Læsetid: 16 min.

Nøglen til alt ondt

Information.dk bringer her uddrag fra kapitlet 'Nøglen til alt ondt' fra 'Alt Går Efter Planen - Sagaen om Nyhedsavisen'. Kapitlet udspiller sig i august og september 2006 og fortæller om Nyhedsavisens første afgørende nederlag i aviskrigen.
Information.dk bringer her uddrag fra kapitlet 'Nøglen til alt ondt' fra 'Alt Går Efter Planen - Sagaen om Nyhedsavisen'. Kapitlet udspiller sig i august og september 2006 og fortæller om Nyhedsavisens første afgørende nederlag i aviskrigen.
26. marts 2009

David Trads kørte med klatten.

Én ting var, at morgenens premiere på JP/Politikens Hus-modsvaret, 24timer, og Berlingske-pendanten Dato blev køligere end lunkent modtaget af anmelderne. En anden og mindst lige så oplivende ting var, at han havde succes som forretningsmand. David Trads stolede så meget på sine evner, at han ved sin ansættelse som chefredaktør også havde forsøgt at blive direktør for Nyhedsavisen. Den post var til hans udtalte fortrydelse gået til Morten Nissen Nielsen, men potentialet havde han netop bevist.

Sammen med en af avisens nyansatte annoncesælgere havde han besøgt Århus’ to største mediebureauer, som helst skulle placere de jyske annoncørers millionbudgetter i lige netop Nyhedsavisens spalter. Foran sværvægteren Carats hovedindgang trykkede de grundigt på næven og bekræftede hinanden i deres succesfulde parløb.

”Der var interesse, enorm interesse,” konstaterede David Trads og sælgeren samstemmende, mens de tog afsked.

Klokken rundede 13, da han pillede sin sorte mobil frem fra vindjakken og tændte den. Der ventede ham et beskedbombardement. 19 sms’er blinkede ind på displayet, før han overhovedet fik kontakt til sin telefonsvarer. Den første var fra Journalistens redaktør, Jakob Elkjær. Han forklarede kort, at fagbladets hjemmeside var på vej med en nyhed om, at Dagsbrún døjede med dundrende underskud, og at det kunne forhindre Nyhedsavisen i nogensinde at ramme landets postkasser.

”Hvis ikke du vender tilbage med det samme, bliver vi nødt til at bringe historien uden jeres kommentar,” sagde Jakob Elkjær. Der var allerede gået et par timer, siden han indtalte beskeden, og David Trads behøvede ikke at aflytte de 18 øvrige for at regne ud, hvad de gik ud på. Det var nyhedsjournalister, som med interesse havde læst journalisten.dk’s virtuelle kioskbasker.

David Trads ringede op til Jakob Elkjær. Uden at have haft kontakt med sit bagland afviste han blankt historien, men fagbladets redaktør afviste lige så blankt tilbage. Historien ville ikke blive pillet af journalisten.dk. Det krævede et dementi fra de islandske pengemænd.

Siddende i en hyrevogn på vej mod Tirstrup Lufthavn ringede David Trads konstant til Svenn Dam, Morten Nissen Nielsen, Kasper Haugaard og Kristoffer Gravgaard. Ingen svarede, og panikken ulmede i kabinen.

”Fandens,” udbrød han og mærkede noget forholdsvis nyt brede sig i sin 39-årige krop. Usikkerhed. Hidtil havde David Trads stolet blindt på økonomien bag projektet, men det varslede ilde, at han ikke kunne få fat på nogen.

Han havde svært ved at kapere tanken om at forklare sine journalister, at det hele skulle være gået så grueligt galt på så kort tid. Fra bagsædet begyndte han at grifle korte sætninger. De skulle i værste nødstilfælde læses op for de folk, han selv havde håndplukket fra sikre stillinger på andre dagblade – med udsigten til et aviseventyr på mindst et par år:

”Undskyld. Jeg troede på projektet. Noget er gået helt galt. Jeg anede det ikke – og jeg havde ikke set det komme. Jeg er enormt rørt over den opbakning, I har vist projektet de seneste uger. Jeres mod til at gå ombord i dette projekt er fantastisk, og jeg er sikker på, at I ville have bragt avisen til succes. Det er derimod rent ud sagt pinligt – set fra min stol – at jeg har lokket jer ud i et projekt, som viste sig at være et luftkastel. Beklager. Held og lykke. På den igen!”

Endelig fangede han redaktionschef Kristoffer Gravgaard i hangaren. Det var bare ikke ham, der kunne stille nogen garantier. David Trads’ underordnede havde nærmere brug for dem til at dæmpe de oprevne journalister. I et par timer havde de været belejret af tvkameraer og kolleger fra de andre aviser, og det unge hold tacklede ikke situationen med gamle rotters sindsro. For eksempel havde en af Dagens tidligere medarbejdere meget svært ved ikke at opleve scenariet som et deja-vu af den pludselig avislukning fire år tidligere. Faktisk var det kun avisens to islandske fotografer, der uanfægtet formåede at fortsætte dagens udfordring med at udtænke en it-løsning til Nyhedsavisens kommende billedarkiv.

”Jeg kender de mennesker her,” forklarede fotochef Teitur Jónasson på sit endnu upolerede dansk. Han havde svært ved at holde sit grin tilbage.

”Bare roligt, der er penge. Der er masser af penge.”

Mens en nervøs David Trads fløj tilbage mod København, eskalerede historien i medie-Danmark.

Samtlige konkurrenters hjemmesider citerede journalisten.dk’s artikel for, at krigen sandsynligvis var ovre, før den reelt var brudt ud. I TV 2’s nyhedsudsendelse klokken 12 herskede der ingen tvivl. Det var slut, lod studieværten forstå. På det tidspunkt havde journalisten.dk-artiklen cirkuleret på internettet i 77 minutter.

Mens det altså kneb med at få Nyhedsavisens egne hovedpersoner til at forholde sig til krisesituationen, der bundede i Dagsbrúns negative halvårsresultat på 154 millioner, så havde mange andre noget at skulle have sagt om sagen. Især fordi Dagsbrún-regnskabet klargjorde, at der kun var sat 50 millioner kroner af til det danske aviseventyr. Det var en sølle tiendedel af den halve milliard, der tidligere havde været på tale i startkapital, for at Nyhedsavisen skulle kunne nå breakeven et par år ude i fremtiden.

”Det kunne se ud, som om Dagsbrún har fået kolde fødder efter et dårligt halvårsregnskab,” vurderede artiklens ekspertkilde, tidligere bankdirektør Jørn Astrup Hansen.

Lidt efter klokken 14 klokkede et særligt vigtigt telegram ud fra Ritzau. De danske mediers fælles nyhedsbureau havde haft fat i medieforsker Frands Mortensen fra Aarhus Universitet. Han var ikke i tvivl: ”Nyhedsavisen kommer ikke på gaden. Det er et ekstremt risikabelt projekt, og de kan ganske givet ikke finde andre aktionærer. Det vil betyde, at de nye gratisaviser Dato og 24timer vil lukke i løbet af kort tid,” sagde medieforskeren til Ritzau. Frands Mortensen gjorde sig hermed til dagens mest citerede mand. Og hans citater holdt hele vejen fra hjemmesiderne til spalterne i fredagens aviser. På det tidspunkt havde David Trads for længst fået fat i Svenn Dam, som beroligede sin chefredaktør med, at pengene nok skulle komme fra moderskibet Baugur. Dagsbrúns økonomi var slet ikke afgørende for Nyhedsavisens fremtid.

Da den væsentlige nuancering kom til offentlighedens kendskab, ændrede det kun marginalt på dagens facit. David Trads’ og Svenn Dams afvisning blev føjet ind nederst i nyhedshistorierne om den islandske krise, og dagene derpå rungede tvivlen videre i overskrifter som ”Mediebureauer rystede over Nyhedsavisen” og ”Dagsbrún har lånevanskeligheder.” I løbet af den 17. august nåede Berlingskes erhvervshjemmeside, business.dk, at offentliggøre 11 selvstændige historier med afsæt i fagbladets scoop. ”Analytiker: Derfor har islændinge fået kolde fødder” og ”En desperat sluthandling” hed et par af dem.

Journalisten.dk opdaterede først sin sensationelle nyhed med en afværgende kommentar fra Svenn Dam klokken 20.53. Altså 10 timer og 10 minutter efter den oprindelige artikel satte gang i medielavinen. Chefredaktør David Trads betragtede balladen og de kommende dages vedvarende spekulationer som en hel branches hjælpeløse ønsketænkning. Det var det, han ud på eftermiddagen forklarede sine medarbejdere i hangaren.

”Alt går efter planen. Der er intet nyt under solen. Vi har de penge at gøre godt med, som vi blev lovet tilbage i april,” forsikrede chefredaktøren og hånede sine modstandere.

”De er en flok bange, gamle mænd. Et sammenrend af logebrødre, der bæver ved tanken om at miste endnu flere læsere og endnu flere annoncører,” hoverede han.

Til gengæld vimsede David Trads let og elegant hen over en anden ting, som journalisten.dk-artiklen mere end antydede. Det stod klart for enhver, at avisprojektet havde nogle islandske bagmænd, der ingenlunde excellerede i damage control. De tog den danske virak med et skuldertræk, selvom den negative omtale ifølge en række brancheiagttagere blev dyr for Nyhedsavisen.

Der skulle således hård overtalelse til, før det en uge senere lykkedes at hive Baugur-ejer Jón Ásgeir Jóhannesson til Danmark. Her lovede han på et kortfattet pressemøde at pumpe midler i Nyhedsavisen. Hvis ikke midlerne rakte, ville der bare blive doblet op, lod han forstå:

”Og vi har tænkt os at putte penge ind, efterhånden som det bliver nødvendigt. Om der så bliver tale om 350 eller 600 millioner kroner – det gør ingen forskel,” citerede Børsen den islandske milliardær for at sige.

Ved samme lejlighed aflagde Jóhannesson en visit hos Morten Nissen Nielsen i dennes kontor i hangaren. Han garanterede, at der var så mange penge i krigskassen, at den samlede danske avisbranche kunne udsultes. Derfor skulle Nyhedsavisen jokke speederen i bund uden at se sig tilbage. Da den langhårede playboy efter få minutter rejste sig og gik igen, vendte han sig om i døråbningen og pegede på den tilknappede avisdirektør:

”Number one, Morten” sagde han på sit gebrokne engelsk. ”Number one … fast!”

Morten Nissen Nielsen kunne lide den aggressive og tromlende facon. Det var lige ham. Men han følte sig også utryg ved manden, som insisterende, men udokumenterede, rygter knyttede sammen med hvidvaskning af russiske mafiapenge.

”Han er hård. Den mand kunne skræmme Putin,” betroede Morten Nissen Nielsen en kollega.

Det kan godt være, at det i sidste ende lykkedes Jón Ásgeir Jóhannesson og hans danske avisteam at begrave journalisten.dk’s historie, men en vis skade var sket. Virakken betød indiskutabelt, at Nyhedsavisen i midten af august fremstod som et om muligt endnu mere usikkert projekt. Og det blev kun værre for den husstandsomdelte gratisavis, der end ikke var udkommet endnu. Den unikke forretningsmodel led således et afgørende knæk 13 dage senere. I det hele taget tog tingene en drejning til det værre på Holmen, hvor idyllen var blevet spoleret. Vandet i de stillestående havnebassiner gik i forrådnelse, mens døde rottekroppe skvulpede rundt i overfladen. Et kraftigt regnskyl havde oversvømmet de københavnske kloakker, og det var Holmen, som betalte prisen.

Der blev stadig læst højt af Konkurrencestyrelsens kendelse, da forbandelserne fik frit løb i Svenn Dams hoved:

”Shit, shit shit!”

Det var tirsdag den 30. august, tidlig eftermiddag, og bestyrelsesformanden for Nyhedsavisens danske moderselskab var mødt op i styrelsens velholdte lokaler på Nyropsgade i det indre København.

Han var ankommet i mere end almindelig god tid. Det gjorde han gerne på mærkedage. Og denne var den hidtil vigtigste i projektets korte levetid. Det var dagen, der afgjorde, om Nyhedsavisen kunne bruge Post Danmarks nøgler til landets mange etageejendomme. Derfor havde Svenn Dam kun én ting i tankerne, mens han ventede på, at en kontorchef fra Konkurrencestyrelsen læste sig igennem afgørelsen:

”Nøglerne. Hvad med nøglerne? Får vi lov at bruge nøglerne?” Konkurrenterne havde allerede i maj klaget over det annoncerede samarbejde mellem Nyhedsavisen og Post Danmark. JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin ønskede ikke, at klassens nye dreng på den måde slog smutvej til danskernes postkasser og brevsprækker. Det var konkurrenceforvridende, mente de. Især hvis Morgendistribution Danmark, som det nye selskab kaldte sig, nægtede at tage konkurrenternes dagblade med sig rundt på avisruterne.

Nu faldt dommen, og selvom den ikke var klokkeklar, herskede der ingen tvivl om Post Danmarks værdifulde nøgler til etageejendommene i København, Århus og Odense. Dem måtte Nyhedsavisen hverken bruge eller kopiere.

I virkeligheden forkyndte dommen, at Post Danmark og Nyhedsavisen godt måtte lave en forretning sammen. De måtte bare ikke bruge de værktøjer, som det gamle distributionsmonopol rådede over i forvejen. Altså nøgler, it-systemer, personale, administration og bygninger. Dermed var samarbejdet reelt en hul skal, der ventede på at krakelere og forstøve.

Svenn Dam følte sig bortdømt af Konkurrencestyrelsen, der en uge forinden lod gratisrivalerne 24timer og Dato udveksle nøgler gennem de store bladhuses fælles distributionsfirma, Bladkompagniet.

”Det svarer til, at Danske Bank ringer til Nordea og får deres kundekartotek. Det er dagbladsbranchens to største spillere, der til sammen sidder på 80 procent af markedet, som udveksler kundekartoteker,” himlede Svenn Dam til alle, der orkede at lytte.

Konsekvensen var, at konkurrenterne allerede på åbningsdagen havde adgang til opgangene i de selv samme storbyer, som Nyhedsavisen gerne ville ind i. Modsat Svenn Dam nøjedes Post Danmark-direktør Helge Israelsen ikke med at bande for sig selv over afgørelsen. Da han omtrent samtidig fik nyheden på sit kontor over for Hovedbanegården, skimtede direktøren en sammensværgelse mellem landets flittigt lobbyende avishuse og Konkurrencestyrelsen. Han havde svært ved at skjule sin frustration.

”Det ligner et komplot,” hvæsede Helge Israelsen bag sit skrivebord.

På vej tilbage til hangaren og de ventende medarbejdere vidste Svenn Dam, at det nu så mere end sort ud for hans husstandsomdelte gratisavis. Få dage forinden havde han selv, direktør Morten Nissen Nielsen og chefredaktør David Trads været ude i pressen og love annoncører og mediebureauer, at Nyhedsavisen ville ramme en million læsere fra dag ét. De havde også sat dato på den skelsættende avispremiere, nemlig 6. oktober 2006. Den dag lå skræmmende tæt på nu.

Uden nøgler og uden bude til at bringe det daglige rekordoplag på en halv million aviser ud. Det var en utopi, en umulig kamp mod uret.

Parløbet med Post Danmark blev ellers først betragtet som en typisk Svenn Dam-genistreg. Egentlig var det Helge Israelsen, der tog initiativet til samarbejdet, men ikke desto mindre var det strategiske manøvrer som denne, der gjorde krigsgeneralen Svenn Dam så frygtet og respekteret i den danske avisverden. Den uforudsete alliance havde jo ikke blot elimineret en potentiel fjende i kampen om det danske distributionsmarked – den havde også vundet en ven. Via Morgendistribution Danmark kunne Nyhedsavisen og Post Danmark dele reklametryksager og dagblade ud på samme tid, ligesom den nye gratisavis ville være kommet uforudsigeligt nemt over en grim forhindring med at skaffe sig adgang til læsernes hjemmebane. Den svære ruteplanlægning havde Nyhedsavisen heller ikke skullet bekymre sig om.

Før Svenn Dam kaldte til fællesmøde, rådslog han sig med Gunnar Smári Egilsson. Den islandske avisboss var i løbet af sommeren flyttet til Danmark fra Island. Budskabet var, at nu ville eventyret blive endnu dyrere.

”Det kan stadig lade sig gøre, vi kan stadig vinde det her,” forsikrede Svenn Dam, ”Men det kommer til at koste.” Gunnar Smári Egilsson mente nok, at de første 350-400 millioner kroner skulle række alligevel, så nøglenederlaget tog han med en forbløffende ro. I første omgang. Til gengæld generede det ham i høj grad, at Svenn Dam og David Trads uden hans velsignelse havde lovet annoncørerne en million læsere:

”Hvis ikke det lykkes, peger de andre fingre ad os. Det gør os utroværdige. Vi skulle bare have lovet, at vi ville blive størst.”

David Trads vidste udmærket, at det var en kæmpebommert at love en million læsere, men udadtil spillede han selvsikker. Og Svenn Dam? Ja, han tog den islandske kritik i stiv arm.

”Man kan ikke være enig med sin ejer om alt,” ræsonnerede bestyrelsesformanden, da han efterfølgende drøftede Gunnar Smári Egilssons åbenlyse irritation med sin chefredaktør.

Nyhedsavisens medarbejderstab hørte godt efter, da krigsgeneralen snart efter tog ordet i hangarens store mødelokale. Bassinet, som rummet med de gennemsigtige vægge blev kaldt, bugnede med sælgere og journalister. De kunne høre Svenn Dam nedtone konsekvenserne af nøglenejet. Det var næsten som at høre David Trads afdramatisere journalisten.dk-historien to uger forinden. Én sætning gik igen, som var den et mantra:

”Alt går efter planen.”

Dernæst forsøgte Svenn Dam at fokusere positivt:

”Vi får stadig glæde af Post Danmarks knowhow om, hvordan man opbygger og tilrettelægger en distribution. Det er guld værd, og det er det vigtigste. Nøglerne havde mest af alt været en ekstra gevinst,” bluffede manden med den stålgrå og kortklippede frisure.

I mediebranchen verserede der en myte om, at 45-årige Svenn Dam farvede sit hår for at udstråle kynisme og handlekraft. Hvis det virkelig var sandt, var pengene godt givet ud. Ingen i Bassinet vovede at sætte spørgsmålstegn ved det tvivlsomme skønmaleri, som den danske boss udpenslede for dem.

Heller ikke David Trads blandede sig, men han hæftede sig ved, at det lykkedes Svenn Dam at vende nederlaget til en ny udfordring. Hvis chefredaktøren selv skulle sætte en overskrift på dagen, var det nærmere:

”Vi står i udfordringer til halsen.”

Den sætning slap ham ikke resten af ugen. Selvom Svenn Dam altså ikke ville være ved det, havde nøglenederlaget uoverskuelige konsekvenser. Reelt måtte Nyhedsavisen droppe etageejendommene og søge ud til forstæderne, hvor buddene kunne få adgang til postkasser og brevsprækker uden nøgler. Det krævede bare flere og hurtigere bude, som var en mangelvare i Danmark. Nyhedsavisen skulle i alt bruge 700 bude, men en rekordlav arbejdsløshed betød, at Arbejdsformidlingen foreløbig kun havde henvist 15 dagpengemodtagere til Nyhedsavisen. Heraf endte to med at takke ja til at gå med aviser fra klokken et til syv til hver nat søndag til fredag. Dermed manglede Morgendistribution Danmark stadigvæk 698 bude for at være i mål.

Alligevel signalerede daværende distributionsdirektør Per Friis, at alt var i skønneste orden:

”Vi har valgt en strategi, hvor vi samarbejder med vikarog rekrutteringsbureauer. De meldinger, vi får fra bureauerne, gør mig til forsigtig optimist,” sagde han til Jyllands-Posten 37 dage inden Nyhedsavisens premiere.

Gennem de næste uger diskuterede Dam, Trads, Nissen og Smári flittigt, om man skulle udskyde udgivelsesdagen en måned eller to for at få nogenlunde styr på distributionen. Løsningen havde et par klare fordele. Nyhedsavisen kunne komme væsentlig tættere på det ambitiøse mål om 1 million daglige læsere. Og – måske endnu vigtigere – ville en forsinket premiere på Nyhedsavisen årelade JP/ Politikens Hus’ og Det Berlingske Officins krigskasser. 24timer og Dato kostede hver især op mod en million kroner at sende på gaden dagligt. Konkurrenterne ville simpelthen forbløde i deres iver på at komme Nyhedsavisen i forkøbet. Ren nemesis.

Konsekvenserne risikerede omvendt at blive for store. Hvis de to direkte udfordrere havde læserne for sig selv i op mod fire måneder, kunne det ødelægge Nyhedsavisens chancer for at mase sig ind på markedet.

Læsevaner er notorisk vanskelige at ændre, hvis de først har bidt sig fast. Desuden var 24timer og Dato ved at gøre danskerne så trætte af gratisaviser, at de end ikke ville røre ved dem. I stedet for at putte gratisaviserne igennem brevsprækkerne smed buddene dem som regel i en bunke i opgangen, hvor de hobede sig op. Andre gange havnede de i fredede søer og i kæmpemæssige bål, der brændte ud i ly af nattemørket.

Buddenes sløseri skabte ikke mindst utilfredshed i de store byers etageejendomme. Forbrugerrådets klistermærke med teksten ”Ingen gratisaviser, tak”, som folk kunne købe via internettet, blev derfor et hit. 10 styk kostede 30 kroner, og der blev solgt mere end 200.000 det første år med ordningen.

Den dårlige omtale gjorde det nærmest umuligt at skaffe adgang til de etageejendomme i byerne, som Morgendistribution Danmark fortsat satsede på at lægge budruter forbi. Ingen fandt det tilsyneladende attraktivt at få en gratis morgenavis lavet af 100 journalister og fotografer ind ad brevsprækken hver morgen.

I hangaren tog journalist Christina Agger det efterhånden nært, at flere og flere opfattede gratisaviser med foragt. Hun troede jo tværtimod på, at de kunne klæde folk på til den demokratiske debat.

Ofte læste hun artikler og debatindlæg i andre aviser om, at gratisaviser var spild af regnskov, og at den kommercielle tanke bag dem ikke bragte noget godt med sig. Nogle mente sågar, at Nyhedsavisen var en krænkelse af privatlivet fred, fordi den blev afleveret i postkassen eller ind ad brevsprækken. Hun håbede, at stemningen ville vende, når folk sad med avisen i hænderne. Men hun erkendte også, at det ville blive op ad bakke.

Hendes nye og allerede afholdte redaktionschef håndterede frustrationen mindre subtilt:

”Hvad er der galt med folk? Hundehoveder!” råbte Simon Andersen på sine daglige raids gennem hangaren, hvor han kunne høres harcelere om alle de uretfærdigheder, han følte Nyhedsavisen forfulgt af.

I avisledelsen blev man enig om, at David Trads med sine talegaver og navn var manden, der om nogen kunne gøre en forskel og dupere boligforeningernes formænd. Derfor begyndte chefredaktøren to uger inden premieren at sweettalke selskaber som Lejerbo, KAB, AKB og Vibo. Det gik trægt for den trænede debattør, der – sælgertalent eller ej – var kommet på sisyfosarbejde. Når han besøgte foreningernes direktører på deres store kontorer, var beskeden helt overvejende, at man havde mere end nok avispapir flydende allerede. ”Jamen, vores avis bliver noget andet. Det er en kvalitetsavis, der er gratis. Vi måler os ikke med 24timer og Dato, men Berlingske og B.T.,” forsøgte David Trads forgæves.

Alt fejlede efterhånden, men indadtil som udadtil signalerede cheferne på Nyhedsavisen optimisme. De var enige om, at det ikke gik at indrømme, hvor skidt det stod til.

Selvom David Trads godt kunne se, at han og især Morten Nissen Nielsen var begyndt at finde på komiske forklaringer, når medarbejdere og andre mediers journalister spurgte til distributionen, var der ikke noget at grine af. Galgenhumoren var ikkeeksisterende. Det her var dødsens alvor, og lidt efter lidt gik det også op for Gunnar Smári Egilsson, at intet gik efter planen. De islandske pengemænds forlængede arm tog ikke længere let på sagerne, men da en busfuld nordatlantiske milliardærer snart efter indtog det københavnske natteliv for at fejre den første udgave af Nyhedsavisen, blev det hans tur til at holde gode miner til slet spil. Hovedinvestor Jón Ásgeir Jóhannesson og hans følge skulle ikke fornemme mere end nødvendigt om den katastrofale nedtælling, før Nyhedsavisen med sikkerhed var en realitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu