Kommentar
Læsetid: 4 min.

Mens vi venter på Warhol

Paris byder dette forår på adskillige store Warhol-udstillinger, og selvom alle mennesker efterhånden har været berømt et kvarter, går jeg nok hen og lurer på dem. For Warhol er måske med god grund blevet mere berømt end sig selv og langt mere end 15 minutter
Den ægte vare. Gik der ikke rygter om, at Andy Warhol lod kopier af sig selv gå til ferniseringer? Også i dette var han profetisk for en tid, hvor alle er originaler, og ligner hinanden til forveksling.

Den ægte vare. Gik der ikke rygter om, at Andy Warhol lod kopier af sig selv gå til ferniseringer? Også i dette var han profetisk for en tid, hvor alle er originaler, og ligner hinanden til forveksling.

Lillian Birnbaum

Kultur
21. marts 2009

Sådan er det i Paris. Store udstillinger er på vej, og i lang tid har alle kunsttidsskrifter og hæderlige ugemagasiner haft det på forsiden. Her i det gryende forår indvarsler det sammen med iskolde regnvejrsupassende pastelfarver i tøjbutikkerne, at noget 'hot' er på vej. Det er ikke sommeren, men Warhol.

Denne gang går det længere, end når de prøver at relancere Matisse: Der er simpelthen ikke den reklame i metroen, om det nu er for mobiltelefoner kontaktannoncer eller sæbe, der ikke klæder sig ud som Warhol-silketryksplagiat, som optakt til udstillingen. Også selvom Warhol i forvejen er blevet en ren indstilling. På photobooth og andre automatikker trykker man bare 'popart' og bliver sin egen Warhol. Et utal af reproduktioner har længe været Warhol uden at vide, at de var Warhol. På den måde kan man elske sig selv som Campbell-tomatsuppedåse uden at vide, at man er en dåse. Det er nok også mere Marilyn eller Jackie, man tror, man kopierer. Eller måske er det bare sig selv, man kopierer i forskellige farver. Man gør sig til kunstværk, men har glemt, hvem kunstneren var.

Udslettelse af personlighed

Det er svært, både i kunst og virkelighed, at tænke et mere svimlende forhold end det, der er mellem Warhols kunst og nutiden. Denne mere end reproduktionens tidsalder og en vampyrisk ung Warhol med platinparyk. Nutiden som indfrielse af profetien om alle og enhvers berømmelse i 15 minutter, men samtidig en udslettelse af enhver personlighed. Findes originaler, hvis alle er originale? Findes berømmelse, hvis alle kan blive det?

For resten hed han ikke Andy Warhol fra starten, men Andrew Warhola. Modigt, for en ung erklæret bøsse og andengenerationsindvandrer, at amerikanisere sit patronym til 'krigshul', og så tage kampen op. Med alle og enhver og blikket alle steder fra, som man både tilkalder og skjuler sig for. At vise sig og gemme sig på én gang. At vise sig så meget med det afblegede hår, brillerne og jakkesættet, at man på nogle af billederne bliver i tvivl om, hvorvidt det vitterlig er Andy. Og at det måske også er lige meget.

Gik der ikke rygter om, at han rent faktisk lod kopier af sig selv gå til ferniseringer? Så Warhol havde været der, men at han selv slap?

Men også i dette var han profetisk ikke for en tid, hvor alle bliver verdensberømte i 15 minutter, men hvor alle er originaler. Individualisme hedder det nu, alle skal være helt sig selv, det er det, alle har tilfælles, så vi ligner hinanden til forveksling. På den vis er de kopier, selvom de er originaler, det er nærmest kvalmende almindeligt at være original.

Forbavsende ærligt

Også dette vidste Warhol, for han elskede det almindelige. Da han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle male, var der én, der sagde til ham, at han bare skulle male det, han elskede. Det gjorde han så. Campbelltomatsuppedåser, berømte mennesker. Men også bilulykker. Det må siges at være forbavsende ærligt. Ikke noget pjat med at finde ophøjede emner. Ikke engang noget pjat med at lade kunsten handle om 'de store temaer' lidelse, kærlighed eller død. Kunsten som direkte kopi af begærsobjektet. Men dog som kopi, for man kan jo ikke spise tomatsuppe, når den er silketryk.

Måske ville jeg ikke tænke så meget over Andy Warhol, hvis jeg ikke for nylig havde haft nogle originale silketryk mellem hænderne. Dem med Marilyn Monroe, ti styks i forskellige farver. Dem, som de kopierer alle steder, fra reklamerne til photo-automater, eller bare som Warhol-plakater.

Og det, som til min forbavselse slog mig, var, hvor helt fantastiske de er. I virkeligheden altså. Ikke disse dårlige farvekopier af sig selv med popknappen. Næh, de oprindelige farver udvalgt af the master himself, som ganske enkelt er ... enestående. Man bliver åndeløs af skønheden.

Fill in your own signature

Endnu engang skulle jeg så drilles som beskuer, nej, det er ikke de originale 250 eksemplarer, som Warhol selv signerede, men de uautoriserede, som blev udgivet med et stempel på bagsiden 'published by Sunday B. Morning' og 'Fill in your own signature'. På nogen af dem har Warhol selv skrevet 'This is not by me'. Det var et par europæiske venner, som fortsatte med at skabe de populære tryk og Warhol var med på legen.

Men det slående var så, i hvor høj grad de var signerede selv uden signatur. Den ægte vare simpelthen. Og det er jo nærmest pudsigt, når det nu er Warhol, det handler om. Warhol, der hele sit liv arbejde på at fjerne det mindste tegn på personligt udtryk fra sit værk.

Efter Warhols død i 1987, kom det frem som en velbevaret hemmelighed - åbenbart er der så noget, man skal holde hemmeligt - hvor religiøs han havde været.

Han var medlem af den byzantinsk ortodokse kirke. Så selvfølgelig var hans værk, der nu fremstår som ikoner, under stærk indflydelse af religiøse ikoner.

Det er det, jeg skal hen og kikke godt efter i sømmene, når den store Warhol-udstilling på Grand Palais smækker dørene op om en uge. Warhol har selv sagt, at hvis man vil vide, hvem han er, skal man bare se på hans billeder. Der er ikke noget, der skjuler sig 'nedenunder', og med de originale tryk lige i synet var det da også helt klart, at hallo, der havde vi så Warhol.

Ikoner i religiøs forstand er ikke bare billeder af noget religiøst, men det religiøse selv. Så på trods af alle kopierne, på trods af det almindelige, på trods af, at man fjerner så meget af sit eget aftryk og bliver berømt, som alle de andre, på trods af at internet og tv multiplicerer billederne, er det måske slet en tilfældighed, at Warhol er så populær netop i internet-ikonografien. For midt i al reproduktionen titter der noget næsten Kierkegaardsk igennem. Det er billeder af hin enkelte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her