Læsetid: 11 min.

Topjuristen, der kedede sig

Som chef for det svenske postvæsens juridiske afdeling skulle hun egentlig til at skrive en fagbog, men det blev for kedeligt, og i stedet skrev hun en krimi. Nu skriver hun på sin tredje roman. Information har besøgt forfatteren på den idylliske skærgårdsø Sandhamn
Bag skærgårdsøens Sandhamns idylliske facade gemmer sig en langt mere grum virkelighed. I hvert fald i Viveca Stens krimier, hvis handling er henlagt til skærgårdsidyllen.

Bag skærgårdsøens Sandhamns idylliske facade gemmer sig en langt mere grum virkelighed. I hvert fald i Viveca Stens krimier, hvis handling er henlagt til skærgårdsidyllen.

Karen Syberg

17. marts 2009

Stockholm - Det er tidlig morgen i Stockholms skærgård. Vandet er middelhavsblåt med sort på bunden. Her og der en flydende grødis-ø. Færgen er nærmest en stor motorbåd.

Man sidder i bunden, hvor cafeteriet befinder sig, og her sidder man så lavt, at bølgen fra stævnen efterlader én med en fornemmelse af, at man sejler en halv etage under overfladen. Som om man har fødder og knæ nede i det våde, blanke, foranderlige stof, mens resten af kroppen stikker op. Med et spejdende hoved øverst.

Hovedet ser ud på sneklædte skær og holme, toppet med sorte fyrretræer. Til de allermindste skær har der kun kunnet afses ét enkelt fyrretræ, de større har både træer og træhuse i neapelgult og svenskrød - som vi danskere kalder den. I Sverige hedder den faluröd. Hvor skæret møder vandet, vokser her og der lidt gule siv,

Et par lavtgående gravænder farer forbi med piskende vinger, ind imellem sagtner færgen farten og sejler ind i en vig med isdækkede, frosne bådebroer og stængte huse. Liv er vist noget, der vågner op om sommeren, man ser ingen stå af eller på.

Så bakker færgen, svajer og sejler videre. Vi er på vej til Sandhamn, en større skærgårdsø en times sejlads fra fastlandet.

Alle husker

Lidt efter lidt står solen op, sneen bliver lyserød på de skrånende flader, mere blå end før i skyggerne. Mod horisonten blåner havet som blank duchesse, men nær på er det stadig sortblåt. Dybt.

Her var det, at Viveca Stens første mordoffer gik til bunds en vinterdag som denne.

I de lugnaste vatten hedder Viveca Stens krimidebut på svensk. På dansk hedder den Stille nu. Indholdsmæssigt må den svenske titel imidlertid suggerere det mere ildevarslende 'under den rolige overflade'. Og det er netop den gysende følelse af, hvad det kolde dyb kan gemme på, der griber én, når man kigger ned fra båden - før man kigger op igen og glider til kaj ved Sandhamns lille solbeskinnede og fredfyldte havn.

Viveca Sten henter mig ved færgen, og efter en kort spadseretur ad snedækkede smøger mellem statelige, gamle træhuse med stakit om mikroskopiske haver, når vi familiens sommerresidens siden 1917.

Indenfor kaster snelyset reflekser op på lofterne, vintersolen falder næsten vandret ind ad vinduerne, og husets små rum er lyse og lette med en stor, hvid Carl Larsson-kakkelovn i dagligstuen. Et vist maritimt præg fornægter sig ikke. Sofapuderne er syet som signalflag, på vindueskappen i spisestuen er der redningsbælter og ankre på kadetstribet bund. Et lille bord har en indlagt vindrose, på væggen en akvarel af den havn, jeg netop er anløbet.

Efterhånden har Viveca Stens familie erhvervet sig flere huse på Sandhamn, fortæller hun. De har slået rod i skærgårdsøens mikrokosmos med virvaret af skæve grunde, tilliggender og uregelmæssige jordstykker - resultatet af generationers deling og deling og deling af arven efter de foregående.

"Vi ejer en lille bitte ø med kun én busk," siger hun, da jeg nævner de små skær, båden passerede på vej herud.

"Karl-Petters Grund, hedder den, man kan lige akkurat gå i land og holde picnic der. Desuden har vi en 10 meter bred og 800 meter lang grund, der ikke må bebygges, på den anden side af øen."

"Der er mærkelige grunde og sære rettigheder, som giver anledning til utallige konflikter, der er altid flere forskellige dimensioner i samværet folk imellem. Alle kender alle, og de har også kendt mormor og morfar og husker, hvad de sagde og gjorde!"

Man aner stoffet til adskillige kriminalromaner.

Vintertiden

Viveca Stens roman nummer to, der udkommer i Sverige til april, udspiller sig ligesom dele af Stille nu på et sommerligt Sandhamn, men den tredje foregår om vinteren. Det er derfor, hun befinder sig på Sandhamn nu og ikke i vinterboligen i Stockholm. Hun har brug for at have vinterstemningen inde på livet, her hvor øens befolkning udelukkende består af den faste stok på 130 sjæle. Og jeg får chancen for at besøge åstederne for forbrydelserne i Stille nu.

Øens største arbejdsplads er sejlerhotellet, der har åbent hele året. Om sommeren bor her 3.000. Politiet har en meldecentral, som tager imod anmeldelser fra hele amtet. At ordensmagten har anbragt sig på en ø midt ude i Stockholms skærgård er et led i bestræbelserne på at holde skærgården i live, forklarer Viveca Sten. Også Sandhamns Gæstgiveri, Värdshuset, der angiveligt har haft åbent hver eneste dag siden 1672, yder sit uundværlige bidrag til øens liv. Her mødes alle, fortæller hun, og her spiser vi selv efter interviewet en særdeles velsmagende fiskefrokost i den pænt besøgte krostue. Her er fuldt, vinter eller ej.

En butik med fødevarer har Sandhamn også, åben to timer om dagen i vintersæsonen, foruden en tøjbutik, en kiosk og en ægte, fungerende telefonboks. En snedker, som vi møder på en art motoriseret ladcykel, bidrager ligeledes til at holde liv i øen. Og så er der det tidligere missionshus, som nu har bed and breakfast. Med Stille nu kan det føje et litterært efterliv til sin normale tilværelse ...

Chef på Posten

Det er altså allerede tredje bog i serien om juristen Nora og politimanden Thomas, som Viveca Sten er ved at lægge sidste hånd på. Hun havde tænkt sig at skrive en trilogi, fortæller hun, men nu har hun allerede skrevet synopsis til den fjerde, så den er hun naturligvis også nødt til at skrive. Hun har ellers fuldtidsjob som chef for det svenske postvæsens juridiske afdeling med 12 jurister og otte document controllers under sig og derudover 36.000 ansatte med et utal af juridiske opgaver i ind- og udland. Samt mand og tre børn på 10, 13 og 16.

Alligevel var Stille nu igennem syv versioner, før hun selv og hendes forlagsredaktør var tilfreds. Hver eneste side er skrevet igennem og skrevet igennem igen, og man mærket det på sproget.

"Som jurist er det vigtigt for mig, at sproget er klart og godt," siger Viveca Sten, som har skrevet adskillige juridiske fagbøger, før hun kastede sig over krimigenren.

"I det mindste har det ikke skortet på umage," siger hun og smiler.

Viveca Sten skriver efter 10 om aftenen, tidligt om morgenen og i weekenderne, før resten af familien får øjne. Det giver energi at beskæftige sig med noget, man synes er sjovt, mener hun.

"Folk står op klokken fem for at spille golf eller ride, jeg sætter mig og skriver. Det er et privilegium både at have et enormt godt job og dertil at kunne skrive."

Gud, så tråkigt!

Trods sin tilsyneladende strengt saglige baggrund har Viveca Sten altid haft en lyst til at skrive løs og måske ubevidst haft en drøm om at skrive skønlitteratur.

"En drøm i hjertet, ikke i tanken," som hun siger. Men det var hende, der var skolebladsredaktør, og det var hende, der redigerede studenterbladet på universitetet. Siden kom fagbøgerne til, senest en bog om erhvervsforhandlinger. Da den var udkommet, bad forlaget hende om at skrive endnu en, og så blev det pludselig for meget.

"Jeg tænkte, Gud, så tråkigt!" udbryder Viveca Sten.

Hun kunne mærke, at hun absolut ingen lyst havde til at bruge et år på endnu en bog om outsourcing. Derimod interesserede krimier hende.

"Jeg har altid læst mange krimier, genren passer til juridiske hjerner, der skal være logik i dem, og man må kunne skabe en rød tråd. Når man skal lave en juridisk analyse, skal man jo også kunne samle alle trådene og nå til en konklusion."

Så skete det, at Viveca Sten i sommeren 2005 var ude at spadsere på Sandhamn sammen med sin datter, og pludselig, mens de gik langs stranden med mågeskrig, fuglekvidder, bølgernes kluk og sommerblomsternes bølgende flor, fik hun en vision om midt i idyllen at finde et lig i den opskyllede tang. Idéen var født.

"Jeg gav mig til at spekulere over, hvad der ville kunne være årsager til, at der lå et lig på stranden. Så skrev jeg første og sidste kapitel - hvorefter jeg var 15 måneder om at skrive resten. Jeg ville prøve, om jeg kunne skrive en roman; 'Går det, så går det', tænkte jeg. Det gik."

Nul champagne

Men selv da Viveca Sten havde færdiggjort hele manuskriptet, var hun dog slet ikke sikker på, at det gik.

"Jeg gik med manuskriptet i tasken, fordi jeg ikke vovede at aflevere det til et forlag. Til sidst sagde min mand, at nu måtte jeg tage mig sammen og indsende det. Så gjorde jeg det. Jeg var på arbejde, da de ringede fra Forum, mit svenske forlag, og sagde, at de ville udgive min bog. Jeg ringede straks til min mand, der øjeblikkelig købte champagne. Den blev dog ikke rørt den dag. 'Tænk, hvis de fortryder', sagde jeg, jeg turde ikke drikke den."

Først da Viveca Sten havde modtaget kontrakten, knaldede champagneproppen.

"Typisk jurist," griner hun.

Men hun er færdig med at skrive fagbøger, hvor alt skal være perfekt og korrekt, erklærer hun. Det er meget sjovere selv at finde på.

"Hvis det ikke fungerer, så finder man bare på noget andet. Det er som at have levet af rugbrød og pludselig opdage, at kager findes."

Allerede da hun første gang var til møde med forlaget, havde hun synopser med til anden og tredje bog.

"Jeg ville skrive om forskellige drivkræfter til at tage livet af andre. Hvad kan få mennesker til noget så ekstremt," spørger hun og svarer selv: "Det kan være et spørgsmål om selvforsvar eller overlevelse: 'Det er ham eller mig'."

"Det kan også være den klassiske intrige med kamp om magt, prestige og penge, og endelig kan der være tale om hævn eller revanche, gamle opgør."

Ingen frostpizzaer

Stille nu handler om den første drivkraft, selvforsvar.

"Hvem som helst kunne gøre det, hvis man blev drevet derud. Jeg ville selv kunne gøre det, hvis nogen truede mine børn! Så det spørgsmål, jeg har stillet mig selv i den første bog, er, hvor langt man kan drive et menneske."

De følgende to bøger handler om de andre, mulige drivkræfter.

"Jeg tror, folk er i stand til meget mere, end man umiddelbart skulle tro," konkluderer Viveca Sten, "på godt og ondt."

"Det er sjovt at finde på personer og fylde dem med indhold. Jeg begyndte med at forme Nora, den kvindelige hovedperson, jeg vidste, at jeg ville have en jurist i en hovedrolle, fordi jeg ville bruge jura i intrigen. Hende gjorde jeg så til alt det, jeg ikke selv er. Men snart opdagede jeg, at jeg blev tvunget til at have en politimand også, det var for svært at få momentum på handlingen ellers. Der er jo ingen umiddelbar grund til, at Nora skulle have adgang til obduktionsrapporter og lignende."

"Samtidig var jeg dødtræt af afdankede, midaldrende opdagere med en skilsmisse og et alkoholproblem i bagagen og pizzaer i mikrobølgeovnen. Jeg ville skabe en sympatisk politimand. Det er også en pointe, at Nora og Thomas ikke er eller bliver forelskede i hinanden, og at det er Nora, der har knas i ægteskabet. Jeg får e-mails fra folk, der spørger, om Thomas findes i virkeligheden, kvinder kan godt lide ham og vil vide, hvordan det går ham. Det er fantastisk, at læserne er så engagerede i nogen, man bare har fundet på."

For Viveca Sten selv er hendes personer dog kun romanfigurer, siger hun. Og dog:

"Det interessante er, at de efterhånden udvikler sig på egen hånd. Førhen grinede jeg ad forfattere, der hævdede, at deres figurer fik eget liv, men det gør de jo faktisk. De har deres egen logik, man har fyldt deres karakter med et indhold, som man ikke kan gøre vold på. Da jeg skrev to'eren, havde jeg en bifigur i synopsen, men da jeg var færdig, var figuren forsvundet. Den ville ikke, som jeg havde forestillet mig."

Viveca Sten nævnte, at Nora havde knas i ægteskabet. Og hendes undertrykkende mand hedder Henrik. Det leder jo unægtelig tanken hen på en vis Ibsen og hans Dukkehjem, og det er da også en inspiration, som Viveca Sten vedkender sig, blot ført op til nutiden. En af hendes ambitioner er at skildre moderne parforholdsproblemer i ægteskaber, hvor begge parter er veluddannede og har karrierer at tage sig af.

"To personer træffer hinanden på universitetet. De er jævnbyrdige, lige indtil børnene kommer, så sker der en forskydning i ansvaret for hjemmet. Det går helt anderledes, end de havde tænkt sig, men det sker umærkeligt," understreger hun.

"En del bøger opholder sig ved uenigheder om, hvem der skal hente børnene i institutionen, men det er slet ikke der, problemerne ligger, afhentning af børnene er et problem, der kan løses. Værre er det, at vurderingerne ændrer sig: 'Mit job er vigtigere end dit!' For ti år siden havde de samme forudsætninger, nu er styrkeforholdet blevet skævt."

"Jeg har mange venner, som sidder med den slags problemer. De bliver sjældent skilt, mens børnene er små, skilsmisserne kommer, når børnene bliver seks, syv, otte år, og man igen har overskud til at satse på jobbet. Desuden hviler der et pres på kvinderne om at være perfekte både til arbejde, børn og ægteskab. Foruden at de skal gå til aerobics og lave god mad. Det er et urimeligt krav, som jeg imidlertid kommer mere ind på i to'eren. Her udfolder jeg også, hvorfor Henrik er, som han er, man får større forståelse for ham."

Ambitionen

Når især mange kvinder godt kan lide krimier, er det fordi, man genkender sig selv i dem, mener Viveca Sten.

"De har affinitet til hverdagen, det man brygger sammen er ikke bare intrigen, men også en beskrivelse af hvordan hverdagslivet ser ud."

"Jeg elskede Liza Marklunds første bog, fordi hun skrev om kvinder midt i livet. Jeg kan ikke identificere mig med en 60-årig, alkoholiseret mand, men når jeg læser Liza Marklund, tænker jeg: 'Ja, sådan er livet.'"

Selv er Viveca Sten ikke så politisk i sit budskab, mener hun. Privat er hun engageret i Røde Kors, men som forfatter går hun en anden vej end Marklund, Stieg Larsson eller for den sags skyld de store gamle, Sjöwall og Wahlöö.

"Min ambition er mere beskeden. Jeg har villet fortælle om skærgården, om hvordan tilværelsen former sig, hvordan folk lever herude, og om den fantastiske natur."

"Jeg har villet give mit bidrag til, at skærgården overlever."

Informations rejse til Sandhamn var finansieret af forlaget Rosinante & co.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michel Steen-Hansen

Sponsorering

I Information i dag, kan man læse en artikel om Viveca Stens debutroman, 'Stille nu', udkommer i dag på dansk.

Information har besøgt forfatteren på den idylliske skærgårdsø Sandhamn, som journalisten Karen Syberg skriver.

Nederst i artiklen står anført: Informations rejse til Sandhamn var finansieret af forlaget Rosinante & co. Altså det forlag som udgiver Viveca Stens roman.
Og jeg stiller så mig selv spørgsmålet. Påvirker det Informations og Karen Sybergs omtale, at rejsen er finansieret.
Eller er det sådan man bliver nødt til at finansiere rejserne, hvis kulturjournalisterne skal ud og besøge forfatterne i den store verden.
Man må så rose Information for at være åbne om at de er sponsorerede, om end de skriver ”uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser” på deres forside.

Men hvilke overvejelser ligger der bag, at man i medieverdenen vælger denne form for finansiering?

http://biblioteksdebat.blogspot.com/2009/03/sponsorering.html