Kommentar
Læsetid: 3 min.

Prins Passion og prins Eftertænksom

Det Kongelige Teaters chef lader sine trillingechefer styre et slot hver i Nationalscenens kongerige med opera, ballet og skuespil. Tilsyneladende i ro og harmoni
Kultur
11. marts 2009
Balletten går retro, når Nikolaj Hübbe nyfortolker Bournonvilles -Napoli- til 1950-ernes pastelfarvede Napoli. Og skuespillet zoomer ind på tidens trang til bedrag i næste sæson.

Balletten går retro, når Nikolaj Hübbe nyfortolker Bournonvilles -Napoli- til 1950-ernes pastelfarvede Napoli. Og skuespillet zoomer ind på tidens trang til bedrag i næste sæson.

Det Kgl. Teater

Tre slotte med hver sin prins - og så en fordragelig konge, der forsøger at være retfærdig.

Sådan fremtræder Det Kongelige Teater nu efter første sæson med nye chefer og med tre huse: Skuespilhuset, Gamle Scene og Operaen. Ved de seneste dages pressemøder for kunstarterne har de kunstneriske chefer præsenteret hver deres repertoire. Og det er tydeligt, at de tre fysiske huse i høj grad kommer til at profilere de kongelige kunstarter. Borte har taget kunstarternes treenighed.

Cheferne for balletten og skuespillet fremstår som henholdsvis 'Prins Passion' og 'Prins Eftertænksom'; (om operaens chef ovre på Holmen fortsat mest kaldes 'Prins Wagner', det ved kun de operakyndige).

Men forskellige er disse cheftrillinger, ligesom deres kunstarter.

Balletten ledes i dag efter drømmen om at drive danserne frem mod det individuelt optimale for hver enkelt danser, mens skuespillet anspores af repertoirets dramatiske værker. Sådan groft sagt.

Grottedrift

Balletmester Nikolaj Hübbe indledte sin repertoirepræsentation med bevæget at mindes Flemming Flindt og prise, at Flindt tilbage i 1974 fik Neumeiers Romeo og Julie på repertoiret.

Det er tydeligvis samme slags repertoiretæft, som Hübbe selv håber, han kan udvise.

Umiddelbart er det den amerikanske ballet, som Hübbe tilfører balletten. Ikke bare Balanchine-programmet, som har premiere på lørdag, og hvis Symfoni i C også danses næste sæson.

Men også koreografen Jerome Robbins, der var Balanchines jævnbyrdige ved New York City Ballet - og tydeligvis en af Nikolaj Hübbes forbilleder.

Den Kgl. Ballet kommer både til at danse West Side Story Suite, som Hübbe selv dansede med i, da musicalens danse blev sat sammen til et balletprogram i New York i 1995.

Men også Dances at a Gathering - skønhedsåbenbaringen, som New York City Ballet senest dansede i Tivoli i sommer, så publikum havde svært ved at komme sig af betagelse.

Jovist, både Sylfiden og Giselle kommer på repertoiret igen, men ellers viser Hübbe muskler og lidenskab som Bournonville-iscenesætter sammen med Sorella Englund med en ny Napoli, omplantet til 1950'ernes scootervirkelighed og med en øen Capris Blå Grotte med mere dødsdrift end ellers i en scenografi af Maja Ravn.

Alligevel var det i omtalen af maj-aftenerne for henholdsvis ballerinaerne og for de noble mandsdansere, at Hübbes øjne glødede mest.

"Jeg holder jo så allerhelvedes meget af klassisk ballet. Den fitnessagtig-kropskultur har sneget sig ind alle vegne, så jeg vil gerne vise balletten frem," insisterede han.

"Jeg elsker den tråd, der er mellem det lille barn og den gamle karakterdanser. En dansers karriere skal have samme duft hele vejen," understregede Hübbe, da han lancerede nye og strammere planer for balletskolen.

Og balletskoleleder Niels Balle præsenterede koreografen Ann Crosset som leder af et nyt børnekompagni med børnene fra balletskolens 7-9. klasser, der derefter dansede ind i lysekronefoyeren med toptrimmet teenagerynde.

Bedrag på teaterscenen

Skuespillet profileres mere af sine værker end af sit ensemble. Skuespilchef Emmet Feigenberg valgte i hvert fald at beskrive sine ambitioner for næste sæson gennem de dramatiske tekster.

"Teatrets opgave er jo at spejle verden og virkelighed. Og den er jo foranderlig," indledte Feigenberg med at sige.

Faktisk har han nu omlagt Skuespilhusets Portscene og Lille Scene til hovedsagelig at spille politisk og debatterende dramatik, lutter nyskrevet, og så en nyfortolket Ulysses von Ithacia af Holberg.

Store Scene skal fortolke klassikerne med bred publikumsappeal - med store forestillinger om menneskets trang til at lade sig bedrage, sådan som Shakespeares Richard III, Ibsens Bygmester Solness og O'Neills Alverdens rigdomme (Byg dig kun slot på slot).

Og inden for den nye dramatik lyser Christian Lollikes Fremtidens historie og Astrid Saalbachs Rødt og grønt op mod horisonten.

Bladguld

Generelt virker stemningen positiv og roligere end længe på Nationalscenen. Nærmest harmonisk - danseropsigelser og skuespilsinstruktørproblemer og havnelogistik til trods.

"Men vi har problemer med at få økonomien til at hænge sammen," forklarede teaterchef Erik Jacobsen dog og talte om, at teatret måske kan hente nogle penge hjem på sit forstørrede driftsbudget med de tre huse ved at lave et gennemgribende energitjek.

At den stakkels, nyudråbte konge allerede skal til at renovere teaterrigets fineste slot, nemlig Gamle Scene, er næste problem.

Kongens Nytorv skal ligge i byggerod på grund af den nye metroringbane de næste ni år, og teaterchefen vil derfor gerne benytte dette kaos foran Gamle Scene til nogle strejf med bladguldspenslen.

"Men vi ved godt, at det ikke er det, der politisk ligger først for," sagde han.

Sådan er det også at være konge med tre slotte.

AMC@INFORMATION.DK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her