Læsetid: 5 min.

Årets kandidater er usammenlignelige

De fire vestnordiske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris stritter i alle mulige og umulige retninger
Island. Sigurbjörg Thrastardóttir nomineret for -Blysfarir- (-Fakkeltog-), Forlaget JPV 2007.

Island. Sigurbjörg Thrastardóttir nomineret for -Blysfarir- (-Fakkeltog-), Forlaget JPV 2007.

2. april 2009

Man misunder virkelig ikke den arme komité, der i disse dage skal finde frem til årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris. Ikke at der savnes kvalificerede kandidater - jeg kunne på stedet stemme på seks af de 12 nominerede bøger - men dette at skulle sammenligne de indbyrdes overmåde forskellige deltagere i feltet aktualiserer igen det fjollede spørgsmål om, hvad der er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?

Fra Grønland deltager Magssanguaq Qujaukitsoq (f. 1977, uddannet folkeskolelærer, i dag ansat i hjembyen Qaanaaq) med digtsamlingen Sisamanik Teqeqqulik ('Den med de fire hjørner'), hvis indhold stritter i alle mulige retninger på én gang, og som oven i købet i den grønlandske originaludgave blander grønlandsk og thulegrønlandsk med såvel engelsk som dansk. Man fornemmer en heftig trang til undersøgelse af de rigtigt store spørgsmål, ikke blot grønlandske identiteter og en postkolonial sprogforbistring, men også livsviljen og livsglæden stillet over for menneskets indsigt i sine selvskabte ulykker.

Her er fortællende og politisk-kritiske tekster, sange og personlige refleksioner. Er det litteratur? I så fald en søgende digtning på vej mod en slags form: "Fjernt kan jeg høre folk synge - som om min begravelse / allerede er startet uden min krop. / Mine tårer falder langsomt ned mod jorden. / Min lidelse bliver større og større fra dag til dag. / Jeg er ikke i stand til at forstå hvad jeg laver her i universet og for hvad. / Satans liv - du gør mig så pisse sårbar."

Jessie Kleemann, der har oversat digtene til dansk, oplyser på Nordens hjemmeside, at Magssanguaq Qujaukitsoq allerede er parat med sin næste digtsamling. Man må håbe, at der så er samling på den.

Færøernes Laugesen

Anderledes erfaren fremtræder for Færøerne Tóroddur Poulsen (f. 1957, adskilligt fra hans hånd er trykt på dansk, sidst den tosprogede Steinsetingar/Stensætninger, 2008). Han har såmænd skrevet digte i 25 år, er nu nomineret for fjerde gang og står i dag vel nærmest som sit lands og sit sprogs svar på Peter Laugesen, med hyppige udgivelser, i hvilke personligt og alment blandes til en strømmende skriftflod, der med mellemrum aftappes som bøger. Med Rot (126 sider, Mentunargrunnur Studentafelagsins, 2007) eller 'Råd', som den vil hedde på dansk i betydningen råddenskab, tager Tóroddur Poulsen lange og korte ture: tilbage til barndommens Tórshavn, ud ad i den færøske natur (som nu ellers mest blot leverer metaforer), ind i sin helt nære hverdag eller ned i kroppen, gerne med en vis barsk interesse for sygdom. Han beder for både navlebrok og pungbrok, velsigner sygeplejerskerne såvel for deres brystholdere som for deres tabletter.

Filosofisk dybde veksler med, hvad man ikke tøver med at betegne som decideret plat, selv om man vel efterhånden burde have vænnet sig til, at vil man nyde kvaliteterne hos denne færøske ekspansionspoet, må man affinde sig med et ujævnt præg. Gennemgående er en karsk, stålsat kynisme, men han kan også blive overraskende blid:

fødderne har

sat sig

i forbindelse

med skyggen

og dagen

kan begynde

den gavmilde

ensomhed

drømmer om

nogle nye skyer

på himlen

at snakke med

De fleste digte i bogen er som dette høje og smalle, og om mange må siges, at de også indholdsmæssigt er tynde, som når lyset konfronteres med mørket og dagene med den sorte nat - en modsætning, der omslutter bogen, idet vi begynder med ordet 'søvn' for at slutte med ordet 'vågen'.

Hvor Magssanguaq Qujaukitsoq og Tóroddur Poulsen beslutsomt har blandet digte af stærkt varierende indhold og tone, holder islandske Sigurbjörg Thrastardóttir (f. 1973, har en roman og tre digtsamlinger bag sig, på svensk findes udvalget Fallskärmsresor, 2004) sig til at fortælle en samlet historie i oftest korte, brudte, skarptskårne talevers. Det sker i digtkredsen Blysfarir ('Fakkeltog', 150 sider, Forlaget JPV 2007), der med ubønhørlig konkretion fremstiller et kærligheds- og afhængighedsforhold mellem det lyriske jeg (en islandsk kvinde) og en tysker nedsunket i narkomani.

jeg køber mig

en flybillet

og spørger dig hvordan

depressionen er og

lover ikke at forsøge

på at helbrede dig

Som billede på den dybe og gensidige afhængighed bruges 'den hvide drage', som til den ene side kan stå for røgen, han suger ned i sine lunger, eller pulveret, han pumper sig med, men til den anden side hentyder til den penis, som hun fra tid til anden sutter på: "mellem lårene er der noget der / hænger, leg med den, siger han og lægger sig på / siden i den luvslidte sofa og jeg leger men kan ikke rigtig finde på noget / eller hvad stiller man op med hundrede og fyrre kubikcentimeter / tungt kød". Læseren bliver på denne baggrund ikke overrasket, da det hen imod slutningen af forløbet går op for den kvindelige part, at kærlighedshistorien måske ikke lige blev det, hun havde tænkt sig. Undervejs har man lært at sætte pris på Sigurbjörg Thrastardóttirs præcision og flotte humor; selv var jeg undervejs mange gange på nippet til bare at oversætte digtene for at høre, hvordan de mon kunne lyde på dansk.

Hvordan den anden islandske kandidat, Auour Ava Ólafsdóttir (f. 1958), faktisk tager sig ud på vores modersmål, ved jeg, fordi jeg til konkurrencen har oversat hendes lille poetiske roman Afleggjarinn eller Stiklingen (Salka Forlag, 2007), som i denne uge udkommer hos Athene. Det er en beretning i jegform om en ung mand, der en skønne vinternat i Reykjavik uforvarende gjorde en jævnaldrende pige med barn og derfor nu er far til alle tiders dejlige unge, men nok må indstille sig på kun at se guldklumpen til aftalte tider og ellers holde sig helt for sig selv.

Da romanen begynder, er han på vej til et kloster i det sydligste Europa, hvor han skal hjælpe munkene med at få skik på rosenhaven, alt imens han vil finde ud af, hvad han kan bruge sit eget liv til. Vel ankommet går han i gang som gartner, men pludselig får han brev fra barnets mor, som ankommer og vil skrive en afhandling færdig, alt imens lille Flora Sol bliver passet af far. Hvordan det så går, skal jeg ikke røbe, men på trods af sit relativt spinkle stof hvælver Stiklingen sig og bliver en lysende smuk beretning, rig på sansekonkrete hverdagsscener og nænsomt indkredset stemning, og desforuden omhyggeligt gennemvævet af religiøs symbolik. En meget anderledes roman, milevidt fra den anden islandske kandidat, hvor man jo midt i den kuldslåede ironi indimellem spørger sig selv: Hvad vil hun dog med den mand?

Hvad priskomiteen stiller op med de 12 nominerede værker, må dels afhænge af, om den kunstneriske værdi får lov at gøre udslaget og ikke diverse millimeterdemokratisk udregnede balancehensyn, dels som så ofte før komme an på, om prisen gives for det enkelte fremragende værk eller for lang, tro tjeneste i poesiens og prosaens geledder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"En lysende smuk beretning, rig på sansekonkrete hverdagsscener og nænsomt indkredset stemning, og desforuden omhyggeligt gennemvævet af religiøs symbolik. En meget anderledes roman"

(Skyum om Stiklingen af Ólafsdóttir)

Ovenstående citat kunne være et eksempel på et stk. blurb på en hvilken som helst bogflap. Hvorfor nu dvæle ved det? Jo, for her er der tale om, at blurbets ophavsmand tilfældigvis har oversat værket. At blurbet indgår i en oversigtsartikel og altså ikke er fra en decideret anmeldelse, undskylder til dels Skyum. Men hvorfor på den måde sætte sin troværdighed over styr, ved at skamrose dét nominerede værk man selv har oversat? (Selv om vi alle ønsker det bedste for Forlaget Athene!)

Noget andet (proportionsmæssigt) som ikke ses i artiklens netudgave, er at den anden islandske priskandidat, har fået tildelt en hel halv side i papirudgaven til sit kontrafej. Og det er ikke det, hun er skam nydelig nok. Men hvilken informationsværdi har disse overdimensionerede forfatterportrætter egentlig?

Handler det om, at sexe en artikel op?
Eller handler det om, at man ikke har STOF nok til at fylde bogsektionens 16 sider ud?
Skyums artikel burde have været sat op som Brostrøms på den følgende side. Brødteksten bør fylde min. 2/3 i forhold til ledsagebillede(r). Og ikke kun 1/3 som i Skyums tilfælde.
Måske er man ved at fase papirudgaven ud?

Men ovenstående vris ændrer ikke ved det grundlæggende:

Information er en daglig gave.
Og Erik Skyum-Nielsen er en gave til Information.