Min søster besøgte mig i påsken. Om natten lå hun og udregnede, hvor mange hunde hun skulle lufte for at kunne ernære sig som hundelufter i New York. Vi mødte en mand i Prospect Park med otte hunde i snor, og den dans, han udførte for at undgå at de mange snore viklede sig ind i hinanden, var uforglemmelig.
Han var faktisk danser, fortalte han. Men hvem kan leve af at danse i en by, hvor alle vil være dansere - eller skuespillere, forfattere, filminstruktører, fotografer? På Brighton Beach, i det russiske kvarter ved Coney Island, også kaldet Little Odessa, købte vi druer og fik lov til at komme ind i baglokalet for at få dem skyllet; og her - inde i et sort hul af et rum, fugtigt og koldt - sad fem sydamerikanere og ordnede grøntsager.
Arbejdsdagen kommer nemt op på ti timer. Folk tjener ned til fem dollar i timen. Sorte nannies passer hvide børn, der arbejdes uden sikkerhedsforanstaltninger på stilladserne, og de fleste af dem, der tvinges til at tage de dårligst betalte og sorte job, er selvfølgelig illegale indvandrere.
Det betyder blandt andet: ingen sygeforsikring. Hvert eneste år dør tusinder af børn i USA, fordi de ikke kan komme til lægen og få den medicin, de har brug for. Hele systemet med drikkepenge, tips, er ligeledes et tegn på denne mærkværdige dobbelmoralske accept af de sorte penges flow: Lønningerne holdes nede, fordi drikkepenge indregnes som en del af folks løn. Legaliseret skattesnyd. Der er mange måder at overleve på (hvis man altså overlever).
Jeg mødte en dansker, der i 18 år har opholdt sig illegalt i New York, han ernærer sig som frisør ved at tage rundt til folk i deres hjem og klippe dem. I 18 år har han ikke kunnet besøge fædrelandet, eftersom han jo så for evigt ville være nægtet adgang til USA, hvor hans liv er. Så mærkeligt at tale med ham om hvordan Danmark har ændret sig, siden han sidst så det. Men han har sit danske sprog, forbløffende flydende og ikke spor 'konserveret', på trods af at han så længe har levet udelukkende på amerikansk. Nu har han giftet sig, og håber på den måde at få sine papirer i orden. Han håber at holde jul i Danmark til vinter. Men det er langtfra sikkert, at det bliver muligt.
New Yorks skyggeside
Jeg er stadig forundret over, hvor hurtigt det går med at tilpasse sig. Uge for uge vænner jeg mig til alle de afsavn, New York også byder på: dårlige boliger, lange køer i banken, et trægt og gammeldags bureaukrati, ineffektivitet, mus under køleskabet, myrer i soveværelset, kakerlakker og sengelus, drikkevand der smager af klor, cykelstier en by i, ja - Rusland, manglende elevatorer i subwayen, så folk må slæbe deres småbørn og klapvogne op og ned ad stejle, snavsede trapper. Dårligt gående og rullestolsbrugere kan glemme nogensinde at komme derned. Min søster undrer sig over, hvordan en by, der på mange måder er så energisk og velfungerende, har denne skyggeside (mens jeg opdager, at jeg har vænnet mig til det), som mest af alt minder om 1950'erne. Præcis som når man besøger Leopoldis Hardwarestore på 5th Avenue, lige om hjørnet fra hvor jeg bor, og faktisk kan finde en kedel, en pakke tøjklemmer, en hammer, der har overlevet siden 1959, stadig til salg i den lille, smalle butik, hvor man kanter sig rundt mellem alt mellem himmel og jord, stablet op fra gulv til loft. Men den italienske, og nu efterhånden amerikanske, familie, der har haft butikken, siden den åbnede, giver den bedste betjening og hjælper mig med at udrydde skadedyr og fixe dryppende haner og utætte døre.
Det skønneste sted
Så beslutter vi os for at se Dia:Beacon - det måske skønneste sted for moderne kunst i New York. Man tager toget fra Grand Central, der i sig selv er et besøg værd, som det storslåede Beaux-Artsmonument, det er (og glem ikke at besøge Grand Central Oyster Bar), derfra kører man cirka halvanden time mod nord langs Hudsonfloden, gennem Harlem og pludselig er man ude på landet, hvor små byer trykker sig i flodlejet, hvor skov og stejle klippesider rejser sig, og - på denne regnfulde, tågede dag - forsvinder i skyerne. Dia:Beacon Riggio Galleries er et næsten 28.000 kvadratmeter stort nedlagt trykkeri, ombygget til museum, som byder på en storslået permanent samling af værker, primært af 60'ernes og 70'ernes minimalister: Max Neuhaus, Michael Heizer, Andy Warhol (der er repræsenteret med noget af det bedste, jeg har set af ham: værket Shadows), Joseph Beuys, Bruce Nauman, Dan Flavin, Agnes Martin med mange flere.
Størst indtryk gør næsten Richard Serras momentale serielle værk Torqued Ellipses, gigantiske labyrinter af valsede stålplader, der hver vejer 20 ton, som med deres rumlige overraskelser og uforudsigelighed udfordrer ikke bare ens rumfornemmelse, men også kroppens orienteringsevne. Foruden at de er næsten rørende vidunderligt smukke. Som et modstykke til disse, men også i familie med stålgiganterne, kan man falde i svime over Michael Heizers meget, meget store HULLER: North, South, East, West - fire geometriske figurer i forvitret stål, der tilsammen måler cirka 40 meter i længden, og som er sænket cirka syv meter ned i gulvet, således at de er en slags negative figurer, huller. I et af dem er der endda et hul i hullet: igen forundring over dimensioner og orientering. Men også den meget fine, enkle udstilling af Louise Bourgeois' skulpturer på øverste etage bør nævnes. Og Fred Sandbacks betagende installationer skabt af nogle stykker farvet snor, Sol de Witts kæmpestore blyantstegninger, tegnet direkte på væggen, og Robert Rymans undersøgelser af farven hvid.
Indtil september i år kan man endvidere se Zoe Leonards særudstilling "You see I am here after all", en installation af over 4.000 vintagepostkort, alle forestillende vandfald. Min søster og jeg er helt stakåndede af glæde over dette enestående sted. Bagefter køber vi notesbøger af filt og postkort i museets butik. Drikker kaffe. Og tager toget tilbage til byen; nu er solen kommet frem mellem sorte skyer. Spørgsmålet er, om en hundelufter har råd til sådan en søndagstur. Det mener min søster bestemt. Hvis bare man har hunde nok.
