Læsetid: 2 min.

Småborgerlighedens stemme er forstummet

Peter Rindal gav stemme til den kulturelle underklasse, der ikke ville finansiere københavnske kunstneres dyre vaner og uforståelige værker. Nu er manden, der fik opkaldt en isme efter sig, død i en alder af 86 år
Peter Rindal gav stemme til den kulturelle underklasse, der ikke ville finansiere københavnske kunstneres dyre vaner og uforståelige værker. Nu er manden, der fik opkaldt en isme efter sig, død i en alder af 86 år
2. marts 2009

Det var folket mod eliten og provinsen mod hovedstaden, da en lagerforvalter fra Kolding i 1965 stillede sig i spidsen for en underskriftsindsamling i protest mod loven om Statens Kunstfond.

Peter Rindal ville ikke være til grin for sine egne skattekroner, sagde han. Han ville ikke være med til at finansiere den "komplet uforståelige og latterlige" kunst, som kendere kaldte modernisme.

Klaus Rifbjerg og billedhuggeren Peter Bonnén var blandt de første modtager af støtte fra den nye kunstfond. Fonden, der blev oprettet af Danmarks første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, skulle støtte den moderne kunst, der kunne vække småborgerskabet fra deres materialistiske parcelhuskoma og gøre dem til aktive samfundsborgere.

Men i Rindals optik var det en åbenlys uretfærdighed, at hårdtarbejdende skatteydere skulle betale for, at provokatøren Rifbjerg kunne køre rundt i København i sin flødefarvede sportsvogn, og Bonnén kunne flikke sine abstrakte stålkonstruktioner sammen.

Rindals kunstsyn blev af EkstraBladet døbt 'rindalisme' som var det en politisk bevægelse, og lagerforvalteren blev dermed den anden dansker i historien, der har lagt navn til en isme.

Gode gamle N.F.S. Grundtvig var den første, men i modsætning til grundtvigianismen blev rindalismen hurtigt gjort til en nedsættende betegnelse. Den kom til at dække over filistrøs forskrækkelse over den moderne kunst, der forsøger at udfordre og provokere sit publikum.

Brølende kronhjort

Selv understregede Rindal, at han ikke var modstander af kunst som sådan. Hjemme havde han et maleri hængende over sin sofa med en brølende kronhjort ved en skovsø, fortalte han.

Nej, hans kritik var rettet imod statsstøtten af kunsten og den statsautoriseret gode smag, der fulgte med. Kunst burde som alle andre håndværk kunne klare sig uden skatteydernes bidrag, mente lagerforvalteren, der kom fra et fattigt hjem og var kendt for sin nøjsomhed grænsende til nærighed.

Det synspunkt var der mange danskere, der delte.

I første omgang havde Rindal blot indsamlet underskrifter på sin arbejdsplads, Kolding Hørfabrik, men medierne gav hans protest opmærksomhed, og til stor overraskelse for den københavnske kulturelite voksede der snart en hel bevægelse frem. 60.000 underskrifter blev indsamlet, fortrinsvis blandt lavt- og uuddannede danskere i provinsen, og deres protest blev sendt til Christiansborg med et krav om, at Statens Kunstfond skulle nedlægges.

Men hverken kulturlivets spidser eller politikerne tog Rindal alvorligt. Statens Kunstfond havde rigtignok vækket et samfundsengagement, men det var af en ganske anderledes karakter, end man havde ønsket sig.

Kritikken blev afvist som kulturfascisme, og Rindals brølende kronhjort blev gjort til sindbilledet på småborgerskabets indskrænkede kunstforståelse.

Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup var derimod begejstret for protesten. Han foreslog Rindal at danne et politisk parti. Den politisk uerfarne lagerforvalter afslog og trak sig mørbanket i mediemøllen tilbage for en tid.

Men da Glistrup selv stiftede Fremskridtspartiet i 1972, meldte Rindal sig straks ind i det nye parti, der talte den kulturelle underklasses sag. Senere blev han ironisk nok repræsentant for Fremskridtspartiet i Statens Kunstfond, hvor han igennem 12 år arbejdede for afskaffelsen af statsstøtte til kunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Smærup Sørensen

Småborgerlighedens stemme forstummet? - Hvor hører man nogen anden slags stemmer? Småborgerligheden har netop i årtierne efter Rindal triumferet, i det offentlige rum som en livstilsindustri, der ikke alene styrer den almindelige forbrugerisme, men også gennemsyrer stort set alle medier, og hovedparten af 'litteraturen' og 'filmkunsten'. - Rindal var derimod ikke småborger. Han var en (sandsynligvis 1.-generations) industriarbejder, der i en periode hvor århundreders agrare værdiforestillinger hastigt smuldrede væk og, i økonomisk og samfundsmæssig forstand, blev meningsløse, gjorde et tappert forsøg på at fastholde sin gammeldags hæderlighed fra slægtssamfundets tid: enhver må selv sørge for sig og sine. - Småborgeren har derimod ikke det fjerneste imod at rage til sig fra alle kanter og fifler endda gerne med offentlige støttemuligheder, skat og forsikringer. For det gør alle de andre småborgere. Som dermed kan tilnærmelsesvis kan defineres: deres ansvarlighed rækker - hvis overhovedet ud over egen næsetip - ikke længere end til hækken eller dørmåtten.

Rindals kunstsyn blev af EkstraBladet døbt ‘rindalisme’ som var det en politisk bevægelse, og lagerforvalteren blev dermed den anden dansker i historien, der har lagt navn til en isme.

Gode gamle N.F.S. Grundtvig var den første
{ det passer næppe nødvendigvis }

, men i modsætning til grundtvigianismen blev rindalismen hurtigt gjort til en nedsættende betegnelse.

------------------------------------------------------------

se bla.a artikler, såsom: moderne marx,

synge vil vi..

------------------------

så både nuværende og kommende
anti-rindalisme får nok snart meget medvind