Læsetid: 3 min.

Ikke mere navlepilleri, tak

Modtagelsen af Nils Malmros' 'Kærestesorger', tyder på, at tiden ikke er tolerant over for filmfolk, der tager udgangspunkt i sig selv
Modtagelsen af Nils Malmros' 'Kærestesorger', tyder på, at tiden ikke er tolerant over for filmfolk, der tager udgangspunkt i sig selv
27. marts 2009

"Hvorfor skal vi nu igen høre om din barndom?"

Spørgsmålet hang i luften, da Nils Malmros i forrige uge vendte tilbage til de danske biografer med Kærestesorger. Enhver, der har fulgt med i dansk film i de sidste 30 år, ved, at Malmros har skabt nogle af dansk films mest beundrede og personlige øjeblikke ved netop at ransage og endevende sin opvækst. I princippet burde der være begejstring ved tanken om, at Malmros igen vender tilbage til sine egne oplevelser og folder dem ud til noget alment menneskeligt. Men sådan var det ikke. Der var en underlig underliggende tone.

Gå til psykolog

Det var ikke selve anmeldelserne. Malmros' hudfletning af sin egen gymnasietid fik generelt en fair og grundig behandling, selvom konklusionerne var lunkne. Der var ingen deciderede vredesudbrud eller ekstatiske hyldester - kun ros med forbehold eller ris med anerkendelse. Mest af alt var der en undren over, hvad Malmros ville med Kærestesorger og en skuffelse over, at filmen manglede 'gnist'.

Det var til at forudse, eftersom filmen ikke er bygget op over den klassiske model med et dramatisk point of no return efter 20-30 minutter og en stigende spænding op med det forløsende crescendo. Kærestesorger blev snarere ved med at kredse om sit emne og sine hovedpersoner, to gymnasieelever fra Viborg i starten 1960'erne, indtil den til sidst mest af alt forlod dem, da de modtog studenterhuen.

Den mærkelige misklang dukkede op hist og her i indskudte bemærkninger i anmeldelser og interviews. I filmmagasinet Ekko var forfatteren Klaus Rifbjerg glad for, at Malmros var vendt tilbage til sin barn- og ungdom, men Rifbjerg blev alligevel skuffet, og sidst i sin anmeldelse håbede han, at Malmros havde "overskud og kræfter til at give sig selv et los i røven og komme videre."

Det er den tone, der går igen.

"Hvorfor har manden behov for endnu en film om sin ungdom?" spurgte Ekstra Bladet. Eller som P4 formulerede det i et interview med Malmros selv: "Du laver igen og igen film, der kredser om Nils Malmros - andre ville måske bare gå til psykolog (...) for at tale om uforløste ting i tilværelsen."

En ægte auteur

Grundlæggende holder Malmros sig til den franske auteurtankegang, som den blev formuleret sidst i 1960'erne i magasinet Cahiers du Cinema. Bladets skribenter hyldede instruktører, der skrev og instruerede personlige film - i modsætning til film, der er blevet kværnet så grundigt gennem en filmindustri, at de kunne være lavet af hvem som helst.

Den opfattelse af gode film var også fremherskende i Danmark, da dogmefilmene var comme il faut, men den er tydeligvis gået af mode i de seneste år, hvor danske film, der ikke rammer et bredt publikum, pr. definition bliver erklæret fusere - uanset om et lille publikum har haft en uforglemmelig oplevelse.

Dansk film er blevet gennemprofessionaliseret de seneste 10-15 år, hvor branchen tilmed er blevet vant til både internationale priser og et stort billetsalg. Det vil være latterligt at begræde den udvikling, men den har nogle uheldige bivirkninger. De seneste års store publikumssucceser har været film som Frygtelig lykkelig, Flammen & Citronen, Rejsen til Saturn og To verdener.

Filet og skåret til

Det er ikke upersonlige film eller film, der på nogen måde er grund til at beklage, men det er heller ikke film med et klart personligt fingeraftryk. Det er professionelle film, genrefilm, der er filet til og skabt i håb om at ramme en bred fællesnævner. De tegner dansk film i øjeblikket - i hvert fald indtil egensindige og 'selvoptagede' auteurtyper som Lars von Trier, Christoffer Boe eller Simon Staho, der insisterer på at deres film skal være en forlængelse af dem selv, dukker op med en succes og trækker dansk i film i en ny retning.

Indtil da har veteranen Nils Malmros været udsat for tidens tankegang: Ikke mere navlepilleri i dansk film, tak - uanset at det, der bliver pillet ud af navlen, kan være til almen gavn for andre mennesker.

Per Juul Carlsen er vært på P1's Filmland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu