Der rider en del konger rundt her omkring, ja, ikke på selve Gammelholm, hvor vi er kongefri. For henne på hjørnet ved de store banker holder Niels Juel vagt på sin sokkel og giver agt. Det hedder om ham i Johannes Ewalds storladne kongesang, at 'han hejsede det røde flag', selv om det var i en anden betydning. Men ikke langt derfra ses Frederik 7 til hest på Christiansborg Slotsplads som midtpunkt for enhver folkelig demonstration - der gerne er forgæves, skønt den oprindelige havde held med sig, da vi forlangte en grundlov, og han enevældig måtte stå af den høje hest. Vilhelm Bissen skulpterede rytterstatuen, der blev opstillet 1873. Det hjalp ikke på sikkerheden, siden slottet en halv snes år senere nedbrændte.
Hans efterfølger på den nu skrumpede trone blev i 1927 stillet om bag den nye bygning, meget praktisk lige foran ridebanen med udsigt til nationalmuseet. Anne Marie Carl Nielsen gav mindesmærket skikkelse med fjerbusk og det hele på dette stille sted i byen, kun forstyrret af de mange parkerede hestekræfter med særlig tilladelse. I Frederikstaden på den anden side af Nyhavn rider endnu en konge som standset op under en af sine berømte morgenture gennem byen ad Sankt Annæ Plads i besættelsestidens første år, Christian 10, foreviget af Utzon-Franck, opsat 1951.
Den berømteste af dem alle er Salys monument over Frederik 5, rejst 1768 midt på Amalienborg Slotsplads - med samme retning mod Bredgade. Smuk og statelig er den, nylig renset udvendig og indvendig, hesten helbredt for vand i knæene.
Rigtig omringet er Gammelholm, når man tager endnu en statue i betragtning, Lamoureux' mere bovlamme hest, der bærer Christian 5, den ældste af disse rytterkonger, som den første i Norden således ophøjet i 1688, støbt i bly. Om det nu var besættelsestiden, der omsider gjorde den så blytung, at den var ved at segne, véd jeg ikke, men efter krigen blev den i 1946 genopsat i bronze under samme Utzon-Francks ledelse. Finest tager den sig ud anskuet i præcis sigtelinje inde fra Charlottenborgs gård, indrammet af portåbningens bue.
Ikke en svensker
Det var kongens halvbror, Ulrik Frederik Gyldenløve, der nogle år forinden havde ladet sig bygge den statelige bolig. Går man tættere på, ser man, at hesten træder en skikkelse under fod. En svensker, siger rygtet hævnlystent. Men nej, det er misundelsen, der allegorisk nedtrykkes.
Og der er ikke sparet på ophøjelsen. Fire store figurer støtter soklen, ingen ringere end Herkules, Alexander den Store, gudinden Minerva og endelig Artemisia af Halikarnassos, der repræsenterer begrebet ære.
Borgerne var såmænd begejstrede for enevælden, som var ny og havde givet dem flere rettigheder på adelens bekostning.
De havde lavet en handel med forgængeren Frederik 3 og forsvaret deres by mod de lede svenskere, der omsider måtte opgive belejringen, som, hvis den var lykkedes, havde underkastet hele riget under Carl X Gustav.
Sognepræsten i Slangerup, Thomas Kingo, gejlede sig op i lovprisning af 'den stormægtigste og højstbårne Monark og Enevoldsherre", da Christian 5 skulle salves i 1670, med sit hyldestråb Hosianna som ved Jesu indtog i Jerusalem: "Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gotters, Hertug udi Slessvig, Holstein, Stormarn og Dytmarsken" osv.
Dag op, i salig Tiid, ald Nordens Held og Ære!
Dig denne store Dag skal lykkelig indbære
Til langsom Ævighed, med Seyer, Fryd og Fred!
Han så bort fra, at svenskerne havde skilt os af med Skåne, Halland og Blekinge. Sådanne småfejl ved kongers militære bedrifter og ære taler rytterstatuer ikke om - lige så lidt som den royale poesi. Kingo skulle jo gerne blive biskop, hvad der også lykkedes ved hans ihærdighed. Det var dengang, der ikke var menighedsråd til at kompæicere udnævnelsen, kun nåde.
På selve Gammelholm er vi kringsat af disse statuer. Vi er parat til at forsvare os mod dem og mod dårlig lyrik.
