Læsetid: 5 min.

Nøgenhedens mester

'Dødens Triumf' kaldte han sin største moderne ballet om civilisationens undergang i katastrofen. Nu har døden ramt ham selv - Flemming Flindt døde i USA og blev 72 år
Flemming Flindt selv i genopsætningen af sin kendteste ballet -Dødens Triumf-i 1979. Han sov i går stille ind på et hospital i Sarasota i Florida omgivet af sin ekskone Vivi Flindt og deres tre døtre, Bernadette, Tina og Vanessa.Arkiv

Flemming Flindt selv i genopsætningen af sin kendteste ballet -Dødens Triumf-i 1979. Han sov i går stille ind på et hospital i Sarasota i Florida omgivet af sin ekskone Vivi Flindt og deres tre døtre, Bernadette, Tina og Vanessa.Arkiv

Geert Bardrum

4. marts 2009

Dødens Triumf blev Flemming Flindts varemærke. En koreografisk branding af død og undergang og nøgenhed, som fik det helt store publikum til at se ballet.

Jovist, det var den franske dramatiker Ionesco, der havde skrevet skuespillet bag balletten, La Leçon. Og det var Thomas Koppel og Savage Roses musik, der fik flowerpowerfolket til at gå amok. Men det var koreografen Flemming Flindt, der fik formidlet tankerne om bekymringen for en civilisation i forfald og undergang - og om uhelbredelige virusangreb og nytteløse desinfektionsforsøg. Det var Flindt, som koblede sexrus med død - og det var Flindt, der nød at udpensle, hvordan elskovslystne kroppe brat blev afbrudt af dødsstivnen, og hvordan kroppene endte som glemte lig, der bare lå i vejen for renovationsvognens brutale afhentninger: Det var Flindt, der gjorde balletten til tidens hotteste kunstart i 1971.

For Flindt var ikke kun absurdist, han var også realist dér, hvor det gjorde mest ondt. Og nu er han så selv død, 72 år gammel i Sarasota i Florida - langt væk fra det Danmark, hvor han ellers vedblev at være en væsentlig balletpersonlighed. Kroppen sagde stop efter et livslang slid som danser og som kunstner og som levemand, der ikke er gået på kompromis.

Indrømmet. Flindt var ikke længere slank om livet, som han var, da han betog publikum med det stramme lændeklæde i rollen som Don José i Carmen eller iført ilter kilt som James i Sylfiden - eller afklædt og tilsølet i maling i Dødens Triumf. Men han var lige så engageret og intens - og havde mindst lige så store armbevægelser.

Flindt klædte Den Kgl. Ballets dansere af - og det er nok denne nøgendans, han er mest kendt for. Men Flindt var også koreografen, der fik danserne til at gå ind i ekstreme psykologiske roller i det internationale, absurde balletrepertoire. Han var balletmesteren, der insisterede på et opgør med Bournonville-arvens pænhed og på dristigere nyfortolkninger; sådan som han selv viste det i sin gendigtning af Toreadoren i 1978.

Han var danseren, der knap var blevet solodanser ved Den Kgl. Ballet, førend han rejste ud og blev international stjernedanser.

Og så var han pudsigt nok også den koreograf, som har klædt danserne vildest og historisk mest korrekt på i 1700-tals, ankellange skørter og pudderparykker, nemlig i balletten Caroline Mathilde. Det var i 1991, musikken var nyskrevet symfoniorkesterpartitur af Sir Peter Maxwell Davises og kostumeparadiset var af Jens-Jacob Worsaae. Og da sad Flindt bramfrit i Det Kgl. Teaters prøvesal og proklamerede:

"Sådanne nyskabelser må også være en del af Det Kgl. Teaters forpligtelse. Teatret skal ikke kun vise klassikere og satse på det sikre. Det er også en forskningsanstalt."

Flindt lod sig gerne interviewe. Han vidste velsagtens, at han ikke bare havde trinene, men også ordet i sin magt.

Skarp og nytænkende

Hans sprog var et gammeldags københavnsk, som ellers ikke længere findes. Og han var skarp. Ikke bange for at være nedladende over for dem, hvis ambitioner han fandt for små. Og så havde Flindt en dannelse og en international position, som gav ham en naturlig autoritet.

"Se på Harald Lander: Han lænede sig op ad Kjeld Abell. Selv fik jeg lov til at læne mig op ad Eugène Ionesco," fastslog han uden at blinke, da jeg interviewede ham i hans statelige Frederiksberg-lejlighed om Den Kgl. Ballets turbulens i 2002.

Og han havde jo ret. Han havde blik for dansemulighederne i Ionescos absurde, dramatiske univers - og hans balletversion over Enetime fra 1963 tilhører i dag det internationale balletrepertoire med dets skildring af en lærevillig danseelev og en psykopatisk lærer med hang til det nekrofile. Ikke mindst i den oprindelige tv-udgave, hvor han selv dansede den perverse lærer over for Josette Amiels intetanende elev.

Tv-tække

Ballethistorisk fremstår Flemming Flindst balletmesterperiode fra 1966 til 1978 som meget splittet. Både kompagniet og publikum var delt i to lejre: Dem, der ville bevare Bournonville, som hans balletter plejede at se ud - og dem, der var nysgerrige på det moderne. Alligevel kan ingen være i tvivl: Flindt blev den væsentligste balletmester efter Harald Lander. Samtidig oplevede Den Kgl. Ballet en markedsføring, som selv Lander-affæren i 1951 ikke havde kunnet give kompagniet.

For Flemming Flindt forstod at bruge pressen til sin egen og kompagniets fordel. Desuden skubbede han stolt sin hustru Vivi og sine tre døtre foran kameraerne, og han udtalte sig rask væk om kulturstagnationen i den danske andedam. Han kunne tilsyneladende tillade sig det hele, netop fordi han levede sit kosmopolitiske liv. Og han forstod, hvordan tv var essentiel for ballettens formidling - noget, som senere balletmestre desværre lader til at have tabt.

Striptease

Da han forlod Den Kgl. Ballet, skabte han nogle store sæsoner i Cirkusbygningen med sin smukke Vivi som nøgen salgstrumf. Og som balletmester for Dallas Ballet i 1981-89 skabte han et kompagni med et repertoire, der afspejlede samme tæft for det salgbare og det balletteknisk interessante; i hvert fald indtil olien svigtede Dallas.

Derefter rejste han verden rundt som freelancekoreograf og ikke mindst som iscenesætter af - Bournonville! I 2002 indtog Flindt dog også Østre Gasværk Teater, da han genopsatte Dødens Triumf for sit eget ensemble. Han havde ikke mindst fokus på døden og på angsten for døden hos det gamle par, der overraskes af Døden, også selv om de netop sidder og venter den. Flindt havde lykkeligt lokket de gamle solodansere Elsa Marianne von Rosen og Niels Kehlet til at danse det gamle par.

Og samtidig havde han med vanlig skabertrang koreograferet en ny solo med titlen Striptease til sin flotte, 59-årige Vivi, der som altid stillede sig op som hans muse og dansede en ungdomsforhippet kvinde, der klæder sig ud til en sidste parykaften med Døden som blind date.

Nu er det Flemming Flindt selv, der er danset afsted med Døden - denne dans, som han tilsyneladende har forberedt sig på så længe, dødsangst eller ej.

Men som han sagde, da jeg interviewede ham forud for premieren på Caroline Mathilde i 1991: "Alt i alt handler al kunst om 'at turde tør'e'".

Og mod har Flemming Flindt aldrig manglet.

AMC@INFORMATION.DK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu