LEIPZIG - Den 21. januar 1992 klokken ni om morgenen får forfatteren Hans Joachim Schädlich som en af de første lov til at sætte sig foran de akter, det østtyske Ministerium for Statssikkerhed (Stasi) havde skrevet om ham i tidens løb. Han sidder i det nu offentligt tilgængelige Stasi-arkiv i Berlin sammen med folk som forfatteren Jürgen Fuchs, fysikeren og DDR-regimekritikeren Robert Havemanns enke Katja og historikeren Hubertus Knabe, der i dag leder mindestedet Hohenschöhenhausen, Stasis tidligere centrale varetægtsfængsel. Der er stille som på en læsesal. Sangeren Wolf Biermann er der også. Han må sidde i et rum for sig selv, fordi hans akter fylder så meget.
Inden han gik derhen, havde hans tidligere hustru Krista Maria Schädlich sagt til ham: "Forhåbentlig finder du ikke nogen, vi kender." Senere på dagen ringer Schädlich til hende. "Har du fundet nogle?" spørger hun. "Gud være lovet, nej," svarer Schädlich.
Næste dag går han derhen igen for at læse videre. Og ser, at hans bror, historikeren Karlheinz Schädlich, havde været IM (uofficiel medarbejder) for Stasi siden midten af 1970'erne og indtil Murens fald i 1989. Karlheinz Schädlich udspionerede sin egen familie og rapporterede til Stasi om den og mange andre mennesker i 15 år. Flere mennesker kom i fængsel på grund af hans afrapporteringer. Som han selv havde en pæn sideindtægt på.
Forræderi kommer man ikke fri af
På bogmessen i Leipzig sidder en lille blond kvinde i en rød jakke. Spillevende og glade øjne. Susanne Schädlich er født i Jena i 1965 og er datter af Hans Joachim og Krista Maria Schädlich. Hun sidder her for at tale om sin netop udkomne bog Immer wieder Dezember (December igen igen), der handler om "Vesten, Stasi, onklen og jeg".
I november 1976 skrev Hans Joachim Schädlich sammen med en række andre prominente DDR-forfattere under på en erklæring imod regimets udvisning af Wolf Biermann. Efter det blev det stadigt sværere for familien at bo i Østberlin, og i december 1977 fik forældrene, Susanne og hendes lillesøster frataget deres DDR-statsborgerskab og flyttede til Vesttyskland.
Nøjagtig 30 år efter, i december 2007, skød Karlheinz Schädlich sig i en park i Berlin. Familien havde afbrudt kontakten til ham efter 1992. Susanne Schädlich, der indtil 1992 havde haft et nært og godt forhold til sin onkel, skriver i bogens forord, at hun har forsøgt at slette ham af sin bevidsthed. "Men hvor meget man end anstrengte sig, lykkedes det ikke." Hendes bog handler imidlertid ikke kun om onklens forræderi, der fik de frygteligste følger for ikke bare hans familie, men for en hel gruppe østtyske kunstnere.
"Den handler for eksempel om verdenshjørner. Om ordet HVOR. Som på et kompas. Hvor hører jeg til, hvor skal jeg hen? Om, hvordan det er, når man ikke har noget valg. Hvordan var det for dem, der tog med far, eller for dem, der blev tilbage. For mig handler det om, hvad der var, og hvordan det var. Før og efter. Hvad gjorde det ved mig, ved os? At leve i to systemer, først i DDR, så i Forbundsrepublikken," skriver Susanne Schädlich.
Schädlichs bog er ikke sort/hvid. Nemt var det ikke at ankomme som næsten teenager i det alt andet end forjættede land, langt væk fra venner og familie. "Hvis vi var blevet der, var jeg så blevet anderledes, var vores familie ikke gået i stykker," spørger hun på bogmessen og svarer selv. "Men man kan ikke spørge sådan, for DDR var en undertrykkelsesstat, og vi måtte afsted."
Susanne Schädlich begyndte at arbejde på bogen, før hendes onkel skød sig, og nu bliver hun spurgt, om hun angrer, at hun aldrig fik talt med ham igen, og om forræderi forbliver et tema i ens liv, når man først har oplevet det.
"Nej, jeg angrer det ikke. Ved arbejdet med bogen kom det hele op igen, men det gik ikke. Såret gik for dybt. Og nej, forræderi kommer man ikke fri af. Man beskæftiger sig med det, og man forsøger. Men man kan ikke," siger hun. Eller som hun skriver til sidst i sin virkelig gode bog: "Fortiden er ikke slut."
Realitetsfornemmelse
Det overrasker næppe nogen, at det altoverskyggende tema på årets bogmesse i Leipzig er 1989. Til november er det 20 år siden, Muren faldt. Det genforenede Tyskland har kun været et demokrati i to årtier. Derfor beskæftiger årets hidtidige udgivelser sig med de svære aspekter af genforeningen, snarere end med decideret at fejre den fredelige novemberrevolution. Hvad og hvordan var livet i DDR, og hvor mærker vi stadig dønningerne?
Filologen Rolf Hosfeld, der er født i efterkrigsårene og uddannet i Frankfurt am Main, har skrevet bogen Was var die DDR? (Hvad var DDR?). Om han vil give et kort svar på det?
"Meget nødigt. Derfor har jeg skrevet en bog om det. Men den tese, at DDR var en fodnote i tysk historie, er et udsagn, man godt kan modsige. Det var en diktatorisk stat, og Tyskland har altså haft flere perioder ud over Det Tredje Rige, som man ikke kan betegne som demokratiske," siger Hosfeld.
Da han bliver spurgt om, hvornår DDR-styrets mangel på realitetsfornemmelse medførte, at det hele begyndte at falde fra hinanden, svarer han: "DDR var en fallithistorie. Allerede i 1950-60'erne måtte DDR indse, at landet økonomisk og erhvervsmæssigt var trumfet af Bundesrepublik Deutschland. Manglen på realitet var temmelig betydelig til sidst. Faktisk begyndte det for alvor, da Erich Honecker kom til i 1971. Selv den aften Muren faldt, sad det socialistiske partis hovedbestyrelse travlt beskæftiget med den mislykkede økonomiske politik."
DDR var en idyl
Journalisten Jürgen Schreiber har udgivet bogen Stasi lebt. Berichte aus einem unterwanderten Land (Stasi lever. Beretninger fra et infiltreret land). Det er en samling reportager, alle sammen offentliggjort mellem 1993 og 2006 i aviserne Der Tagesspiegel og Süddeutsche Zeitung. De fortæller om spionage, overvågning, aflytning og henrettelser, og hvordan gerningsmændene stadig lever et udmærket og upåagtet liv iblandt os. Schreiber har talt med tidligere Stasi-officerer, fængselsledere og spioner, og det er ikke anger, der trykker dem.
Første reportage leverer forholdene råt for usødet. Schreiber læser om den 49-årige Sylvester Murau, tidligere Stasi-major. Han flygtede i 1954 fra DDR til Forbundsrepublikken, BRD. Som straf for sin 'republikflugt' blev han i juli 1955 kidnappet og ført tilbage til DDR. En tid lang sad han i varetægtsfængslet Hohenschönhausen. For sin 'forbrydelse' dømtes han februar 1956 til døden, og den 16. maj 1956 blev han halshugget i Dresden. Hans datter Brigitte var Stasis lokkedue. Hun giftede sig senere med generalmajor Albert Schubert, manden, der udleverede hendes far til skafottet.
I 1990'erne opsøgte Schreiber den nu 62-årige Brigitte Schubert i et højhus i den østlige bydel Berlin-Hellersdorf. Her bor hun stadig med sin mand, der sjosker rundt i lejligheden med åben gylp. Hun har stadig forståelse for, at hendes far skulle straffes for at flygte fra DDR. "Sibirien, ja, men ikke dødsstraf," siger hun til Schreiber.
Denne sag var en af de grusomste, mener Schreiber, og det typiske var, at familien blev draget med ind i Stasis affærer. Ligesom i tilfældet med forfatteren Hans Joachim Schädlich.
I 2002 mødte Jürgen Schreiber den tidligere oberst Siegfried Rataizick. Han ledede Stasis fængsel Hohenschönhausen fra 1963 til dets lukning efter Murens fald.
"Rataizick dyrkede nu som før sine ideer," fortæller Jürgen Schreiber. "Man kan ikke føre et normalt interview med ham. Han bjæffede til mig i kommandotone, at DDR var en idyl, og at folk, der sad i Hohenschönhausen var skyld i alvorlige forbrydelser. De var, at de ville forlade DDR. Da jeg mødte ham, havde han endnu aldrig været i Vesten," fortsætter Jürgen Schreiber.
"Gamle partifunktionærer som Rataizick skriver læserbreve og slutter sig sammen i internetfora, hvor de jamrer over, at deres Stasi-pension er for lav. De arbejder efter en 'tag-ordet-strategi'," siger Schreiber.
Rataizick mødte for eksempel op den 14. marts 2006 til et møde i Hohenschönhausen, der nu er mindested, og her anklagede han tidligere fanger for at lyve om forholdene i fængslet.
"Folk som han møder også op, når de tidligere fanger viser rundt i fængslet, og råber op om, at sådan var det ikke. De angriber også Hubertus Knabe, lederen af mindestedet, men han kan heldigvis værge for sig," siger Schreiber.
Samme Hubertus Knabe, der er historiker, sidder på messens anden dag i den blå sofa i den store glashal. Her sad nobelpristageren Günter Grass tidligere på dagen med løftet pegefinger og mindede os om, at han dengang forudsagde, at "en hurtig genforening af de to tysklande vil føre til en vedvarende spaltning". Det var rigtig nok, at folket ville genforeningen, men politikerne burde have udvist mere fornuft, mente Grass ikke ganske i tråd med sine ellers udprægede demokratiske synspunkter. Han har i anledning af jubelåret valgt at indvie os i sine dagbøger fra 1990 og udgivet dem under titlen Unterwegs von Deutchland nach Deutschland (Undervejs fra Tyskland til Tyskland).
Rethaveriske gamle mænd
Endnu tidligere på dagen sad den lidt vampede og benhårde Sibylle Lewatscharoff i sofaen. Hun har vundet messens årlige pris for skønlitteratur for sin roman Apostoloff, der handler om to søstres biltur gennem Bulgarien. Rejsen bliver til en afregning med deres afdøde far. Hun beklagede, at der i dag ikke findes ældre forfattere i Tyskland, som de unge kan orientere sig efter.
"Martin Walser og Günter Grass er jo grufulde. Også politisk. Næ, tag en forfatter som Nathalie Sarraute, der skrev en vidunderlig bog, da hun var over 90. Tænk, hvis der i Tyskland var en gammel forfatter, der kunne skrive med samme lethed. I stedet har vi kun disse rethaveriske gamle mænd," smældede Lewitscharoff.
Nå, men nu sidder Hubertus Knabe her. Eller rettere: den langlemmede historiker med det lidt fedtede hår nærmest ligger i sofaen. Knabe var som ung studerende i Bremen med til at danne en forening til befrielse af forfatteren Rudolf Bahro, der sad i fængsel i DDR. Og Knabe elsker de gamle SED-kadrer at hade. For hver bog han udgiver om DDR's blakkede fortid og de forbrydelser, der foregik i det østtyske diktatur, stiger modviljen imod ham. Hans nye bog skal nok blive genstand for heftig debat. Her hiver Knabe ikke kun fat i fortiden, men lader den som i sin to år gamle udgivelse Die Täter sind unter uns (Gerningsmændene er iblandt os) række ind i nutiden. Honeckers Erben. Die Wahrheit über Die Linke (Honeckers arvinger. Sandheden om Venstrepartiet) hedder den. Men hvad er egentlig hensigten med denne bog?
"Det er at skabe oplysning om et parti, der forsøger at skabe sig et bedre image, end det fortjener," siger Knabe. "Både partiets fraktionschef (Gregor Gysi, red.) og dets leder (Lothar Bisky, red.) er folk, der tiltrådte SED under Walter Ulbricht (DDR's diktator fra dets grundlæggelse i 1949 til 1971, red.)," siger Knabe. Intervieweren siger, at Socialdemokratiets formand Franz Müntefering siger, at man ikke skal se så meget på fortiden.
"Nu tvivler jeg på, at en SPD-formand er den bedste rådgiver. Socialdemokratiets omgang med Venstrepartiet de senere år har været bekymrende. Dette parti er nu igen midt i det politiske spil. Og det er et parti, der ønsker at gentage DDR. Det vil gerne gentage et system, der allerede har spillet fallit," siger Knabe og kigger lige ud på tilskuerne. I delstaten Sachsen, hvor Leipzig ligger, har Venstrepartiet lige knap en fjerdedel af sæderne i landdagen.
Informations korrespondent sidder ved siden af en midaldrende mand med brun skjorte og moderne briller. Uden sammenligning i øvrigt ligner han lidt Finn Nørbygaard. Han snøfter hånligt.
Knabe fortsætter: "Partiet er allerede nu farligt. I 1990 ville ingen i DDR have socialisme mere. Men nu siger skoleeleverne i spørgeundersøgelser, at DDR slet ikke var noget diktatur, og at det ikke var så slemt endda. Og partiets gamle ledende medlemmer sidder nu rundt om i forvaltningen og i Forbundsdagen. Jeg sidder selv midt iblandt dem hver dag. Fra mit kontor har jeg udsigt til fængslets vagttårn og den fire meter høje mur. Og kvarteret rundt om er stadig i hænderne på dette parti."
Den brune skjorte ryster på hovedet.
"Hvis Venstrepartiet for alvor kommer til magten, kan jeg kun sige: Godnat, Tyskland! Så bliver det rigtig farligt. Så vil højreradikalismen også blive meget stærkere," siger Knabe fast uden at hæve stemmen.
Intervieweren spørger: "I Deres bog bryder De også med det idylliserede billede, man ellers har af kommunisterne i Weimarrepublikken. De skriver, at allerede disse kommunister ødelagde demokratiet. Hvad har Venstrepartiet gjort siden 1989?"
"Partiet kommer altid med den samme argumentation," svarer Knabe. "Vi er østpartiet. Vi kæmper for de tidligere DDR-borgere: Det er uforskammet. I DDR var der ofre og undertrykkere. De første led, de sidste nød en række privilegier. At tale om dette folk som en homogen masse, som dette parti repræsenterer, er en skandale," siger Knabe.
Den brune skjorte er nu godt rød i hovedet.
Men Venstrepartiet siger jo også, at vi i Tyskland må affinde os med, at der altså er et stærkt kommunistisk parti, pipper intervieweren.
"Jeg kender kun én, der siger det: Gregor Gysi. I andre lande er det kommunistiske parti bukket under, og jeg tror nu nok, at resten af Europa vil betakke sig, hvis Tyskland pludselig stiller med et stærkt kommunitisk parti. Desuden er problemet ikke et venstreorienteret parti. Problemet er, at dette parti vil indføre socialisme baseret på Marx og Engels. Vi ved, det ikke fungerer," siger Knabe. SPD's regeringssamarbejde med Venstrepartiet i delstatsregeringen i Berlin og tidligere i Mecklenburg-Vorpommern har han ingenting til overs for.
"Unionspartierne er meget klogere. Når noget dukker op fra højre, afviser de blankt overhovedet at tale med dem. Men SPD betaler nu prisen for det og må ligge og rode som et 20-25 procents parti."
Så snart Knabe er færdig, og folk begynder at rejse sig, rejser min sidemand sig også. "Føj! Historieforfalsker!," råber han op imod scenen. En ældre mand med hvidt skæg er der som et søm.
"Hvad bilder De Dem ind? Hvordan kan De tillade Dem at råbe sådan noget?" Den brune skjorte ser pludselig meget lille ud, og modebrillerne sidder lidt skævt. Inden Informations korrespondent overlader dem til deres skændsmål, hører hun ham sige spagt: "Jamen, jeg havde ikke noget med noget at gøre. Jeg har aldrig været ved magten i DDR."
