Læsetid: 5 min.

Angående aprilsnar

Det er efterhånden blevet virkelig vanskeligt at regne ud, hvad der er sjov og alvor, når man tjekker nyhederne den 1. april. Hvad der engang var en aprilsnar er nu en realitet, og hvad man tror er løgn, viser sig skisme at være den skinbarlige sandhed
1. april 2009

Er der virkelig en jurist, der har klaget over, at der i visse af politiets baglokaler hænger plakater med side 9-piger? Får landets biskopper nu en million-bonus? Er der politisk flertal for at indføre værnepligt til kvinder? Stiller Naser Khader op som overborgmester i København?

Det er efterhånden blevet lidt en hjernevrider at regne ud, hvad der er sandt og falsk, når man åbner avisen sådan en 1. april. For mens medierne stadigt mere intenst forsøger at overgå hinanden i aprilsnars-spas, så er det alligevel virkelighedens absurde alvor, der pudsigt nok tager fusen mest på én.

For eksempel er det på ingen måde en lårklaskende forårsbebuder, at et politisk flertal satser på at få flere kvinder til at gøre karriere i forsvaret. Ved altså at indføre tvungen session. Man ser det for sig: Danmark sender en eliteuddannet styrke af vore mest aggressive rødstrømper til close combat i Tora Bora-bjergene. Så skal de sørenfisme få på hattepulden, de langskæggede, chauvinistiske mørkemænd, der går rundt og mener, at kvinder blot er skabt for at klæde sig ud som kulsorte postkasser og i ny - og næ spytte små terrorister ud.

Faktisk har Afghanistans præsident Karzai (som Danmark jo støtter) nu underskrevet en lov om, at kvinder ikke skal have ret til at afvise sex med ægtefæller (det støtter jeg personligt) eller forlade deres hjem uden mandens tilladelse (det støtter jeg også personligt). Den slags friske ideer er værd at gå i krig for. Godt, vi snart får en ny, hjemmestrikket udgave af Den Røde Hær.

Og nej, det med Karzai og loven om sextvang er ikke en aprilsnar, selv om den stod at læse i onsdagsavisen.

Skat på de overvægtige

Historisk set er det faktisk svært at gennemskue, hvad er der er sjov og alvor i 1.april-nyhederne. Allerede i 1987 kunne Ekstra Bladet fortælle om en særlig skatteafgift for overvægtige. Blot ti år senere kunne man studere seriøse forslag fra eksperter, der argumenterede for BMI-afgift til de fede. Altså en særlig skat til landets voksende gruppe af overvægtige, målt ud fra det såkaldte Body-Mass-Index.

I 1991 drev britiske medier gæk med verdensbefolkningen ved at påstå, at vandet steg i Atlanterhavet. Øh! Mon ikke også nogen i sin tid har april-narret med, at isbjergene smeltede på Grønland? Den kategori af vandede vittigheder har virkeligheden vist overhalet.

I år 2000 spøgte TV-avisen med, at forskere havde gensplejset en grøn plante med en rødspætte og fået en (ha ha) grønspætte ud af forsøget. Nu kan man på nettet finde firmaet Bonsai Pets, der tilbyder gensplejsede kæledyr til private og erhvervsfolk. Bestem selv art, farve og temperament.

Med andre ord, kan ungerne nu få sig en lyserød mini-giraf, der bare er såååå sød og kælen, når man skal have et puttedyr med i Juno-sengen. Skosælgerne fra Ecco har angiveligt haft en mini-tiger med på international messe. Den var rigtig god til at trække kunderne i snørebåndet, så de næsten helt automatisk troppede op i standen. Ja, det står at læse på the world wide web. Man tror, det er løgn, ikk?

Obama, Knud og Fogh

Hvis magasinet ’En skør, skør verden’ spræller derude endnu, så gad jeg virkelig godt at gætte på, hvilken aprilsnar, de har trykt i år. At Obama er sendt til os fra det ydre rum? At Jorden rent faktisk blev skabt på 6 dage? At en århusianer ved navn Knud engang satte kloden i brand ved at tegne et billede af en profet, ingen ved, hvordan ser ud, og at det nu kan betyde, at vores statsminister ikke kan blive chef for Nato?

Når de læser dén historie om 100 år, tror de helt sikkert, det er en aprilsnar. Hvis verden ellers er blevet en anelse mere tolerant.
Jeg hoppede selv på limpinden, da jeg læste Politikens historie (som åbenbart var en aprilsnar) om at rygeloven skulle afskaffes igen, fordi den i anledning af finanskrisen koster dyrt på landets barer og restaurationer. Tænk, jeg troede sundhedsminister Jakob Axel Nielsen var kommet til fornuft efter at truet alt fra marginaliserede værtshus-rotter til roulator-bevæbnede bankospillere med både bøder og politiopbud. Ej heller kom det bag på mig, at Margrethe og hele hendes kongehus nu slap for at være underlagt rygeforbudet. Vort royale udstyrsstykke lader sig jo kun gøre i disse moderne tider, fordi kongehuset netop er omfattet af den ene skrupskøre særregel efter den anden. Dronningerunde, tronfølgelov, you name it!

J.R Ewing vs. Piet Hein

Nej, det kan godt være, at man ikke hopper på, at Storebæltsbroen skal graves ned under vandet (MetroXpress), og at Rundetårn nu hælder 8 millimeter efter sidste års jordskælv (Urban), eller at vindmøller får Jorden til at dreje langsommere (Dalarnes Tidningar via Ritzau). Men hvorfor skulle man nu ikke kunne blive gift på Facebook? (Berlingske Tidende). Og burde Fogh ikke for længst have været til fredagsbøn (B.T)?

Og er det så urealistisk, at Naser Khader stiller op til overborgmesterposten (Ekstra Bladet). Det modsatte skyldes vel kun, at ingen har spurgt ham, da hans partifarve (for ikke at nævne hans politiske talegaver) ofte er så vildledende?

For der er jo en faktisk en jurist, der har klaget over politiets brug af bare damer (på billeder). Til gengæld har biskopperne ikke fået en millionbonus, selv om Kristelig Dagblad onsdag forsøgte at overtræde det 8. bud med denne lille spøgefuldhed.

Jo, man bliver stærkt forvirret. For de tider er ovre, hvor folk gladelig valfartede til Haderslev Rådhus for at opleve J.R. Ewing fra Dallas på gennemrejse. Det var i 1982. Dengang man virkelig var for dum, hvis man hoppede på dagens aprilsnar.

Blot fem år senere skrev indeværende avis (Information) om, at undervisningsminister Bertel Harder vil genindføre morgensangen i landets folkeskoler. Det forslag stillede Dansk Folkeparti for alvor for blot få måneder siden. I den tro, at vil gavne integrationen.
Man ihukommer Piet Heins gamle gruk: ’Den, der kun tager spøg for spøg, og alvor kun alvorligt; han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt’.

Man kunne også sige, at den, der tager en aprilsnar alvorligt, meget vel kan ende med at få det sidste grin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg er også en naiv sjæl, men hoppede dog ikke på Politikens aprilsnar om ophævelse af rygerforbudet på værtshuse m.v. Den var for tyk, ligesom den de havde engang om at man nu selv kunne klaske pålægget i printeren og scanne det for bakterier. Den var morsom, for min søster hoppede på den.

Men der har i Information i dag været så mange skøre artikler, at jeg ikke er helt sikker endnu. Hælder dog mest til JSF-flyene. Men vil gerne oplyses, på en kedelig dag med deprimerende artikler og kommentarer.

Thomas Jensen

24 Timer havde historien om, at Ungdomshusgrunden på Jagtvej er solgt til en fond, som vil opføre en Moské. Det kunne også godt være plausibelt.

Michael Gudnæs

Jeg synes det er svært at afgøre, om det er virkeligheden som er for vild, eller historierne som er for tamme. En ordentlig aprilsnar skal være virkelig tyk og må gerne narre folk så det kan mærkes! Min favorit er den gamle fra Roskilde Dagblad, der fortalte at Roskilde Spritfabrikker var kommet til at blande en kedelfuld Gammel Dansk med noget andet sprut, så resultatet ikke kunne sælges på flasker. Byens borgere inviteredes derfor til at købe det til spotpris ved fabrikkens hoveddør. Og det halve af Roskilde troppede op med alt fra mælkeflasker til vaskebaljer - det fortælles at eddike var udsolgt i Roskilde den dag, fordi folk hælte eddiken ud i kloakken mens de stod i kø foran spritfabrikken.

Jeg var lige ved at hoppe på Politikens historie (den om rygeloven) - indtil jegså at loven skulle gælde fra 1.april 2010 --- så slogmin hjerne til.

Til gengæld er jeg enig i, at det er mere end svært at gætte hvad der er en aprilsnar og hvad der er en ægte nyhed. Men dte kan jo lære os alle, at være ekstra kritiske overfor de historier, vi læser i avisen.

Og så var der den gang, Informeren havde historien om at det grønne pas skulle byttes ud med et rodbedefarvet et. hmmm! Der var nogen nede i europa der tog det alvorligt.

Og det forklarer hvordan Irak var "en trussel mod Verdensfreden" ...
Der er ligeså meget virkeligheds-fjernt ko-lort i medierne resten af Aarets dage .

Bente Simonsen

Ja, så var der historien i går i radioavisen, om at amerikanske peanuts var inficerede med salmonella og skulle trækkes tilbage fra butikkerne???
Nogen kommentar på det?
Speakeren bedyrede, at Radioavisen af princip aldrig sender aprilsnar?

Martin Bæksgaard Jakobsen

BonsaiPets ER en joke!!!
Det er ikke muligt, at bestille de gensplejsede dyr, der nævnes i artiklen!!!
Bør et minimum af research ikke være påkrævet?

Martin Bæksgaard Jakobsen

I øvrigt en ganske underholdende hjemmeside, www.bonsaipets.com:-)

"Bonsai Pets g-streng til piger

Bonsai Pets sælger nu også ven lille g-streng til de kvindelige fans. En lækker lille lavtaljet sag med Bonsai Pets logo foran. Bonsai Pets G-streng fås i str. 34-36-38-40 i farverne sort eller hvid.

Information OBS: Vi mangler pt. en kvindelig undertøjsmodel. Du skal være str. 36-38, velplejet og uden pels. Kontakt Bonsai Pets for yderligere information om jobbet. Spørg efter Lasse... "

:-)

Peter Rasmussen

Jeg var så overbevist om, at den med loven om sextvang i Afhganistan var en aprilspøg, at jeg hånede dem, som hidsede sig op over den. I dag er jeg dybt, dybt rystet.

Ja der er rigtigt mange dårlige aprilsnar.

Den type som helt klart er ok, er når Bornholms politi meddeler at en 32 fods lystyact er nedbrændte i lysbådehavnen i Åkirkeby. Ingen tilskadekomne og politiet står uden spor bla bla bla.

Ritzau og JP nåede at bringe den. Det er sgu OK.

Og til dem der ikke er med, så ligger Åkirkeby midt på øen (ca.), og der er nærmest ikke en sø i nærheden hvor man kan lege med sin båd. Og så dobbelt surt for JP der af princip aldrig bringer en aprilsnar.