Skomageren og adelsmanden

I hvilken klummeskriveren gør sig tanker, man ellers bør holde sig fra, når man er en mand med stamtavle. En del flasker vin af uforskammet ringe kvalitet spiller en vis rolle
Kultur
7. marts 2009

For nu at tage et nærliggende eksempel: Indtil for halvandet-to år siden havde vi en enkelt skomager her i byen, hans forretning lå et stykke nede ad vores vej, på vejen ned mod Aldi-krydset. Den er lukket nu, huset er ombygget til almindelig privatbolig, skomageren er gået på pension. Han havde sikkert ikke, hvad man ville kalde en rivende omsætning, men han havde trofaste kunder, der var villige til at betale for at få sko og tasker repareret frem for bare at købe nyt. Ved en lejlighed, et par måneder før han lukkede, var han udsat for røveri. En bevæbnet teenager krævede at få udleveret indholdet af kasseapparatet. Det fik han, 37 kroner. Hvis tosken kan have fornøjelse af dem, så for min skyld ingen alarm, udtalte skomageren.

Sammenbrud

Jeg har selv benyttet mig af skomagerens service to gange. Første gang blev det ikke til noget alligevel, for de sorte halvstøvler, jeg ville have ham til at reparere, var noget bras, sagde han. Han så bebrejdende på mig: hvorfor i alverden havde jeg, en mand med briller og venstreintellektuel frisure, dog købt dem? Anden gang drejede det sig om en skuldertaske, en fancy sag af brunt lærred. Da jeg lige havde købt den, opnåede jeg respekt hos døtrene, fordi jeg var kommet til at købe en mærkevaretaske. Den havde et navn, som efter min mening lød adeligt, men som under alle omstændigheder, og i høj grad endda, var af en helt andet klasse, end de rædsomme - skal vi sige 'genstande' - faderfiguren almindeligvis kommer hjem med.

En rigtig stadstaske, altså, men jeg overvurderede nu skulderremmens bæreevne, da jeg en dag proppede seks flasker vin ned i den. Vinen var videreformidlet til mig af en kvindelig forfatter, som jeg ellers sætter meget højt, overordentligt højt endda, men godt nok ikke lige i de dage, hvor vinen skulle drikkes. 'Videreformidlet' - jeg ved godt, det lyder både gådefuldt og kriminelt, men det var det nu kun, for så vidt angår vinens kvalitet. Som døtrene da også anerkender: vin, det har den gamle en slags forstand på. Det havde, kort fortalt, den pågældende kvindelige forfatter ikke. Heldigvis smadrede jeg to af flaskerne inden jeg nåede hjem, fordi den fornemme taskes skulderrem brast. Men det sagde jo næsten sig selv: tasken var ikke beregnet til hjemtransport af vin, slet ikke dårlig. En så fin taske bør selvfølgelig kun rumme en rejsedagbog og måske en enkelt pistolette, for det tilfælde at man skulle rage uklar med en anden adelsmand og bliver nødt til at duellere.

Reparation

Jeg gik hjem med de fire resterende flasker, tømte tasken for glassplinter, kylede den i tørretumbleren. Derefter gik jeg over i taskeforretningen med den. Der måtte da kunne gøres noget. Når man så nærmere efter, var det kun en trykknap, der var gået løs, og en flænge, der ikke så ud til at være noget særligt. Vil De være rar at bringe den lille sag i orden, sagde jeg til ekspeditricen, noget mut, men hun var jo også kun en jævn kvinde. Hun fingererede lidt ved skulderremmen, hun kærtegnede den nærmest, som om det var synd for den, på samme måde som man kæler for et marsvin, man desværre bliver nødt til at aflive.

"Ved De hvad, Deres kongelige højhed," sagde hun med forsendelsesomkostninger, frem og tilbage, og med det ene og det andet, så kommer reparationen til at koste lige så meget som en ny taske, så hvis jeg var Dem, Deres nåde, men Gud i øvrigt forbyde at jeg skulle formaste mig til et sådant hovmod at gøre mig tanker herom, så ville jeg købe en ny taske lige med den vuns'. Hun rakte allerede ud efter en ny, der stod på hylden bag hende. Mig kunne hun nu ikke narre, jeg kender udmærket den der forslagne tjenstvillighed hos plebejerne, når de gør forsøg på at tage røven på os adelsfolk. Desuden har jeg lært nøjsomhed hjemmefra, vi lukkede f.eks. altid sydfløjen af om vinteren på godset hjemme i Gl. Sulsted (Kuskgårdsvej 28) for at spare på varmeudgiften. Så jeg gik med tasken igen. Jeg var kommet til at tænke på skomageren. Ork jo, den kunne han da sagtens klare. Han kunne ikke skaffe den originale knap med min slægts våbenskjold, men den slags ydre ting betyder naturligvis ikke noget for mig. Jeg måtte vente to dage, så var tasken klar. Han skulle have 30 kroner for det, på nær syv kroner det samme beløb, han blev bestjålet for kort tid efter.

Vejen frem

Hvad så? Er det sådan, vi skal til at leve igen? Det har jo hele tiden været muligt at få repareret en radio, et tv-apparat eller en kaffemaskine. Der er bare ingen, der har gidet, hverken at få det gjort eller at gøre det. Jeg skal ikke give den som hellig, vanen med at smide væk og købe nyt kender jeg godt fra mig selv - men det har jo netop hele tiden været en u-vane. Er det ikke lige akkurat, fordi vi har forbrugt alt for meget og smidt absolut brugelige ting på lossepladsen i årevis, at det nu er nødvendigt at indkalde til en stor klimakonference i København i år? Joe, vi skal overforbruget og forureningen til livs, helt sikkert. Men først skal vi åbenbart have gang i hjulene igen - eller hvad? Med bank- og kreditpakker, helst også vækstpakker, der kan sikre, at vi kan fortsætte med at forbruge og svine, til gavn for omsætningen, som om ingenting var sket.

Men sådan noget siger man ikke, når man er en mand med stamtavle. Man skulle nødig bringe skam over sin familie ved at optræde som en hengemt hippie fra forrige århundrede.

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her