Læsetid: 7 min.

Tro ikke på journalistik fra Mellemøsten

Dokumentation er umulig at finde i diktaturer, og ingen kilder tør lægge navn til citater, siger den hollandske eks-korrespondent og bogaktuelle forfatter Joris Luyendjik
Stenkastende palæstinenserbørn er et af de stereotype billeder af Mellemøsten i vestlige medier. Det gør de så hver dag kl. 14.00 - til ære for pressen.

Stenkastende palæstinenserbørn er et af de stereotype billeder af Mellemøsten i vestlige medier. Det gør de så hver dag kl. 14.00 - til ære for pressen.

21. marts 2009

"Gå ned til skolen, der er de kl. 14.00."

Det var svaret, som den unge nyslåede korrespondent Joris Luyendjik fik, da han under sit første besøg i Ramallah på den palæstinenske Vestbred spurgte, hvor de stenkastende unge var henne.

"Jeg havde i dagene op til set det ene tv-billede efter det andet af et Ramallah i total kaos. Det var derfor sært at komme til en by, hvor folk gik på markedet, og børnene legede - ja, en by, der lignede enhver anden på en hvilken som helst eftermiddag," fortæller han.

Og sandt var det. Ved skolen kl. 14.00. præcis mødte drengene. Det samme gjorde verdenspressen. Drengene viste deres kastefærdigheder. Pressens mænd og kvinder kørte tilbage til deres airconditionerede hotelværelse i Jerusalem og rapporterde 'Live fra intifadaen!'.

Journalisten og forfatteren Joris Luyendjik er i København i anledning af den danske udgave af bogen 'Folk som os', der i går udkom på Informations forlag. Bogen blev en bestseller i Holland, hvor den har solgt 250.000 eksemplarer. Læserne er vilde med hans afsløringer, men på sin turne rundt i Europa bliver Joris Luyendjik mødt med røde ører, flove fnis og den lejlighedsvise nærtagne vrede fra dem , der skal hjælpe med markedsføring af hans bog. Journalisterne er nemlig genstand for hans nådesløse analyser.

"Det svarer til, at det var Anders Fogh Rasmussen, der skulle referere en samtale, du havde ført med ham om muligheden for at drive politik," griner Luyendjik over for denne redaktør, der også havde mærket ørerne brænde under læsning af bogen.

Hvis man skal tro hans fremstilling af virkeligheden, er det nemlig ikke til at bedrive journalistik fra Mellemøsten.

"Det er faktisk umuligt under de nuværende betingelser," fastlår han.

Nyheden?

Men han har ikke altid set på sit fag med en sådan pessimisme.

Da Luyendjik som 26-årig kastede sig ud i korrespondentlivet med en stilling i Cairo, troede han, at nyheder handlede om verdens vigtigste begivenheder, og journalistens rolle som den, der frygtløst referede dem videre. Han blev klogere.

"Nyheder er i virkeligheden det, der afviger fra hverdagen - de er i den forstand en undtagelse, men vi bruger den ikke til at bekræfte reglen. Derfor skaber de en enorm forvrængning af virkeligheden," siger Luyendjik, der i sit eget arbejde hurtigt lærte, hvad de mente, når de sagde 'en nyhed' hjemme på redaktion.

"Det er en nyhed, når 10 palæsinensiske drenge smider sten efter israelske soldater, eller når 50 mennesker brænder et dansk flag af i Damaskus," siger journalisten, der hurtigt måtte sande, at det ikke var en historie, at resten af byens indbyggere i stedet gik på arbejde - under sundhedsskadelige forhold - kørte hjem igen - i en trafik, der dræber tusindvis om året, elskede med konen - og derved bidrog til den eksplosive befolkningsvækst.

Vi ender derfor, ifølge Luyendjik, med en dækning, der ikke alene ikke afspejler virkeligheden, men også forvrænger den på farlig vis.

Og det får konsekvenser. Også politiske. Især mediernes håndtering af 11. september 2001 mener han - i bagklogskabens nådesløse lys - var helt særegen.

"Alle korrespondenter blev sendt ud for at finde ud af, hvad 'den arabiske verden' mente om Osama bin Laden, men ingen havde modet til at melde hjem, at det kunne vi umuligt vide noget om. Vi kunne spørge en taxa-chauffør, men redaktionen ville så vide i hvor høj grad hans syn afspejlede den generelle holdning. I Danmark ville man kunne underbygge med en meningsmåling. Det kan man ikke i et dikatur som Syrien," siger Luyendjik.

Luyendjik stiller det i sin bog groft op: Man kan slet ikke drive journalistik fra en diktaturstat:

"Journalistikken er baseret på gennemsigtighed. Diktatur holder sig i live med det modsatte - ellers ville det kollapse. Vi kræver, at noget kan verificeres, og det kan man jo i store dele af verden," sige Luyendjik, der beskriver en klassisk historie fra en USA-korrespondent som: 'En mand på gaden siger det og det. Ifølge statistikkerne er han ikke alene. Ud af 10 amerikanere osv.osv.

"Det kan man ikke i Syrien, og det betyder, at vi ikke skriver om virkeligheden."

Hjælp til diktaturerne

- Når vi accepterer de regler og fortsætter med at bilde vore læsere ind, at vi afspejler virkeligheden, hjælper vi så diktatorerne?

"Ja, bestemt. Vi gør det ikke bevidst, men så længe vi holder fast i, at der er en universel måde at bedrive journalistik, kan vi reelt ikke andet fyldestgørende end referere fra topmøder i Den Arabiske Liga, naturkatastrofer og terrorangreb - de producerer verificerbare tal, fakta og folk, der taler til citat. Hvis vi ikke er ærlige omkring det, render vi diktatorernes ærinde." For at forstå de vilkår, som vestlige journalister arbejder under, i Mellemøsten laver Luyendjik et tankeeksperiment: En journalist, der kun taler kinesisk, tager i 1943 til Danmark for at skrive om den danske modstandskamp: "Journalisten har lært, at man skal underbygge sine antagelser med statistikker, meningsmålinger eller andre verificerbare tal, og kun skal citere folk ved navn. Han går til Waffen SS. De vil sige til ham, at modstanden er begrænset, og finansieret af Stalin. Ingen af modtandsfolkene vil opgive navn. De folk han møder på gaden er bange - og under alle omstændigheder er deres udsagn svære at bruge, når de ikke kan bakkes op af meningsmålinger. Hans historie vil derfor hurtigt blive: 'Måske er tyskerne ikke guds bedste børn, men alternativet er de meget værre kommunister'," siger Joris Luyendjik.

"Det er tit, der man ender, hvis man f.eks. skal beskive oppositionen i Egypten - og allerede her er vi sprogligt på herrens mark: Kan man egentlig tale om en opposition i den kontekst," spørger Luyendjik retorisk.

Ifølge Luyendjik ville en større grad af ærlighed fra mediernes side ikke alene være befriende, men også danne grundlag for en ny og bedre journalistik.

"Korrespondenten burde som udgangspunkt have modet til at sige 'jeg rapporterer fra et diktatur, så jeg ved hverken, hvad de nye ledere vil, eller hvad befolkningen mener om det, han vil'. Så kunne man i stedet fortælle om, hvad et dikatur er, og hvad vilkårene er for at finde frem til en aller anden form for sandhed under de betingelser," siger Joris Luyendjik, der efterspørger en mere antropologisk tilgang i Journalistikken.

"Journalisten lægger kortene på bordet: Jeg har været i Gaza i så og så mange dage, talt med den og den, og dette er MIT indtryk," lyder recepten på den nye journalistik ifølge Luyendjik.

Sprogets magt

Men journalisten vil altid været part i sagen ved valg af sprog, understreger Luyendjik. Han kigger med en vis flovhed tilbage på sin eget brug af, hvad han kalder 'usynkront sprog.'

"Hvornår har du hørt om en 'anti-arabisk regering' eller en 'moderat kristen'? Vi slynger om os med betegnelsen 'anti-vestlige' lande, men identificerer aldrig et land, der bomber et arabisk land som 'anti-arabisk'. Det er altid en muslimsk præsidentkandidat, der er moderat, hvilket jo implicerer, at alle de andre er ekstremister," siger Luyendjik, der især blev opmærksom på sit eget og sine kollegers sprog, da han flyttede til Jerusalem.

"En israelsk politiker var altid en 'due', hvis han havde en forsonlig linje, mens en palæstinenser er moderat. På samme måde har man aldrig hørt om en palæsinensisk 'høg', han vil nemlig meget hurtig passe til terroristhatten," påpeger Joris, der erkender, at det netop i konflikten mellem Israel og Palæstina er næsten umuligt ikke at vælge side i sin sprogbrug. Som han skriver i bogen, ville det ikke alene være spild af godt papir, men også vrøvlende, hvis en artikel skulle starte:

"I dag i Ramallah på den besatte eller omstridte eller befriede Vestbred eller Samaria blev dræbt eller nedslagtet to palæstinensere eller muslimer eller arabiske nytilkomne eller terrorister eller frihedskæmpere af israelske soldater eller den israelske forsvarshær eller de zionistiske besættelsestropper."

Men det er ikke kun korrespondenterne og deres redaktører, der må ændre på deres verdensbillede. Joris undrer sig over de krav, som læserne - også de mest 'oplyste' - stiller til journalistikken.

Last man standing

"Jeg synes, at det er påfaldende, at dem, der oftest råber op om, at journalistikken ikke er objektiv, er de selvsamme, der sidder rundt om på universiteterne og dekonstruerer sig blå i hovedet. De har for længt opgivet ideen om, at der er en sandhed, eller at man kan adskille fremstillingen af sandheden fra de interesser, som den, der fremstiller den, har. Alligevel forventer de, at journalistikken gør det: Journalisten er som sådan 'last man standing' i en verden, hvor alle andre må hengive sig til relativismen," siger Joris Luyendjik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu