Læsetid: 5 min.

Dansktoppen i ny krig mod musiksnobberiet

En gammel schlager om god og dårlig smag er brudt ud på den danske musikscene. Dansktopmusikerne føler sig presset ud af DR, efter dansktoppen er blevet isoleret på en ny DAB-kanal og kalder DR's ledelse arrogant, snobbet og i konflikt med public service-loven. En af landets mest populære musikgenre er stadig ikke velkommen i det gode selskab
Selv om Lindy og Peter Aldahl i efteråret lå nummer et på dansktop-hitlisten i 15 uger i træk, er de aldrig blevet spillet på DR.

Selv om Lindy og Peter Aldahl i efteråret lå nummer et på dansktop-hitlisten i 15 uger i træk, er de aldrig blevet spillet på DR.

14. april 2009

Dansktopbandet Aldahl lå i efteråret 15 uger i træk nummer et på den officielle dansktophitliste med sangen 'En hel million'. Sangen handler om en mand, der er så flink og så glad for sit liv, at hvis han vandt en hel million "ville han dele den med no'en". 15 uger er ligeså længe, som man kan ligge nummer 1 på den hitliste, og det er anden gang, far og søn - Peter og Lindy Aldahl - fik den ære med et af deres numre. Alligevel har bandet aldrig fundet vej til DR's playlister. Faktisk har publicservicestationen ikke spillet et nummer med Aldahl én eneste gang, og det undrer duoens ældste medlem Peter Aldahl.

"Ja, det er sgu da godt træls, for at sige det på jysk," siger han.

"Jeg ved ikke, hvorfor det absolut skal være sådan, men der må jo være nogen ovre i København, der ikke kan lide det, vi laver. Jeg ved ellers, der er mange, der er glade for vores musik, og vi har nok af arbejde her i Jylland."

Aldahl er ikke alene om at føle sig dømt ude af det gode selskab. Efter DR har besluttet at skubbe dansktopmusikken helt ud af FM-båndet for kun at spille genren på DAB-kanaler, har prominente navne som Keld og Hilda, Lis og Per, Birthe Kjær og Ib Grønbech åbent erklæret krig mod 'musiksnobberiet'.

"Vi er blevet behandlet nedladende i årevis af dem, der tror, de har patent på at vide, hvad danskerne skal lytte til," siger en vred Keld Heick til Ekstra Bladet og fortsætter:"DR og andre meningsdannere kan da ikke bare sige, at én musikgenre er bedre end en anden, men det er præcis det, de har gjort."

DR har forholdt sig temmelig lavmælt i debatten, og det frustrerer dansktopperne, der kalder radiostationen for arrogant og snobbet overfor de hundredetusinde af danseglade mennesker, der weekend efter weekend fylder op i landets haller og kroer.

"Dansktoppen er en af de mest populære musikgenre rundt omkring i landet overhovedet," siger radiovært Ole Hansen fra Albertslund Nærradio, der også er redaktør af nyhedsportalen dansktopnyt.dk.

"Så hvorfor helvede vil de ikke spille det i radioen? Jeg føler, DR er helt ligeglad med det publikum, der er over 40. De gider ikke engang tage til genmæle i debatten"

Gammel schlager

Debatten om dansktopmusikken har nærmest eksisteret, siden genren brød igennem i starten af 60'erne, forklarer Henrik Smith-Sivertsen. Han har skrevet ph. d-afhandling om dansktoppen og er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en ny bog om hele scenen og kulturen omkring musikken. Dansktoppen startede som direkte oversættelse af engelske hits, og allerede i 1961 opstod den første debat om musikkens kvalitet.

"Ekstra Bladet lavede i 1961 en meget grundig undersøgelse af danskernes holdning til de danske tekster oven på en heftig debat om især refrænernes kvalitet. Den viste, at størstedelen af danskerne foretrak de danske versioner frem for de engelske, men selv den gang var der en enorm modstand fra det, man kunne kalde en kulturel elite eller de kulturradikale," siger Henrik Smith-Sivertsen. Han forklarer, at den store modstand mod den folkelige popkultur er et meget dansk fænomen, der opstår sammen med Poul Henningsens definition af poppen som 'ukunst'.

"I Danmark kan vi godt lide at tale om kunsten som noget meget fint og særligt ophøjet, og den meget hårde opdeling mellem pop og finkultur er en dansk tradition. Det fine i kunsten har siden 60'erne været det grænsesøgende og eksperimenterende, og derfor faldt både rock og jazzmusikken langt nemmere ind i den gode smag."

Dansktoppen blev også lagt for had blandt rockmusikerne, fortæller Henrik Smith-Sivertsen, for den livsglade, dansksprogede syng-med-sang falder på alle de vigtigste selvforståelser af kunstens kvalitetsparametre.

"Dansktoppens præmisser er, at den skal være dansksproget, glad og hverdagslig, mens rockens udgangspunkt og vigtigste mål er autenticitet. Rocken skal helst være dysfunktionel, grænseoverskridende og på sit eget sprog, og det passer bare ikke sammen med oversatte tekster om livsglæde i hverdagen."

Fordomme og afsmag

Dansktoppen har stadig et solidt tag i danskerne og særligt blandt dem over 50. Flere hundredetusinde danskere fylder hver weekend ud på dansegulvene rundt omkring i landet, og flere millioner cd'er ryger stadig over disken. Ifølge Henrik Smith-Sivertsen findes der mange fordomme om disse fans - at de er småborgerlige tilhængere af det bestående og Dansk Folkeparti, og en del af det er sandt, medgiver han. Men faktisk har dansktoppen fat langt bredere end det.

"Jeg foretog nogle valgundersøgelser til en række af de koncerter, jeg var med til, og der var resultatet slet ikke så sort-hvide. Mens der til koncerter med Susanne Lana og Richard Ragnvald var en stor tilslutning til borgerlige partier som Dansk Folkeparti og Venstre, var der for eksempel et ret stort flertal af SF'ere til Lis og Pers koncerter," siger Henrik Smith-Sivertsen.

At DR nu har valgt at udfase dansktoppen fra hovedkanalerne overrasker ikke Henrik Smith-Sivertsen. Selv om genren har en enorm fanskare er der også en stor gruppe mennesker, der føler mere end bare afsmag overfor Richard Ragnvald og de andre.

"Det er en nedskrevet strategi for DR at spille det, befolkningen gerne vil høre, men ifølge deres egne lytterundersøgelser er der for mange, der støder sig på dansktoppen, og derfor er den røget ud af sendefladen - det samme gælder heavy metal. Nogen kan simpelthen ikke holde det ud. Men derfor kunne man måske godt diskutere, om DR overholder sine public service-forpligtelser."

Ole Hansen fra Albertslund Lokalradio er ikke i tvivl om, at DR groft forsømmer sine forpligtelser over for public service-loven.

"P4 er lavet til et publikum på plus 40, men alligevel jublede man højlydt, da en undersøgelse for nyligt viste, at kanalen havde fået flere lyttere blandt de unge. Der er jo ikke noget for dem over 50. Og vi har ikke en DAB-radio og sidder ikke ved computeren. Det er ikke public service for mig at se," siger Ole Hansen

"Men det værste er, at man ødelægger hele vækstlaget for musikken. Der kommer jo ikke en ny Kisser og Søren eller Lis og Per, fordi vi aldrig får det hørt. Det er direkte udviklingshæmmende. Det er nærmest blevet en undergrundsmusikscene."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

For så vidt der overhovedet kan tales om snobberi i DR, hvilket er noget tvivlsomt, må det være snobberi mod midten. Det er jo ikke ligefrem det "grænsesøgende og eksperimenterende" som præger sendefladen.

Hvis udsendelse på DR ville medvirke til kvalitetsforbedringer i musikken, ville det være acceptabelt. Der er bare for en stor dels vedkommende tale om folk, der dårligt kan synge rent, og sange, der forekommer mig at blive dummere og dummere for hvert år. Engang var der faktisk langt større kvalitet i repertoiret, der kunne legitimere en hel del cross-over, som man ser det med den engelske pop. Men ikke mere.

Jens Thorning

Jeg troede, det var en computer, en musik-robot, der udvalgte musikken på DR. Denne robot er meget amerikansk orienteret, og jeg må atter og atter undre mig over så mange af studieværterne, der nikker genkendende til Motown-hits fra 1960'erne, som aldrig nogen sinde blev spillet på DR dengang, og som de umuligt kan "huske", som de ellers påstår, fra andet end soundtracks til amerikanske high school-reunion film. Det er rystende historieforfalskning, men naturligvis herligt politisk korrekt, når det pludselig viser sig, hvor populære sorte artister var, eller rettere burde have været.

Heinrich R. Jørgensen

DR er meget konservative og selective i hvilken musik de bringer, hhv. fravælger. Der findes retningslinjer for hvilken musik der kan spilles på de enkelte kanaler.

Indenfor det seneste halve år er der på P3's sendeflade begyndt at optræde mere elektronisk musik (lettilgængeligt dance, trance o.lign), genrer der har været meget populære i andre europæiske lande i mere end 10 år. BBC's Radio One sendte samme type musik for 10 år siden, som P3 sender i dag.

Et andet eksempel er, at tung rock godt kan finde vej til P3. Det sker ofte at f.eks. 15-20 år gamle Metallica numre afspilles, hvilke for blot få år siden var utænkeligt.

Efter sigende skulle Europa-plagen "Boten Anna" fra 2006, aldrig være spillet i P3, med undtagelse af en kändis der var inviteret til at lave et program, hvor vedkommende selv havde valgt musikken.

Jeg ville have troet, at dansktopmusik var meget spillet på gerontokanalen (P4), men det er åbenbart ikke tilfældet...

Jens Thorning

Ingen vil tro det i dag ...

Filmen "Wenn die Conny mit dem Peter" fra 1958 satte Europa på den anden ende i to år med hits som "Teenager Melodie" "Jolly Joker" "Möcht' mit dir Träumen". Sangerinden Lolita havde et verdenshit også i USA med "Seemann" i 1961. Franske Francoise Hardy med pagehåret var populær fra midten til sidst i 1960'erne - og blev vist på DR TV!! Italienske Catarina Valente henrykte hele Europa, inklusive ... Danmark!

Som sagt, ingen vil tro det - men Politikens Hvem-Hvad-Hvor kan dokumentere noget af det.

Den eneste gang, der blev spillet Elvis Presley i 1950'ernes Danmark var i et DR program om vanvittig musik - nemlig "Jailhouse Rock" i selskab med Spike Jones og Hoffnung's Music Festival.

DR anså amerikansk populærmusik, især fremført af sorte, for direkte livsfarlig, Nu forsøger de at ændre historien med manipulation og forfalskning, men vi er stadig nogle, der husker ...

Heinrich R. Jørgensen

Simon Sen:
"Helt ærligt, det grænser jo til det aldersdiskriminerende..."

Jeg troede det var kanalen for de gamle og eventuelt affældige, samt personer der har brug for lidt let underholdning for at få tiden til at gå.

Men det er muligt, at jeg også er for snobbet ;-)

Henrik Smith-Sivertsen

Til Jens Thorning

Francoise Hardy blev ganske rigtigt vist i TV. I 1967 havde hun faktisk et ret stort hit med den af alle danskere kendte fransksprogede sang "La maison où j'ai grandi". Hun sang den i en TV-udsendelse og den følgende uge udkom sangen på plade med dansk præsentation, hvor der blev henvist til fjernsynsudsendelsen. Hun lå faktisk 11 uger på DR's Top 20 og var helt oppe at vende på 4. pladsen. Sangen var i øvrigt oprindeligt italiensk og er i Sverige den sikre måde at få mormødre til at svømme hen i nostalgiens tårer. Her hedder den "Lyckliga Gatan" og er flere gange blevet kåret til alle tiders Svensktophit. Den vendte i øvrigt tilbage til Danmark som "Barndommens gade", dog uden større succes.

Alt dette for at vise, at du har helt ret. Hvis man graver bare lidt, vælter der en anden historie frem end den, vi ynder at fortælle om den 60'erne som rockens og blomsterbørnenes årti. Det var meget andet, og meget andet en amerikansk og engelsk. Det var også fransk, tysk, italiensk og svensk. Og lidt dansk:-)

Lige om: 10. Birgit Lystager: ’Smilende Sussi’

Det er næsten FOR forrykt - det at Sussi - midt i al sangfortællingens hverdagsagtige socialrealisme - tilsyneladende ikke har hørt om: gummi ( kondomer ).

Ka' da egentlig godt forstå at der er grænser for HVOR forrykte musiknumre DR vil spille.

Det med "Smilende Sussi's" tilsyneladende ukendskab til kondomer , er måske meget sigende om mange dansktopnumre - at de - i en åh' så dansk iklædning, ofte er en skjult import af kulturværdier som de fleste danskere ellers længst har forladt.

Smilende Sussi er, som jeg har forstået det, en dansk oversættelse af Pretty Belinda, præcis som LIlle Fregnede Louise er en oversættelse fra svensk af Lilla Fröken Fräken. Stort set alle de gamle dansktopnumre fra 1960erne og 1970erne er jo oversættelser af tyske, svenske, italienske, og engelske pop-numre.

Jeg finder det desuden ganske interessant, at stort set alle de 10 bedste dansktop-numre er lavet i 1960erne og i 1970erne. Den eneste der vist er ny, er 'kærligheden brænder'. Og selv den 'hader' kultur-eliten i det her land; jeg kan nu godt lide den. Teksten er sød, sjov, fræk og rammende - og overraskende, præcis som Birthe Kjærs 'Arriverderci Franz er det.'

Noget helt andet, som jeg har undret mig meget over er hvorfor man stort set aldrig hører Erik Paaske mere i radioen. Da jeg var barn i 1970erne var han et fast indslag (sådan da) i Giro 413 - ofte med en lille fin sang som hedder 'sådan en aften sku man være 20 år' om en mand i sin bedste alder (40+) som på sin aftentur møder en ung studine på på 20 eller 22 år. Men den er måske for politisk ukorrekt at spille eller....

For at vende tilbage til Smilende Sussi handler den jo ikke om, at Sussi vil bolle med de her drenge; hun vil være selvstændig og vente med drømme med bil, børn og hus - indtil hun er færdig med at studere. På netop den måde bliver Smilende Sussi faktisk et ikon, et symbol, for året 1968 (hvor jeg tror den er fra?), hvor kvinderne ikke længere drømte om at blive gift og få børn, men hvor de også drømte om at uddanne sig - og også gjorde det.

I 1970erne blev der faktisk også spillet tysk, italiensk og fransk musik i radioen - også i Giro 413. I dag skal man vist være heldig for at høre et sådant nummer; det er som om yngre (eller unge) studie-værter kun tror, at der findes engelske eller amerikanske musik-numre i denne verden. Og jeg skyder den del af skylden på digitaliseringen af DR's musikbibliotek...

Jens Thorning

Og desuden ... den Generation X - af personer født ca.1960-1966 evt. med skolegang på Bernadotteskolen nær København, som har terroriseret Danmark nu i årtier med spøgefulde film, popmusik, teater, musicals og ikke mindst forfærdelige TV-reklamer kan bedst li¨at høre "Saturday Night Fever" og "Grease" tilsat lidt KC & The Sunshine Band livet igennem, og det må DR jo så finde sig i, det gælder jo om at fastholde "talenterne".

I Vest-, Midt- og Nordjylland hørte folk altid engelsk musik, og engelske bands, der havde haft et enkelt hit, turnerede gerne i Danmark, f.eks. Edison Lighthouse kendt fra "Love Grows" etc. I starten af 1960'erne dominerede Cliff Richard & the Shadows fuldstændigt. I starten af 1970'erne var Jackson Five, i deres storhedstid, fuldstændigt ukendte i Danmark og blev aldrig spillet i radioen = DR. Der blev hørt Sweet, Slade, T. Rex og Gary Glitter. USA's dominans er altså også med tilbagevirkende kraft i historien - på alle områder.