Læsetid: 4 min.

Midt i verden, midt i mig

Ny litteratur afviser den sondring mellem privat og personligt, som har betydet så meget i dansk litteraturkritik. De vil ikke forklæde deres værker med en alment-subjektiv patina. I stedet er de optaget af ærlighed, åbenhed og intensitet. Det er værd at tage alvorligt som æstetisk strategi
Personligt. Lyriker Christel Wiinblad har skrevet en ny digtsamling om, med og til sin skizofrene lillebror.

Personligt. Lyriker Christel Wiinblad har skrevet en ny digtsamling om, med og til sin skizofrene lillebror.

Linda Henriksen

19. marts 2009

Sidste uge skrev jeg om Lone Hørslevs digtsamling Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, ugen før om Julia Butschkows roman Apropos Opa. Begge bøger trækker tydeligt på selvbiografisk materiale. De er, kan man sige, demonstrativt private; de signalerer til deres læsere, at det jeg, vi møder i bøgerne, det jeg er forfatteren selv.

Den slags signaler er ikke noget nyt i dansk litteratur, det har været en tendens i 10-15 år. Nogle gange får det masser af omtale, som i Peter Høegs De måske egnede og Jens Blendstrups Gud taler ud, andre gange sker det uden den store opmærksomhed. De sidste par måneder er vi nærmest druknet i bøger, der er solidt litterære, men ikke skjuler, at de er forankrede i forfatterens eget liv. Der er Hørslev og Butschkow, der er også Christel Wiinblads Min lillebror og Martin Larsens Noter til det mere perfekte liv. Så er der Niels Franks Små guder og Claus Handbergs Tak for mørket, far; i prosaen er der Hans Otto Jørgensens The Factory, Solvej Balles Frydenholm og Tomas Thøfners Punktum.

Det er meget forskellige bøger. Lone Hørslev nærmer sig resolut bekendelseslyrikken, Julia Butschkow skriver en traume-afklarende familiekrønike. Hos Niels Frank og Martin Larsen bliver det til gengæld klart, at det at skrive ud fra sin egen person ikke er det samme som at skrive om sin egen person. Lad os se nærmere på Martin Larsens digtbog Noter til det mere perfekte liv.

Kun en pølsevogn

Noter til det mere perfekte liv er i virkeligheden en udløber af systemdigtningen, her bestemmer reglerne bare, hvornår og hvordan digtene bliver skrevet, ikke hvordan de skal se ud. Forfatteren skriver digte i den københavnske Metro på vej til og fra arbejde. Reglen er, at han tænker mellem stationerne og skriver en verslinje for hvert stop.

Nogle digte handler så om regnvejr og folk i toget, andre om at have tømmermænd eller mangle billetten, enkelte om forfatterens liv. I en note skriver Martin Larsen blandt andet om "togets start og standsning, som mærkes som aldeles kropslige fænomener, og som griber ind i digtets skabelse udefra og forankrer skriften i et fysisk miljø". I et langt midterdigt - skrevet ud fra andre principper, men stadig forankret i tid, sted og forfatter - skriver han:

"Sådan er det vist at leve/ et rigtigt liv: Man står/ op og går i seng lidt/ anderledes, ganske lidt./ Det skriver jeg med otte minutter tilbage. Det er godt/ at have faste rammer. Disse/ digte afspejler livets faste rammer. Arbejdslivet, det almindelige liv./ Poesien påstår nogen gange/ at den er det Andet, det,/ der ikke er det almindelige liv./ Poesien bryder sig ikke om det/ almindelige liv. Det er fyldt/ med klokkeslæt og transport./ Poesien er uden for tid og rum. 10.39"

Normalt ser man systemdigtningen som en skrift om skrift, her åbner den op for en anden, 'antipoetisk' nærhed til verden. Det er set før: Allerede i Canzone, 1981, lod systemdigteren Klaus Høeck sig bevæge gennem Nørrebro. Hver gade fik sin egen sonet, på et tidspunkt skriver han: "Jeg har nået for// tovet på hjørnet af Tagensvej. Ingen/ metaforer i den anledning, kun en/ pølsevogn."

At forankre skriften i forfatterens jeg kan også være en måde at åbne sig for tingenes mangfoldighed. Pludselig behøver de ikke at have betydning, at blive symboler eller være en kilde til inspiration. De er der bare, tingene, som det man nu en gang støder ind i. Det er der en frihed i, som man ikke skal kimse af.

Magnus og Love

Andre gange blander det selvbiografiske sig med et fokus på henvendelsen. Det er som om, der kan komme en særlig intensitet ind i tekster, der henvender sig til et andet menneske. Et virkelig interessant eksempel på det er den svenske digter Magnus William-Olssons lille bog Jag talar til de döde, der udkom sidste år.

Som titlen siger, så er Jag talar til de döde en række monologer. Forfatteren henvender sig til skikkelser, der ganske vist er døde, men som han stadig bærer i sig. Der er en tekst til hans gamle barnepige og andre døde i familien, der er en til Olof Lagerkranz. Og så er der en til Love Ekner Norbeck, søn af nogle af Magnus William-Olssons venner, død som barn.

Magnus William-Olssons egen forelskelse i barndommen døde sammen med drengen, skriver han. Det var som om den blev begravet sammen med ham. Teksten slutter sådan her:

"Kære Love. I livet var du så eget et menneske kan være. Hvordan det føltes at have dig på skødet - dit varme hoved, blikkets uudgrundelighed når du vendte dig om og så på mig - vil jeg huske så længe jeg lever. Men i døden bærer du mere og mere mine træk. De possessive pronominers udsmykkede gravmæle. Magten at begære. Din Magnus. Mmm. Min, min døde Love."

Der er noget både chokerende og intenst ved bogens præcise ærlighed. Den intensitet har ikke noget med pinlighed eller andre af de følelser at gøre, man kan få, når man kommer med backstage i de kendtes liv, eller når man overhører andres hemmeligheder. På den anden side føles tekstens patos ren, fordi der ikke er tale om en fiktion. Selv om henvendelsen er umulig, fra en levende til en død.

Der er langt fra Lone Hørslev over Martin Larsen til Magnus William-Olsson. De er fælles, tror jeg, om at afvise den sondring mellem privat og personligt, som har betydet så meget i dansk litteraturkritik. De vil ikke forklæde deres værker med en alment-subjektiv patina. I stedet er de optaget af ærlighed, åbenhed og intensitet. Det er værd at tage alvorligt som æstetisk strategi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tomas Thøfners Punktum adskiller sig genremæssigt fra de andre eksempler ved det lille ord "Essay".
Det er en fagbog. Thøfner falder ikke for fristelsen til at brodere på stoffet ved feks. at køre det igennem sin sprogmaskine.

Det kalder på respekt. Især når man ved at ét af Thøfners store forbilleder er Klaus Høeck, som fuldstændig hæmningsløst omsætter alt sit stof til digt, selv det mest smerteligt selvbiografiske (i Hjem og Eventyr feks.)