Baggrund
Læsetid: 7 min.

Statsradiofoniens sidste klare stemme

DR2's nye filmanmelder Mikkel Munch-Fals personlige og direkte stil har delt vandene - masser af klager og masser af fans. Men det har nu aldrig været noget særligt mål for ham, og selv hader han at blive brugt som et markedsføringsstunt på den baggrund: Meninger burde ikke være en sjældenhed på tv, siger han
Kritik. Hvis du siger, Mona Lisa er et dårligt maleri, har du ikke ret - så enkelt er det. Men hvis du siger, det gør dig glad, har du ret - det synspunkt kan jeg ikke anfægte. Kritik bliver først for alvor interessant, hvis man blander de to ting sammen, siger Mikkel Munch-Fals.

Kritik. Hvis du siger, Mona Lisa er et dårligt maleri, har du ikke ret - så enkelt er det. Men hvis du siger, det gør dig glad, har du ret - det synspunkt kan jeg ikke anfægte. Kritik bliver først for alvor interessant, hvis man blander de to ting sammen, siger Mikkel Munch-Fals.

Kultur
20. marts 2009

Der er modhager på Mikkel Munch-Fals. DR's filmanmelder, der mandag efter mandag utrættelig og i et allerhelvedes tempo sender os igennem ugens biografpremierer, med en hurtig klipning, skarpe analyser, spiddende kommentarer, uforudsigeligt morsomt vrøvl og små genialiteter - men alligevel rolig, nærværende og nærmest lidt aristokratisk i sin tone og gestik.

Og man river sig på Mikkel Munch-Fals. Som da han i en filmanmeldelse kom for skade at kalde den siddende regering for en flok gemene løgnere, eller da han under en anmeldelse af Gus Van Sant-filmen Milk om den homoseksuelle byrådspolitiker Harvey Milk trak en talerstol i studiet og talte dunder for homoseksuelles rettigheder. Mikkel Munch-Fals er noget så sjældent som en DR-vært, der deler ud af egne holdninger. Det er sikkert også derfor, nettet flyder over med bloggere, der ikke kan holde det nye tv-ansigt ud, og det er sikkert også derfor, Politikens læsere for nyligt kårede ham som årets tv-vært.

Selv er han lidt forundret over den rolle, han har fået som DR's nye enfant terrible, og han er syg og træt af at høre pr-afdelingen sælge hans Premiere, som filmudsendelsen hedder, som 'programmet, der deler vandene'.

"Hvis det skulle være noget særligt at nogen siger sin mening, så er det sgu da fordi, man i den grad er blevet overmandet og overhældt af ligegyldigt tv," siger Mikkel Munch-Fals.

"Jeg kan ikke forholde mig til en film som et selvstædigt isoleret værk, men mine oplevelser med film - og alt andet kultur i øvrigt - stikker lynhurtigt ud af selve værket, og derfor vil værket næsten altid være noget, der forholder sig til samfundet eller til mig som person. Derfor er der sikkert også nogle, der synes mine anmeldelser bliver for direkte. Men jeg kan ikke andet."

Mikkel Munch-Fals er 37 år og uddannet cand.mag. i film og medievidenskab fra Københavns Universitet. I flere år ernærede han sig som kunstmaler og siden som ung lovende instruktør og manuskriptforfatter, der blandt andet modtog en Robert for bedste kortfilm i 2006 med filmen Partus. Han var egentlig godt gang med manuskriptet til sin første spillefilm, da han pludselig blev tilbudt jobbet som tv-vært for et nyt filmprogram på DR2. Og så smed han, hvad han havde i hænderne.

"Nogle af de ord, vi brugte til at definere programmet, var 'utilregnelig' og 'personligt', og det afspejler også, hvad jeg er for en person. Så programmet er blevet et resultat af, hvem jeg er, og et ønske fra DR om at lave noget helt andet. På den måde er der et program, der i høj grad får sit udtryk gennem min person og ikke omvendt," siger Mikkel Munch-Fals, der ikke lægger skjul på, at han deler synspunktet om, at filmkritikken havde brug for noget andet. I mange år har den været for upersonlig, mener han. Som en skoleopgave, hvor man slavisk og tilbagelænet gennemgår værket uden begejstring og indlevelse.

"Gode skuespilpræstationer og et plot, der overrasker hen mod slutningen," citerer han fra en fiktiv filmanmeldelse.

"Det har været den måde, mange anmeldere behandlede film. Jeg synes, filmanmeldelser har vært alt for upersonlige og derfor også i sidste ende ligegyldige. Filmanmeldere har ikke været gode nok til at drive kritikken i en retning, hvor de forholder sig til den kultur, de selv er en del af, og som de selv afspejler. Man har glemt hele grunden til, at film var interessant til at begynde med. Alt det, du personligt kan identificere dig med, det du får tilfredsstillet, og alle de egocentriske perversiteter, der giver dig lyst til lige præcis at se den film. Alle de reaktioner, du søger, hvad enten det er latter, gråd, erektion, vrede eller glæde."

Journalist eller anmelder

For Mikkel Munch-Fals handler det om at stå ved, hvem man er, og hvad der er anmelderens rolle - er man journalist, eller er man anmelder?

"Og jeg insisterer på at formidle den oplevelse, jeg har haft ved en film personligt, og det er ret provokerende for folk, for man kan være stensikker på, at alle ikke har den oplevelse. Men det er sjovere at se på og diskutere ud fra."

Men de fleste dagbladsanmeldere er bange for at miste ståsted. De fjerner sig fra folkets mening ved at være så generelle og tekniske som muligt

"Hvis man bruger sig selv i anmeldelserne, åbner man op for, at alles mening kan være lige god, og det bryder anmeldere sig ikke om. Film adskiller sig fra de fleste andre udtryksformer ved at der ikke findes et menneske i verden, der ikke synes, de har ret til at ytre deres mening om film, og i øvrigt mener, den er ligeså kvalificeret som alle andres. Det gælder ikke nogen anden kunstform. Bøger er et næsten lige så bredt medie, men her er folk meget mere tilbøjelig til at skjule sig bag et 'Men hvad ved jeg?' Men det ser jeg kun som noget positivt."

- Er alles mening lige god?

"Nej, slet ikke, men det ene udelukker det andet. Hvis du siger, Mona Lisa er et dårligt maleri, har du ikke ret - så enkelt er det. Men hvis du siger, det gør dig glad, har du ret - det synspunkt kan jeg ikke anfægte. Kritik bliver først for alvor interessant, hvis man blander de to ting sammen."

His own personal vision

Ifølge Mikkel Munch-Fals tilføjer sammenblandingen af det faglige og det personlige i kritikken et dybere niveau til filmmediet, for det sker ofte, at det enkelte værk er meget klogere end sig selv og langt overstiger sin skabers intentioner.

"Se på filminstruktøren Tony Scott. Han har lavet en uendelig række af lortefilm, og de er næsten alle sammen ens. Bortset fra den film, der hedder True Romance - en fremragende film. Men i lyset af alt det andet han har lavet - ved han overhovedet selv, at den film er klasser over de andre; ved han overhovedet om der er forskel?"

Mikkel Munch-Fals har selv en halv fod i filmmiljøet, da han indtil for nyligt arbejdede sammen med blandt andre Lars von Triers producer Meta Louise Foldager, og har flere filmproduktioner bag sig. Men han opfatter alligevel filmverden som et lukket område, hvor han ikke rigtig har fundet sig en plads, og han har sjældent deltaget i premierefester og festivaler.

"Jeg er dårlig til at spise pindemadder og tage til gallapremiere - hovedsagligt fordi man bliver pattestiv af det," siger han.

"Men det gør heller ikke så meget, for vi vil helst ikke tale med for mange i vores program. De gange, vi har gjort det, har det været med en statist eller en, der henter kaffe til stjernerne, for at komme bag om filmen på den måde. Sagen er jo den, at langt størstedelen af de interviews, der bliver lavet med stjernerne kunne været lavet på forhånd. Det er en endeløs række af 'det er det mest inspirerende arbejde, jeg har lavet' eller 'instruktøren er genial - he has his own personal vision'. Det er præfabrikerede lydbidder, der kun understøtter en stor forkromet drøm om at sælge flere happymeals."

Det er Mikkel Munch-Fals ikke meget for, så han kan ikke dy sig for at lange lidt ud efter sin egen arbejdsgiver:

"Noget af det, svensk tv kan, er at sige - lørdag aften klokken 20; der sender vi lige en time om musikeren Daniel Johnston. De tør tage et ansvar på sig og nærmest være samfundsopdragende. Det synes jeg i den grad, DR har forsømt. Men jeg ser ærlig talt ikke meget tv. Måske af samme årsag. Jeg elsker film, men jeg får den vildeste rastløshed, når jeg ser tv - det stopper jo aldrig."

I stedet ser han film, og selv om man måske kunne mistænke en filmanmelder på DR2 for noget andet er han faktisk mest til Hollywood.

"Jeg kan lige som alle andre menneske godt lide at sig, at jeg er til det hele - alt bortset fra actionfilm, men det er også en god bid af kagen. Bortset fra det er jeg jo vokset op med Hollywood. Jeg forstår sproget bedre. Men det er én ting. En anden ting er, at de laver de bedste film, når de gør det. Når de laver en god film, er de lysår foran alle andre. Se på en film som E.T - det er det perfekte kunstværk, i en perfekt populærkultur og det perfekte eventyr. Eller du kan man føle dig nok så europæisk Hi-Brow i Cannes, og så kommer Pulp Fiction bankende ind i byen, og så er hele Europa sat til vægs på én gang. På den måde kan der være noget punk over Hollywood, når de er bedst."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Munk Nielsen

Jeg synes Mikkel er god, specielt den med den siddende regering, sandheden er ilde hørt.

Tak Mikkel Munch-Fals