Nyhed
Læsetid: 4 min.

Romanfigur stævner forlag og forfatter

Performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech gør nu alvor ud af sin trussel om at lægge sag an mod Gyldendal og manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen. Med udgivelsen af romanen 'Suverænen' har forlaget hjulpet forfatteren med at stjæle hans liv, hævder han
Manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, vil ikke lade sig kue af et sagsanlæg. Han vil kæmpe for sin kunstneriske ytringsfrihed, siger han til Information.

Manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, vil ikke lade sig kue af et sagsanlæg. Han vil kæmpe for sin kunstneriske ytringsfrihed, siger han til Information.

Torben Huss

Kultur
25. marts 2009

Fredag modtog Københavns Byret en skrivelse fra Advokatfirma Christian Harlang. På vegne af performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech lægger advokatkontoret sag an mod forlaget Gyldendal samt forfatteren, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, men nu kalder sig repræsentant for kunstfabrikken Das Beckwerk.

Omdrejningspunktet for retssagen er bogen Suverænen, som Das Beckwerk udgav på Gyldendal tilbage i september 2008. Den blev lanceret som en roman, men store dele af bogen handler om Thomas Skade-Rasmussen, som forfatteren tidligere har arbejdet sammen med i forbindelse med flere performancekunst-projekter.

"Når jeg går rettens vej, så er det for at vise, at jeg afviser den skamløse invasion af min person. Samtidig er det også for at sende et signal om, at det danske samfund er langt ude i sit angreb på sensibilitet og individets ret til sig selv," siger Thomas Skade-Rasmussen til Information.

Ifølge Advokatfirma Christian Harlang gør Gyldendal og forfatteren sig skyldig i flere krænkelser, der er belagt med straf- og erstatningsansvar.

Man har krænket privatlivets fred, idet man har offentliggjort følsomme og private oplysninger, blandt andet om Thomas Skade-Rasmussens indtægtsforhold og familieforhold, og idet man har tilskrevet ham en moralsk anfægtelig adfærd.

Man har uden forudgående tilladelse offentliggjort billeder af Thomas Skade-Rasmussen i erhvervsmæssig øjemed på bogomslaget, på plakater og på Gyldendals hjemmeside.

Endelig har man krænket ophavsretten ved offentliggørelse af tekster og illustrationer frembragt af Thomas Skade-Rasmussen uden at have indgået aftale med ophavsmanden.

Litterært realityshow

Selv mener Thomas Skade-Rasmussen, der til daglig bor i London, at han tilbage i Danmark er blevet udsat for en åbenlys uretfærdighed.

"Tænk at komme hjem til Danmark fra udlandet og se en bog ligge i bunker i lufthavnskiosken med dit billede på forsiden og med en tilfældigt digtet historie over dit virkelige liv. Tænk at se dit eget billede på store plakater over hele byen med Gyldendals logo på, uden at nogen har spurgt om lov til at trykke det. At tænke sig et forlag, som hjælper en forfatter med at stjæle et liv. Enhver, som har sat sig ind i sagen, kan se, at det er langt ude," siger han.

Men sagen har også principiel karakter. Sagsanlæget er et forsøg på at gøre op med en farlig tendens i tiden:

"Vi kan ikke komme uden om, at de store institutioner, medier og nu et ærværdigt forlag som Gyldendal af pekuniære og andre grunde er med til at drive en udvikling henimod et grænseløst anarkistisk samfund, hvor ingen har ret til at være i fred. Det er tale om en ondsindet dansk, demokratisk-protestantisk virus, som ikke vil give individet plads til at være alene."

Derfor går Thomas Skade-Rasmussen altså nu rettens vej. Men han understreger, at det bestemt har omkostninger:

"Det bliver et litterært realityshow. Grænseløst, smagløst og skamløst. Og jo mere opmærksomhed, sagen får, desto mere bliver jeg kendt som Gyldendal og Claus Beck-Nielsens skabning."

Stille en tid

Allerede sidst i januar fremsendte Advokatfirma Christian Harlang på vegne af Thomas Skade-Rasmussen en skrivelse til Gyldendal og manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen.

Her fremsattes samme anklager mod forlaget og forfatteren, som i mere udførlig form er indeholdt i den 14 sider lange stævning. Desuden fremgik det, at man ville lægge sag an, hvis ikke adressaterne anerkendte, at de i forbindelse med udgivelsen af romanen Suverænen havde krænket privatlivets fred og ophavsretten samt redigerede i romanen og som kompensation betalte 60.000 kr. for forlagets vedkommende og 30.000 kr. for forfatterens vedkommende.

Gyldendal svarede først i februar, at de nægtede at gå ind på kravene, fordi de mente, romanen holder sig inden for rammerne af den kunsteriske ytringsfrihed. Samme besked lød fra forfatteren. Derefter blev der stille omkring sagen i et par måneder, indtil Byretten altså nu har modtaget stævningen fra Thomas Skade-Rasmussens advokat.

Her fremsættes samme krav om redigering af romanen samt erstatning som i skrivelsen fra januar, og desuden gør advokaten gældende, at såvel forlag som forfatter bør pålægges bødestraf.

Det kommer bag på manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen. Da Information ad besværlige omveje får fat i ham, befinder han sig i Rom og har ikke hørt om stævningen.

I modsætning til Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, der vil gennemgå teksten grundigt, før han udtaler sig, vil han dog gerne fortælle, hvordan han har tænkt sig at gribe sagen an.

"Ligesom andre af historiens store mænd, Slobodan Milosevic for eksempel, vil jeg selv føre min sag. Jeg har allerede skrevet et forsvarsskrift, som jeg vil læse op i retten," siger forfatteren, der understreger, at han vil kæmpe for fuld kraft for den kunsteriske ytringsfrihed.

Han havde dog ikke troet, det ville blive nødvendigt. Faktisk troede han, Thomas Skade-Rasmussen havde opgivet sagen, siden han ikke lod høre fra sig i flere måneder, fortæller han.

Men det er måske godt nok at få sagen afgjort. For forfatteren har haft svært ved at arbejde, når han ikke vidste, hvad der skulle ske.

"Så længe sagen alligevel har ligget og svævet, har den fuldstændig frataget mig min kunsteriske frihed allerede på forhånd. Det føles jo helt omsonst at begynde på en ny roman, hvis jeg ikke ved, om jeg har min fulde frihed," siger han.

Ny standard

Og det er netop den kunsteriske ytringsfrihed, det handler om, når retssagen begynder, understreger litteraten Poul Behrendt, der i 2006 skrev bogen Dobbeltkontrakten om forholdet mellem fiktion og virkelighed i en række nyere danske romaner.

"Sagen vil sætte en standard for, hvad man kan tillade sig i litteraturen. Hvis Thomas Skade-Rasmussen får medhold, vil der ske en stramning af ytringsfriheden. Og det er klart at hele feltet af kunstnere, der beskæftiger sig med feltet mellem virkelighed og fiktion, vil blive stærkt påvirket. Og forlagene vil blive nødt til at agere på en anden måde, hvis de vil udgive bøger af den karakter," siger Poul Behrendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her