Han er mest kendt som 'naboen' - slet og ret. Ham den rødhårede med den hvide støttekrave, hvis altan støder op til Martin Becks i den svenske tv-serie Beck. Her står de to ældre mænd, altan til altan - naboen med solbriller på - og fører natlige samtaler, når en dødtræt Beck kommer sent hjem fra sin kriminalistiske efterforskning. Som regel får naboen også overtalt en modvillig Beck til at drikke en spids sammen med sig, en stänkare på svensk, og så bliver det som regel også til flere.
Mange danskere, også jeg, elsker den pågældende skuespiller uden at vide, hvad han hedder. Men faktisk har han et navn. Han hedder Ingvar Hirdwall, og i Sverige har han været ret så kendt, lige siden han i 1960'erne spillede med i Bo Widerbergs tidlige film, Ravnekvarteret og Ådalen 31.
Senere har han fået guldbiller (svenske Bodil'er) både for bedste mandlige hovedrolle og bedste birolle, og netop i birollen i Beck, hvor han står for det absurdmuntre indslag i hver episode, oftest kun af få minutters varighed, har han fejret triumfer.
Tandpastaen
Han agerer lige så desperat veloplagt og uforglemmeligt, som Ernst-Hugo Järegård i Riget når han snakkede om de "jävla" danskere eller pludselig flygtede til Haiti for at studere voodoo. To figurer i familie med hinanden udi den groteske kunst. Man kan også sammenligne ham med danske Jørgen Ryg.
I Beck-serien har nabofiguren to funktioner. Han får Martin Beck trukket tilbage til den sociale virkelighed, når denne i hovedet har svært ved at slippe de mord, han er ved at opklare, og han legemliggør, hvad det er for en ensom tilværelse, der venter Beck, når han om et øjeblik går på pension, fordi hans arbejde forhindrede ham i at få sig anbragt i et holdbart parforhold i tide.
Men navnlig viser indslagene fantastikken i hverdagen. Som da Beck kommer hjem, og naboen desperat og forgæves forsøger at sige tydelige ord.
Fordi han har taget fejl af tandpastatuben og tuben med den kraftige lim!
Advokat Frode
Forleden, i seriens sidste afsnit i denne omgang, sad naboen på gulvet i opgangen, da Beck kom hjem. Han skulle flytte, fortalte han. I den anledning overrakte han højtideligt Beck en lille båd, som hans bror havde lavet af bark. Den skulle Beck have som evigt minde. Antiklimaks kom, da Beck spurgte ham, hvor han så skulle flytte hen?
"Til etagen nedenunder," svarede naboen.
Nu glimrer Ingvar Hirdwall igen i den nye Stieg Larsson-film, Mænd som hader kvinder, hvor han spiller Henrik Vangers advokat, Dirch Frode. Igen en ganske lille birolle, men med få og enkle virkemidler i sit ansigts minespil leverer han en så suveræn præstation, at han herved være udnævnt til Sveriges førende ansigtsskuespiller.
I kunstfonden
Her er en helt anden historie, som jeg ikke har fortalt før. Den handler om den navnkundige lagerforvalter Peter Rindal, der døde for nylig. Manden, der fik al landsens slagteriarbejdere til at skrive under på en protestskrivelse mod det nyoprettede Statens Kunstfond i 1960'erne.
I den periode sad jeg som repræsentant for den ene af forfatterforeningerne i repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Her kom jeg rent fysisk til at sidde ved siden af Rindal, en værdig og venlig alvorsmand, som var sat ind af Fremskridtspartiet, der var imod næsten al statsstøtte til kunst og anså moderne kunst som en slags svindel og bedrag. Ræven skulle vogte gæs.
Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, havde defineret partiets kulturpolitik. Man kunne gå med til, at populære kunstnere som Clara Pontoppidan og Leif Panduro kunne komme på finansloven, men så heller ikke så mange andre.
Imod Trille
Nu sad vi så en dag og skulle ved afstemning tage stilling til to kunstnere, som var indstillet til at komme på finansloven med en livsvarig ydelse. Kun en af dem kunne få den.
Den ene var komponisten Bent Lorentzen, den anden sangerinden Trille, som netop havde chokeret en masse kristelige mennesker ved i fjernsynet at synge en sang om "øjet i det høje" med omkvædet: "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud".
Hendes kandidatur ville Rindal under ingen omstændigheder støtte, hvorfor han med sikker hånd satte sit kryds - jeg så det selv - ud for Bent Lorentzen.
Således gik det til, at Fremskridtspartiet kom til direkte at støtte, at en af landets mest elitære og avantgardistiske elektroniske komponister kom på finansloven med en livsvarig ydelse. Peter Rindal anede simpelthen ikke, hvem det var, han stemte på.
