Læsetid: 6 min.

’Jeg løj for alt og alle’

I mange år levede Bo Weymann et dobbeltliv som familiefar og forbryder. Som fremtrædende medlem af Blekingegadebanden deltog han op gennem 1980’erne i planlægningen af flere store røverier samt et mislykket kidnapningsforsøg af en svensk milliærdærsøn. I går stod han frem for at sone sine synder
Bo Weymann blev idømt syv års fængsel for sin andel i sagen om Blekingegadebanden. I Peter Øvig Knudsens bøger omtales han som »Stemmen«. I går stod han frem og fortalte sin historie.

Bo Weymann blev idømt syv års fængsel for sin andel i sagen om Blekingegadebanden. I Peter Øvig Knudsens bøger omtales han som »Stemmen«. I går stod han frem og fortalte sin historie.

Kristine Killerich

19. marts 2009

Det var en nervøs, men fattet Bo Weymann, der i går tog plads foran et samlet pressekorps i Imperialbiografen i København kort efter den første pressevisning af Anders Riis-Hansens dokumentarfilm om Blekingegadebanden. Som dømt medlem af den nu herostratisk berygtede forbrydergruppe, har Bo Weymann mange års erfaring i at undgå offentligheden. Men i går var der ingen udvej.

Badet i blitzlysene fra mere end 30 fremmødte pressefotografer og kamerafolk tog Bo Weymann et stort, men vigtigt skridt i retning af forsoning med sig selv og sin fortid.

Uden at komme med undskyldende forklaringer påtog han sig det fulde ansvar for sin medvirkning i planlægningen af de særdeles voldelige røverier ved Herlev Postkontor i 1985 og i Daells Varehus i 1986 samt det moralske ansvar for de fatale begivenheder under røveriet mod Købmagergade Postkontor i København i november 1988, hvor en ung politibetjent, Jesper Egtved Hansen, blev skudt og dræbt.

"Selv om jeg ikke var med til at udføre røverierne, var jeg med til at planlægge dem," fastslog Bo Weymann, der i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden optræder som den anonyme 'stemme'.

Bo Weymann afviste imidlertid ethvert kendskab til, hvem der affyrede de dræbende skud i Købmagergade.

"Jeg er ikke klar over, hvad der skete den fatale morgen. Jeg ved ikke, hvem der skød. Og jeg har heller ikke forsøgt at finde ud af det. I årene, der er gået, har jeg aldrig stillet de andre medlemmer spørgsmålet, og hvis jeg havde, ville jeg heller ikke have fået svar," forklarede han.

Ingen er nogensinde blevet dømt for drabet på politibetjenten, for medlemmerne af banden har aldrig afsløret, hvem af dem, der skød. Men i sine dokumentariske bøger om Blekingegadebanden har Peter Øvig Knudsen udpeget to mulige drabsmænd. Der kan enten være tale om den nyligt afdøde Niels Jørgensen eller om Bo Weymanns bror, Jan Weimann, fastslår Øvig.

Ved pressemødet i går ønskede Bo Weymann imidlertid ikke at uddybe, hvordan han har det med, at hans egen bror kan være politimorderen.

"Det er en meget vanskelig problemstilling at håndtere for mig på det personlige plan," svarede han kortfattet.

Fjenden var Israel

Bo Weymann blev i 1991 idømt syv års fængsel for sin medvirken til Blekingegadebandens forbrydelser. Alt sammen for at støtte palæstinensernes frihedskamp via den marxistiske organisation PFLP og for at svække Israel, som Bo Weymann opfattede som sin "fjende".

I dag, knap 20 år efter, tager han skarpt afstand fra sine fortidige handlinger:

"Jeg er nået dertil, hvor jeg tror på, at man er nødt til at agere inden for demokratiets institutioner," sagde han.

Han mener dog stadig, der er alt for meget fattigdom og uretfærdighed i verden, men han har opgivet troen på sin egen idealisme.

"Den eneste isme, jeg i dag er tilhænger af, er pacifisme," sagde han og tilføjede: "Pascifisme og medfølelse."

Ved pressemødet forholdt Weymann sig samtidig til sin tid som spion i 1970'erne og 1980'erne, hvor han på ordre fra PFLP indsamlede oplysninger om over 300 danske jøder og andre personer, der havde ytret sig offentligt til støtte for Israel.

I pressen blev kartotekerne omtalt som 'jødelisterne' eller 'Z-files'. Under den efterfølgende retssag røbede Bo Weymann aldrig navnet på sin spionagechef, men ved gårsdagens pressemøde svarede han, at det var Marwan El-Fahoum - lederen af PFLP igennem mange år - der havde givet ham ordren.

Bo Weymann fortalte også om sin medvirken i kidnapningsforsøget på den svenske milliardærarving Jörn Rausing, der skulle skaffe 300.000 millioner kroner til PFLP. Aktionen var planlagt til mindste detalje - blandt andet havde banden indrettet et lille fangelokale til Rausing i et sommerhus i Norge - men aktionen endte med at gå i vasken, da Bo Weymann fik kolde fødder.

En underlig sondring

Endelig lagde Bo Weymann også kortene på bordet i forhold til sin medvirken i planlægningen af rullestolsrøveriet i Herlev i 1985 samt Daells Varehus-kuppet i 1986. Derimod ønskede han ikke at nævne navne på de personer, der udover ham selv var involveret i røverierne.

Det ærgrer Lars Ville-moes, der tidligere har dækket Blekingegadebandesagen, først for Information og siden for Weekendavisen, og som også var til stede ved gårsdagens pressemøde.

"Bo Weymann laver tilsyneladende en sondring: Han vil ikke fortælle noget om sine kammerater i Blekingegadebanden, men han vil trods alt gerne fortælle om navngivne personer i PFLP. Det er et fremskridt, men han mangler stadig at fortælle, hvem fra Blekingegadebanden og PFLP som var involveret i de to store røverier. Det vil han ikke, så der er altså stadig en grænse for åbenheden," siger Lars Villemoes, der dog ikke mener, at den kritik skal skygge for det væsentligste.

"For først og fremmest er det jo et fremskridt, at han tager totalt afstand fra de aktiviteter, han har været involveret i," siger han.

Fra velgørenhed til vold

Det var med små skridt, at Bo Weymann i 1970'erne og 1980'erne blev ledt på vildspor af sin egen idealisme og ført ud på radikalismens overdrev. Og det er med små skridt, at han nu begiver sig den lange vej tilbage på rette spor.

"Det er ikke specielt glorværdigt, at jeg først stiller mig frem nu. Det er alt, alt for sent. Men det har været en meget lang rejse for mig at nå hertil, hvor jeg er i dag. Efter afsoningen havde jeg et stort behov for at lægge tingene bag mig, og det fyldte nok mere end den soningsproces, som jeg nu for alvor har taget hul på i de senere år," sagde Weymann, der også svarede på, hvilket forhold han i dag har til de øvrige bandemedlemmer: "Jeg har ikke nogen relationer til andre end min bror, men vi har selvfølgelig et familiært forhold."

På pressemødet opfordrede Bo Weymann de øvrige bandemedlemmer, herunder sin egen bror, til at lægge kortene på bordet én gang for alle og stå frem.

"Ja, jeg opfordrer de andre til at stå frem. Sagen har efterladt så mange sår hos ofrene for vores handlinger, at en mulighed for forsoning skal basere sig på, at man står frem og fortæller sandheden," sagde Bo Weymann, der trods sin tydelige anger ikke ønskede ikke at sige undskyld til ofrene for bandens forbrydelser.

"Det ville være klamt. Jeg synes, det bedste, jeg kan gøre, er at fortælle sandheden. Ofrene skal ikke intimideres af mine undskyldninger, men det er klart, at jeg har det meget dårligt med det, jeg har lavet" sagde han.

Den hårde kerne

Peter Øvig Knudsen, der står bag det tobindsværk, som Anders Riis-Hansens film om Blekingegadebanden baserer sig på, karakteriserer pressemødet som endnu et skridt på vejen mod større klarhed i den kollektive historieskrivning. Derimod stiller han sig tvivlende over for, om de øvrige af bandens medlemmer vil følge Bo Weymanns eksempel og fortælle om deres egen kriminelle fortid.

For nylig tog den hårde kerne med Jan Weimann, Torkil Lauesen og nu afdøde Niels Jørgensen nemlig til genmæle overfor Peter Øvigs dokumentariske bøger i en lang artikel i tidsskriftet Social Kritik. Her skrev de blandt andet:

"Ikke alle mål helliger ethvert middel, men nogle mål helliger nogle midler under nogle omstændigheder".

For Peter Øvig Knudsen er det et tegn på, at der stadig er lang vej at gå for de resterende bandemedlemmer:

"Den store forskel på Bo Weymann og de andre er, at Bo ikke viger uden om sit ansvar, men tager det på sig. De andre vil ikke se i øjnene, hvilke konsekvenser deres handlinger har haft for andre mennesker. De taler uden om og fortrænger deres ansvar," siger han.

Dog mangler Peter Øvig Knudsen - som alle andre - stadig svar på, hvem der affyrede det dødbringende skud mod politibetjenten i Købmagergade i 1988.

"Jeg har personligt svært ved at forstå, hvorfor Bo ikke har spurgt sin bror om, hvem der skød politibetjenten. Det er et psykologisk aspekt, jeg ikke kan sætte mig ind i," siger Peter Øvig Knudsen.

Efter godt en halv time i mediernes blitzlys forlod Bo Weymann kort før klokken 12 i går podiet i Imperial for at vende tilbage til sit normale liv som IT-direktør og far til tre piger i en forstad til København. Dermed er endnu et kapitel i føljetonen om Blekingegadebanden slut. Men det er næppe det sidste, man kommer til at høre til den. Inden sin exit lod Bo Weymann i hvert fald forstå, at han også selv gået i gang med at skrive på en bog om sine oplevelser med Danmarkshistoriens største forbryderbande.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu