Læsetid: 7 min.

Stasimeddeler blev Tysklands samvittighed

Forfatteren Christa Wolf fylder 80 i dag. Hendes forfatterskab har pillet ved mange tabuer i både det kommunistiske DDR og det genforenede Tyskland. Hun var en moralsk autoritet i DDR - omtrent som Heinrich Böll var det i Vesttyskland. Hendes civilcourage reddede folk under kommunismen, og efter Murens fald skriver hun stadig med et skarpt blik for den tid, vi lever i
Christa Wolf havde et vist frirum i DDR-tiden, hvor hun bl.a. skrev, at en generation af DDR-s indbyggere var præget af Det Tredje Rige, og de tidlige mønstre kunne leve videre under andre fortegn. Hun ses i 1963.

Christa Wolf havde et vist frirum i DDR-tiden, hvor hun bl.a. skrev, at en generation af DDR-s indbyggere var præget af Det Tredje Rige, og de tidlige mønstre kunne leve videre under andre fortegn. Hun ses i 1963.

18. marts 2009

I sommeren 1990 talte Christa Wolf længe med den allerede dødsmærkede schweiziske kollega Max Frisch, som sagde til hende:

"Kultfigurer kan man enten tilbede eller vælte. Nu bliver du væltet. I skal passe på, at de ikke tager jeres liv ud af hænderne på jer."

På det tidspunkt var den østtyske forfatterinde, som var læst og beundret og fejret også i Vesten (i 1980 fik hun den fornemste vesttyske litteraturpris, Georg Büchner Prisen), blevet genstand for ikke bare kritik, men hån og spot: Hun var jo bare "statsdigter", lød det påfaldende enstemmigt fra Frankfurter Allgemeine Zeitung og Die Zeit.

Angrebene havde en tydelig tendens: Nu skulle munden lukkes på de østtyske intellektuelle, som kunne tænkes at få indflydelse i det snart genforenede Tyskland.

Funktionærerne - f.eks. den østtyske forfatterforenings formand, Hermann Kant, behøvede man ikke at falde over, dem havde historien taget sig af. Så nu handlede det om at få de kritiske socialister skyllet ud med badevandet. Et lidet opløftende syn både dengang og i tilbageblik.

Anledningen var den lille bog Was bleibt, som Christa Wolf udgav i 1990. Den berettede om den Stasi-overvågning og intimidering, hun havde været igennem en halv snes år i forvejen, og hun blev angrebet for at fremstille sig selv, den privilegerede forfatter, som offer.

Det var det rene vrøvl: Bogen er en overvejelse over, hvad der sker med en person - og dermed med et samfund - som konstant holdes under observation, men den lægger ikke skjul på, at dens forfatter er meget bedre stillet end alle de anonyme dissidenter.

Samtalen med Max Frisch findes i Christa Wolfs store bog En dag i året; 1960-2000, der udkom i 2003.

I 1960 satte hun sig for at følge sin egen, sin families, sit lands og verdens udvikling ved hvert år den 27. september (datoen var et forslag i en sovjetisk avis) at notere sine overvejelser.

Et par gange glemmer hun det og skal indhente det lidt senere, men som regel får hun gjort regnskab, og det er ofte mere selvkritisk end kritisk. Det er nu engang hendes natur, som den også viser sig i hendes øvrige forfatterskab.

I dag fylder Christa Wolf 80 år. Men det er ikke kun hendes alder, altså den omstændighed, at hun har overlevet mange kolleger, der gør hende til en central person.

Fra sin første fremtræden omkring 1960 var hun med til at tegne den østtyske litteratur, og hendes biografi løber meget parallelt med statens udvikling: fra engagement og begejstring i begyndelsen over kritisk solidaritet til dyb frustration.

Hendes første roman, Der geteilte Himmel fra 1963, rummer et DDR-loyalt budskab, men fortæller samtidig om en kærlighed, der går i stykker på den tyske deling:

"Himlen kan de da ikke dele!" siger kæresten, der er taget til Vestberlin. "Jo, himlen er det første, der bliver delt," svarer hovedpersonen Rita. I 1968 havde Wolf stort besvær med at få fortællingen Tanker om Christa T. udgivet, men det lykkedes. Det var en mere kritisk beretning om et alter ego, som med liv og sjæl tager del i opbygningen af det nye samfund, men tidligt dør af kræft - "en sygdom, som man snart ikke længere vil dø af" som det hedder med en henvisning til videnskabens fremskridt, men også med en politisk pointe. Sygdom som metafor for at citere Susan Sontag? Både ja og nej: Christa T.'s leukæmi er ikke bare en allegori over DDR, men den er heller ikke ganske uden sammenhæng med samfundet.

Christa Wolf har også i senere værker (bl.a. Intet sted. Intet, 1979, Havari, 1987) beskæftiget sig meget med det mulige tids- eller stedstypiske i sygdomme og med forholdet mellem en tidsalders videnskabelige og emotionelle udvikling. Er vi mentalt på højde med alt det, vi på godt og ondt kan anrette i verden?

Dette forhold eller misforhold har Christa Wolf ikke set som begrænset til DDR.

I hendes senere forfatterskab vides perspektivet ud, historien bliver længere. Det begynder med hendes egen historie, som den fremlægges i hendes måske mest centrale værk, Kindheitsmuster fra 1976.

Titlen kan være både ental og flertal, nok mest det sidste: Hvor meget af de mønstre, vi vokser op med, præger os resten af livet, hinsides alle vore politiske eller andre anskuelser?

I DDR var dette tema kontroversielt, fordi staten hævdede at være ubelastet af den tyske historie: Den styredes jo af dem, der havde stået Hitler imod. Nu kom så en forfatter af årgang 1929 med en stor bog om sin egen opvækst, sin fascination af - ikke nazismen som politisk ideologi, men de idealer, den hævdede at repræsentere, og sin senere erkendelse af dens sande væsen.

Kindheitsmuster mindede om det i og for sig banale faktum, at også en generation af DDR's indbyggere var blevet socialiseret i Det Tredje Riges tid, og at de tidlige mønstre meget vel kunne leve videre under andre fortegn. Samtidig viste bogen, at noget så gammeldags som familien kunne være det sidste værn mod det totalitære. I Kindheitsmuster er det moderens ubestikkelige fornuft, som datteren som voksen må bøje sig for - men som hun som teenager naturligvis opponerede imod.

Men historien begynder ikke først i 1929. Senere har Christa Wolf rakt tilbage til den tyske romantik (Intet sted. Intet og udgivelse af den romantiske digter Caroline von Günderodes skrifter), så til den græske mytologi og litterære overlevering (Kassandra, 1983, med tilhørende forelæsninger; Medea. Stimmen, 1996).

De katastrofetegn, Christa Wolf ser i nutiden, får altså en stadig længere forhistorie, hvad der gør synet på dem mere og mere pessimistisk. Mens vi - måske - kan kurere flere og flere sygdomme, synes hele vores civilisation at lide af en sygdom til døden, hvis symptomer hedder programmering af os selv til robotter, standardisering, kontrol, styring. Dødelig er sygdommen især, fordi vi enten ikke er i stand til at diagnosticere den, eller fordi vi nægter at gøre det.

Det er ikke tilfældigt, at det er kvinden, der repræsenterer humanitet og fornuft, rigtignok ofte forgæves. Kassandra, den trojanske kongedatter, ser ikke kun den ydre fare fra grækerne, men også den indre, der består i, at Troja overtager fjendens værdier. Den trojanske hest er psykologisk set kommet ind i byen, endnu inden det sker fysisk. Men ingen vil høre på Kassandra.

Med sin trojanske fortælling avancerede Christa Wolf ikke med urette til en slags feministisk forfatter, en linje, som hun fortsatte i Medea, her måske nok en anelse selvretfærdigt.

Men i mellemtiden havde hun også måttet opleve at blive hængt ud, ikke alene som statsdigter, men også som tidvis meddeler for det østtyske sikkerhedsapparat Stasi.

Man fandt en forpligtigelseserklæring fra slutningen af 1950'erne, men man fandt aldrig spor af, at Christa Wolf skulle have stukket kolleger, venner, familie eller andre.

Derimod er der fra 1960'erne og frem adskillige vidnesbyrd om hendes civilcourage, som ofte har kunnet beskytte andre. Den har hun aldrig gjort sig til af, tværtimod oftere spurgt sig selv, om der burde have været endnu mere af den.

Det var også tonen i Was bleibt, der som Kindheitsmuster er en påmindelse om, hvad der bliver hængende af fortiden, selv når man tror, at den er overvundet.

Christa Wolf blev en moralsk autoritet i DDR - omtrent som Heinrich Böll i Vesttyskland, hvad der skaffede hende et vist frirum og frisprog, og hvad der givetvis også bidrog til, at hun ikke som mange af sine kolleger valgte at forlade landet og slå sig ned i Vesten.

At hun seriøst overvejede det, er der ingen tvivl om. Men hun havde og har et stort publikum, hun fik (og får sikkert stadig) mange breve fra læsere, også om meget andet end litteratur, og hun følte, at hun ville lade alle disse mennesker, som stolede på hende, i stikken, hvis hun rejste sin vej.

Derfor opfordrede hun i de mere revolutionære måneder i 1989-90 også andre til at blive i DDR og være med til at omskabe samfundet.

"Forestil dig, at der er socialisme, og ingen går sin vej," som hun sagde ved den store demonstration på Alexanderplatz nogle dage før Murens fald.

I stedet mundede det hele ud i DDR's indlemmelse i Forbundsrepublikken og i en hvert fald tilstræbt annullering af det, Christa Wolf og andre kritiske DDR-intellektuelle havde stået for (hvad der ikke har forhindret, at mange stadig rejser deres vej fra Østtyskland).

Christa Wolfs forfatterskabs skæbne kunne en overgang ligne hendes Kassandras: Kassandra bliver chikaneret på alle måder af sine egne, men det er sejrherrerne, der slår hende ihjel.

Så galt er det ikke gået, og så galt kommer det heller ikke til at gå. Christa Wolf kan ikke tænkes ud af den tyske samtidslitteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der ku' vel være mange af de "almindelige" DDR-borgere ( altså også andre end lige de kendte intellektuelle ),
der også var utilfredse med DDR-styret; men som stadigt ønskede kommunisme, blot andre veje og måder til den, altså afvigende fra DDR-linjen, men i venstredrejede retninger, f.eks. Maoister.

Men nu om dage hører man påfaldende lidt til dem,
bortset fra altså f.eks. denne artikel, som blot ikke flytter opmærksomheden udenfor de kendte intellektuelles kredse.