Læsetid: 4 min.

Troldkvinden fra Sverige

Storesøsteren i The Knife, Karin Dreijer, vil med sitførste soloalbum, Fever Ray, nedbryde grænsen mellem mand og kvinde. Med skræmmende, klagende stemmer fortæller hun om tiden efter sit andet barn
Storesøsteren i The Knife, Karin Dreijer, vil med sitførste soloalbum, Fever Ray, nedbryde grænsen mellem mand og kvinde. Med skræmmende, klagende stemmer fortæller hun om tiden efter sit andet barn
21. marts 2009

I filmklassikeren The Wizard of Oz er der en vidunderlig scene, hvor Dorothy og hendes venner endelig møder den berygtede troldmand. Ingen ved, hvordan han ser ud, men han har længe skræmt alle fra vid og sans med sin dybe, rungende stemme. Da forhænget trækkes væk, står der bare en lille mand og taler gennem nogle maskiner. Troldmanden bag den uhyggelige stemme viser sig at være en overraskende rolig og venlig mand.

På samme måde er det overraskende endelig at møde den svenske sangerinde Karin Dreijer. Hun har tidligere været en del af duoen The Knife og laver nu soloprojektet Fever Ray. Det er hendes stemme, der i sangene er forvrænget til et helt galleri af metalliske, klagende eller skræmmende udtryk. Men her i pladeselskabets mødelokale sidder en lille, lys kvinde, der smilende fortæller om sin musik.

"Før jeg overhovedet har skrevet melodien eller teksten, prøver jeg at finde ud af, hvilket udtryk stemmen skal have. Jeg bruger en maskine til at ændre min egen stemme, og så leder jeg efter en karakter eller en personlighed, der vil passe godt til det nummer, jeg arbejder med."

På hendes album Fever Ray er der ti stemningsmættede numre. Det er stadig det elektroniske univers, som man kender fra duoen The Knife. Men Karin Dreijer har med sit soloalbum bevæget sig væk fra dance-musikken og de lange ambientforløb. I stedet har hun lavet mere enkle og melodiske numre.

Hun sammenligner stemmerne med de forskellige karakterer i et teaterstykke.

"Jeg opfatter stemmerne, som forskellige personligheder, der synger til eller om hinanden. De har hver deres historie, og ofte forsøger de at påvirke hinanden."

Køn som konstruktion

Karin Dreijer bruger sine maskiner til at ændre tonehøjden, så hun nogle gange lyder som en mand, nogle gange som en lille pige - og ofte et tredje sted midt i mellem.

"Jeg arbejder meget med at fjerne grænserne mellem kønnene i min sang. Rent musikalsk er det interessant at høre, hvad der sker, når en stemme bevæger sig mellem, hvad man normalt forbinder med feminint eller maskulint."

Hun fortæller, at der også er en politisk tanke bag hendes leg med køn og stemmemaskiner.

"Jeg går ud fra en idé om, at køn er noget, vi konstruerer, og at det derfor også er muligt at nedbryde skellet mellem mand og kvinde. Det er både spændende og vigtigt at arbejde med den slags idéer i kunst og musik . Så kan det forhåbentlig sætte idéer i gang andre steder i samfundet og være med til at skabe en mere åben og fri måde at leve sammen på. Altså en verden med færre faste rammer og regler om, hvordan alting bør være."

Karin Dreijer har siden 1999 lavet musik med sin lillebror Olof i duoen The Knife. De blev for alvor kendte, da guitaristen José González lavede en ny version af deres sang 'Heartbeats', som blev brugt i en reklamefilm for Sony med tusindvis af farvede gummibolde, der hopper gennem San Franciscos gader. Og duoen nåede rent kunstnerisk deres foreløbige højdepunkt i 2006 med det dystre album Silent Shout.

"Efter 7 års samarbejde var vi ret trætte af hinanden, og vi ville gerne have tid til at arbejde med hver vores egne idéer," fortæller Karin Dreijer.

Olof flyttede til Berlin, hvor der er et større miljø for elektronisk musik. Karin Dreijer gik selv under jorden i Stockholm. I et lille kælderrum havde hun indrettet et studie, og her arbejdede hun hver dag i otte måneder med sin musik og sine stemmemaskiner.

"Det var en lang og ensom proces. Men det var det, jeg havde brug for, hvis jeg skulle lave et soloalbum og finde helt ind til den musik, jeg gerne ville have ud."

Det er det album, der nu er på vej til de danske pladebutikker.

Visuelt udtryk

The Knife har kun spillet ganske få koncerter, men med et gennemført visuelt udtryk, dramatisk lyssætning og de to søskende gemt bag masker og heldragter. Den visuelle iscenesættelse optager stadig Karin Dreijer.

"Jeg ser musikken som mit arbejde, og det visuelle som min hobby. Først arbejder jeg helt alene med musikken. Når det er færdigt, er der en helt ny verden, der åbner sig. Så begynder jeg at samarbejde med andre om billederne til musikken."

Hun har især arbejdet med instruktøren Andreas Nilsson. Han lavede scenografien til The Knifes koncerter, og han har lavet videoen til sangen "If I Had A Heart" fra Karin Dreijers nye album.

Musikvideoen er som en kort gyserfilm med to børn i en robåd på en mørk sø, et uhyggeligt palæ med stearinlys i vinduerne og en tømt swimmingpool med døde kroppe på bunden.

"Jeg forsøger at samarbejde med folk, der har et meget klart kunstnerisk udtryk, og hvor vi kan dele fælles referencer. Denne gang var det Jim Jarmusch' film Dead Man, som var en af inspirationskilderne. Det kan man vist også tydeligt se i videoen."

The Knife var kendte for at være meget private. De optrådte sjældent offentligt, og når det endelig skete, ville de ikke vise deres ansigter.

Karin Dreijer vil ikke afsløre, om hun til den kommende koncert i København vil gemme sig bag en maske. Men hun røber dog, at det generelt bliver et mere åbent udtryk end de tilbagetrukne koncerter med The Knife.

Den nye åbenhed viser sig også ved, at hun for en gang skyld gerne vil kommentere sine tekster.

"De handler meget om mit liv, som det var, dengang jeg skrev teksterne. Jeg havde lige fået mit andet barn, og det var naturligvis det, der fyldte mine tanker på det tidspunkt."

Men hvorfor er musikken og teksterne så blevet så mørke og skræmmende?

"Du kan allerede læse alt om det lyserøde og nuttede ved at få børn i de forskellige dameblade," siger Karin Dreijer og fortsætter:

"Resten er på mit album."

I morgen spiller Fever Ray i Vega. Mandag udkomer albummet af samme navn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Heeger

"Jeg går ud fra en idé om, at køn er noget, vi konstruerer, og at det derfor også er muligt at nedbryde skellet mellem mand og kvinde. Det er både spændende og vigtigt at arbejde med den slags idéer i kunst og musik . Så kan det forhåbentlig sætte idéer i gang andre steder i samfundet og være med til at skabe en mere åben og fri måde at leve sammen på. Altså en verden med færre faste rammer og regler om, hvordan alting bør være."

Kors i skuret. Det er jo det rene KUA-sludder koblet med lidt velfærds-indie, parret med et par forældede modernistiske klicheer om kunst og politik,

Hvorfor er det, at svenske kvinder fra den kulturelle overklasse spytter plader om moderskab ud for tiden, det er jo ren udkrængning af ligegyldige private problemer fra

Og hvorfor er det, at de ikke bare kan stille sig tilfreds med at være musikere, der lavet noget fedt musik, men partout skal forsyne deres elektroniske indie med en eller anden ideologisk overbygning, hvor grænser skal nedbrydes, køn skal dekonstrueres. Hallo, dame, du er røvballemusiker i velfærdstaten, det hele kører stille og roligt, så stem nu bare på socialdemokraterne og spil en sang.

Man kunne kalde damens klicheer ufrivilligt komiske, hvis ikke de var så usandsynligt trættende.

www.konflikten.dk

""Jeg går ud fra en idé om, at køn er noget, vi konstruerer, og at det derfor også er muligt at nedbryde skellet mellem mand og kvinde. "
----------
Det er givetvis rigtigt at køn ( hhv.: drenge og piger )er noget vi konstruerer, og konstruktionsarbejdet foregår ved mand og kvindens forenede kropsbevægelser - og i fravær af kunstig befrugtning o. lign.
er det dertil ligfrem nødvendigt at skellet imellem mand og kvinde nedbrydes.

Jannik Thorsen

@Troels Heeger

"Jeg går ud fra en idé om, at køn er noget, vi konstruerer, og at det derfor også er muligt at nedbryde skellet mellem mand og kvinde."

Ja du har så fuldstændigt ret. Det er en gang forfærdelig gang KUA sludder som kommer fra en kvinde der uden tvivl har ganske lidt biologisk indsigt.

Hvornår begynder kunstnere, feminister, humanister og øvrige diskursmarxister at indse at det er noget forvrøvlet ævl de lirer ud mellem sidebenene i deres forsøg på at tænke dybt.

Indenfor arten homo sapiens er køn en biologisk realitet, ligesom det er indenfor den øvrige dyreverden. Vores adfærd, følelses liv og tænkning styres i lige så høj grad af vores neurologi og endokrine system. Vi er nemlig evolutionært præprogrammerede.

Kunstneren lider åbenbart også af den vildfarelse, at accepten af hendes socialkonstruktivistiske teori skulle gøre mennesket mere "fri".
Når hun er færdig med at udleve sin infantile forestillinger kan det være hun bliver mødt af de hårde biologiske realiteter.
Her vil hun så konstatere at hun har placeret sig selv i et virkelighedsfornægtende fængsel som kun tjener det modsatte formål af det hun prøver at opnå.