. Jeg tror, du forveksler, min forsigtigthed med konservatisme. Det var ihvertfald ikke tilsigtet. Ligesom Peter kun jeg også godt tænke mignogle tiltag. Jeg ved bare ikke hvilke. I den utopiske ende er jeg meget glad for tanken om kultur kunne være "gratis". Lige nu er det bare forbundet med meget ulovlighed (Piratbay) og censur (!!!). Men jeg er ikke den rette til at tænke det hele igenne, så fra min side bliver det til i en dialog med mit forlag.

Bedste hilsner

Dennis

Peter Dyreborg

@dennis:

Mit svar er: "Jeg håber på, at "krisen" tvinger forfattere og andre til at tænke nyt og selvstændigt og meget andet, frem for bare at lade stå til, sådan som man altid har gjort."

Med andre ord: Det er ikke min opgave at fortælle andre, hvilke nye veje og tanker, de skal gå. Det må og skal de selv finde frem til.

Jeg har selvfølgelig min egen måde at gøre tingene på, men jeg ønsker ikke, at andre (nødvendigvis) skal gøre det på samme måde som mig. Mine idéer, visioner eller hvad man nu vil kalde det, er dels for egen regning og dels internt i Peter Dyreborg koncernen (åh, jeg nød at skrive dette). Med andre ord: Mine idéer er mine idéer. Derfor kan jeg heller ikke være konkret.

Men hvis man vil prøve noget nyt, og hvis man er i en konservativ branche, som litteraturverdenen er, så er det altid en god idé at se lidt på, hvordan man gør tingene i andre brancher, fx musikverdenen. Hvad er det unge kunstnere gør her? Hvordan gør de tingene anderledes? Prøv at se på Tina Dickow fx? Hun udgiver (i princippet sine plader DIY), og hvordan kan det være hun har så stor succes med det? Kunne man forestille sig, at danske forfattere blev mere selvstændige og mindre afhængige af deres forlag? Eller...

Dennis Gade Kofod

Peter, nu fik jeg da fat i to ting. 1) at vi har tilbøjelighed til den samme, dårlige, humor: "...koncernen (åh, jeg nød at skrive dette)." Og 2) at vi ikke er enige om meget andet end det da er fedt når nogen gør noget selv. For sat på spidsen er du vel enig i, at der stort set ingen er, der fortsætter DIY, uanset, hvor godt det er, det de laver, hvis ikke der er penge i det til at overleve (og overleve er inkl. børn og sund mad som et minimum). Der for er der brug for nogen, der, i modsætning til os to, åbenbart, har mod på at komme med nogle tiltag, der rækker udover ens egen produktion, og som et minimum bliver en eller anden form for garant for en kvalitet eller en stil af en art. Både hvis der er tale om forlag eller radiokanaler (på nettet) eller kritik.

Og hvis vi nu forestiller os at alle forfattere der udkommer på et alm. forlag fik evnen til at tænke selv, som du lidt arrogant efterlyser det, hvro skulle de så gå hen få at få kvalificerede læsninger og kritik? Det er ikke nok bare at banke et par linier ned og så lægge det ud på sin blog, eller trykke det selv - om man så putter nok så mange penge i bogensudstyr (uden sammenligning).

Peter Dyreborg

@dennis:

1) Jep, det er fedt når nogle gør noget.

2) Jep, det er også fedt når nogle gør noget for andre - udover at gøre noget for mig selv, gør jeg noget for andre i form af mit engagement på foredrags-og eventscenen (læs oplæsninger m.v.) + diverse konsulentbistand til folk, der stabler projekter på benene - men udover det er det desværre småt med tiden til at gøre andet end ting for mig selv.

3) Måske tror jeg på, at hvis flere og flere begynder at gøre anderledes ting rundt omkring, bare lidt og også gerne for sig selv, så vil det give noget synergi? Fx 28/6, som jo i virkeligheden bare er vennernes venner og den slags - de gør jo som sådan ikke så meget for andre, i hvert fald ikke så meget som de gør for sig selv, men alligevel giver det noget energi og fremdrift til miljøet, som måske skubber andre og andet og mere i gang.

4) Kvalificeret læsning kan man få mange steder - jeg benytter mig i vidt omfang af "gratis arbejdskraft" hos redaktører m.v.

5) Hmm... Det helt simple budskab, som egentlig var dét, jeg plæderede for i starten, var nok bare, at jeg håber denne "krise" kan sætte gang i en masse ting, som forhåbentlig kan udvikle sig til noget og give noget mere og noget nyt til litteraturmiljøet - at krisen vil gøre det nødvendigt for os alle i litteraturmiljøet, at ændre den måde vi tænker og arbejder på - hvad der så skal til, ved jeg ikke... men jeg håber.

Vibeke Nielsen

En prås er så småt gået op for mig (bedre sent end aldrig). Det handler om tryghed. Og for trygheden vil man gerne ofre nytænkning og institutionskritik.

De halv- og veletablerede forfatteres konservatisme hænger sammen med, at de har vænnet sig til en tryghed, der findes i den eksisterende litterære institution, men stort set ingen andre steder i kunstverdenen. Der er et forlag, der sørger for markedsføringen og en venlig dialog, som ikke (i modsætning til den mere kommercielle del af musikbranchen) handler om det næste nose-job eller om man nu er blevet for gammel til at være et boyband og heller ikke handler om røde tal på bundlinien og krise på boligmarkedet (i modsætning til billedkunstens galleriverden), men tværtimod handler om det, man faktisk beskæftiger sig med - nemlig ens helt egne hjertebørn, værkerne!

Oven i det er der så bibliotekerne, der for offentlige midler nurser en, idet de simpelthen (igen i modsætning til både billedkunstens og musikkens værker) ligefrem forpligter sig til at stille ens værker til rådighed helt gratis for alle mennesker. Man er fundet bevaringsværdig i det øjeblik, man har udgivet en bog. Se, sådan er det jo ikke for malerne, billedhuggerne og sangerinderne.

Endelig har man også, når man er udkommet på et anerkendt forlag, en hel videnskabelig institution og en presse, der tager ens hjertebørn seriøst og giver feedback på dem. Sådan forholder det sig vist ikke med mange af de andre kunstarter. Bare se på hvilken status rockjournalistik har i DK i sammenligning med litteraturkritik. Eller hvilken status samtidskunsten har på de videnskabelige institutioner - eller på dagbladet Information for den sags skyld.

Lene Asp Frederiksen

Problemet er ikke kun den smalle litteratur og lyrikkens vilkår, forarmelsen slår til hele vejen rundt i kulturlivet: Nobelpristageren Le Clézio kan et vist forlag ikke udgive, fordi han ikke sælger (!!), og efterhånden er det kun de små undergrundsforlag (som sælger bøger til vennerne), der udgiver ikke-angelsaksisk litteratur i oversættelse - vel at mærke uden at få løn for arbejdet og uden at have råd til at promovere udgivelserne (for slet ikke at nævne oversætterne som ikke kan leve af deres arbejde heller). Mon det læsende publikum overhovedet opdager, hvad de går glip af, kan man spørge lidt snørklet…

Se også på kunstudstillinger, hvor kuratorer arbejder i døgndrift til sulteløn for at kunne betale revisorer og håndværkere, som i øvrigt - helt som det skal være - ikke ofrer sig con amore for kulturen! Hvis kulturarbejde skal tages alvorligt og ikke udgrænses endnu mere, skal man insistere på dets værdi.

Jeg synes man skal investere i kunst og kultur ligesom i forskning, ikke skære alt ned til et minimum - det er essensen af min politiske pointe. Jeg synes pilen peger i den forkerte retning, desværre.

Mulige løsninger: større arbejdslegater, som man kan leve af i op til et halvt år eller mere (løn a la phd-ordningen i universitetsverdenen); udstillingsstøtte som rent faktisk forslår til at dække reelle lønninger og samtidig sikre at det kunstneriske ambitionsniveau holder, at forlagene begynder at tage talentpleje-opgaven på sig (som et økonomisk ansvar) og begynder at tage flere chancer udgivelsesmæssigt (men hvem skal bede dem om det, når bogbranchen kun har råd til at tænke i profit? – og her må jeg indrømme at også Borgen manglede mod), at DR begynder at formidle kulturen seriøst igen. Men jeg ved det kræver, at befolkningen synes det er værd at investere i kultur.... Vi kan jo også være ligeglade og sige at kultur altid har været et elitært foretagende, som man skal have råd til at bedrive - og det har kun Mærsk og Murdoch.

Gyldendal kunne da også godt have forbarmet sig over rivalen og puttet Borgen/Vindrose (full version) ind under sine vinger. Men de kan jo nå det endnu.

Det er da vist ikke set før, at en nobelprisvinder i litteratur ikke bliver æret med en nyudgivelse på dansk. Hvor lavt kan vi strække os?

Vi er på vej mod amerikanske tilstande. I USA udkommer ingen lyrikere eller eksperimenterende forfattere (måske lige med undtagelse af John Ashbery) på "stort" major forlag.

Problemet med denne tilstand er at talentfulde unge folk risikerer at drukne/fare vild (vælg selv metaforen) i den underskov af mere eller mindre kvalificerede 1-2-3mands subforlag, som udgiver mere eller mindre tvivlsomme og langtfra altid særlig langtidsholdbare ting.

Det er typisk at det bliver en enten/eller-diskussion.
Litteraturstøtte medfører ikke nødvendigvis at man lægger sig til at sove. Og frie markedsforhold medfører nødvendigvis ikke god litteratur.

Forfattere er mennesker med vidt forskelligt temperament. Nogle trives bedst med støtte, andre kan klare sig foruden. Det ene bør ikke udelukke det andet.

René Petersen

Mht. Le Clézio har Johannes Riis udtalt, at det er på grund af kvaliteten, de ikke vil udgive hans nye bøger Jeg har tre styks af hans ting fra 60'erne udgivet på Gyldendal, som der vidst er bred enighed om, var hans bedste periode.

Der må jo også sidde nogen folk derude med røde ører: fx har Den Blå Port 183 abonnenter. Hvis man tænker på, hvor mange litteratur- dansk- og nordiskstuderende vi har i Danmark lige nu, synes jeg det er et ret skræmmende tal. Jeg lever på en SU og det gør da nas, når Hvedekorn, DBP og Basilisk kræver penge, men jeg gør det, fordi jeg mener, det er foretagender, vi ganske enkelt ikke kan være foruden i Danmark.

@Petersen: Jeg mener ikke, at Riis har adkomst til at betvivle Det Svenske Akademis valg af Nobelvinder. Hvis man ikke vil nyoversætte, må man genudgive. Det er en litterær tradition, at markere en nobelvinder med en udgivelse.

Det virker som om en del traditioner står for fald i disse tider. Jeg savner at høre nogen af de virkelig tunge meningsdannere i debatten. Men folk holder nok kortene tæt til kroppen og redder hvad reddes kan (skinnet på deres litterære krop f.eks).

Lene Andersen

Der er en ting, som sjældent inddrages i litteraturdebatten, og det er det faktum, at Danmark er et meget lille sprogområde. Det vil sige, at selv en mådelig succes, der i et land som Tyskland eller Polen qua landets størrelse ville indbringe noget, der ligner reel indtægt , herhjemme højst medfører lidt lommepenge eller til en ekstra ferie.

3.000 solgte eksemplarer af en bog betragtes som en fin lille succes. 6.000 solgte er en succes, og man skal høre til de sjældne, der sælger over 10-20.000 eksemplarer af samtlige sine nye udgivelser for at kunne leve af det.

Dette er ikke kun et problem for forfatterne, men også for forlagene, da det kræver samme forlagsmæssige indsats at fremstille og udgive en bog i Danmark som i større lande.

For en bog til 300,- kroner i butikkerne ser regnskabet således ud:

Moms 20% = 60,- kr. Så er der 240,- tilbage.

Heraf tager boghandlerne ca. 35%, dvs. 84,- kr. Så er der 156,- tilbage.

Heraf tager distributøren 10%, dvs. 15,60 kr. Så er der 140,40 tilbage.

Hvis det er en roman på 300-500 sider, som er trykt i 2.000 eksemplarer, så ligger trykprisen på ca. 35 kr. pr. stk. Så er der 105,- kr. tilbage pr. bog.

Hvis samtlige 2.000 eksemplarer sælges, er der altså kr. 210.000,- tilbage til deling mellem forlag og forfatter.

Forfatteren har formentlig brugt et års tid på at skrive bogen, og forlaget skal ikke blot lønne den redaktør, der har været involveret, men skal også betale markedsføring af bogen og faste udgifter.

Summa summarum: Hvis vi fortsat gerne vli have bøger på dansk med et vist niveau af professionelt tilsnit, der også kan være med til at sikre danske forfatteres muligheder for at blive opdaget i udlandet, så er vi nødt til at give litteraturen politisk opbakning.

Det skærer i mit liberale hjerte at skrive det, men det kunne være i form af støtte, eller det kunne være ved momsfritagelse.

Alternativet er, at danske bøger bliver overladt til folk, der ikke kan arbejde med dem på fuld tid, og hvorfor skulle vi få bedre litteratur af det? Der er jo ingen, der render og påstår, at vi ville få bedre kirurger eller politibetjente, hvis de skulle udføre deres arbejde ved siden af et fuldtidsjob, der kunne forsørge familien.

Peter Dyreborg

@lene andersen: Nu ved jeg ikke, om mine indtægtsforhold er særligt relevante for denne debat, men som en service har jeg da ikke noget imod at oplyse, at jeg lever godt af min indtægt som offentligt ansat jurist, og flødeskummet er så mine indtægter som forfatter, hvilket vil sige fra bogsalg, foredrag, artikler, diverse royalties og andre småting. Hvis jeg var sparsommelig kunne jeg på nuværende tidspunkt godt leve fuldtids af mine forfatterindtægter, men jeg er desværre ikke sparsommelig, og derfor supplerer jeg op med mit borgerlige embede. Alt det kan du også læse en artikel om her:

http://www.information.dk/164047

Peter Dyreborg

@lene andersen:

Og et andet forfatter-regnestykke kunne fx se sådan ud:

Bogsalg, 240 kr. x 15% (den typiske fordeling til forfatteren) x 1.000 solgte eksemplarer = 36.000 kr.

Foredrag, 20 stk. årligt x 5.000 kr. (Kunstrådets tarif for anerkendte forfattere) = 100.000 kr.

Bibliotekspenge, bare et skøn = 10.000 kr.

Royalties, fx for oplæsning i DR og lign, bare et skøn = 10.000 kr.

Honorarer for kronikker, avisartikler m.v., bare et skøn = 15.000 kr.

Og 36.000 kr. + 100.000 kr. + 10.000 kr. + 10.000 kr. + 15.000 kr. giver i alt 171.000 kr. årligt, hvortil kommer eventuelle arbejdslegater og priser etc.

Nu er ovennævnte eksempel baseret på en forfatter, som er ok succesfuld, men ikke bestseller-forfatter - og selv om 171.000 kr. årligt plus det løse ikke er meget, er det en ganske ok indtægt alt taget i betragtning.

/peter

Kenneth Krabat

@ dyreborg "Og et andet forfatter-regnestykke kunne fx se sådan ud:"

ja, og i dén boldgade er der plads til... hvor mange forfattere? Og resten? Ja, du er borgerlig. "Enhver er ansvarlig for sit eget liv, sin egen indkomst, sit sit sit sit". Mig-kulturen er ikke noget nyt - den har blot fået ekstra vind. Du er jo kendt for at være meget selvpromoverende. Og det er da at være kendt for noget. Så, du kan sikkert godt oppebære en vis indtægt på dét grundlag alene - alle de ukyndige derude i landet, som gerne vil vide, hvordan man selv oppumper et forfatterskab til at handle om, hvordan man formidler det! Men det stopper nok også på et tidspunkt - og så kan det tænkes, at du er nødt til at gøre som alle andre: Fokusere på at fortælle en historie, der stikker dybere end som så.

At være forfatter handler for en stor del, for de fleste, om at kunne være i fred og arbejde. Arbejde med livet og med tankerne om at være menneske, og hvilken betydning alskens problemstillinger har, hver for sig og i det sammensurium som aldrig bliver til andet end overskrifter i andre medier. Reflektionsrum til læserne. DET bliver valgt fra ved borgerlig fravælgelse af litteraturen som kulturbetingende. En forfatter er sgu ikke en billedhugger eller maler - vores kultur, historie, og bevidsthedsskabelse er bygget på ordene. De konkrete ordsammensætninger - begavede, indsigtsfulde, vittige, poetiske, hjertevarme eller kolde - som det tager et menneske så ekstremt lang tid at få til at blive til værdig tekst. Og DET vil du bare overlade til markedsøkonomien og til selvpromovering og så videre!?

Én ting er, at jeg aldrig har været betaget af dit projekt - det har altid forekommet mig kalkuleret - noget andet er, at tiden... har givet dig lov til at være dig, hvilket er fint. Men når du tror, at din relative succes bunder i dit indhold og ikke i det held, at tiden kan finde plads til sådan én som dig, så er du hvis ikke ubegavet, så ihvertfald meget lidt ydmyg over for forholdet mellem skabelse og modtagelse. Og det er ubehageligt at opleve. BOGEN er ikke forfatteren - bogen er mennesket, alle mennesker. Og jo mere selvforelsket en bog, desto mindre plads til andre mennesker i projektet - med mindre de selv savner noget at holde fast i, i sig selv = heltedyrkelse. Og det er - som jeg ser det - dit projekt. Og så er Tina Dickow (og hendes gør-det-selv-projekt) fuldstændig uden for sammenligning, al den stund hun giver af hjertet, mens du rider på en bølge af forvirring (i dit publikum).

Kenneth Krabat

Og så skal det lige tilføjes, at mange forfattere som du selv har andet (ikke-forfatter-)arbejde, som ikke nødvendigvis er af økonomisk nødvendighed, men fordi de behøver den jævnlige kontakt til andre mennesker på et ikke-forfatter-niveau. Det er ikke dém (og dig), der kommer i klemme i en kultur, som ikke understøtter det ånds- og bevidsthedsberigende, som sprogdannelsen udgør.

Peter Dyreborg

@kk:

Du skriver: "Én ting er, at jeg aldrig har været betaget af dit projekt - det har altid forekommet mig kalkuleret - noget andet er, at tiden... har givet dig lov til at være dig, hvilket er fint."

1) Du har ikke læst mine bøger (jeg har udgivet fem og den sjette er på vej), og 2) du kender ikke mit projekt, da du aldrig har talt med mig - og der er ikke nogen, journalister eller andre, der har skrevet mere uddybende om "mit projekt".

Du skriver: "Og DET vil du bare overlade til markedsøkonomien og til selvpromovering og så videre!?"

Du ved udemærket godt, at jeg ikke er tilhænger af markedsøkonomi, heller ikke i kulturverdenen. Og ja, selvfølgelig er jeg selvpromoverende i den forstand, at jeg er nødt til at promovere mig selv, da jeg driver min egen biks - fx på samme måde som Lene Andersen. Men derudover er jeg ikke selvpromoverende - der er fx ikke ét eneste sted, hvor du kan læse noget særligt om mine personlige og private forhold, udover at jeg er jurist. Lone Hørslev derimod er selvpromoverende, ligesom de fleste andre forfattere - bare læs ugens litteraturtillæg i de forskellige aviser - men om det er godt eller skidt vil jeg ikke fælde dom over.

Det regnestykke, jeg har opstillet, er ikke baseret på mine egne forhold - det handler ikke om mig, selv om du gerne drejer diskussionen i den retning - men er baseret på en generel betragtning, der handler om, at det - efter min mening - er forholdsvist nemt, om end det kræver hårdt arbejde, at stykke en nogenlunde økonomi sammen som forfatter i dagens danmark. 1.000 solgte eksemplarer og 20 foredrag om året er meget, men ikke alverden eller umuligt.

/peter

Vibeke Nielsen

@Krabat

"En forfatter er sgu ikke en billedhugger eller maler - vores kultur, historie, og bevidsthedsskabelse er bygget på ordene."

Hold da helt ferie en forfatterarrogance.

"Vores kultur" er for de første et vidt begreb. Men hvis "vores kultur" er den brune danske sovs, eller måske lidt mere behageligt, den danske persillesovs, står jeg af. Uanset om sovsen er af maling, gips eller ord.

For det andet vil jeg insistere på at "vores kultur", forstået som en fællesmenneskelig kommunikations- og livspraksis, er bygget på alle mulige former for kommunikationsmidler - inklusiv musik, film, skulpturer/objekter, arkitektur og billeder.

Men forfatterne, der skriver skønlitterære bøger - ikke de "forfattere" der skriver musik eller tekster til musik og heller ikke manuskriptforfatterne eller dem, der eksperimenterer med netlitteratur - har været "forkælede" i en del år i "vores kultur". Mine indvendinger mod det går ikke på selve "forkælelsen".

Faktisk vil jeg mene, at alle mennesker kunne have glæde af at blive taget lige så alvorligt som anerkendte forfattere, dvs at blive set, lyttet til, få seriøs kritik, at blive nurset og støttet i deres liv. Jeg tror vores samfund ville blive væsentligt bedre af det. Men forfatterne er altså blevet bildt ind, at de, hvad det angår, har en særlig ret, som andre kunstnere og mennesker ikke bør have.

Denne ret funderer man så på, at man er kulturstøtte. Igen denne underlige konservatisme og kritikløshed, der følger med trygheden. Er alt i enhver kultur nødvendigvis godt? Og kunne det tænkes, at denne ophøjede gamle bog ikke var et hverken bedre eller finere kommunikationsmiddel end så mange andre, men at forfatterne måske kunne have glæde af at afprøve alle mulige andre måder at arbejde med sprog, kommunikation og litteratur på, end den man måde som findes i den mest veletablerede del af litteraturinstitutionen? Er "de gode gamle" forlag og "det gode gamle" bogmarked virkelig så fejlfri størrelser, at man vil kæmpe med næb og klør for status quo?

Lene Andersen

@ Dyreborg,

De 20 foredrag er højt sat - for de fleste forfattere ville de 18 af dem blive belønnet med to flasker rødvin, tror jeg.

For mit eget vedkommende er jeg civiløkonom, HA (hey, sjovt nok det samme som Asger Jensby!) og jeg specialiserede mig i markedsføring, så jeg har været rustet til at få et forfatterskab til at give brød på bordet. Men det er der ikke mange forfattere der er, og selvom jeg synes, det er sjovt at være forlægger og har nogle spændende konsulentopgaver ved siden af, så ærgrer det mig da, at jeg kun kan skrive halvdelen af året, og ikke p.t. sidder fordybet i min næste bog og den roman, som rumsterer i mit hoved.

Peter Dyreborg

@lene andersen:

Rødvin? Det kommer jo selvfølgelig an på, hvem man er, men hvis man er en nogenlunde kendt skønlitterær forfatter - hvilket i princippet bare vil sige, at man bliver anmeldt og står på et par biblioteker, og måske bare engang imellem bliver interviewet til Politiken eller Berlingske - ja, altså, så er det de færreste af dem, jeg kender, som optræder for rødvin. Engang imellem laver man gratis jobs - ja, det gør alle, fx den stort anlagte litteraturfestival Cph.Litt. - men det er mit indtryk, at de fleste biblioteker, litteraturfestivaler og lign. rent faktisk betaler tarif.

20 foredrag er måske meget, for nogle, men hvis man antager, at foredragshøjsæsonen er i februar, marts, april, maj, september, oktober, november, svarer det til 2,8 foredrag pr. måned, og det synes jeg egentlig ikke er uoverkommeligt.

Dét, der er min egentlig pointe, det er, at hvis man strammer op og tager sig lidt sammen, så er det faktisk muligt at stykke en ok økonomi sammen, i hvert fald hvis man er stor nok til at blive anmeldt og sælge bare lidt bøger og få arbejdslegater m.v.

Peter Dyreborg

Og et lille citat fra denne artikel http://www.information.dk/164047 -

Lad mig slå fast: Jeg er tilhænger af kunststøtte, både i form af Kunstfonden, Kunstrådet og andre tiltag. (...) Kunststøtte er på sin plads, og selvfølgelig er det for en forfatter optimalt, hvis der er daglig tid til at skrive, men hvis ikke statsstøtten og bogsalget slår til, er lidt arbejde ved siden af nok ikke det værste. (...) Jeg under gerne visse forfattere en livsvarig ydelse på 12.000 kr., et arbejdslegat på 75.000 kr. eller supplerende dagpenge i ny og næ. Hvis det ikke rækker, eller A-kassen vil sende én i aktivering, så få dog et job i stedet for at klynke og gøre et luksusproblem til et større kulturpolitisk spørgsmål.

Peter Dyreborg

Og endnu mere i øvrigt: Den oprindelige artikel handler om noget helt andet end den drejning, debatten har taget, hvorfor jeg lige gentager:

"Måske vil folk, forfattere og deslige endelig begynde at tænke lidt mindre firkantet, arbejde og organisere sig på en helt anden måde..."

Lene Andersen

Jeps. Den oprindelige artikel handler om, at der er ved at være to slags forlag: Giganterne og hobbyisterne. Mellemlaget kollapser.

De store forlag har en tendens til at skabe mainstream, og de uforudsigelige udgivelser har så kun hobbyforlagene at falde tilbage på, hvor der ikke er ressourcer til at markedsføre bøger for de forfattere, der ikke selv kan stå for deres markedsføring. - Hvilket i høj grad gælder for de fleste af de originaler, som skriver skæv litteratur.

Er det sundt med omvæltninger en gang imellem? Absolut! Trænger den danske bogbranche til nytænkning? Absolut! Det ville bare være fantastisk, hvis der var mulighed for at kunne leve af at udgive bøger, også selvom man ikke er Gyldendal eller PeoplesPress eller udgiver kogebøger eller biografier om jægersoldater, der alligevel aldrig har været i kamp.

Anne-Louise Bosmans

Jeg synes det er forfærdelig trist med Borgen. Det er surt at opgive et godt samarbejde med sin redaktør. Det føles som om det bliver smallere og smallere og mere og mere idiotisk at skrive digte. Jeg ved ikke om det gør den store forskel om jeg udkommer på et lille ikke-lønnet forlag eller Borgen. Markedsføringen er vel begge steder lig nul. Jeg tænker helt ærligt, hvad fanden skal det gøre godt for. Hvorfor udgive hvis det alligevel kun er vennerne, der læser teksterne, jeg kan jo bare sende dem dem pr post.

og lad mig tilføje, jeg ærlig talt føler det som et enormt paradoks (og privilegie jeg ikke rigtig forstår hvad jeg skal stille op med (det er svært bare at nyde det)) at være på det tre-årige arbejdslegat, på den ene side er jeg altså påskønnet (i tre år) af staten, mens der er så meget andet, der peger i retning af, at det er helt meningsløst, det man laver, og at samfundet ikke kan/vil bruge det til noget. (og jeg mener ikke man skal skrive direkte politisk for at samfundet ska ku bruge poesi til noget). Poesi kan da vel bruges til et eller andet, kan det ikke?

Kenneth Krabat

@ Vibeke Nielsen: "Forfatterarrogance!"

Nej, det er et faktum, at selvbevidsthed funderes på evnen til at danne og afkode skrift- (og tale-) sprog. Det er derfor, det i et samfund, som er styret af veluddannede, er vigtigt at fastholde evnen til at læse og fordre dybde i sproget.

Omvendt, hvis vi var styret af uvidende barbarer, ville enhver der kunne læse enten blive indrulleret i regeringsmagten, kontrolleret eller udraderet - fordi sproget muliggør præcis og kreativ kommunikation - til én selv og til andre - hvilet billedkunst, skulptur, dans, sang, musik osv. ikke formår, da disse kunstformer f'ørst og fremmest vækker følelserne, og først med sprogudviklingen vokser til større kompleksitet og bredere forståelse - der kan kommunikeres til og deles med andre!

"Vores kultur" er ikke din snævre forståelse af begrebet - den såkaldt danske kultur - men den menneskelige kultur. Og ikke blot dén i den vestlige verden, men alle kulturer. Så vidt jeg ved, har man kun har fundet én stamme, som ikke har et talesprog, og de fleste har udviklet skrift.

Forfattere er nødvendige. Og forfatter bliver man af at blive kritiseret. Af læsere, redaktører og kolleger. Det bliver man ikke bare af at skrive. Gudskelov kan mange skrive, men hvis mellemforlagene forsvinder, forsvinder rigtig rigtig mange af mulighederne for vækst - forfatterne kommer simpelthen til at mangle modspil, og snarere end at der kommer til at mangle gode bøger, kommer der til at mangle variation - fordi de resterende forlag selvfølgelig opretholder deres egne linier, hvad angår afsætning, genrer osv.

Og skulle skibet vel være tilbage på kursen?

Per-Olof Johanssson

Interessant læsning på en regnvejrsdag. Egentlig synes jeg dog artiklen snarere gør mig sulten efter nogle fakta fra de fyrede om situationen, fra forfattere på Borgen om situtionen, fra Lars Bukdahl om situationen.
Måske er det ikke kun forfattere som skal tænke nyt. Helt uafhængigt af krisen kunne man også forestille aig læsere tænke nyt. Selvfølgelig kan forfattere tænke på nye formidlingsveje og udnytte tidens tendenser, som Peter måske så meget bedre end en anden en formår - eller ønsker :-)
MEN LÆSERNE! Dem kunne jeg godt tænke mig at høre fra i denne debat....

Per-Olof Johanssson

..LÆSERNE? jamen det er jo osse mig. Og jeg ku' da godt tænke mig, at de fire aviser jeg køber turde trykke nogle digte af tidens digtere. Jeg behøver ikke læse dem i en bog ...først...eller læse OM dem, deres opvækst og job og meninger om alt mellem himmel og jord. Hvem fanden har fundet på al den introduktionslarm i TV, det ville være meget bedre med et pausedigt. Jeg kunne godt tænke mig at journalisterne trådte noget i baggrunden. De minder alt for meget om visse indledere ved en foredragsaften, de tror det er dem der er så interessante og som skal sætte dagsordenen...
Digterne kunne jo en masse begynde at bestorme annonceaviserne med digte. Annonceaviserne trykke hvd som helst hvis det er en mening, så det kan da være digtet skal frem som smuglervare - formidlerne må tror det er en mening - nå hvad har jeg nu gang i - jeg stopper her ...

Boris Boll-Johansen

en af bidragyderne til denne debat (jeg husker ikke hvem, denne tråd er jo alenlang og hurra for det) skriver, at mellemlaget i forlæggervirksomheden visner. tilbage på scenen bliver så om føje tid de meget store og de meget små.
jeg tror, det er derfor, jeg er optimistisk: hvis nu de mellemstore forsvinder, eller næsten forsvinder, så må det også alt andet lige give mere opmærksomhed omkring de mindre, temmelig små og måske endda bitte små tiltag. og jeg tænker på mediernes bevågenhed her. (for den er selvfølgelig vigtig.)

der er i dag en tendens til - hvis jeg lige må generalisere - at man på kulturredaktionerne sidder og venter på pressemeddelelser fra gyldendal og konsortier, derefter lader dem trykke, og ind imellem drager man så til sverige og interviewer en krimiforfatter. på forlagets (altså ikke avisredaktionens) regning.
når de får dårlig samvittighed over dét, så kommer de mellemstore til orde. og nederst i suppen ligger så de mindre forlag og skæve (og interessanteste!) ideer og smådrukner.
sådan er det i dag. cirka.
men fremover kan det blive sådan, at når den dårlige samvittighed rammer de sløve kulturredaktioner, så kommer det de mindre forlag og de mere skæve udgivelser til gode.
man har jo lov at håbe.
men som jeg siger: det er deri min optimisme består.

en anden debatdeltager, bosmans, undrer sig over, hvorfor man mon insisterer på at lade sine digte udgive, kunne man ikke lige så godt sende dem med posten?
det kunne man sikkert. men det kræver, at man gør kraftigt op med sin forfængelighed.
- jeg prøvede at bruge mailmediet og maillistesystemet til sådan et tiltag, det hed småbreve.dk og løb af stablen i 2004.
det gjorde selvfølgelig lidt ondt at "udgive" sine ting på denne måde, og ikke i fine og varige bøger, som man kunne give sine familiemedlemmer og venner, der så kunne falde i svime over, at man havde udgivet en rigtig bog, på den anden side .. hvem er det, man ønsker at dupere? hvem er det, man ønsker at skrive for?
jeg tror, der er noget sundt ved at træde uden for den vanlige tekstcirkulation.
og det er en anden grund til, at jeg helt konkret er optimistisk over den såkaldte "krise" her der og allevegne: den piller gevaldigt ved forfængeligheder.

en tredje grund har med legatsystemet at gøre. et af kravene - og det er bestemt et rimeligt krav - for at komme i betragtning til dette system er, at man udkommer på ikke-selvejede forlag. det er også klart og rimeligt nok inden for dette systems præmisser, at det helst skal være anerkendte forlag.
hvis nu disse anerkendte forlag mindsker deres udgivelsesmængde (især af den såkaldte smalle litteratur, typisk digte), og man agter at bevare støtten til den smalle litteratur (hvilket jeg går ind for), jamen så skal man vel til at orientere sig i andre retninger for at finde kvaliteten i den. og at orientere sig i andre retninger er sundt.
lad mig lige pointere: jeg fremmaler ikke konspirationsteorier her, jeg siger ikke, at man automatisk bliver tildelt så og så mange penge, dersom man udkommer der og der, men jeg siger, at det i dag er relativt nemt at orientere sig i een retning, når man skal udfinde den "gode" og præmieringsegnede litteratur, eller i det mindste kan det forsvares, at man blot kigger i een retning. det forhindrer et nysgerrigt blik mod underskoven. underskoven, forestiller man sig, er vækstlag for senere, betydelige forfattere. i sig selv er den ikke rigtig noget.
jeg tror, at den måde at betragte sagerne på giver en vis åndssløvhed, i hvert fald i en bestemt betydning, og at denne åndssløvhed kan beprikkes, gennemhulles, ja elimineres, dersom der ikke længere er nogle faste holdepunkter, dersom man kort fortalt ikke kan læne sit hoved mod borgens eller gyldendals lyrikredaktionelle epauletbesmykkede skuldre.
i hvert fald vil det blive stadig tydeligere, dersom man vil være noget ved litteraturen, at det ikke rækker at orientere sig i den gængse forlagsverdens udgivelser. det er til dels sådan i dag, men det vil fremover blive markant.

altså ... forestiller jeg mig.

(en sidste überovervejelse: omrokeringen kan i længden skabe bedre vilkår for det småtte. men det tager lidt tid.)

Vibeke Nielsen

@Krabat

"Forfatterarrogance"! YEP

Og du er sådan cirka den eneste forfatter i denne tråd, der lider af det, hvis man tager udgangspunkt i indlæggene.

For det første er det noget sludder, når du skyder mig i skoene at jeg ligefrem skulle have den holdning at "vores kultur" er sovs, kartofler og danmark. Men udtrykket "vores kultur" er sådan en gummiting, der kan bruges som legitimationsgrundlag for alt fra kulturkonservatisme til ansøgninger om legater.

Det holder ikke en milimeter, når du hævder at de andre kunstarter kun appelerer til følelserne. Fyr den af på kunstakademiet, arkitektskolen, designskolen eller konservatoriet. Andre kulturelle udtryk end de rent sproglige er i høj grad med til at danne bevidstheden og forme os som mennesker. Men det er en længere historie og hvis du, som den eneste her i tråden, insisterer på at føle dig højt hævet over de andre kunstnere i kraft af den kunstart, som du tilfældigvis beskæftiger dig med, så fred være med det. Det er jo ikke det, tråden handler om.

Andre ønsker åbninger mod noget andet, men frygter naturligt nok at miste eksempelvis opmærksomhed, penge og anderkendelse, hvis det forlag som de har vænnet sig til tager sig af dem, pludselig smækker døren i. Jeg forstår frygten, men jeg forstår ikke arrogancen, lukketheden og konservatismen.

Kære Anne-Louise Bosmans.

Jeg har læst dine digtsamlinger, og jeg synes, de er helt vildt gode!
Vi er ikke venner, så jeg ville ikke få dem med posten. Det ville være meget ærgeligt, synes jeg.

MVH Olga

@Bosmans: Nu vil jeg sige det samme til dig, som Mikael Persbrandt engang sagde til Lukas Moodysson (da Moodyson var ved at opgive ævred):
"SKÄRP DIG!" Mand dig op!

Hvis de (indrømmet) kraftige dønninger distraherer for meget, så tag udenlands. Feks. til Rom, hvor Inger Christensen sad og skrev sin Det, mens hun af og til skævede hen mod en af sine elskede fontæner.

Vær nogenledes indifferent overfor diverse tågehorn og midlertidige konjunktur-udsving. Fortsæt ufortrødent arbejdet med din skønne bygning. Skriv godt!

Venligst Erik Højer

Eller emigrér til Norge!:

" Forlag i Norge har generelt sett gode rammevilkår kombinert med at vi lever i den beste av alle tenkelige tider!"

G.Totland (forlægger) i avisen Klassekampen 19/3-09

Anne-Louise Bosmans

@Olga. tak for komplimenten.

@Erik. Nu bor jeg jo faktisk ikke i Danmark. Jeg bor i Belgien. Med mellemrum følger jeg med i hvad der foregår. Jeg holder øje, og så ser jeg væk.

Jeg lægger ikke noget på hylden, men det føles mere og mere obskurt at skrive digte, og nu bliver det også sværre at udgive det. Det føles skamfuldt at få så mange penge og lave noget så småt og skjult for alle de penge.

Mads Heinesen

Jeg synes det er en kedelig tendens, at en digter som Peter Dyreborg ustandseligt bliver overfuset med smålige kommentarer fra snævertsynede skribenter og andre godtfolk.

Udover at være med til at forny litteraturbegreberne, bruger han en stor del af sin tid på at kommentere samfundet og bogbranchen med værdifulde og nytænkende indspark, hvad man ikke kan sige om 90 % af de danske kuinstnere.

Det værste er næsten, at ingen lader til at bakke ham op. Er det, fordi ingen forstår, at meget af det Peter Dyreborg siger, rent faktisk er den rigtige vej frem? Eller er det fordi han generelt er blevet stemplet som ’forkert’ i kraft af, at han udgav en digtsamling med reklamer i (det gør man bare ikke, tsk tsk.)?

I min verden har Peter Dyreborg bevist sig selv som en vigtig kunstner med sine radikale debatindlæg og bogprojekter. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanker om så mange andre af dagens danske kunstnere (udover en vis hr. Blachman – nå nej, ham kender I vel heller ikke, ’man’ ser jo ikke X-factor, gør man?), som tør udgyde de upopulære, men dybt nødvendige meninger, som kan være med til at forandre nogle forstokkede ting til det bedste.

Mads Heinesen

Jeg er selv kommet ind på et stort forlag med en børnebog, og jeg er fantastisk glad for det, da jeg har arbejdet målrettet på at kunne leve som kunstner siden mine teenageår.

Jeg er fantastisk glad for det professionelle samarbejde med min redaktør, uden hvilken bogen aldrig havde blevet så gennemarbejdet som tilfældet er, så det vil jeg ikke bytte for noget i verden.

Men Peter Dyreborg har i mine øjne ret: Bogbranchen og forfatterne trænger i dén grad til fornyelse. Både af deres forretningsgange og deres selvopfattelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der må have været nogle kulturpolitikere, forfattere og forfatterorganisationer, som har sovet i timen i årtierne før min generation…

Som Peter Dyreborg også nævner, så skal pengene nu om dage ligeså vel tjenes på alle mulige udenomsting, som fx oplæsninger.

Det handler om at følge med tiden og se de muligheder der er for alternative indtjeningsmuligheder og alternativ markedsføring. Og det ser forlagene kun ud til at gøre i meget lille omfang indtil videre.

Men det er ligeså stille på vej hos nogle forlag, kan man fornemme. At nogle så kom for sent i gang, er vel deres egen skyld. Måske var de uvidende eller blot forstokkede? Men det er utroligt ærgerligt for forfatterne, redaktørerne og alle andre, for hvem forlaget Borgen har betydet meget.

Sider