Nyhed
Læsetid: 2 min.

Digte fra en verden af i går

Forfatteren Grethe Risbjerg Thomsen er død 84 år gammel
Kultur
30. april 2009

Forfatteren Grethe Risbjerg Thomsen er død 84 år gammel. Glemt som navn på det litterære marked, men stadig husket i næsten alle lyriske antologier fra Billeskov Jansens monumentale Den danske lyrik til Asger Schnacks Lyrikbogen og i masser af udvalg til skolebrug, hvor livsstemninger skal anslås, på flere måder let tilgængelig med versenes direkte udsagn.

Hendes udgangspunkt var kredsen om Viggo F. Møllers Vild Hvede med Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen som stjerner og venner og en debut med Digte i 1945, fulgt af en lille halv snes digtsamlinger frem til 1973 med Dobbelte landskaber.

Nogen egentlig udvikling sker der ikke i forfatterskabet, som insisterer på traditionens enkleste rim- og rytmeskemaer uden nogen form for anfægtelse af den modernistiske fornyelse, der i 1950'ernes løb kom til at angive tonen med ny nødvendighed.

Det 'dobbelte' i den nævnte titel markerer ingen tekstlige, sproglige spændingsforhold, men kun modsætningen mellem krige og dårligdomme i samtidens verden og drømmen om det enkle liv, men mærkelig ukonkret i en abstrakt idealitet og forsigtig patos.

De typiske bogtitler spejler det, De åbne døre, Dagen og natten, Træerne i byen, Det åbne vand, Havet og stjernen.

Mundtligt samvær

Vemod, kærlighedslængsel, ensomhed, barndommens tabte paradis, landskaber og vejrlig gennemtrækker disse bagudskuende digte fra en verden af i går. Et uventet eksperiment i dialogdigte om kærlighed, To hjerter (1955) med Poul Sørensen, 'Poeten', udmærkede sig ikke med sproglig lidenskab. Den kom snarere frem i mundtligt samvær i de tidlige års selskabelighed, hvor ægteparret Brink-Risbjerg med underspillet, dræbende vid tog del i venskabelige festspil med rappe hoveder som Halfdan, Tove Ditlevsen, Ernst Clausen, i små overfyldte lejligheder i København og Virum, klirrende tilrøgede af malere og digtere, som nu let reproduceres i erindringen.

Alene det, at blade i bøgerne fremkalder stemmens elegiske klang, som er umiskendelig i et af de små digte, der går igen i antologierne og stadig bryder trivialiteten med et lille ryk i tanken en dag her i april - eller "Måske en Martsnat", som digtet hedder med de gamle små og store bogstaver:

Jeg dør en lille Smule for hvert Sekund der gaar Jeg bærer Døden med mig igennem Livets Aar. En Nat, maaske en Martsnat, saa mild af Regn og Tø, skal jeg gaa bort i Mørket og holde op at dø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her