Læsetid: 8 min.

Regnskabet med '68 må gøres op

Katrine Marie Guldager har skrevet en bog om danskerne og den betydning, familien spiller midt i en brydningstid. Samtidsportrætter kalder hun sine nye noveller
Katrine Marie Guldager har skrevet en bog om danskerne og den betydning, familien spiller midt i en brydningstid. Samtidsportrætter kalder hun sine nye noveller
19. marts 2009

For nogle måneder siden tog hun bladet fra munden og langede på vegne af en lang række danske forfattere hårdt ud efter Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl og hans måde at bedrive kritik på. Det var, da han som den første modtog Kunstrådets nye Formidlingspris. I det litterære miljø så man undrende til, for var Guldager ikke altid blevet fremhævet af Bukdahl, ja, var han ikke nærmest hendes yndlingskritiker?

Guldager lagde ikke bare afstand til Bukdahl og et indspist litterært miljø med omdrejningspunkt i Forfatterskolen, der systematisk håner en bredere anlagt litteratur, men markerede også, at hun nu åbenlyst var trådt ind i en ny fase af sit forfatterskab. Guldager, selv gammel elev på Forfatterskolen og forfatter til smalle digtsamlinger og novellesamlinger, ville nu være en bredere forfatter. Forud var gået den meget personlige erindringsbog Lysgrænsen og senest romanen En plads i historien.

Hos en del forfattere var der også glæde, fordi Guldager gjorde op med en falsk modstilling mellem det finlitterære og den mere populære litteratur. Hvis man rynker på næsen af Hanne-Vibeke Holst, viser man også samtidig foragt for hendes mange hundrede tusinde læsere, som holder af hendes bøger. Og det er ifølge Guldager det værste, kritikken kan gøre, når den forfalder til at grave grøfter. Der skal være plads til både det smalle og det brede. Også selv om der altid vil være åbenlyse forskelle.

I sin nye bog Nu er vi så her tager Guldager i hvert fald tematisk et nyt skridt i retning af en bog med bred appel. Emnet er familien i en brydningstid. Og bogen er en række samtidsportrætter af forskellige mennesker, der på hver deres måde kæmper med relationer til familie og andre mennesker.

Nu er vi så her er en novellesamling i den serie, hun for fem år siden indledte med København og fortsatte året efter med Kilimanjaro. Hvor den første bog handler om fællesskabet i storbyen, så handler den anden om fællesskabet i verden. Den nye bog handler om familien "mellem opbrud og sammenhæng", som hun selv udtrykker det. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Der er krasse skildringer af familier i opbrud og skildringer af, hvad arven fra 70'erne, løsnede relationer og skilsmisser førte med sig. Med Guldagers egne ord handler den "om personer, der står ved en skillevej, hvor familien på den ene side har givet dem betydning og på den anden er en spændetrøje".

Der er eksempelvis novellen "Returbillet" om en mor, der er klar til at svigte sine børn for at realisere sig selv på en lang rejse til Indien, som hun så alligevel dropper. Der er novellen "Voksne mennesker kan godt tale om sex" om en voksen datter, der ikke kan forlige sig med moderens jagt på lykken fremfor familien. Der er adskillige noveller om ægtepar, der glider fra hinanden, mennesker som har svært ved at finde lykken.

Manglende relationer

Guldager kalder selv novellesamlingen en bog om danskerne lige nu. Men der er ikke meget glæde og lykke, ikke megen forståelse og forsoning, men derimod kompromisløse skildringer af et liv uden sande relationer mellem mennesker.

"Vi står på det sociale område i en arv fra 70'erne, hvor mange begik utroskab, blev skilt og hvor det meget private blev offentligt. Man havde et andet forhold til menneskelige relationer og til ægteskabet. Vi står stadig i den arv fra 70'erne, hvor nogle overvinder det og får skabt et familieliv, der fungerer efter normale borgerlige rammer, andre gentager 70'er-arven."

Hvis man i forhold til det store portræt indvender, at 68'erne kun udgjorde en lille del af samfundet, som gik hen over hovedet på de fleste, indrømmer hun, at det måske nok er en meget lokal sandhed, hun skriver om, men tilføjer, at det måske nok ikke har haft betydning for alle i den generation, men at det "har haft det i nogle kulturelle sammenhænge, på hvad man kan og ikke kan. Selv om ikke alle har været med til at blive skilt og begå utroskab, så har det været med til at ændre vores bevidsthed. Jeg tror, at det har skabt nye normer, skabt et forhold til fællesskab og relationer som noget, man melder sig ind og ud af".

"Da jeg arbejdede med novellerne, syntes jeg, at det var nogle onde og ubarmhjertige noveller. Jeg stod med nogle hårde sandheder, som kommer af, at man er ude af stand til at følge nogle fælles normer for, hvordan man behandler hinanden, ude af stand til at passe på hinanden."

Guldager er hård og ubarmhjertig ved sine personer. I de meget korte noveller får personerne dårlig nok mulighed for at få en historie og sammenhæng, men bliver fastholdt lige midt i deres afgørende svigt eller handlinger.

"Jeg er hård og sætter det på spidsen i novellerne for at få noget konsekvens i forhold til, hvordan vi behandler hinanden. Når man overskrider regler, som det skete i 70'erne, så blev der taget meget let på det. Det blev sådan noget som: Du må undskylde, at vi svigtede der og der, men nu er det glemt, ikke? Som forfatter kan man sætte det hele på spidsen og fastholde det i længere tid, så det kan blive overraskende og skarpt."

"'68 rummede mange gode ting, men med hensyn til relationer er der et regnskab, som aldrig rigtig er blevet gjort op og som gør, at jeg bliver forarget i dag. Lige så meget man har lov til at tage fejl, lige så meget har man pligt til at blive klogere. Og det er nogle af de regnskaber inden for de menneskelige relationer, som ikke blev gjort op, som jeg ville sætte i scene med min bog."

Guldagers nye bog er også ubarmhjertig på den måde, at den virker udvejsløs. Personerne er fanget i bestemte strukturer og mønstre, som de ikke kan gøre sig fri af. De er nu engang landet der, hvor de er.

"Ja, der er en vis: 'Det her er så min arv, min historie, og nu må jeg prøve at leve videre herfra'. Ikke som anklage mod, at de levede som de levede i 70'erne, men som opmærksomhed på, at det har de og de konsekvenser. Det ligger også i bogens titel Nu er vi så her. Det spændende er ikke at gå og banke gamle 68'ere oven i hovedet. Det spændende er, hvordan vi lever videre, og hvad det er for en arv, vi har med os."

Forpligtelse

Guldager taler om forpligtelse, ja nærmest om en etik. Som en af personerne siger i samlingens første novelle, så handler livet ikke bare om at jagte lykken, men også om forpligtelser og om at gøre det rigtige.

"Det er et korrektiv til den lærdom, som mange af os fik med fra 70'erne, nemlig at livet handler om at springe videre til den næste, dyrke sex med naboen, fordi man lige blev fuld den aften. Det er jo en meget hårdere etik. Livet handler især om forpligtelser. Mange var i 70'erne utrolig selvcentrerede og levede livet her og nu, og det kan man ikke være bekendt, når man har børn. Det tager noget fra vores menneskelighed, hvis det bare handler om egen selvtilfredsstillelse hele tiden."

Novelleformen

Nu er vi så her er som sagt tredje novellesamling om fællesskabet. Hver novelle kan se verden fra en ny synsvinkel og person, og netop den form egner sig ifølge Guldager særligt godt, når der skal stilles skarpt på et fællesskab, som er ved at gå i opløsning. I den nye bog er novellerne ultrakorte. Oftest blot nogle få sider. Historierne er skåret hårdt til og alle ydre omstændigheder og personers bevæggrunde, for at gøre som de gør, er udeladt. Guldager skræller historierne ned til de præcise valgsituationer, som personerne står i og zoomer ind på den.

"Det kan man jo i novellen. Det er ikke en persons liv man søger et svar på, men enkeltsituationer, som har været eller er afgørende for vedkommende. Jeg har valgt at udelade for ikke at relativere og begynde at forstå personen, for så bliver det en helt anden historie."

"Det jeg søger er forstørrelse. Ligesom digtet er en forstørrelse af en bestemt følelse, så er novellen en forstørrelse af en bestemt konflikt."

En ny Guldager

Guldager er selv udgået fra Forfatterskolen, men vil ikke længere forbindes med et lille indspist litterær miljø. Hun vil ikke skrive noget, som tilhører en bestemt gruppe eller hører til under bestemt fane. Det er for hende i modstrid med, hvad litteratur er. Smalle forfattere kan lære af brede forfattere og omvendt, ligesom dialogen mellem det smalle og brede også er en del af hendes forfatterskab og fortsat vil være det.

Guldager er dog ikke bange for at sætte adresse på, når det handler om tidens forherligelse af avantgarden.

"Avantgardetankegangen er for mig meget nedbrydende," siger hun og tilføjer: "Der er en forestilling om, at man skal være avantgarde, at man skal nedbryde forskelle mellem genrer, mellem liv og kunst, at litteratur skal være nyt og provokerende. Men hvem skal bygge alle grænserne op igen? At det ikke er set før, gør det ikke nødvendigvis bedre. Ældre fortælleformer kan man med sindsro vende tilbage til, ja de kan endda være endnu mere interessante, end dem man går og roder med i dag."

Det handler for Guldager først og fremmest om at være tro mod det, man skriver.

"Det med at melde sig ind i en litterær klub er ødelæggende, for så skal man afstemme sine bøger med sin klub. Der er en naturlig udvikling i, at jeg arbejder med romaner og længere former, som flere kan forstå. Jeg ville være ked af at skrive for 533 læsere resten af mit liv og så gå og høste litterær anerkendelse for det. Det hører med til et forfatterskab, at der er nogle læsere i den anden ende. Man skriver ikke for eftertiden eller for sin veninde. Jeg vil dog ikke sige, at jeg er på vej mod at blive en bredere forfatter. Der er derimod en naturlig udvikling i, at man starter i nogle små former og gradvist bliver bedre og bedre til at formidle et bredere stof."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Eskildsen

Når man er født i 1947, kan man være ved at brække sig over alt det pladder, der kan siges om 68 af folk der er født i 66.
Kejserens nye klæder - velkommen til Information.

Jens Thorning

En 68'er er én, der citerer Kahlil Gibrans "Profeten": Jeres børn er ikke jeres børn.

En Socialdemokrat, der er "inspireret af Ungdomsoprøret og alle de nye ting" er én, der begynder at fjerne mindrebemidlede forældres børn og citerer poeten som undskyldning.

En 68'er er én, der frivilligt vælger arbejdsløshed for at lette det moderne livs monotoni.

En Socialdemokrat, der er "inspireret af Ungdomsoprøret og alle de nye ting" er én, der indfører Bistandsloven, så ingen længere har råd til at arbejde og gør det så bureaukratisk at få arbejde, at man opgiver på forhånd. Nu skal man have fire års uddannelse til de enkleste gøremål.

Sådan kunne man blive ved. 68'erne er uskyldige!

Lennard Grahn

er der ikke snart ved at være minus på kontoen med det regnskab...der har været "opgør med 68'erne" siden 1968...

Vibeke Nielsen

Der findes en bog, som alle disse røde syndere kan blive kloge af:

11 Og jeg saa et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn ligesom et Lam og talte som en Drage.
12 Og det udøver hele det første Dyrs Magt for dets Aasyn og faar Jorden og dem, som bo derpaa, til at tilbede det første Dyr, hvis dødelige Saar blev lægt.
13 Og det gør store Tegn, saa at det endog faar Ild til at falde ned fra Himmelen paa Jorden for Menneskenes Aasyn.
14 Og det forfører dem, som bo paa Jorden, for de Tegns Skyld, som det blev givet det at gøre for Dyrets Aasyn, og siger til dem, som bo paa Jorden, at de skulle gøre et Billede af Dyret, ham, som har Sværdhugget og kom til Live.
15 Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Aand, saa at Dyrets Billede endog kunde tale og gøre, at alle de, der ikke vilde tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslaas.
16 Og det faar alle, baade smaa og store, baade rige og fattige, baade frie og Trælle, til at sætte sig et Mærke paa deres højre Haand eller paa deres Pande,
17 for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har Mærket, Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
18 Her gælder det Visdom! Den, som har Forstand, udregne Dyrets Tal; thi det er et Menneskes Tal, og dets Tal er 68.

Så ved man det. Hvis bare vi får bekæmpet dyret 68 og alle dets efterkommere, skal vi nok finde vej til det evige paradis i kernefamilien....eller hvad?