Satire
Læsetid: 2 min.

'Stegte pølser i målområdet' - 3

For første gang nogensinde får Informations skrænsende skireporter lov til at stille det spørgsmål, som er blevet standard inden for journalistik
I rød vest og fuld fart farer Markus Kilsgaard mod målet og danmarksmesterskabet i Skier X.

I rød vest og fuld fart farer Markus Kilsgaard mod målet og danmarksmesterskabet i Skier X.

Dennis Albertsen

Kultur
24. marts 2009

Jeg tror nok, at jeg tidligere i denne skriv-hvad-du-har-oplevet-på-din-ferie-serie har fortalt om min kones skepsis over for mine evner som udsendt sportsjournalist. Og jeg er sikker på, at jeg også undervejs har røbet, at jeg ikke selv har vist det store talent inden for skisport. Det er der så andre, der har, og en af dem er det måske største danske håb nogensinde, 17-årige Markus Kilsgaard fra 'Skiteam Hareskoven'.

Sidste år slog Markus navnkundige Johnny Albertsen (der som 16-årig deltog i vinter-OL i Lillehammer i 1994) i storslalom, og ikke overraskende bliver det også Markus, der vinder titlen som DM i Skier X 2009. Markus er simpelthen suveræn og kører som den hurtigste løber med den røde trøje i alle sine heats.

Ligesom Johnny gjorde i sin tid, går Markus nu på skigymnasium i Norge for overhovedet at kunne gøre sig internationalt. En høj, men nødvendig indsats, hvis man vil gøre sig internationalt i en sport, som fædrelandet savner naturlige forudsætninger for.

Lidt efter Markus har vundet finalen, stavrer jeg hen til ham i målområdet, som markeres af duften af de stegte pølser:

"Hvordan føles det lige nu," spørger jeg og tænker på, at den unge sympatiske mand i den røde trøje sikkert aldrig før har prøvet at blive interviewet af en kompetent Information-journalist. Bare han nu ikke bliver for benovet ...

Til min forbløffelse svarer Markus slet ikke på spørgsmålet, men begynder i stedet at fortælle om sin teknik under løbet.

"Jeg var hurtigst ude af starten og holdt den hurtigste linje i skoven," siger han.

Jeg måber: Hvilken skov taler han om? Vi står oppe på et bjerg, hvor sneen drysser! Markus forklarer tålmodigt:

"Jeg holdt det tætteste spor, altså den korteste vej ned," siger han.

Aha! Som en efterhånden erfaren sportsjournalist følger jeg op med et hårdt og kontant spørgsmål:

"Hvad nu?"

"Tja, nu må vi se," svarer Markus.

Så sætter jeg et sidste stød ind:

"Skal du være professionel skiløber?"

"Det er i hvert fald drømmen," siger Markus.

Scoopet er hjemme! Jeg nikker venligt, fordi samtalen alligevel må slutte. Jeg kan ikke notere, hvad skihåbet svarer, fordi min kuglepen svigter på grund af sneen.

Udmattet efter en sådan sportsjournalistisk tour-de-force skrænser jeg ned til grillen og smider en norsk 20'er i plastickruset:

"En død indianer på ski med lort på ryggen, tak."

Hermed er serien slut

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her