Læsetid: 6 min.

'Der udspiller sig en dilettantkomedie på den franske venstrefløj'

Det franske socialistparti er paradoksalt nok den bedste garant for en neoliberalt orienteret forandring, mens den yderste venstrefløj foregiver at være i gang med at forberede den store revolution, men reelt blot bevarer status quo. Det mener den franske filosof, forlægger og forfatter Jérôme Vidal
Frygtsomme. Den franske venstrefløj er ifølge Vidal stadig traumatiseret af præsidentvalget i 2002, hvor kampen om præsidentposten i anden valgrunde kom til at stå mellem den siddende præsident, Jacques Chirac, og Jean-Marie le Pen fra Front National - og frygten for gentagelser får flere venstrefløjsfolk til at bakke op om det højresøgende Socialistparti.

Frygtsomme. Den franske venstrefløj er ifølge Vidal stadig traumatiseret af præsidentvalget i 2002, hvor kampen om præsidentposten i anden valgrunde kom til at stå mellem den siddende præsident, Jacques Chirac, og Jean-Marie le Pen fra Front National - og frygten for gentagelser får flere venstrefløjsfolk til at bakke op om det højresøgende Socialistparti.

Mads P. Justsen

21. marts 2009

Jérôme Vidal har travlt med at kæmpe venstrefløjens sag. Mit møde med den unge forfatter og forlægger foregår derfor i al hast på en undseelig og prunkløs café lige ved den store Montparnasse-banegård i Paris, så den engagerede frontkæmper kan nå sit tog efterfølgende.

Vidals fortravlede liv skyldes, at han er hovedmanden bag og stifter af forlaget Éditions Amsterdam, hvis navn er en hyldest til filosoffen Spinoza og den hollandske oplysningstid. Forlaget udgiver blandt andet kapitalismekritiske bøger af store internationale navne som Slavoj Zizek og Antonio Negri.

For nylig har Vidal udgivet bogen La fabrique de l'impuissance 1. La gauche, les intellectuels et le libéralisme sécuritaire (Magtesløshedens fabrik 1. Venstrefløjen, de intellektuelle og den sikkerhedsfikserede liberalisme). Heri beskriver den 38-årige franskmand venstrefløjskulturens magtesløshed og begyndende forfald. Med forlaget som platform forsøger Vidal at skabe en politisk modkultur til de neoliberale og konservative kræfter, der med præsident Nicolas Sarkozy i spidsen har cementeret deres magtposition. For Vidal er det hævet over enhver tvivl, at den franske venstrefløj er tæt på at gå i opløsning, og at noget må gøres.

"Man skal huske på, at venstrefløjens krise handler om meget andet end stridighederne i det splittede socialistparti. Det helt store problem er, at de systemkritiske venstrefløjspartier ikke har kunnet finde ud af at høste frugterne af den store mistillid og kritik, der hagler ned over socialistpartiets veltempererede socialdemokratisme. Den yderste venstrefløj står vælgermæssigt uhyggeligt svagt, og socialistpartiet har udmanøvreret det, der var tilbage af kommunister og de grønne."

Ifølge Vidal er der blandt de franske vælgere en meget stærk følelse af, at socialistpartiet har trukket for meget mod højre i de senere år, og at der bliver givet køb på den socialistiske arv. Alligevel bliver partiet ved med at spille trumfkortet om, at det er eneste alternativ til Sarkozys hårdtslående liberalisme. Og den er der alt for mange, der hopper på.

"For mig at se hænger højredrejningen ikke sammen med en generel forandring i samfundet. Den skyldes derimod en ændret adfærd og tankegang i eliten. Man kan blot iagttage, hvad der i disse år sker på mediefronten, blandt de intellektuelle og i den elite af offentligt ansatte teknokrater, som i stigende grad er begyndt at sværge til markedskræfterne og en vild liberalisme."

"Denne udvikling står i skærende kontrast til, at der i den brede befolkning stadig er en meget stor tilslutning til velfærdssamfundets sociale garantier og et ønske om offentlig og demokratisk kontrol med samfundets institutioner."

Dilletantkomedie

Vidal har ikke meget tilovers for det franske socialistparti, som han mener, må være det parti i Europa, der har gjort mest for at fremmedgøre sit eget vælgerkorps. Partiet er paradoksalt nok den bedste garant for en neoliberalt orienteret forandring af det franske samfund.

"Det er højst besynderligt at overvære den dilettantkomedie, der i dag udspiller sig på den franske venstrefløj. Socialistpartiet er godt i gang med at sælge ud af det socialistiske arvesølv og underminerer velfærdssamfundets kerneydelser gennem neoliberale moderniseringsbestræbelser. Men dette sker bag om ryggen på vælgerne."

"Heroverfor har vi den yderste venstrefløj, der foregiver at være i gang med at forberede den store revolution, men egentlig ikke gør andet end at bevare status quo. Venstrefløjen slutter defensivt op om den socialdemokratiske bevægelse og tør af frygt for højrefløjen og le Pen ikke fortælle vælgerne, at socialistpartiet er blevet alt for kompromissøgende."

For Vidal er der ikke tvivl om, at socialisternes forkærlighed for statslig styring er gået hånd i hånd med neoliberalismen, der netop ikke indebærer, at staten trækker sig tilbage, men giver sig udslag i en radikal omformning af måden, hvorpå staten intervenerer.

"Socialistpartiet har ganske enkelt ikke kunnet modstå fristelsen til at strømline og modernisere de offentlige strukturer med brug af effektive neoliberale værktøjer, som hurtigt har kunnet give den ønskede forandring. At dogmet om benhård effektivisering slet ikke har været en del af partiets ideologiske grundlag, har de moderniseringsivrige socialister helt glemt at fortælle befolkningen."

Hænderne op af skødet

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Vidal ikke tror på idéen om, at en stemme på socialistpartiet er med til at sikre, at der vitterligt bliver ført socialistisk politik. Mere overraskende er det, at Vidal beskylder den yderste venstrefløj for at være reaktionær og ude af trit med udviklingen globalt.

"Venstrefløjen må holde op med at tro, at vi kan skrue tiden tilbage. Den kan ikke blive ved med at påstå, at globaliseringen er et bedrag og mene, at man med et politisk dekret kan genskabe en velfærdsstat med lukkede grænser og fuld beskæftigelse. Vi må være realistiske og acceptere, at globaliseringen fundamentalt har ændret verden. Venstrefløjen kan ikke sidde med hænderne i skødet og nostalgisk håbe på bedre tider. Skal jeg være helt ærlig, er jeg heller ikke sikker på, at vi skal ønske os at få den klassiske kapitalisme og industrisamfundet tilbage igen. Det er langt fra noget attraktivt alternativ," siger Vidal, der mener, at venstrefløjen unødigt idealiserer lønarbejdet og industrisamfundet:

"Den tid var slet ikke så glorværdig endda. Den indebar en ide om social kontrol, ensretning og individuel ufrihed i store, upersonlige strukturer. Det dur ikke, at vi helt kapitulerer over for truslen fra globaliseringen og bliver bløde i knæene ved tanken om fabriksarbejderen, der år ud og år ind omhyggeligt passede sit arbejde. Det er en regressiv tanke."

Den franske venstrefløj er stadig stærkt traumatiseret af det katastrofale præsidentvalg i 2002, hvor den socialistiske kandidat, Lionel Jospin, ikke fik den nødvendige opbakning fra egne rækker. Det førte til den helt utænkelige situation, at kampen om præsidentposten i anden valgrunde kom til at stå mellem den siddende præsident Jacques Chirac og Jean-Marie le Pen fra Front National. Frygten for, at et tilsvarende katastrofescenario igen skulle opstå ved præsidentvalget i 2007, fik en lang række venstreintellektuelle og kulturpersonligheder til kollektivt at gå i brechen for Socialistpartiets kandidat, Ségolène Royal.

"I de sidste tredive år har vi skullet høre på, at en stemme på Socialistpartiet er absolut nødvendig for at undgå det, der er værre. Men denne opfattelse er helt forfejlet. Der er tale om en gidseltagning af vælgerkorpset på venstrefløjen, som bliver befalet at stemme på den socialistiske kandidat."

Vidal er godt og grundigt træt af geskæftige venstreintellektuelle pinger, som teatralsk har forsøgt at fremmane billedet af, at Frankrig ville være på katastrofens rand, hvis man valgte Sarkozy og ikke Ségolène Royal. For hvad er egentlig forskellen?

"Det liberale borgerskab, der befinder sig til venstre i det politiske spektrum, og som stemmer på Socialistpartiet, har været ramt af autisme og blindhed. De kan slet ikke se, at Frankrig er ved at falde fra hinanden. Vi ender nemt i en meget giftig situation med store og uoverstigelige modsætninger i befolkningen. På den ene side har vi et over-Frankrig, hvor politikere, mediefolk og intellektuelle boltrer sig. På den anden side har vi den almindelige franskmand, som ikke kan få sit eget liv til at passe ind i dette billede, og som har det meget svært under den nuværende økonomiske krise."

Antiracisme

Vidal glæder sig over, at der i øjeblikket sker en masse på venstrefløjen og uden for det etablerede politiske system. Han opregner i flæng en række bevægelser og organisationer, der udgør nye steder for kritisk tænkning, og han noterer sig med tilfredshed, at der er ved at ske noget blandt de helt unge i arbejderklassen.

"Franskmænd og indvandrere er fælles om en ny og mere dynamisk, multikulturel identitet. De tænker ikke så meget over deres nationale tilhørsforhold, men samles om rapmusik og andre kulturelle udtryk og er alle forenet i kampen mod racisme. En sådan antiracisme blandt de unge er langt mere effektiv end den politisk korrekte, antiracistiske tankegang, som trives blandt sådan nogle som mig, der indimellem kan finde på at gå ud i gaderne og højtideligt proklamere, at enhver form for racisme skal bekæmpes."

Vidal kunne fortsætte længe endnu, men tiden er knap, og den engagerede forfatter skal nå sit tog. Men han når lige at sige, at der må gøres noget for at skabe en fornuftig balance mellem civilsamfundet og det etablerede, politiske system:

"Det er et stort problem, at energien og drivkraften fordamper i de partipolitiske og institutionelle strukturer, og at almindelige mennesker ikke kan komme til orde. Det skaber det indtryk, at Frankrig er fuldstændigt lammet, og at franskmændene ikke er interesseret i at sætte sig op imod de herskende vilkår."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Heroverfor har vi den yderste venstrefløj, der foregiver at være i gang med at forberede den store revolution, men egentlig ikke gør andet end at bevare status quo. Venstrefløjen slutter defensivt op om den socialdemokratiske bevægelse og tør af frygt for højrefløjen og le Pen ikke fortælle vælgerne, at socialistpartiet er blevet alt for kompromissøgende."

Søren Kierkegaard: Alle vil fremskridtet - det er blot
forandringen de frygter.

Jérôme Vidal:

"Franskmænd og indvandrere er fælles om en ny og mere dynamisk, multikulturel identitet. De tænker ikke så meget over deres nationale tilhørsforhold, men samles om rapmusik og andre kulturelle udtryk og er alle forenet i kampen mod racisme. En sådan antiracisme blandt de unge er langt mere effektiv end den politisk korrekte, antiracistiske tankegang, som trives blandt sådan nogle som mig, der indimellem kan finde på at gå ud i gaderne og højtideligt proklamere, at enhver form for racisme skal bekæmpes."

Man kan jo blive helt rørt og sentimental, når man sådan kan læse, at der findes lande ude i den store verden, hvor venstrefløjen stadigvæk mener, at antiracisme er en sag, der er værd at kæmpe for. I Danmark er det jo lige omvendt.

I Danmark kæmper Helle og Villy om at præsentere en udlændingepolitik der er endnu mere ”fast og fair” end højrefløjens, og Enhedslisten er tilsyneladende blevet enig med sig selv om, at udlændingepolitik ikke er et politikområde man tør prioritere særlig højt…

Vive La France!

Troels Heeger

Man kan håbe på, at der sker et paradigmeskift på den europæiske venstrefløj, der retteligen stander i våde, men som jeg ser det, er der ikke meget nyt at hente hos denne Vidal (måske fordi han havde så travlt med at nå sit tog). Der er meget få konkrete anvisninger. Egentlig kan hans opfordring vel koges ned til:

- antiracisme
- pro-globalisering
- kritik af socialdemokratismen.
- opfordring til at venstrefløjen kommer igang

Ikke særligt revolutionerende (sic).

Og så siger han:

"Skal jeg være helt ærlig, er jeg heller ikke sikker på, at vi skal ønske os at få den klassiske kapitalisme og industrisamfundet tilbage igen."

Aha! Man kan således udlede, at en ønskværdig udvikling har fundet sted!

Er denne udvikling resultatet af en politisk styringsproces eller er den resultatet af en række historiske tilfældigheder?

Det spørgsmål ville jeg ønske, at journalisten havde stillet den gode venstrefløjstænker.

jens peter hansen

"Heroverfor har vi den yderste venstrefløj, der foregiver at være i gang med at forberede den store revolution, men egentlig ikke gør andet end at bevare status quo. Venstrefløjen slutter defensivt op om den socialdemokratiske bevægelse og tør af frygt for højrefløjen og le Pen ikke fortælle vælgerne, at socialistpartiet er blevet alt for kompromissøgende."
Per Thomsen kan jo ikke læse, når han hylder Frankrig og undsiger Thorning og Søvndal.
Vidal siger jo netop at de etablerede partier til venstre ikke gør en skid af angst for le Pen. Fuldstændig som i Danmark. Derimod er der grupper på venstrefløjen der kæmper for at andet Frankrig. Ligesom i Danmark. Man kunne altså lige så godt sige.
Vive le Danemark. Det er hermed gjort.