Baseret på virkelige begivenheder

Den britiske journalist Matt Rees havde i ti år skrevet om Mellemøsten for Time Magazine, da han en dag stod i en kålmark i en palæstinensisk landsby lidt uden for Betlehem. Han interviewede moderen og enken til en palæstinensisk mand, der var blevet skudt på dette sted af en israelsk snigskytte. De to kvinder fortalte, hvordan det havde været først at høre skuddet og derefter komme ud og se manden ligge død på jorden.

"De genfortalte den skrækkelige episode meget gribende og detaljeret. Jeg tænkte, at det her var simpelthen for godt til en journalistisk artikel. Jeg kunne skrive et enkelt afsnit om episoden, og resten af artiklen ville bare være israelerne, der sagde én ting, palæstinenserne, der sagde en anden ting, og amerikanerne, der sagde, 'lad os nu alle sammen sætte os ned og være flinke'," fortæller Matt Rees.

I første omgang skrev han alligevel artiklen og sendte den hjem til Time Magazine. Men han vidste, at han også måtte skrive om det i en anden form. Så drabet i kålmarken blev udgangspunktet for Matt Rees' første kriminalroman 'Kollaboratøren fra Betlehem', der udkom på dansk sidste år. Efterfølgeren 'En grav i Gaza', er også netop udkommet på dansk. I alt har Rees planlagt syv bøger i sin palæstinensiske krimiserie.

Arafat møder Marple

Matt Rees er i Danmark for at deltage i den årlige krimimesse i Horsens. Da Information møder ham i det nedlagte statsfængsel, har han allerede optrådt på publikumsscenen og fortalt om 'En grav i Gaza'. Nu sidder vi udenfor i fængselsgården.

-Hvorfor valgte du krimien som genre, da du gik fra at skrive journalistik til fiktion?

"Der er selvfølgelig det faktum, at den palæstinensiske virkelighed er ligesom et gangsterdrama. Men først og fremmest handlede det om, at jeg ville vise palæstinenserne, som de virkelig er. Derfor havde jeg brug for en hovedperson, der kunne være en slags guide eller tolk. Her er krimiens detektiv et oplagt valg. Han kan tage læseren med under samfundets overflade. Dengang jeg rapporterede fra intifadaen som journalist, lærte jeg, at alle de beskidte handlinger, der foregår under overfladen, er meget vigtigere, end det vi kan se. Det var det, jeg gerne ville vise med kriminalromanen."

Hovedpersonen i krimiserien hedder Omar Yussef, og han er hverken ansat som politimand eller privatdetektiv. Han er en midaldrende historielærer, der på eget initiativ forsøger at standse de uretfærdige begivenheder, han oplever omkring sig, og hurtigt bliver viklet ind i jagten på de skurke, der står bag. Den indlevende beskrivelse af hovedpersonen, er noget af det anmelderne især har rost, når de har skrevet om Matt Rees' bøger. 'Philip Marlowe fodret med humus', skrev en anmelder. 'Yassir Arafat møder Miss Marple', skrev en anden.

-Du har en historielærer som hovedperson. Det er en ret utraditionel helt i en krimi.

"Når de vestlige medier fortæller om palæstinenserne fokuseres der kun på, hvad der er sket i dag eller i den seneste uge. Men palæstinenserne ser også selv kun på, hvad der sker lige nu. De bliver overvældet af de løgne, deres ledere fortæller dem om de aktuelle begivenheder. En historielærer som Omar Yussef kan fortælle dem om, hvordan problemerne opstod, og måske hvordan de kan løses igen."

Matt Rees giver et par eksempler fra sine bøger:

"'Kollaboratøren fra Betlehem' handler meget om den anspændte konflikt mellem muslimske og kristne palæstinensere i Betlehem. Men Omar Yussef kan huske, hvordan forholdene var helt anderledes fredelige, da han selv var barn, og han fortæller om, hvordan konflikten langsomt er blevet værre og værre. I 'En grav i Gaza' taler Omar med en anden historiker om, hvor lidt palæstinenserne egentlig forstår af deres egen historie, og hvor meget deres opfattelse af konflikterne kunne ændre sig, hvis det ikke var sådan. Det er vigtige spørgsmål, fordi palæstinenserne skaber myter om deres historie hver eneste dag, og det gøre det hele tiden sværere at nå frem til fredelige løsninger på konflikterne."

Interne forhold

Matt Rees' krimier foregår på Vestbredden og i Gazastriben. Det er oplagt, at man som læser forventer historier om konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Men vi hører overraskende lidt om Israel i hans bøger.

"Jeg prøver at holde israelerne ude af mine historier om de palæstinensiske områder for at undgå klicheerne. Jeg vil gerne have folk til at se noget, de ikke havde regnet med at se og udfordre deres forudfattede meninger," siger forfatteren.

Han forklarer, hvordan han i hver bog forsøger at vise et element i det palæstinensiske samfund, som man kun kan få øje på, hvis man virkelig går tæt på.

"'Kollaboratøren i Betlehem' ser på det kristne mindretal blandt palæstinenserne. 'En grav i Gaza' handler om det fuldstændig lovløse samfund i Gazastriben, hvor alle forbrydelser er forbundne, som en af personerne udtrykker det i bogen. I den tredje bog, som lige er udkommet på engelsk, drejer det sig blandt andet om samaritanerne. Vi kender dem fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men det er et lille folk, der stadig eksisterer, og lever klemt mellem jøder og muslimer."

I stedet for konflikten med Israel skriver Matt Rees om de interne forhold blandt palæstinenserne.

"I medierne hører man næsten aldrig om, hvad der sker inde i det palæstinensiske samfund. Men som jeg ser det, er det her, man finder nogle af de vigtigste årsager til konflikterne. Under krigen i januar talte man hele tiden om Hamas mod Israel, men aldrig om hvad der skete internt blandt palæstinenserne, selv om det var meget vigtigere."

Tættere på sandheden

Matt Rees skynder sig at sige, at palæstinenserne selvfølgelig har et stort problem med Israel. Men han citerer sine palæstinensiske venner, der siger, at de ikke kan gøre noget ved Israel, men kun kan ændre på de forhold, der ødelægger det palæstinensiske samfund indefra.

Når man åbner Matt Rees' bøger, kan man læse, at 'de beskrevne forbrydelser i denne roman er baseret på virkelige begivenheder'.

-Er du med dine romaner tættere på sandheden om disse begivenheder, end da du var journalist?

Ja, hvis man betragter sandheden som mere, end hvad man umiddelbart kan observere og som en dybereliggende sandhed om de involverede mennesker, så er romanen den eneste måde at beskrive den på. Journalisten går hen til folk, beder dem om et hurtigt svar og siger så, at nu kender vi sandheden. Romanen har hundredvis af sider. Den tager dig længere og længere ind i samfundet, og viser dig de mennesker, der lever der, hvordan de føler, og hvordan de forsøger at forstå deres egen situation. Egentlig er det mærkeligt, at fiktion kan komme tættere på sandheden end journalistik. Men sandheden er altid inden i folk, og det kræver en grundig undersøgelse, som kun fiktionen kan lave, for at bringe den sandhed ud på papiret."