Læsetid: 5 min.

Til digtoplæsning med lyrikbriller

Naja Marie Aidt er efterhånden faldet så meget til i New York, at hun har overskud til at genoptage gamle vaner - og er igen begyndt at løbe og gå til digtoplæsninger
Naja Marie Aidt er efterhånden faldet så meget til i New York, at hun har overskud til at genoptage gamle vaner - og er igen begyndt at løbe og gå til digtoplæsninger
30. april 2009

Noget af det mærkelige ved at flytte hjemmefra og ud i verden er at man langsomt genoptager sine gamle rutiner, bare i nye omgivelser. Det tager noget tid. For eksempel er jeg først begyndt at løbe igen for få måneder siden. Det foregår i YMCA, som ikke bare er et herberg og en sang, men også et fitnesscenter. Så nu står jeg igen på løbebåndet med min iPod og løber interval, mens jeg glor ud over Brooklyns tage, og ikke på Adelgades trafik.

Her i byen træner de fleste. Tykke og tynde, unge og gamle. Der er mindst 100 løbebånd i mit lokale center, og man får besked på ikke at løbe mere end 20 minutter, hvis der er kø. Det er der tit. I Central Park kan man opleve noget andet, der også viser, hvor gammel og integreret fitnesskulturen er her: rulleskøjtediskotek. Både lørdag og søndag, hele dagen, hvis vejret er til det, står der en dj, og så går folk ellers amok i mere eller mindre bizar dans i en til formålet bygget indhegning - her er 60- og 70-årige i klassisk 80'er-outfit (pink glimmerleggings, svedbånd om hovedet), mænd, der danser med mænd, kvinder, der danser med kvinder, teenageres breakdance og hiphop (meget imponerende på rulleskøjter), unge par, der yndefuldt glider rundt som skøjteprinsesser- og prinser. Og en hel masse unger.

Men der er jo andre ting i livet end at bevæge sig. Eller andre måder at bevæge sig på. Digtoplæsninger, blandt andet, og såkaldte "forfatterarrangementer". De er i den grad en del af mit liv og har været det længe, men pludselig opdagede jeg, at det var jeg slet ikke kommet i gang med her. Det siger sig selv, at det en jungle. Helt uoverskueligt, faktisk, fordi der er så mange. Hvad gør man så? Man gør et eller andet. Jeg tog op til Gramercy Park South ved 23. gade, hvor The National Arts Club har til huse i en bygning fra 1840'erne. Klubbens medlemmer tæller blandt andet Martin Scorsese og Uma Thurman, og det siger sig selv, at man ikke bare kan melde sig ind. Man skal i den grad inviteres. Det er en slags akademi for alle kunstarter, alle arrangementer er gratis, og hver fredag spilles der jazz.

Denne aften var der Young Poets' Night på programmet, med tre digtere under eller lige omkring de 30: Emily Moore, Dana Goodyear og Cathy Park Hong.

Forkert klædt på?

Først er jeg lettere forvirret. For da jeg træder ind i det nærmest antikke hus, hvor 10 cm tykke ægte tæpper fra væg til væg beklæder de knirkende gulve, indser jeg forfærdet: Jeg er voldsomt underdressed. Altså i jeans og støvler. For her stimler festklædte hvide mennesker sammen i selskabstøj, som man kun ser på film, pels og lange silkekjoler med dertil hørende lange handsker, mænd i kjole og hvidt samt håndsyede sko (og af en eller anden grund altid lavere af vækst end deres koner), her skåles i champagne og hilses på, man er ikke i tvivl om, at man er røget lige i kødet på en aldrende new york'sk overklasse med hang til kunst. Der er dog også meget unge mennesker til stede, som jeg straks vurderer til at være på coke. Jeg gelejdes op ad trapperne og bliver endnu mere mystificeret (jeg tror jo stadig, at alle disse mennesker skal til lyrikoplæsning!), da jeg går gennem klubbens restaurant, hvor folk spiser ekstravagant ved hvide duge; løfter deres tunge sølvgafler og krystalglas, omgivet af en slags raritetskabinetter: et indeholder dukker, et andet porcelænshunde og billeder af hunde, et tredje små sejlskibe med mennesker på, udført i et hvidt materiale. Der er også knogler og udstoppede dyr.

Men jeg gennes videre, og til min lettelse ser jeg, at oplæsningen skal foregå i en art baglokale, som er meget tyndt befolket. Det er næsten helt trygt. Trygt er det også at se, at poesiinteresserede her, som så mange andre steder, ofte bærer, hvad man kunne kalde lyrikbriller - excentrisk iøjnefaldende store brillestel, som man med rette kan mistænke er befattet med almindeligt vinduesglas. Der skramles med stole, man rømmer sig. Digterne introduceres, oplæsningen begynder. Hvis der er noget, de tre har til fælles, må det være deres optagethed af steder og erindring. Særligt steder. Ellers er de meget forskellige. Og ikke særligt skarpe, synes jeg, lige med undtagelse af Cathy Park Hong, der har skrevet en vild digtsamling på et selvopfundet sprog, som er et mix af i hvert fald engelsk og spansk, latinsk og tysk, men vist også koreansk og russisk. Bogen hedder Dance Dance Revolution (Norton, 2006), og det er umuligt kort at fortælle, hvad den handler om, men det meste af handlingen foregår i en fiktiv ørkenby i 2016.

Fra Hong til Christensen

Hendes oplæsning er klart den sjoveste og mærkeligste, hendes bog det vildeste og mest ambitøse projekt. Så stilles der de sædvanlige spørgsmål fra publikum: Hvad inspirerer dig? Betyder det noget særligt at være kvindelig digter? Bagefter serveres der lyserød punch og cookies. Og det er bestemt ikke ment som en joke.

Pludselig føres en enorm, svimmel kvinde med mælkehvid hud i glinsende rød kjole, og i øvrigt iført rød paryk med lange slangekrøller, gennem det beskedne lokale, støttet af tre (lavere) festklædte mænd. Hun ligner en, der mangler sit lugtesalt. De er selvfølgelig gået forkert. I mellemtiden har jeg fundet ud af, at der afholdes en stor reception i huset, derfor disse rige mennesker. Jeg taler kort med Cathy Park Hong, der fortæller mig, at Inger Christensen er en af hendes yndlingsdigtere. Det glæder mig naturligvis ustyrligt. Jeg føler mig endnu mere hjemme og synes, at (gode) digtere alle vegne er et særligt folkefærd med et særligt blik. Og der er forbindelse - Inger nåede frem til Cathy, Cathy til mig. Derefter subwayen hjem i den milde forårsnat.

PS. Andre gode steder at høre oplæsninger: BAM, The Bowery Poetry Club, St. Marks Bookstore (oplæsninger på nærliggende bar Solas) og Barnes and Noble på Union Square (hvor Salman Rushdie for eksempel optræder den 4. maj). Men man kan også bare gå ned på Brooklyn Bridge ved solnedgang og læse Crossing Brooklyn Ferry af Walt Whitman, som en god ven af mig gør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

a propos: inge christensen: så spiller vi skak med de småbitte stumper af det der en gang var en stor præsident,

jamen, hvis
hvor skaffer vi så de sorte brikker fra?