Læsetid: 7 min.

Velkommen til universitetet, mønsterbryder!

I Johanne Myginds nye bog, 'Opdrift', fortæller 11 mønsterbrydere om deres kamp for at komme opad i samfundet. Vi har plukket fem bidder fra bogen, hvor mønsterbryderne fortæller om mødet med universitet - beretninger om usikkerhed, mangel på referencer og en følelse af at falde igennem socialt
21. marts 2009

En akademisk uddannelse kan løfte et barn af en ufaglært arbejder op i social gruppe 1 og give adgang til en indkomst, levestandard og indflydelse, som forældrene kun kunne drømme om.

Men indgangen til universitetet er ikke lige åben for alle. Børn af akademikere har ni gange så stor chance for at få en akademisk uddannelse, som børn af ufaglærte arbejdere, og uligheden er langt større på elitestudier som medicin, statskundskab og litteraturvidenskab.

'De andre var barnlige'

Michael Valentin. Kommunikationsdirektør. Søn af jord- og betonarbejder Bjarne Valentin Nielsen og hjemmegående husmor Grete Nielsen. Startede i 1991 på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse ved Ålborg universitet

"I dag så jeg en artikel i avisen, om at 25 procent af de universitetsstuderende keder sig. Jeg var en af dem. Jeg kunne ikke få tiden til at gå.

Jeg synes også, at de andre på universitet var barnlige. Pigerne kunne man i det mindste kigge på, men der var mange af drengene som jeg ikke kunne holde ud. Den der selvforstillelse. I kantinen sad de alle sammen og læste Information og Weekendavisen. Så sad jeg og læste Sporten i Ekstra Bladet. De andres umodenhed provokerede mig enormt meget. De sad og diskuterede socialisme, og så glemte de at tage bakken med og sætte stolen ind. 'Hallo! Vi sidder lige og snakker socialisme. Det starter her!'

Jeg skrev speciale på tre måneder og blærede mig med det. Jeg forstod simpelthen ikke, at man kunne bruge længere tid på det. Jeg var jo udlært tømrer og vant til, at jo hurtigere du blev færdig med et hus, jo flere penge tjente du. På et tidspunkt skaffede min storebror mig en fed tjans med at arbejde på et skibsværft i Spanien og jeg tog selvfølgelig af sted selvom det var midt i semestret . Da jeg kom hjem, sagde de andre i min læsegruppe, at jeg skulle forlade gruppen, selvom jeg havde læste pensum. Så gik jeg op til eksamen selv og bestod."

'Pludselig forstod jeg alt

Pia Fris Laneth, født 1956. Forfatter og journalist. Datter af tjener Kurt Jensen og syerske Lily Jensen. Startede i 1975 på samfundsfagsstudiet ved Københavns Universitet

"Jeg fik en optur over at komme på universitetet. Karl Marx var en åbenbaring for mig! Jeg læste store dele af Kapitalen, og du kan grine i dag, men det var fantastisk! Lige pludselig forstod jeg alting! Mine forældres situation, mine kusiner ovre i Jylland, som arbejdede som syersker, den nye teknologi, Vietnamkrigen, det hele hang sammen, og alt det onde skyldtes kapitalisterne. Men samtidig kunne jeg ikke finde ud af, hvad universitet gik ud på. Hvad det var, som jeg skulle kunne. Hver gang jeg skrev mine opgaver, var jeg lidt forundret over, hvem det var, som jeg henvendte mig til og hvad det var, som de ville høre."

"Akademikere skal indhente informationer og bagefter analysere forskellige problemstillinger, og den tilgang havde vi ikke i min familie. Den skulle jeg tilegne mig. Den akademiske tradition med, at viden ikke bare er en ophobning af kendsgerninger, men at det vigtige er metoden. At man ikke skal vide alt, men at det analytiske overblik er helt afgørende! Og så var der alle de politiske diskussioner, som var meget anderledes. I den akademiske tradition diskuterer man for at blive klogere. Man udkaster en teori og så svarer den anden og så bygger man videre. Måske vil man gerne vinde diskussionen, men det forsøger man at skjule, for den fælles forståelse er, at man gør det for at blive klogere. Den tradition skulle jeg også tilegne mig."

'Til sidst flyttede jeg ud af Vollsmose

Nagieb Khaja. Tv-dokumentarist. Søn af ufaglært arbejder Aziza Khaja og sergent Mohammed Asghar Khaja. Startede i 1999 på journalistik ved Syddansk Universitet

"På min årgang på journalistuddannelsen var jeg den eneste indvandrer, og det var en meget speciel oplevelse. Jeg var også bange for, at folk skulle se ned på mig og tænke: 'Ham der, han har fået positivt særbehandling'. Det gik mig ret meget på, for hvis der havde været kvoter for indvandrere, så havde jeg ikke brugt dem. På den måde er jeg ret stolt. Jeg følte lidt mig som Palle alene i verden på Odense Universitet. Min baggrund betød ikke så meget i undervisningen, men jeg følte mig meget anderledes socialt. De andre studerende fortalte ikke de samme slags jokes som jeg, og vi hørte ikke den samme slags musik. Til festerne spillede de kun rock, og jeg har ikke noget mod rock, men jeg kan bedst lide R'n'B, og hiphop. Jeg swingede bare ikke særlig godt med de andre, og jeg manglede nogen, som jeg kunne identificere mig med, som havde haft de samme oplevelser, som kendte min kultur."

"Det endte med, at jeg flyttede ud til Vollsmose. Det var både for at få kilder, fordi der er mange gode historier derude, men det var også, fordi det mindede så meget om Avedøre Stationsby, hvor jeg var vokset op. Jeg kunne gå op til Center Øst og spise libanesisk bønnesalat til morgenmad, og der var fremmede mennesker, som kom over til mig og spurgte: 'Hvad så, hvem er du? Nå, ok, vi spiller fodbold ovre i hallen. Du kan bare komme'. Den oplevelse havde jeg aldrig på universitet.'"

'Det var rystende'

Bent Jensen. Professor i historie. Søn af slagter Marius Axel Jensen og medhjælpende hustru Mette Kirstine Jensen. Startede på historiestudiet ved Århus Universitet i 1962

"Man tror, at det er løgn, når man beskriver universitetet i 1962. Professorerne havde ingen pædagogisk fornemmelse overhovedet. Jeg kan huske et introduktionskursus, hvor professoren stod der og holdt forelæsning med et væld af navne og begreber. En gang imellem vendte han sig om og satte en prik på tavlen. Mere kom der ikke! Han gentog hele tiden et navn: Eriksen og Krarup. Det er en meget kendt klassisk dansk historiebibliografi og et nødvendigt redskab, men man skal jo vide sådan noget, før man ved det. Den professor kunne ikke forestille sig, at der var nogle, som ikke havde hørt om Eriksen og Krarup, fra de lå i vuggen. Og de andre holdt gode miner til slet spil og lod, som om de vidste, hvad professoren talte om. Bagefter sad man nede på kaffestuen og sagde: 'Kender du Eriksen og Krarup?' og det var der ingen af os, der gjorde. Det var meget skræmmende for sådan en bondestudent som mig."

- Det får dig ikke til at give op og tage hjem?

"Hvad skulle man tage hjem efter? Der var jo ingenting. Jeg havde brudt broerne. Jeg ville ikke være slagter. Der var ikke noget derhjemme! Det var bare med at holde fast. Det afgørende var historisk metode. Det var en helt ny verden. Jeg troede, at man skulle lære nogle årstal og nogle begivenheder. Jeg var ikke forberedt på, at der ville blive sat spørgsmålstegn ved alting. At en bog, som står på hylden, bygger på nogle kilder, og at de kilder kan være problematiske eller modstridende. At de skal fortolkes. Det var en åbenbaring, og det var også rædselsfuldt. At man var ude på det dybe vand, når man fik lagt et udvalg af kilder frem for sig og skulle afgøre, hvad der var det mest sandsynlige. Det var virkeligt rystende."

Sort tøj og sorte briller

Tina Raun. Datter af bogholder Ketty Raun Pedersen. Amanuensis ved Institut for æstetiske fag på Århus Universitet. Startede i 1996 på kunsthistorie på Århus Universitet

"De første år på studiet var én lang følelse af, at der var nogle folk, som kendte det her system bedre end mig. Vi havde for eksempel nogle meget smarte tutorer, som gik meget i sort tøj og med sorte briller. Jeg kan særligt huske, at der var en, som gik med en lang sort regnfrakke, og det regnede jo ikke. Mange af de studerende syntes, at de var lidt for seje til universitetet. De brokkede sig: 'Hvorfor er der ikke nogle kurser i samtidskunst?', hvor jeg havde travlt at passe ind og lære pensum."

"Jeg var oprindeligt blevet interesseret i kunsthistorie, fordi jeg selv malede, men studiet havde meget vægt på historie, og der kunne jeg igen mærke, at jeg savnede en masse referencer. Jeg var ikke blevet taget med til Rom af mine forældre. Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed Peterskirken eller Ufizimuseet, og professorerne fik det til at lyde, som om der nærmest var en facitliste. Det var først efter mange år på universitet, at jeg begyndte at blive kritisk. De første år havde jeg meget travlt med at tilegne mig den viden, fordi jeg forstod, at den var vigtig, og at det var den måde, som man arbejdede sig op i systemet."

- Maler du stadig?

"Nej, jeg stoppede, da jeg havde læst på universitet i to år. Jeg fik hurtigt det indtryk, at hvis man var rigtig akademiker, så læste man bøger i stedet for at stå og fedte med noget maling. Desuden mente de smarte på studiet, at den virkelig interessante kunst var koncept- og installationskunst, og at maleri var for håndværksbaseret. Så jeg holdt op. Det hang også sammen med, at jeg fik nogle andre interesser og hellere ville bruge min tid på at læse de nyeste romaner, så jeg kunne klæde mig selv på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Søren Kristensen. Kontanthjælpsmodtager. Søn af steward Svend Kristensen og hjemmegående Inge Kristensen. Startede i 1980 på arkitektstudiet på Kunstakademiets Arkitektskole.

Min far havde, i sin fritid, bygget det her hus i Nordsjælland med svømmepøl, på toppen af en bakke, med udsigt over Annisse Bakker. Det var et par år før oliekrisen, da gasbeton endnu var på mode. Noget rigtig godt hus blev det aldrig, ikke mindst fordi det var så dårligt isoleret. Måske var det derfor jeg ville være arkitekt, for at gøre det bedre. Jeg har altid tegnet og malet, men det var nu ikke derfor jeg blev student. Det blev jeg fordi jeg er doven anlagt og havde den opfattelse at akademikere laver halv så meget som arbejdere, men til den dobbelte løn. Det skulle senere vise sig at jeg tog fejl. Arkitektstudiet valgte jeg fordi jeg havde hørt at man ikke behøvede gå til eksamen. Det viste sig også at være rigtigt. Det jeg bare ikke havde forudset var alle de andre sorteringsmekanismer der var i spil. Nepotismen havde gode vilkår på akademiet, hvor dem der kom fra de rigtige hjem (læge-, skolelærer, arkitekt-, ingeniørhjem osv.) selvfølgelig havde lettere ved at få de livsvigtige tegnestuejob, i sommerperioderne. Det er de jobs man senere skal markedsføre sig på.
Nu havde jeg så heller ikke ligefrem sat mit lys under en skæppe, ved at vælge en afdeling hvor Jørn Utzons sønner havde gået et par klasser over, så der var lidt at leve op til. Jeg tror man accepterede min tilstedeværelse som et kuriosum eller en slags aflad for alt det fornemme som i øvrigt fandt sted. Arkitektskolen var dengang opdelt i ”de røde” afdelinger og ”den sorte skole”. Jeg havde så afgjort valgt den sorte skole, ikke mindst for at provokere mig selv, idet jeg jo ellers havde min gang i Huset i Magstræde og den slags steder. På den måde blev min tilstedeværelse blandt ”rich kids” fra Klampenborg, Rungsted og omegn et eksotisk indslag. I hver fald blev jeg tålt ganske fint, i forhold til min jævne herkomst. Overklassen lader sig ikke så let som middelklassen provokere. Men fattig det var jeg i hele min studietid. Husker hvordan jeg på en studietur til Grækenland en morgen sad og betragtede mine velhavende medstuderende spise deres blødkogte æg og drikke friskpresset juice, mens jeg forberedte en af mine forklaringer på hvorfor jeg ikke skulle have det samme. Sandheden var jeg selvfølgelig at jeg ikke havde råd. Men jeg var heldigvis god til at være fattig og blev bedre år for år. En evne jeg har haft stor gavn af siden i mit liv som arbejdsløs på kontanthjælp.

Jannik Thorsen

@Søren Kristensen

Din historie er ihvertfald mindst ligeså interessant som dem artiklens forfattere har valgt ud.
Desuden er den ikke censureret eller redigeret, hvilket så afgjort får den til at fremstå som værende mere ærlig.

"Nepotismen havde gode vilkår på akademiet, hvor dem der kom fra de rigtige hjem (læge-, skolelærer, arkitekt-, ingeniørhjem osv.) selvfølgelig havde lettere ved at få de livsvigtige tegnestuejob, i sommerperioderne. Det er de jobs man senere skal markedsføre sig på."

Ja det betyder så sandelig rigtigt meget. Som studerende skal du generelt have et studiejob i løbet af din studietid, hvis du vil undgå at blive stillet bagerst i arbejdskøen efter endt uddannelse.
Der er ikke meget der har ændret sig siden din tid, skulle jeg hilse og sige.

"En evne jeg har haft stor gavn af siden i mit liv som arbejdsløs på kontanthjælp."

Betyder det at du har brugt et helt liv som kontanthjælpsmodtager?
Det lyder sandeligt ikke som et godt liv. Du spekulerer måske på om nepotismen har haft den kedelige effekt, at den har sorteret dig fra når jagten på jobsene skulle sættes ind?

Jeg kender selv et par akademikere, som dog ikke er endt som kroniske kontanthjælpsmodtagere, men render den dag i dag rundt og laver ufaglært arbejde. De måtte ud i at skrive en endeløs strøm af ansøgninger, men blev efter et par års tid med denne livsstil, tvunget til at se i øjnene at det ikke kunne fortsætte på denne måde. Man skal jo helst kunne have et arbejde, hvis ikke man vil ende med at leve resten af sit liv i fattigdom.

Dem af os der startede med at uddanne sig til akademiker i Nyrups tid som statsminister, blev tudet ørerne fulde af floskler som "en uddannelse er bedre end ingen uddannelse", "fremtiden er at være informationsmedarbejder" eller "læs det du har lyst til". Der var ikke nogen der fortalte en om vigtigheden af netværk, nepotisme og hvilken kæmpemæssig forskel der var i erhvevsfrekvensen og lønnen af de forskellige akademiske titler.

En del år efter må jeg nok sande, at jeg ikke uden videre vil anbefale et ungt menneske at blive akademiker. Jeg er særligt bange for, at der for humanisternes vedkommende er for mange om budet.

Lennard Grahn

jeg er selv akademiker fra en faglært arbejder og husmor baggrund.

Jeg synes helt klart at jeg havde en manglende forståelse for bla. begrebet "karriere" jeg kom jo fra en tradition hvor man løftede i fælles flok og satte solidaritet højere end individuel stræben - på både godt og ondt.

m.h.t nepotismen, som jeg selv havde en kraftig mistanke om...så synes jeg et eller andet sted at det også er en lidt for nem forklaring, men på den anden side så er der nok ikke så mange professorer der siger "...jeg kendte din far..." til et barn af en murer eller lastbil chauffør.

Her mange år efter er jeg nok kommet til den konklution at akademias primære opgave er at opretholde sin egen eksistens gennem løbende tekst produktion (der så igen kan opretholde eksistensen af arkivarer og analytikere) , mens den samfundsmæssige nytte vist kan ligge på det jævne .

(lægestudiet, advokater, etc selvfølgeligt undtaget)

Jeg ved ikke om jeg er mønsterbryder, men jeg har da også taget en akademisk uddannelse - med baggrund i erfaringspædagogik og udgangspunkt i vore interesser. Fra Aalborg Universitet. Og jeg har sådan set ikke fået noget ud af det ---- andet end at jeg måske er blevet bedre til at strukturere og systematisere...

Og nej, akademias primære opgave er bestemt ikke at opretholde sin egen eksistens gennem en løbende tekst-produktion. Den er at reflektere, analysere, sammenstille erfaringer, komme med ideer til beslutningsforlag, så folk på den baggrund kan beslutte om de vil gøre dette eller hint. Og der skal altså være nogen i det her samfund til at teoridanne, til at trække perspektiver op og tænke langsigtet. Og det akademias opgave. Det er som tiden (eller måske er det kun i det her land?) ikke bryder sig om reflektioner, analyser af perspektiver.... jvf. at det nu åbenbart er Pias, Villys og Foghs bondefornuft, der råder.

Mht. nepotismen, så forklarer det vist også en del ang. hvorfor netop jeg blev valgt - og fravalgt - i de ansættelses-forhold, jeg har haft. Jeg har passet mit arbejde, mens andre har rendt og rundt og gjort deres hoser grønne inde ved ledelsen, givet udtryk for, at de netop de laver noget...også selvom de ikke gør det.

Lennard Grahn

ang. nepotisme eller ej, så tror jeg at det gør en forskel om du "lugter af bog" når du starter i systemet, - altså at du kommer fra en akademisk baggrund

hvis du lugter af stald eller fabrik tror jeg at det underbevidste sætter ind hos dine lærere og senere chefer og placerer dig lige præcis der hvor akademia kan bruge dig : Til alt det kedelige slider arbejde...

Arbejdere arbejder, akademikere tænker over det.

...

Jens H. C. Andersen

For mig startede kampene allerede da jeg begyndte på en HG for så at få lov til at flytte over på en HHX ordning, for en som dårlig nok havde hørt om gymnasiet, og dengang troede at det kun var for de meget få med nærmest overnaturlige IQ-evner! (I dag ved jeg at gymnasiet for mange mere er et symbol på dansk fest og drukkultur!)

Der er noget snoppet over det mønsterbryder begreb I anvender ovenfor! Mønsterbryder kan også være børn der bryder ud af akademiker familien for at blive håndværker, dem ville jeg egentlig hellere høre om!

Dorte Sørensen

Det er ret sjovt med disse mønstrebrydere. I 1960 og i 1970ér med de store årgange og med de bedre muligheder som vort velfærdssamfund havde skabt var omk. halvdelen af de studerende mønstrebrydere. Her kan fx nævnes Nyrup Rasmussen og Fogh Rasmussen.

Måske er det vigtigste man kan fortælle et arbejderbarn, at det er ligegyldigt havd man læser, - bare man bliver akademiker!

"Da jeg var dreng", og skulle tage stilling til om jeg skulle på gymnasiet efter 9 klasse (dengang gik man normalt 10. med), så var mit største problem hvad jeg skulle bruge det til (gymnasiet).

Jeg tror at arbejdere og håndværkere er meget mere utilitaristisk i deres indstilling til uddannelse, - "hvad kan det bruges til?"

For mig blev det ihvertfald det springende punkt, som gjorde at jeg nok kom i gymnasiet, men droppede ud efter kort tid, fordi jeg ikke kune se noget formål med at gå i skole.

Ikke at jeg fortryder idag, - jeg har haft et godt liv, og mine stillinger som ufaglært har gået lige fra jord&betonarbejder til divisionschef i et forskningsselskab, så selvfølgelig kan man få en god karriere uden en kandidatgrad.

Men derfor vil jeg stadig råde ethvert ungt menneske, som ikke har for store problemer med at læse og skrive, at finde det studium de nemmest mener at kunne snige sig igennem, for det er et godt papir.

En murer kan ikke søge job som faglært mekaniker, mens f.eks. de fleste akademikere kan søge jobs under deres speciale, job som journalist, job som administrator, osv., og hvis du f.eks. bliver ansat i det offentlige, så er der væsentlig forskel på lønnen, bare du har det papir.

Ligesom man ikke bliver garanteret et bedre liv, bare fordi man er rig, så får man heller ikke sådan en garanti, bare fordi man er akademiker, - men begge dele hjælper altså en hel del!